http://www.youtube.com/watch?v=2y92JeivbJI

SKRIV IND MED DIT BUD PÅ "UGENS VIDEO"

TUNGT, KOMPETENT OG UDEN KOMPROMIS

Der er gået 7 år siden Sparkplug udgav Dharma Punks, som dengang blev spillet en del på P3, og som fik GAFFA til at kalde bandet for ”en af landets måske bedst bevarede rockhemmeligheder”. Men selv om der er gået 7 år, er bandet langt fra løbet tør for strøm. De har endda tilføjet endnu et medlem, så Sparkplug i dag er en kvartet.

Sparkplug har lavet et lækkert stykke arbejde med Idiot Monster. Den fysiske form er et gennemført stykke gatefold cover 180g vinyl, med et inner-sleeve hvor historien om bandet fortælles, både i tekst og billeder, og produktionen lyder godt.

Tommy Hansen har siddet bag knapperne på denne massive rockskive. Til dem af jer, der ikke kender Tommy Hansens tidligere bedrifter, kan jeg fortælle at han har drejet knapper på mangt en legendarisk plade fra 80erne og 90erne, og navnene tæller blandt andre; Helloween, D:A:D, Hatesphere, Pretty Maids, m.fl.

Opskrifterne til de 11 numre er fundet dengang rockmusik gerne måtte smage af mere end et vers og et letfordøjeligt omkvæd, og hvor riffet i sig selv kunne være definerende.

Med referencer plantet solidt i 90ernes grunge rock, hvor den tunge og grænsesøgende rock fra Stone Temple Pilots og en stemmeføring, der til tider kan bringe mindelser om en Billy Corgan, der også afsøger sine mere dæmpede områder, spiller Sparkplug kompetent rock.

Guitarerne er tilpas tunge, uden at blive så metalliske at de mister deres rockede lyd, og vokalen står skarpt i lydbilledet. De 7 år, der er gået siden bandet sidst hvæsede rock ud, er gået med at bearbejde personlige tragedier og tab og disse er blevet brugt til drivkraft bag de 45 minutter Idiot Monster spiller. Sparkplug lader sig ikke lokke af det lette omkvæd, men vil hellere have tung essens bag deres musik, og lade riffet og en definerende guitar-stemme til at styre slagets gang. Og det gør de fint på Idiot Monster. Desværre er det så som så med nytænkningen, hvilket er synd, for de 4 medlemmer i bandet har både erfaring og fremdrift til at lave en plade, hvor originaliteten kommer mere i højsædet.

BESØG SPARKPLUG HER

http://www.youtube.com/watch?v=2y92JeivbJI

SIDSTE UGE FIK VI 1000 FACEBOOK-LIKES

PentEffect udgav for et par måneder siden deres debut ep For the Record. Den har netop været en tur igennem vores anmelders anlæg med lovprisninger til følge. Derfor mødte han bandet til en snak om at indspille med Tommy Hansen, og den enorme opmærksomhed ep’en har bragt dem på Facebook.

- Hvordan vil i beskrive jer selv som band?

”Vi er et meget demokratisk band, hvor alle helst skal være med på idéen. Generelt er vi meget åbne for idéer og bruger som regel de fleste. Som udgangspunkt laver vi musikken først, og derefter bliver melodien og teksten til vokalen lavet. Musikken er et fælles projekt, men teksterne står Jeppe (trommer) og Mads (vokal) for.”

- Hvordan har det været at arbejde sammen med en erfaren herre som Tommy Hansen (Pretty Maids, Hatesphere, D-A-D m.fl.)?

”Tommy er skør og gammel. Man skal lære ham at kende, for i starten kan han virke arrogant. Efter noget tid blev det naturligt at arbejde med ham. Indspilningerne i Jailhouse sammen med Tommy hjalp os med at finde vores lyd. Det var ikke et svar på vores lyd han kom med, men mere en bekræftelse af at vores idéer om lyden var rigtige. Han lavede for eksempel klassiske arena trommer, men uden at de drukner. Han brugte en speciel rumklang på vokalen, der gjorde Mads' stemme lidt våd. I det hele taget en meget old-school lyd, dette har også noget med stedet at gøre. Det er et gammel studie, hvor gulvet knirker, men samtidig et sted hvor alt fungerer tip-top.”

