DEN UMODNE DEBUTANT

"Alt godt kommer til den som venter." Et gyldent ordsporg, der priser tålmodighed og evnen til at lade tingene stå igennem. Det skal nok lysne i horisonten, og en dag skal man nok opnå det man ønsker. Contrition og Mighty Music burde måske have kigget lidt på dette råd, for dette album burde ikke have set dagens lys allerede. Det er Contrition ganske ikke klar til.

Den københavnske kvartet vandt Mighty Fight Night konkurrencen i 2011 og lavede efterfølgende singlen Lycanthrophy, så helt uerfarne er de ikke, selvom kalenderen siger omkring de 20 år for band medlemmerne. Sådan en konkurrence giver naturligvis et rygstød, og når stemmerne fordeles ligeligt over et ekspertpanel og arrangementets publikum, kan man naturligvis ikke rokke ved sejren. Kan man lokke nok venner og bekendte med til konkurrencen, er vinderchancen naturligvis større. Faktum er, at Reflections nu ser dagens lys og skal ud at konkurrere med både nationale, og internationale udgivelser, om at vinde det købedygtige publikums gunst i pladeforretningerne.

Contrition spiller i følge pressemeddelelsen moderne metal med overlegne tekniske riffs, genialt timede breakdowns, atmosfæriske melodiske passager med brutale, men følsomme growls til at toppe det hele. I mine ører spiller de meget tidstypisk metalcore, og lyder akkurat ligesom 1000-vis af andre bands indenfor den genre.

Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen; metalcore ligger utrolig meget under for sine egne "regler" og har lynhurtigt udvandet sig selv som genre. Langt de fleste af de danske albums jeg har fået til anmeldelse indenfor genren har ganske ikke et originalt ben at stå på, og Contrition lyder fuldstændig som jeg forventede da jeg havde læst pressematerialet. En bund af moderne thrash, skrigende vokal og en masse groove breakdowns. Jeg kan sagtens forstå, hvorfor genren er blevet populær for det er nemt at lytte til, og vil endda også tiltale et publikum, der ikke normalt lytter til metal for det er umiddelbart fængende, og også ret ufarligt. Pæn og poleret produktion og ingen kanter at skære sig på.

Contrition spæder deres musik op med nogle lidt atypiske parter, det skal de have, men disse parter fungerer ofte slet ikke. På numre som "[Al-kuh-hawl]" og "Chaos Reigns" får vi lidt rapmetal, der lyder som noget der er 15 år for sent på den og "Sensory Perception" har en følsom, stille del med skingrende falsk skønsang. Forsanger Nico Paidar har en meget typisk halvgrowl, men flere gange på albummet lyder det som om han ligger lidt skævt på beatet, og om det er tilsigtet eller ej skal jeg lade være usagt, men i mine ører fungerer det ikke optimalt. "Sunset Burns" er endnu et eksempel på, at man skal passe på med at gabe over for meget. Et klynkende, følsomt nummer, der slet ikke rammer i hjertet fordi vokalen ikke kan bære melodierne i mål. Den afsluttende "Timeless" fungerer derimod meget bedre fordi Contrition her spiller mere sikkert, og faktisk er følsomme uden at kamme over i noget de ikke kan bære.

Machine Head kunne være en inspirationskilde for Contrition. Amerikanernes fatale Supercharger album, hvor de også legede med rapmetal, er dog nok det nærmeste Contrition kommer på Robb Flynn og co. De seneste 3 albums fra Oakland bandet har vist, hvordan man sammensmelter groove, episk sangskrivning og endda følsom, melodisk metal til perfektion. Killswitch Engage kunne man også smide i puljen. Der har Contrition dog meget lang vej endnu og bevares, der er naturligvis også mange års erfaring til forskel, men lyder man som forbillederne vil man også blive bedømt med forbillederne i mente.

Reflections er desværre et album, der burde være forblevet på tegnebrættet. Med sine 53 minutter er det alt for langt og bliver gabende kedsommeligt, at lytte til. Drengene er teknisk dygtige, men et par år mere i øvelokalet og på de skrå brædder ville måske have fået forbillederne lidt mere ud af kroppen og givet et mere personligt udtryk. For mit vedkommende vil Contrition havne i bunken med bands, der lyder nøjagtig som så mange andre moderne metalcore bands, og vil være glemt så snart jeg har afleveret denne anmeldelse. Jeg håber at hvis min vej krydses med Contrition igen vil jeg høre et band, der har luget ud i de mange idéer og fundet ind til noget, der skiller sig ud fra mængden, men på en bæredygtig måde. "Man skal ikke gabe over mere end man kan sluge" som man siger.

BESØG CONTRITION HER

NOGET PÅ HJERTE OG NOGET PÅ SPIL

Jeg får næsten helt lyst til at citere komikeren Rasmus Botoft og hans monolog om Den Lille Gumbas, hvor vi skal helt ind i sindet. Vi skal endnu længere ind selvom du er bange. Ikke fordi Psyke Project på nogen måde er sjove eller komiske. Faktisk er de noget af det mindst morsomme på den danske musikscene, men mørkt og dystert er det uden tvivl i kvintettens univers og Psyke Project kommer under huden på dig uanset om du vil eller ej, for man er nødt til at forholde sig til musikken. Om man så slukker eller lader sig opsluge er helt op til den enkelte, men uanset hvad beslutningen bliver, vil man have en mening om musikken for ligegyldighed er ikke en option.

Kompromisløshed er tit noget jeg har efterlyst hos de danske bands jeg anmelder. At man kører linen helt ud, uanset om det handler om brutalitet, inderlighed, skønhed eller poppet sensibilitet. Jeg vil heller blive irriteret over en ekstrem, end jeg vil sidde med følelsen af ligegyldighed. Psyke Project er et band, der lige fra begyndelsen har væres kompromisløse i alt hvad de har foretaget sig, og derfor har en lille, men loyal, fanskare der følger dem i alt hvad de foretager sig. Jeg skal være i humør til dem, for de spiller også en musik, der på visse dage slet ikke fanger mig, mens de andre gange er lige hvad doktoren har udskrevet. I øvrigt samme tendens når det drejer sig om Københavnernes nærmeste artsfæller i Neurosis, Cult Of Luna eller et af de mange post-hardcore/metal, punkede sludge bands på et selskab som Southern Lord, som vel er bedste sammenligningsgrundlag.

Guillotine er et forholdsvis ligefremt album, der holder sig lige under 40 minutter og dermed bevarer intensiteten, selvom der også er plads til små åndehuller. Dette er et plus i min bog, for jeg er ikke umiddelbart fan af albums, der på grund af en eller anden slags genre-doktrin, absolut skal nærme sig det fysiske medies ydre perimeter. En akilleshæl, som mange af Psyke Projects artsfæller ofte har svært ved at skille sig af med. Alt for meget navlepilleri og køren i cirkler, bare fordi man kan pille sig i navlen mens man kører i cirkler. Guillotine evner både at pille ved hjernen og skridtet, samtidig med at der køres uden for mange svinkeærinder fra punkt a til punkt b.

Når jeg skriver at de piller ved skridtet er det ikke en aller anden infantil fallos reference, men de har nogle tunge parter, der taler mere til de nedre regioner end hjernens små krøller. Der kommer neandertal manden frem og brøler, mens andre elementer af albummet taler til hjernen med eftertænksomhed og også hardcore punkede paroler, der råbes af lungernes fulde kraft. Endda på dansk i afslutteren "Menneske." Der er både noget på hjerte og noget på spil; det spores tydeligt i den desperation og dedikation, der spilles med i Psyke Project.

Jacob Bredahls produktion er rå, tung og kompromisløs. Det ved vi efterhånden at han mestrer og lyden på Guillotine er perfekt. Jeg er mest til de tunge og dystre numre, og jeg kan godt miste interessen en smule når tempoet skrues op, og det hele bliver mere kaotisk. Måske fordi den skrigende vokal, effektiv som den ellers er, har sin indbyggede begrænsning og ender med at blive monoton. Numre som den tunge "Partisan" og "Empire" med sit groovede mellemstykke er gode eksempler på Psyke Project når de er bedst. Interessant er også den korte "The Mute" med sin støjende postpunk tilgang mens "Ghost Fight" er et af de numre, hvor jeg synes det er knap så spændende med det højere tempo og råbevokalen, der bliver lidt træls. Albummet slutter med den tunge "Menneske," hvor der synges på dansk, hvilket man dog først opdager når en slags omkvæd sætter ind.

Guillotine er et stærkt album, der ikke lefler for nogen med sin tunge, atonale, repeterende tilgang til musik. Som tidligere nævnt vil de fleste nok have et elsk eller had forhold til Psyke Project. Jeg applauderer kompromisløsheden og det dystre univers, mens jeg dog godt kunne ønske mig mere variation i vokalen og lidt flere memorable numre. Man vil sikkert også kunne fange mig på en dag, hvor jeg slet ikke vil kunne holde ud at lytte til Psyke Project, men som tidligere beskrevet vil jeg se det som en force snarere end noget negativt. Psyke Project er unik på den danske scene og hurra for, at vi også har den slags eksistenser ude i sivene i en til tider lidt for hyggelig og sikker hjemlig andedam.

BESØG PSYKE PROJECT HER

GUILLOTINE preview video

http://www.youtube.com/watch?v=s9dz-uScvpY

ESSENCE
"LAST NIGHT OF SOLACE"
(NoiseArt Records/Target Distribution)
Udgivelsesdato: 29/03-2013
Karakter: 4/6
Anmeldt af: René Blavnsfeldt

DEN NEMME TOER

Man kan ikke stave til Essence uden at skrive Essen, og fra Essen i Tyskland kommer de almægtige thrash konger Kreator. Kreator er sådan set en ganske gode ledetråd til, hvordan Aalborgensiske Essence lyder og i min bog er det slet ikke en skidt ting. Det ganske unge band imponerede ikke bare mig, men en stort set enig anmelderskare verden over, med debuten Lost In Violence fra 2011. Et lovende og løfterigt album som Essence med Last Night Of Solace skal forsøge at følge op på. Den svære toer.

Essence spiller thrash med alle de dyder genren kan byde på. Der er både fuld smadder, mere melodiske tiltag og også de episke elementer som Kreator nærmest har perfektioneret, og sidste år leverede til UG med kryds og slange på mesterværket Phantom Antichrist. At Kreator har overskudet, og overblikket, til at levere så varieret og gennemtænkt et album efter næsten 30 års eksistens er vel ikke så underligt. Men at Essence leverer thrash på så højt niveau som de gør, på deres kun 2. album er ganske enkelt imponerende.

Nu kan man naturligvis argumentere for at eksempelvis Kreator er bannerførere for, og selv har "opfundet," deres lyd, mens Essence kan høste frugterne af andres kreativitet og læne sig op ad det. Det er heller ikke fordi originalitet er Essence's største force, men til gengæld skriver de numre af enorm høj kvalitet og en dårlig kopivare er de ingenlunde. Man skal helt ned i sømmene for at kigge efter fejl og mangler, hvis man altså ikke bare kan læne sig tilbage og nyde den aggressive, tunge metal. Med min favorit thrash vokal-stil; en raspende omgang Mille skrigeri.