- Nu har jeres ep været ude i et stykke tid. Hvilke reaktioner har I fået på den?

”Generelt er der mange ældre venner, der er overrasket over det produkt, der er kommet. Det har været meget bedre end tidligere demoer, som vi selv har optaget. Generelt har folk været meget imponerede. Når man møder folk, der har ep’en, så nævner de altid, at de synes, den er god. Det er rart at møde mennesker, der har hørt det og giver skulderklap. Folk er gode til at dele vores musik såvel på nettet som fysisk."

- Siden udgivelsen af jeres ep, har I oplevet en stor stigning i Facebook likes. Hvor I for bare et år siden havde omkring 200 likes, har I skrivende stund over 6.500 likes. Har I selv nogen forklaring på denne eksplosive stigning?

”Nej, det virker lidt surrealistisk. Men altså, vi lavede reklamer for vores ep på Facebook, og scorede herigennem en masse likes. Selvom reklamerne ikke vises mere, så vokser antallet af fans stadig fra dag til dag. Sidste uge fik vi 1.000 Facebook likes."

- Så I har altså selv stået for promoveringen af jeres ep. Hvordan er det som band selv at være manager?

”Det er nemt, og vi sparer lønudgifter. Det er rart at, der ikke er noget mellemled. Vi ved, hvad der sker i bandet og kan selv styre det. Men vi må også erkende, at selvom vi bruger nettet meget, så skal vi stadig være bedre til at promovere os selv. Vi er ikke så kendte, at alle ved hvem vi er. Vi skal selv opsøge spillesteder, og vise at vi eksisterer. Både overfor publikum og spillestederne rundt om i landet. Det er ikke noget, der kommer af sig selv. Men vi er stærke i troen på, at vores musik er unik. Blandingen af vores musik synes vi er interessant. Det ligner ikke noget andet. Vi har lidt vores egen stil. Det er ikke for blødt, og det er ikke for hård. En god blanding af nutidens rock.”

- Hvad er jeres plan for fremtiden?

”Tanken om et album er der, men først og fremmest skal vi ud og spille. Vi har efterhånden nok sange til et album. Men det er ligeså meget det, at der skal være materiale nok, som er stærkt nok, til at vi kan vælge det ud til et album. Men vi kan godt love, at der går ikke 2,5 år med at lave et album, som der gik fra vi blev dannet, til vores første ep var ude. Vi har snakket om at komme på tour i udlandet, men det vil være noget, vi selv skal arrangere. Så hvis det lykkedes, så bliver det nok i lande tæt på såsom Tyskland. Vi har været uheldige med realeasedatoen på ep’en. Den kom i sommerferien, hvor mange spillersteder har lukket, og vi har derfor ikke kunne komme ud og spille i forbindelsen med releasen. Det er ikke officielt endnu, men her til efteråret spiller vi nogle koncerter rundt om i Danmark.”

BESØG PENTEFFECT PÅ FACEBOOK

LÆS ANMELDELSEN AF FOR THE RECORD

HISTORIEN BAG SUBMIT – HVORDAN DEN BLEV TIL

I 1995 indspillede Illdisposed deres overlegne ”Submit” i Jailhouse Studios. Tommy Hansen, Rolf Hansen og Bo Summer har udtalt sig om, hvordan det gik til.

Med historier om smadrede bandlokaler på spillesteder rundt i landet, slagsmål, en livsstil der direkte var faretruende og som den nuværende regering ville have lavet et lovforslag i mod, havde Illdisposed allerede med deres 2 foregående skiver lavet så meget ravage og lagt sig ud med flere af deres kolleger i branchen, specielt de sjællandske, at bandets navn var blevet mejslet fast i de danske metalfans forstand. Nogle spillesteder ville ikke hyre dem, fordi det medførte store efterregninger i form af nyt inventar og andet, men metal-Danmark, og selveste Lars Von Trier havde fået øje på de aparte århusianere.  I 1995 lavede det berygtede og stærkt fordærvede band den plade, der skaffede dem deres gennembrud og som stadig står som den mest hårdtslående i deres karriere. Her er historien om tilblivelsen af ”Submit”