En kort instrumental intro kører direkte over i "Final Eclipse," der med en både aggressiv, hurtig men også melodisk thrash, kridter banen op for de 10 numre, der udgør Last Night Of Solace i første oplaget, hvor man får bonus nummeret "Fractured Dimension" med i købet. Lyden er skarp og skabt i det famøse Abyss Studio sammen med Peter Tägtgren, der foruden at spille i Pain og Hypocrisy har skruet på knapperne for et utal af bands gennem årene. Essence kan bestemt også være fuldt ud tilfredse med den lyd de har fået, og jeg synes faktisk de har undgået at få den helt typiske Abyss lyd. Måske fordi de spiller thrash og ikke death eller black metal som de fleste andre, der har indspillet i de Svenske skove.

Variation er Essence's helt store styrke. Specielt på albummets sidste halvdel kommer der godt med tempo på, og et nummer som "Children Of Rwanda" med den Death-agtige indledning og det tunge mellemstykke gør, at man må erkende at så nemme var trioen altså heller ikke at sætte i bås. Samspillet mellem de melodiske  og de tonsende stykker fungerer upåklageligt og Last Night Of Solace bliver af den grund aldrig kedelig at lytte til. Nu er alting ikke fryd og gammen. Der er stadig ting, der skal arbejdes med før Essence leverer deres Extreme Aggression og skriver sig selv ind i thrash historikken. Det er det der udefinérbare lille "ekstra" som kan være det geniale omkvæd, det dér riff der ikke vil forlade hjernen, eller måden et helt album bare fungerer som helhed. Ikke alle numre er lige mindeværdige med andre ord, men selv dem man ikke sætter på repeat holder stadig et højt niveau.

Forude venter en Europa tour med Hypocrisy og Hate og forhåbentlig vender Essence hjem en masse erfaringer rigere. De har allerede alt det, der skal til for at levere en overbevisende omgang metal, så kan de tage det et niveau højere op, kan de sagtens blande sig med den absolutte elite. Last Night Of Solace er i Essence's kyndige hænder slet ikke den svære toer. Det lyder legende let og det lyder bare fandens godt. Danmark har leveret mange gode thrash albums og nu har vi ét mere at brøste os af. Jeg glæder mig allerede til album nr. 3 fra Aalborgenserne.

ESSENCE PÅ FACEBOOK

PRETTY MAIDS
"MOTHERLAND"
(Frontiers Records/Target Distribution)
Udgivelsesdato: 22/03-2013
Karakter: 5/6
Anmeldt af: René Blavnsfeldt

GENOPFUNDET MED RØDDERNE INTAKTE

Det er ikke mange bands forundt at kunne fejre deres 30-års jubilæum, men det gjorde Pretty Maids sidste år med live udgivelsen It Comes Alive (Maid In Switzerland). Selvom Horsens bandet i den brede befolkning er bedst kendt for John Sykes covernummeret, og deres største radiohit til dato, "Please Don't Leave Me," er der altså meget mere at komme efter i den efterhånden ekstensive diskografi. Bandet nød i slut 1980erne kæmpe succes i udlandet og er en af tidernes største danske eksport succeser. Bare for at pointere, at selvom Pretty Maids ikke nyder den store, brede anerkendelse herhjemme, gør de det bestemt udenfor landets grænser.

Det har været op og ned i karrieren, hvor det både har stået på kæmpe stadion koncerter, platin albums og verdens herredømme, men også oversete udgivelser og koncertvirksomhed på et noget mindre plan med de mellemstore spillesteder i Danmark som udmærkede platforme, hvor der dog stadig er albuerum til publikum. Personligt var det især Future Word og Jump The Gun, der blev spillet en del i min walkman i ungdomsårene, men med 2010 albummet Pandemonium  fik Pretty Maids endelig skudt sig ind i min bevidsthed igen. Et dejlig friskt, velproduceret og ikke mindst forbandet fængende album med hittet "Litte Drops Of Heaven" som trumf. Med indlemmelsen af Morten Sandager på keyboards(ex-Mercenary) og bassist René Shades (Sateria) kom der det friske blod ind som Ken Hammer og Ronnie Atkins havde manglet. Der var igen saft og kraft i gamle Pretty Maids efter en række udmærkede albums, der dog aldrig kom helt op at ringe i min verden.

Morherland følger opskriften fra Pandemonium og er endnu engang produceret af Jacob Hansen, så på den front er det igen en krystalklar, tung og måske lidt klinisk produktion, men det fungerer glimrende til Pretty Maids' melodiske heavy rock. For ja, drengene spiller stadig hvad der nedkogt vel er popmusik inspireret af 70ernes glamrock og med 80ernes fremragende heavy rock sangskrivning. Men jeg synes også jeg kan ane en vis inspiration fra eksempelvis den måde Mercenary og Raunchy blander keyboards med tung guitar, så måske har de gamle drenge skævet en smule til de nye, smarte drenge i klassen? Hvorom alting er, så lyder Pretty Maids anno 2013 moderne, vedkommende og forbandet vitale.

Første single "Mother Of All Lies" er ikke et så umiddelbart hit som"Little Drops Of Heaven," men det er et særdeles effektivt nummer og en god åbner alligevel. Melodisk og tungt viser det meget godt vejen for, hvordan resten af albummet lyder og omkvædet er lige i skabet. Teksten er i øvrigt et godt bevis for at Pretty Maids anno 2013 ikke bare er stiv pik og håret tilbage; de har faktisk noget på hjertet lyrisk med en gang samfundskritik som der følges op på allerede på næste nummer "To Fool A Nation."

Noget jeg savner ved en del af de albums jeg anmelder, er musikernes evne til at skrive numre, der rent faktisk hænger ved når albummet rinder ud. Det kan man ikke klandre Pretty Maids for. Allerede efter nogle få lyt begynder man at nynne med, og efter at have haft albummet med som lydsporet på en tur ned af den tyske autobahn mod Berlin, har langt de fleste numre klæbet sig grundigt fast i min hukommelse. Men der er heldigvis tilpas med nuancer i musikken til, at den ikke bare bliver en klæg omgang metervare som man hurtigt bliver træt af igen. Motherland kan sagtens tåle gentagne lyt og jeg er sikker på det også holder, hvis man hiver albummet ned fra hylden om et år eller to.

Der er aggressive numre som "Hooligan" og "The Iceman." Rock n roll livsstils-hyldesten "Why So Serious?" Det tungt rockende titelnummer med det nærmest hymniske omkvæd. Semi-balladen "Infinity." Naturligvis de obligatoriske ballader i "Sad To See You Suffer" og den smukke "Bullet For You, " der nok skal give nogen sukkersyge, men som i bedste powerballade stil er så velskrevet, at jeg overgiver mig og skråler med for fulde lunger. De udgør bare nogle af de 13 numre der udgør det homogene værk Motherland.

Pretty Maids har genopfundet sig selv i et tungere, musikalsk regi med de seneste par albums, men de har rødderne intakte og har bestemt ikke glemt, eller forladt, de dyder der har kendetegnet de stærkeste udgivelser fra Ronnie Atkins og Ken Hammer med skiftende følge. Motherland er et klassisk skåret rock album som hiver karakteren hjem på sublim sangskrivning og et forbandet højt bundniveau. Melodisk, kraftfuldt og fængende som bare fanden. Det er de superlativer der bedst beskriver albummet og som er de ord jeg vil give med som anbefaling. Nu mangler vi bare en turné med Pretty Maids, Fate og Ripe så alle kan se hvor mange sindssygt gode hardrock bands vi har i lille Danmark lige nu.

"Mother Of All Lies"

http://www.youtube.com/watch?v=OZrmVdsKoqw

BESØG PRETTY MAIDS HER

KREATIVE BENSPÆND

Empire Drowns er Danmarks svar på Paradise Lost og med den netop udgivne EP Bridges som grundlag hev jeg fat i guitarist Anders Vestergaard for at høre nærmere om det forholdvis nye, men langt fra uerfarne band.

- Der er gået en rum tid siden jeres promotion EP, men alligevel har I valgt at udsende endnu en EP. Hvorfor ikke en fuldlængde udgivelse?

'Der er ikke de store strategiske overvejelser bag vores valg eller fravalg i den forbindelse, selvom det at udgive et fuldlængde album som bekendt ikke er den milepæl, det engang var. Der er vel nærmest ikke noget, der hedder albumsalg længere, i hvert fald sjældent for et band af vores størrelse, og derfor ikke økonomi I at udgive en fuldlængde. Hvis jeg skal være ærlig, skyldes det dog især, at vi har været ret langsomme til at skrive nyt materiale. Efter demo EP'en var indspillet tog vi en lille pause og efterfølgende skulle vi finde et fuldt line up. Det lykkedes, og vi kom i gang med at spille koncerter og skrive numre som et band. Vi bruger sommetider urimeligt lang tid på de enkelte numre, hvor selv de simpleste ideer bliver bokset frem og tilbage i adskillige uger for eventuelt til sidst at blive kasseret. Vi havde nogle numre, vi havde brug for at få ud af systemet nu, og derfor blev det endnu en EP. Jeg håber dog at vi efterhånden er blevet så sammenspillede og kender hinanden tilstrækkelig godt til, at vi kan sætte lidt turbo på processen, men omvendt er vi gode til at opsætte forskellige kreative benspænd for os selv. Forbeholdene til trods er vores ambition at næste udgivelse skal være en fuldlængde, men nu må vi se.'

- Numrene på Bridges er ret forskellige. Søger I stadig efter en retning og lyd eller er det meningen at Empire Drowns ikke skal kunne sættes for nemt i bås?

'Noget af kritikken af vores demo EP gik netop på, at numrene manglede variation i forhold til melodivalg og tempo. Det er ihvertfald en fælde, vi ikke er røget i denne gang. I de få anmeldelser af Bridges, jeg indtil videre har set, har det virkelig glædet mig, at anmelderne formår at finde en rød tråd gennem EP'en og se den som et samlet værk, selvom de samtidig konstaterer, at de enkelte numre trækker i forskellige retninger. For mig at se er der ikke nogen modsætninger i at bevæge sig bredt stilmæssigt, men samtidig bevare en samlende identitet i sit udtryk. Tværtimod synes jeg, at det er en af de store svagheder på nutidens metalscene, at bands har det præcist samme udtryk igennem en hel plade. Hvis du ser på f.eks. klassikere fra f.eks. Rainbow, Mountain eller Led Zeppelin, så er de – uden yderligere sammenligning med vores musik – netop kendetegnet ved at være alsidige og brede i udtrykket. Derfor undrer det mig også, når jeg læser om nye retro rockbands, der bliver sammenlignet med f.eks. Led Zeppelin, og de så i virkeligheden blot har planket et enkelt aspekt af Led Zeppelins lyd, hard rock-elementet, og så baseret en hel, enslydende plade på det.'

- Pressematerialet taler om at I har jeres helt eget udtryk. Jeg har skrevet I min anmeldelse at jeg savner lidt mere identitet og at ligheden med eksempelvis Paradise Lost er slående. Hvordan synes I selv I adskiller jer fra inspirationskilderne og hvad definerer Empire Drowns?