Illdisposed havde kun skiftet ud på en enkelt plads siden ”Return From Tomorrow”, og det var på trommestolen, hvor Michael Enevoldsen (senere Panzerchrist) var blevet erstattet af Rolf Hansen (aka Rolf Rognvard Hansen) der ellers havde slået sine folder i det esbjergensiske doom metal band Caustic. Skiftet viste sig lynhurtigt at give pote, for med Rolfs trommespil, blev Illdisposeds musik markant mere præcist og varieret. Da de gik i studiet, havde Rolf kun været en del af bandet i 3 måneder, og kendte ikke helt sine nye legekammeraters indspillevaner. ”Allerede 3 måneder efter jeg kom med, var vi på vej i studiet for at indspille pladen.” udtaler Rolf, der også fortæller, at han ikke brugte sine egne trommer til indspilningen: ”Jeg lånte ”Øllet”s (Anders Gyldenøhr, ex-Grope, ex-Hatesphere) trommer, og dem skulle vi stille op, men dagen før, skulle vi proviantere. På vej ned til købmanden efter øl, blev vi inviteret til nabodatterens 18-års fødselsdag. Den fest tog vi selvfølgelig til og drak os megastive. Jeg havde det fint med det, da jeg vidste af erfaring, at hele næste dag skulle gå med at stille trommer op og lave lyd, og at jeg først kom til at indspille 2 dage efter. Men sådan arbejder Tommy Hansen ikke. Da jeg troppede op dagen efter klokken 10, havde Anders stillet sine trommer op for mig, så jeg gik jeg ind og slog et par gange i skindet, og var klar til den helt store lydprøve. Tommy siger så: ”Ja, så er vi klar til at optage!”. Det kom bag på mig. Jeg havde de ondeste tømmermænd. Vi lagde ud med at indspille ”Purity Of Sadness”. Jeg husker det som værende forfærdeligt, både oplevelsen og resultatet, men vi fik det da i kassen. Jeg fik indspillet alle trommerne i løbet af 3-4 dage. Pladen er indspillet på 2”s analogbånd, og det er altid latterligt at indspille på bånd, man kan jo ikke cut n’ paste trommerne og klippe sammen, som man kan i dag med pro-tools systemer og andet digitalt grej. Men man får en anden dynamik, når man kun har et take til at få sine trommer i kassen. Hvis man lavede en fejl midtvejs i nummeret, skulle man spille hele lortet om igen.”

Produceren Tommy Hansen udtaler om Rolfs præstationer i studiet: ”De havde jo nogle rytmer, som Rolf også havde sit hyr med at få i kassen. Selvfølgelig kan man godt kalde Rolf for musiker, men han er jo næsten mere en atlet bag de trommer. Det han lavede bag dem, svarede jo til at få ol-guld i 100 meter på tid. De grindcore-rytmer var jo ren mælkesyre, de gik jo fremad.”

OMVENDT LOGIK

Tommy Hansen var manden bag knapperne på ”Submit”, og dengang Illdisposed trådte ind i hans Jailhouse Studios, havde manden ikke arbejdet med death metal før. Til gengæld havde han fået guldplader og diverse for hans arbejde med store klassiske heavy metalbands som Helloween, og deslige. Hans arbejde havde altid kredset om de storladne melodier, de hurtige guitarer og musik med en smule teknisk finesse, og nu stod han her med Danmarks dengang mest beskidte og rådne orkester.

”Jeg ved ikke hvordan de er i dag, men de var i hvert fald bindegale dengang!” Sådan omtaler Tommy Hansen samtlige af medlemmerne i Illdisposed, da jeg spørger til hans tid med dem, og fortsætter: ”Det var Andreas Ludvigsen (Progress/Diehard records Boss) og jeg, som talte om at lave noget. Det endte med at blive Illdisposed. Jeg vidste ikke hvad det var for noget, andet end at det nok var ovre i dødsmetal-genren.”