'Vi er i dag tre personer i bandet, der hver især kommer med grundudkast til nye numre, Thomas (guitar), Jan (bas) og mig selv, hvilket giver en naturlig forskellighed i numrene. Når numrene kommer ned i øvelokalet bliver de typisk splittet fra hinanden og samlet igen, ofte med flere nye bestanddele. Samtidig er Kims energiske trommestil og selvfølgelig Michaels vokal en vigtig del af det samlede udtryk, uanset hvordan numrenes grundidéer er opstået. Jeg synes, at vi i bandet hele tiden bliver bedre til at kvalificere hinandens ideer, hvilket jeg tror er vigtigt, for at vi kan arbejde os videre i retning af vores eget udtryk og skabe den rette balance mellem alsidigheden og helheden. Et bands lyd skal gerne blive større end summen af enkeltpræstationerne. Jeg kan personligt ikke løbe fra mine inspirationskilder, men når de andre fra bandet får nuanceret mine ideer, ender det ofte et andet sted, end jeg havde troet. Og sådan er det hele vejen rundt. Det kan godt være, at Michael og jeg på et tidspunkt troede, vi skulle være de nye Holmes/Mackintosch (Paradise Lost -Red.), men jeg tror, vi er kommet på bedre tanker undervejs. Næste gang er det måske Atkins/Hammer (Pretty Maids -Red.), vi vil være istedet.'

- Fortæl lidt om lyrikken og coveret til Bridges.

'Lyrikken er Michaels bord, og jeg ved faktisk ikke meget andet, end jeg har kunnet lytte mig til. Til trods for at teksterne ofte virker til at komme fra bunden, synes jeg at der er en optimistisk grundtone i hans tekstunivers, som er forfriskende i forhold til genren. Coveret giver næsten sig selv i forhold til titlen, det er enkelt, symboltungt og alligevel åbent. Hvordan det gik til, at det blev krydret med nogle opslag fra Michaels gamle konversationsleksikon, er så et godt spørgsmål.'

- I spiller nogle koncerter efter EPen udkommer, men for en flok familiefædre på den anden side af de 30 år, hvad er ambitionsniveauet så for Empire Drowns fremover mht. koncerter og band-aktivitet generelt?

'Umiddelbart er det ikke nogen barriere overhovedet. Det vigtigste for os er alligevel ikke at komme ud og spille så meget som muligt, for enhver pris, men at spille nogle udvalgte koncerter som faktisk giver mening. Det er svært at finde nogle bands i Danmark, vi passer sammen med, synes jeg. Men Caustic og Saturnus, som vi før har spillet sammen med, og skal spille sammen med igen her i april, er gode bud. Det samme med Altar of Oblivion som vi skal spille en enkelt koncert sammen med i København. Til efteråret tager vi sandsynligvis en runde koncerter igen, selvom intet endnu ligger helt fast.'

BESØG EMPIRE DROWNS HER

BROEN TIL DET FORTABTE PARADIS

Der er gået en rum tid siden Empire Drowns udgav deres selvfinansierede promotion EP, men nu er tiden kommet til den første kommercielle udgivelse og også denne gang er der tale om en EP. 4 nye numre fra de erfarne herrer, der tidligere har gjort sig bemærket i Withering Surface, Thorium, Aurora og Urkraft. Den mellemliggende tid er blevet brugt på at cementere navnet ved en række koncerter, og naturligvis at få skrevet det nye materiale.

Jeg er nødt til at sige Paradise Lost med det samme for at få det ud at systemet. Empire Drowns lyder umiskendeligt meget som Nick Holmes og co. som de har lydt fra Icon og fremefter. Så er det sagt, og jeg vil forsøge ikke at gentage mig selv for ofte gennem denne anmeldelse ved at nævne de engelske legender alt for mange gange. Vi taler altså tung, melodisk, gotisk metalrock, med en melankolsk stemning, nøjagtig som på debut EP'en som min kollega Morten anmeldte her på siden for halvandet år siden.

Titelnummeret åbner ballet og det er også det stærkeste nummer blandt de 4. Domineret af en melodisk guitarlead ovenpå en tung bund er det en klassisk formular, men den fungerer altid; eller Empire Drowns formår at få den til at fungere med masser af saft og kraft. Michael H. Andersen er ligesom Nick Holmes ikke verdens største sanger, men den lidt råbende stil fungerer overbevisende og virker både desperat og kraftfuld med masser af pondus. Nummeret er næsten 8 minutter langt, men det fungerer upåklageligt og bliver aldrig kedeligt.

"Stumble Undefined" er en mere uptempo, rocket sang dog med mere rolige passager. Netop som man tror man kender opbygningen overrasker Empire Drowns med et aggressivt C stykke, der viser drengenes erfaring. Det er ikke altid den nemme løsning der vælges, men de ved nøjagtig hvilke knapper der kan, eller skal, trykkes på og håndværket er bundsolidt. "Glamourous" lyder som skåret fra samme skabelon som Paradise Losts "Say Just Words" og er med sin mere poppede tilgang det svageste nummer på Bridges. Et meget kort nummer, der aldrig rigtig kommer i gang og det kan Empire Drowns sagtens gøre bedre.

"Rats" er rosinen i pølseenden og starter ud med en meget dyster, tung part som Tom G. Warrior (Celtic Frost/Triptykon) kunne have skrevet. Det er Empire Drowns fra den mørkeste side. Der veksles dog mellem de dystre vers og mere traditionel gothrock, og det  kunne have været interessant, hvis den ultra tunge, dystre stil var blevet kørt helt ud. Om ikke andet som et stilistisk eksperiment på en EP, hvor de 4 numre alligevel er ret forskellige i deres udtryk, uden at det på nogen måde virker fragmenteret eller som stilforvirring. Muligvis ved bandet ikke selv helt endnu, hvilken tangent de vil følge og de mestrer da også både de mere kommercielle goth toner, såvel som de tungere metal parter, selvom jeg synes det fungerer bedst på det metalliske materiale.

Empire Drowns musik leveres med fin sans for detaljerne, og med masser af overskud og kraft. Jeg kan dog godt savne lidt mere originalitet og selvstændighed fra så erfarne musikerne. Jeg har faktisk været meget i tvivl om karakteren til Bridges for det er altså svært at se gennem fingre med ligheden med Paradise Lost. Men leveringen er så overbevisende, og numrene så gode, at jeg må overgive mig samtidig med at stilen ligger mit hjerte meget nært. Empire Drowns har hvad der skal til, men jeg sidder tilbage med en følelse af, at de kan endnu mere og jeg ser frem til et helt album, hvor nuancerne og kontrasterne kan få lov at udvikle sig endnu mere.

BESØG EMPIRE DROWNS

SPIDDET PÅ GENKENDELIGHEDEN

Impalers var et ubeskrevet blad for mig da jeg modtog Sønderjydernes debutalbum Power Behind The Throne til anmeldelse. Det er da også kun blevet til et par demoer tidligere, og nærværende album er faktisk indspillet i vinteren 2011, men ser først dagens lys nu grundet diverse ikke nærmere belyste problemer. Om det er Haderslev kvartettens geografiske nærhed med vores tyske naboer, der har smittet af skal jeg lade være usagt, men der er i hvert fald masser af teutonisk firser thrash over de 45 minutter sølvdiscen drejer rundt i afspilleren.

Thrash gik fra at være den største metal subgenre i 1980erne til at blive overhalet af den mere brutale death metal, for siden at få diverse genoplivninger først med Pantera og Machine Heads groove thrash, og senere med både en mere black metal inspireret scene, en tysker-forherligende voldthrash-scene, men også bay area inspirererede bands, der hylder lyden som Metallica, Megadeth, Testament og Slayer var med til at skabe. Så om bandet på plakaten hedder Evile, Lazarus A.D., Nekromantheon, Suicidal Angels, Hatesphere eller Toxic Holocaust er på sin vis ligegyldigt; de er alle en del af thrash metal bølgen, der nyder fin succes verden over lige nu, og viser thrash metal flagets store spændvidde.

Impalers ligger sig et eller andet sted mellem den ret brutale tysker stil, og så den lidt mere melodiske og teknisk funderede amerikanske pendant. Andedammens egne Artillery er utvivlsomt også noget, der har været luftet på drengeværelserne i Haderslev. Produktionen hælder mest mod den lidt mere polerede amerikaner lyd, selvom vi skal have fat i de mere voldsomme Dark Angel eller tidlig Slayer snarere end Metallica eller Anthrax for at finde Impalers lyd. Sagt på en anden måde spiller de 80er thrash med inspiration fra begge sider af Atlanten uden så mange dikkedarer. Det er hurtigt, aggressivt og dejligt fængende. Med masser af guitar-soloer ikke at forglemme.

Power Behind The Throne fungerer glimrende på langt de fleste punkter. Titelnummeret har et omkvæd og en opbygning Mille fra Kreator ikke ville være gået rundt om 2 gange, "Aggressor" lever fint op til sit navn med oldschool bøllekor og med "When The World Hungers" får vi endda et atmosfærisk, instrumentalt nummer som Metallica også har gjort det med bl.a. "Orion" fra mesterværket Master Of Puppets. "Army Of Darkness" er et rigtig fedt midtempo nummer med gode riffs og god opbygning. Søren Crawacks raspende vokal fungerer også i sit monotone leje. Der er med andre ord masser at glæde sig over for thrash fans.

Det negative aspekt er dog, at man har hørt alle Impalers idéer før og også i mere interessante sammenhænge. Det er naturligvis enhver retro-bølges akilleshæl, at når den første genkendelses-eufori har lagt sig står man tilbage med en masse albums, som får lov at samle støv på hylden fordi man har så mange albums, der ligger mere til højrebenet, hvis man lige har lyst til en omgang thrash. Hvorfor egentlig vælge Power Behind The Throne  fremfor Extreme Aggression, Hell Awaits, Darkness Descends eller Bonded By Blood når man står og fedter ved pladereolen? Svaret blafrer i vinden, men Impalers agenda har aldrig været at forny eller revolutionere. De vil bare sparke din røv og det gør de ganske glimrende.

Impalers har bestemt deres berettigelse på metal scenen og deres retro thrash sidder næsten lige i skabet. Jeg kan også til tider lade mig begejstre umådeligt over noget retromusik hvis det er skrevet og sat sammen på en måde så det rykker uanset, at det er hørt tidligere. Der synes jeg dog Impalers mangler nogle flere killer riffs – for thrash handler netop om RIFFET – og den sidste optimering i sangskrivningen før jeg kan lade min skeptiske anmelder-attitude krakelere helt og rende jublende rundt i mit eget lille moshpit. Men Power Behind The Throne bør tjekkes ud af alle danske metal fans med en hang til (firser)thrash. Det fortjener Impalers og det fortjener du, men forvent ikke noget du ikke allerede har hørt før hvis du er til genren.

Videoen til "Nuclear Nights"

http://www.youtube.com/watch?v=3dWXQfirrQI

BESØG IMPALERS HER
 

MON IKKE VI FINDER PÅ ET ELLER ANDET SINDSSYGT

Saturnus er efter langs tids album pause endelig tilbage med den fremragende Saturn In Ascension. Lydtapet satte forsanger Thomas A.G. Jensen stævne til en snak om løst og fast omkring den omtumlede eksistens der er Danmarks bedste doom band Saturnus.

- Først og fremmest velkommen tilbage og tillykke med det nye album. Hvad er de 6 år siden Veronika Decides To Die blevet brugt på?