Tommy Hansen så det som en udfordring at skulle lave en death metal skive, men fandt hurtigt ud af, at den produktionsmæssige del nok blev den mindste udfordring. ”Det første der springer frem, når jeg tænker på den tid er, at Lasse Bak syntes det var vældigt fint, at Morten Gilsted havde brækket en lillefinger 14 dage inden de skulle indspille, fordi de havde slåsset mod hinanden. Så Gilsted havde meget svært ved at indspille. Det ved jeg ikke om Lasse kunne se noget negativt i. I min logik, gik det jo ud over bandet og deres indspilning at Gilsted skulle indspille med en skinne på fingeren. Der fik jeg allerede første tegn på, at det ikke var almindelig logik, der herskede i dette band. Det gik op for mig, at det der var fedt, var egentlig skidt, det hæftede jeg mig ved.”

DELE-DUKKEN

Dengang i 1995 var undertegnede til stede, da ”Submit” blev indspillet. På besøg i Jailhouse Studios, som lå, og stadig ligger lige ved siden af Horsens Statsfængsel. Fængslet er siden hen lukket, men studiet fortsætter stadigt. Illdisposed havde indtaget den bolig, der hører til studiet, og havde på kort tid sat deres helt eget personlige præg på det lille hus. I stuen var der rigeligt med øl og ligeså mange tomme flasker. Og i gangen stod den lolitta-dukke, som man kan høre Morten Gilsted mellem ”A Frame Of Mind” og ”Vesuvio”, give skylden for, at han spillede så mange fejl, fordi han ikke kunne tænke på andet end ”den dukke der”. ”Jeg kan huske mit studieophold som værende en flue på væggen. Der skete så mange langt ude ting. Du kan da huske den dag, du var på besøg, hvor Bo kom slæbende med lolitta-dukken, fuldstændig badet i sved, nede fra studiet af. Så sætter han den i indgangen i det hus vi boede i, med benene op af, for at der ikke skulle løbe noget ud. Sådan var det hele tiden.”. Rolf kan også huske dukken. Den dag i studiet hævdede bandet, at dukken gik på skift mellem medlemmerne, så de kunne få lettet det tryk, et 3 ugers studie-ophold hobede op. Helle for ikke at være sidst.

NATTERODERI

Når trykket ikke skulle lettes, eller der ikke skulle indspilles musik, brugte Illdisposed tiden til at feste med alle dem, der gad eller kunne bidrage med noget til festen. ”Da de kom hjem med lolitta-dukken, havde de også medbragt nogle typer, der hørte til under bunden af fødekæden i Horsens. De havde samlet de mest smadrede mennesker op et eller andet sted, fordi den ene af fyrene havde noget tjald. Så røg der tjald på bordet, han ringede til sine søstre, og så var der ellers lagt op til fest. Sådan var det hele vejen igennem. Tommy forbød os at røre naboens datter, men så var det hende der rørte os, osv. På et tidspunkt trængte jeg til luftforandring, så jeg tog toget tilbage til Århus for at få tid for mig selv.”, siger Rolf, der dengang var droppet ud af universitet i Århus, og havde startet en ny tilværelse som trommeslager i Illdisposed.

Det var sofabordet i stuen, der lagde overflade til festerne. Et bord der var spækket med tomme flasker. ”Det var ikke god kotume at gå i seng hvis der stadig var plads til en tom ølflaske på det bord. Så bordet skulle i hvert fald fyldes, hver dag. Det resulterede i en dag, hvor de kom ned i studiet klokken 10 om morgenen, som jeg jo insisterede på som starttidspunkt, og der kunne de bare ikke spille. Hovedpinen var større end guitar-forstærkerens output.” fortæller Tommy Hansen om festerne i det hus, han stillede til rådighed under indspilningerne, og som han hævder, er blevet ryddet op og gjort rent siden ”Submit”. En kondemnering havde nok nærmere været på sin plads.

FORKELLIGE VERDENER

På trods af, at der blev drukket mange øl og festet heftigt i den tilstødende bolig, var det i selve studiet, det reelle formål med opholdet foregik. Nemlig indspilningen af pladen. Rolf havde indspillet alle trommespor på 3-4 dage, og nu var det resten af bandets tur til at koncentrere sig og yde deres bedste. Dengang udtalte Tommy Hansen til NRG, at bandets musik gav ham en fandens hovedpine, og Lasse hævdede, at det var fedt at indspille med Tommy, for han havde fortalt dem siden første dag, at han ikke kunne snuppe deres musik.