'Hmm godt spørgsmål. De sidste 6 år er blevet brugt fra alt til ingenting; de første år efter Veronika kom ud i 2006 skete der faktisk ikke særlig meget. Vi spillede nogle enkle job her og der, det eneste store var at vi var i USA og spille nogle shows, men under alt dette skete der intet rent musikalsk i bandet. Vi lavede intet nyt, vi øvede dårligt nok og de gamle band medlemmer fik andre ting end musikken og det er fair nok, men så må man melde ud og det har ikke helt været tilfældet her. I 2008 var vi på Europa tour i 22 dage med en session guitarist Rune Stiassny, som er ham der så senere kom fast med. Den ene af vores guitarister kom ikke med på tour og det er en grund jeg ikke vil komme ind på her, men fair for os andre der gerne ville af sted var det ikke. Det var også en af grundene til at jeg valgte sammen med Brian at smide nogle af de gamle medlemmer ud, nogle valgte dog selv at gå af andre grunde fordi de ikke var enige i den måde tingene ville komme til at blive i fremtiden, men det viser sig nu jo at have været den rigtige beslutning. Fra år 2009 og frem til nu er tiden blevet brugt på at skrive nyt musik samt spille et hav af jobs primært uden for Danmark, og køre nye medlemmer ind i Saturnus' univers. Så har vi jo også været i studiet og indspille selvfølgelig. Hvis man ser sådan rent effektivt på det har vi faktisk ikke været så lang tid om det hele, hvis man tager år 2009 som udgangspunkt til den nye plade, med nye folk, komponering ,shows osv.' 

- Saturnus er jo notorisk kendte for mange udskiftninger i besætningen og Thomas A.G. Jensen er eneste originalmedlem. Hvordan holder man gejsten oppe gennem så mange år når man bliver mødt af så mange forhindringer?

'Gejsten har nu ikke været så svær at finde og jeg har hele tiden været klar over at jeg ville lave musik, så selv om der har været meget modgang har jeg aldrig haft tanken om at lave et nyt band, det ville jo også tage en krig om komme frem til noget godt der. Saturnus er jo en kæmpe del af mit liv og så længe man har lysten til at spille så følger gejsten også naturligt med.' 

- Fortæl lidt om tilblivelsen af Saturn In Ascension. Bortset fra debuten har Flemming Rasmussen (Metallica, Morbid Angel) produceret. Er han den bedste mand for jer eller ville et ubegrænset budget sætte en anden i producerstolen?

'Vi har denne gang kunne benytte os af et hjemme studie hjemme hos Rune og prøve ting af hvilket har været en kæmpe fordel i forhold til de andre plader, hvor det meget slavisk er lavet i øveren. Det har været super fedt at man lige har kunne tage hjem og smide noget vokal på hjemme i studiet og høre om alt var fedt eller ikke var. Flemming er en god personlig ven af mig og bandet og der har aldrig været tvivl om at det skulle være ham, der skulle producere den nye plade. Hvis vi havde et budget uden loft ville det også være hos Flemming men så ville vi bare være det længere i studiet og gøre det dobbelt så fedt. Jeg kan med næsten 100% garanti love at det også bliver ham på den næste plade også.' 

- I har tidligere spillet stort anlagte koncerter i kirker og en legendarisk koncert på Roskilde Festival med et kæmpe kor i ryggen. Næste år har Saturnus 20 års jubilæum; er der planer om hvordan det skal fejres?

'Vi har planlagt et længere show, hvor vi kommer hele vejen rundt og med mere fokus på nogle af de sange vi normalt ikke spiller live som eksempelvis ”All Alone” og ”Fall Of Nakkiel,” men mon ikke vi finder på et eller andet sindssygt også, man ved aldrig.' 

- Jeg har set jer live et par gange i år, begge gange til festivaler, og hver gang er der med et skævt smil blevet spurgt fra scenen om publikum stadig var vågen. Er det svært at spille til mere death metal prægede festivaler end hvis det var et decideret doom metal publikum?

'Jo, det er altid lidt svært, men det er nu mest i starten så er det ligesom om folk bliver hypnotiseret ind i vores univers, men jo vi passer aldrig rigtig helt ind nogle steder, men det er nu også meget fedt på en måde, så er man jo lidt unik ikke.' 

- Jeg skriver i min anmeldelse af Saturn In Ascension, at der egentlig ikke er så meget nyt under Saturnus solen rent musikalsk, uden at det på nogen måde er en kritik. I har fundet jeres stil for længe siden. Er I enige i dette eller ser I store forandringer i musikken denne gang?

'Jeg er fuldstændig enig i din betragtning, det har aldrig været planen at vi skulle komme op med et eller andet helt nyt genre mæssigt. Vi elsker hvad vi laver og det bliver vi ved med.' 

- Hvordan ser fremtiden ud for Saturnus? Forhåbentlig skal vi ikke vente 6 år til næste album.

'Fremtiden byder forhåbentligt på en masse jobs rundt omkring og nej, I skal ikke vente i 6 år igen, vi er alle meget tændte på at komme i gang med nyt – allerede i går faktisk, sådan er stemningen, så det er jo fedt.'

FORCENTURY

”REVELANT”

(Mighty Music/Target Distribution)

Udgivelsesdato: 03/12-2012

Karakter: 3/6

Anmeldt af: René Blavnsfeldt

NÅR DET EPISKE BRØD BLIVER SLÅET LIDT FOR STORT OP

Forcentury er en kvartet fra København, der efter et selvfinansieret debutalbum nu er ude med deres opfølger Revelant.

Grunden til lige at få bandet placeret geografisk ligger lidt i, at Forcentury er meget atypiske for et dansk band og lyder mere som den metal, der har været populær syd for grænsen lige så længe genren har eksisteret. Episk power metal med lidt progressive tendenser og meget højt til loftet. Det er vel kun Royal Hunt og Iron Fire, der dyrker samme stil hjemme i vores danske andedam.