Hovedpinen kunne også skyldes måden indspilningerne af strengeinstrumenterne foregik. ”Lasse sad megastiv og larmede med sin guitar over de trommespor, jeg havde indspillet. Pludselig siger han, at 1ste guitar er i kassen. Jeg kigger på ham, og spørger hvad fanden han laver, om han ikke bare sad og øvede lidt? ”Nej nej, jeg er da ved at indspille”, svarede han, hvortil jeg udbrød: ”Hallo, du er jo megastiv og du spiller megadårligt.” Det var han ligeglad med, og der var jeg chokeret. Jeg kom fra et studieophold med Caustic, hvor det var effektivitet og seriøsitet, der prægede indspilningerne. Det var ”velkommen” til en helt anden verden.”, fortæller Rolf, som ifølge sig selv, var det eneste medlem, som forsøgte at holde fokus på formålet med at være i studiet, nemlig at indspille en fed plade. ”Jeg tror jeg forsøgte at holde det hele på et nogenlunde sobert plan, i hvert fald for mit eget vedkommende, og så forsøgte jeg at hive op i de andre. ”Den ide du lige fik der, er nok opstået pga. promillen i dit blod” eller ”Prøv lige at tage dig sammen, det der skal du ikke spille mens du er fuld” var standard-kommentarer fra mig. Det hjalp ikke noget, sådan kørte de det bare, det var fuldstændig umuligt at komme i kontakt med dem. Gilsted var skæv hele tiden, Lasse var fuld, Bo var der aldrig og Ronnie sad bare og stirrede ud i luften og sagde ingenting. Sådan var hele mit ophold i Illdisposed for øvrigt.”.

Bo Summer, som havde sin ramponerede Skoda at køre frem og tilbage i, udtaler i dag: ”Jeg var i studiet i weekenderne. Jeg nåede da vist at have en 4 kærester i Horsens området i den periode. Jeg havde jo arbejde, så jeg skulle hjem. De andre havde ikke nogen forpligtelser. Rolf gik på universitet, Lasse lavede vist ikke rigtig noget og Morten Gilsted har jo aldrig lavet noget. De boede så i studiet, hvor jeg tog hjem. Vi havde en fornemmelse af, at det var den rigtige stil for os i forhold til de to første plader, der var stilløse. Den første indeholdte jo de sange, vi havde skrevet siden vi blev dannet, så det var en blandet landhandel. Det var den første plade, hvor vi fandt vores egen stil og som vi har bygget videre på siden.”

PIZZA POESI

Mere retrospektivt udtaler Tommy Hansen i dag, at han er godt tilfreds med resultatet af pladen, men at han stadig er forundret: ”De har altid været rigtig gode til at skabe forhindringer for dem selv, og af en eller anden mærkelig årsag, ender det med, at de får et originalt slutresultat, som har en fandenivoldsk energi.” Han fortsætter: ”Det er ikke fordi, jeg har den opfattelse, at Bo Summer har opfundet den dybe tallerken. Jeg blev dog benovet over den originalitet han lagde for dagen med teksten til ”Vesuvio”, pladens måske vildeste nummer. Han havde ingen tekst til den, men der kom af og til en pizza-service forbi med mad, og de smed sådan nogle menukort, og der kom teksten fra. Den tekst er en opremsning af, hvad man kunne købe af pizzaer i Horsens og omegn i midt-halvfemserne.”

Alkohol, brækkede fingre og lolitta-dukke til trods, lykkedes det at få ”Submit” i kassen. ”Når vi først var i gang, så kørte det også fremad. Der var ikke så meget pis der, de gad godt arbejde for resultatet.”, siger Tommy Hansen i dag, måske fordi han har fortrængt de fleste af de vanvittige episoder eller fordi originaliteten på ”Submit” strider i mod måden, den er blevet til på, en ting er Tommy i hvert fald sikker på: ”Det var ikke kedeligt at have dem i studiet”.

Interviews & artikel: Morten Nissen

(artiklen har tidligere været bragt i NRG Magazine)