Revelant er på ingen måde beskeden eller en undskyldning for sig selv. Linen gåes helt ud og over 70 minutter bydes der på en metal, der kommer hele spektret rundt indenfor den traditionelle stil, men altid med melodien i centrum. Jeg kommer til at tænke på Stratovarius, Symphony X og Rhapsody men også den lidt gladere tyske stil som Helloween eller Blind Guardian. Personligt den undergenre af power metal jeg har lyttet mindst til, da jeg mere er til enten den lidt hårdere Nevermore stil, eller også den mere progressive, og poppede, afart som Fates Warning og Crimson Glory.

Når jeg lytter til Revelant kan jeg kun blive imponeret over, hvor gennemarbejdet og professionel musikken er. Det lyder måske kedeligt at kalde musik for professionel, men når man slår så stort et brød op som Forcentury gør, er det utrolig vigtigt, at man har både den tekniske kunnen og det musikalske overblik, til at følge numrene helt til dørs. Vi snakker altså numre der passerer både 6 og 7 minutters grænsen stort set hele vejen igennem. Gode præstationer fra især sanger Johnn Thunder og guitaristerne Marc Masters og Jens-Christian Kijne får det til at hænge godt sammen, men også rytmesektionen har styr på sagerne. Min research har kun afsløret, at et par af medlemmer tidligere har spillet i Iron Fire og det er egentlig imponerende da Forcentury lyder langt mere erfarne end det.

Over et så langt album som Revelant må jeg dog erkende, at jeg mister interessen lidt efter stort anlagt omkvæd nr 100 og mandskor i omkvædet for 117. gang. Det bliver en anelse for bombastisk og nok også for ”glad” for mig i længden. Forcentury lyder som så meget andet inden for genren og det helt personlige aftryk får de ikke sat ind. Jeg kunne godt ønske mig nogle mere mindeværdige numre, der var lidt mere kontante, skåret ind til benet og dermed også mere fængende. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at albummet nok skal vække begejstring i power metal kredse.

Forcentury har lavet et flot album, der dog ikke formår at stikke ud for alvor på en stjernebesat power metal himmel. Er man til stilen, og de ovennævnte bands, vil jeg dog ubetinget opfordre til, at tjekke Revelant ud. Det har mange gode elementer og flotte numre, men efter en del gennemlyt trænger jeg personligt lige til at få albummet på afstand før det bliver hevet frem igen, for det er altså en lidt tung størrelse at komme igennem i en mundfuld.

BESØG FORCENTURY

SATURNUS
”SATURN IN ASCENSION”
(Cyclone Empire/ Target Distribution)
Udgivelsesdato: 03/12-2012
Karakter: 5/6
Anmeldt af: René Blavnsfeldt

I ØSTEN STIGER SATURN OP

Saturnus udgiver nye albums i stort set samme tempo som deres musik; det går fandens langsomt. Her 16 år efter debuten, og en af de bedste doom/death udgivelser nogensinde, Paradise Belongs To You er Saturnus klar med deres kun 4. fuldlængde udspil hele 6 år efter Veronika Decides To Die. Måske er diskografien ikke overfyldt, men til gengæld kan drengene bryste sig af, kun at have udgivet mesterværker, der har givet genlyd verden over på den yderst dedikerede doom scene.

Som anmelder er det sjældent et problem at få hård kritik ned på papir. Selv middelmådighed kan være ganske nemt at beskrive, mens det til tider kan være rigtig svært at sætte ord på, når man bliver ramt dybt af de toner man skal beskrive. Jeg føler at jeg med Saturn In Ascension sidder med et mindre mesterværk, og jeg ville ønske at læserne kunne høre albummet samtidig med at I læser denne anmeldelse for så ville jeg ikke have brug for de store gloser; musikken kunne tale for sig selv.

Saturn In Ascension er et monumentalt værk, der med de meget lange numre, som nærmest er obligatorisk indenfor genren, udfolder sig over næsten 70 minutter. Jeg er ikke ubetinget tilhænger af så lange albums, men når hvert sekund er fyldt med noget af det smukkeste doom jeg nogensinde har hørt, er længden af værket absolut ikke et problem.

Der er faktisk ikke så meget nyt under Saturnus solen. Det er stadig tung, langsom og melodisk doom/death metal der er udgangspunktet med Thomas A.G. Jensens karakteristiske, mestendels afgrundsdybe, vokal som vi kender den. Smukke guitarleads af den nye guitarist Rune Stiassny, der ville gøre selv Gregor Mackintosh (Paradise Lost) misundelig, giver sangene de fokuspunkter som man ellers ikke har, når sangenes struktur ikke er gængs vers/omkvæd. Men jeg behøver heller ikke noget nyt under solen, når tingene fungerer så fantastisk som de gør i Saturnus lejren. Jeg vil bare have mere.

At fremhæve numre frem for andre vil være en skam på så fuldendt et album, så I stedet vil jeg bare bemærke at ”A Lonely Passage” og ”Call Of The Raven Moon” er smukke akustiske numre, der lidt er ovre i samme folk noir univers som Of The Wand And The Moon, der jo er ex-Saturnus guitarist Kim Larsens hjertebarn. Skulle jeg finde noget at klage over, kunne jeg måske have undværet disse 2 numre, men de fungerer fint og giver et afbræk fra den tunge metal med deres luftighed. ”A Fathers Providence” lyder som noget ,der kunne have befundet sig på Martyre og er det klart mest up-tempo nummer på albummet. Ellers er de resterende 5 numre rene lektioner udi disciplinen, at skrive grandiose, monumentale doom/death metal numre.

Det har været et fremragende doom år med nye albums fra bl.a My Dying Bride, Paradise Lost, Candlemass, Monolithe, Hooded Menace, Ahab og Altar Of Oblivion, der alle har begejstret mig. Saturnus matcher dem alle og trumfer endda de fleste af de nævnte. Saturn In Ascension står for mig som en af årets bedste plader og jeg er ikke nervøs for den kolde, mørke vinter når jeg har Saturnus som soundtracket til den.

BESØG SATURNUS HER