THE PSYKE PROJECT ER TAGET PÅ  EUROPA TURNE

I mandags udkom Guillotine fysisk som gatefold 180 grams vinyl med indlagt cd, i første omgang i et begrænset oplag på 500 eksemplarer. Albummet udgives af bandet i samarbejde med fem forskellige metal/hardcore-selskaber over hele Europa. Guillotine blev indspillet live på 7 dage, produceret af Jacob Bredahl i Dead Rat Studios i Århus. Lydtapets René Blavnsfeldt har anmeldt pladen og gav den 4/6.
 
Nu er THE PSYKE PROJECT på Europa-tour sammen med tjekkiske Anime Torment. Turnéen, der går igennem Tyskland, Belgien, Tjekkiet og Slovakiet, afsluttes på hjemmebane i København på Beta 18. maj.

THE PSYKE PROJECT – HELL THE END TOUR Maj 2013:

07.05.2013 – Litoměřice, Baronka (Tjekkiet)
08.05.2013 – Žilina, Bulwar Club (Slovakiet)
09.05.2013 – Košice/Colloseum (Slovakiet)
10.05.2013 – Lučenec, Slimák (Slovakiet)
11.05.2013 – Brno, M13 (Tjekkiet)
12.05.2013 – Štoky, Na Kovárně (Tjekkiet)
13.05.2013 – (Tyskland) München, Garage deluxe
14.05.2013 – Oostende, Twilight (Belgien)
15.05.2013 – Halle, Café Romanov (Belgien)
16.05.2013 – Charleroi, 36bar (Belgien)
17.05.2013 – Greifswald, Klex (Tyskland)
18.05.2013 – København, Beta (Danmark)
 

NOGET PÅ HJERTE OG NOGET PÅ SPIL

Jeg får næsten helt lyst til at citere komikeren Rasmus Botoft og hans monolog om Den Lille Gumbas, hvor vi skal helt ind i sindet. Vi skal endnu længere ind selvom du er bange. Ikke fordi Psyke Project på nogen måde er sjove eller komiske. Faktisk er de noget af det mindst morsomme på den danske musikscene, men mørkt og dystert er det uden tvivl i kvintettens univers og Psyke Project kommer under huden på dig uanset om du vil eller ej, for man er nødt til at forholde sig til musikken. Om man så slukker eller lader sig opsluge er helt op til den enkelte, men uanset hvad beslutningen bliver, vil man have en mening om musikken for ligegyldighed er ikke en option.

Kompromisløshed er tit noget jeg har efterlyst hos de danske bands jeg anmelder. At man kører linen helt ud, uanset om det handler om brutalitet, inderlighed, skønhed eller poppet sensibilitet. Jeg vil heller blive irriteret over en ekstrem, end jeg vil sidde med følelsen af ligegyldighed. Psyke Project er et band, der lige fra begyndelsen har væres kompromisløse i alt hvad de har foretaget sig, og derfor har en lille, men loyal, fanskare der følger dem i alt hvad de foretager sig. Jeg skal være i humør til dem, for de spiller også en musik, der på visse dage slet ikke fanger mig, mens de andre gange er lige hvad doktoren har udskrevet. I øvrigt samme tendens når det drejer sig om Københavnernes nærmeste artsfæller i Neurosis, Cult Of Luna eller et af de mange post-hardcore/metal, punkede sludge bands på et selskab som Southern Lord, som vel er bedste sammenligningsgrundlag.

Guillotine er et forholdsvis ligefremt album, der holder sig lige under 40 minutter og dermed bevarer intensiteten, selvom der også er plads til små åndehuller. Dette er et plus i min bog, for jeg er ikke umiddelbart fan af albums, der på grund af en eller anden slags genre-doktrin, absolut skal nærme sig det fysiske medies ydre perimeter. En akilleshæl, som mange af Psyke Projects artsfæller ofte har svært ved at skille sig af med. Alt for meget navlepilleri og køren i cirkler, bare fordi man kan pille sig i navlen mens man kører i cirkler. Guillotine evner både at pille ved hjernen og skridtet, samtidig med at der køres uden for mange svinkeærinder fra punkt a til punkt b.

Når jeg skriver at de piller ved skridtet er det ikke en aller anden infantil fallos reference, men de har nogle tunge parter, der taler mere til de nedre regioner end hjernens små krøller. Der kommer neandertal manden frem og brøler, mens andre elementer af albummet taler til hjernen med eftertænksomhed og også hardcore punkede paroler, der råbes af lungernes fulde kraft. Endda på dansk i afslutteren "Menneske." Der er både noget på hjerte og noget på spil; det spores tydeligt i den desperation og dedikation, der spilles med i Psyke Project.

Jacob Bredahls produktion er rå, tung og kompromisløs. Det ved vi efterhånden at han mestrer og lyden på Guillotine er perfekt. Jeg er mest til de tunge og dystre numre, og jeg kan godt miste interessen en smule når tempoet skrues op, og det hele bliver mere kaotisk. Måske fordi den skrigende vokal, effektiv som den ellers er, har sin indbyggede begrænsning og ender med at blive monoton. Numre som den tunge "Partisan" og "Empire" med sit groovede mellemstykke er gode eksempler på Psyke Project når de er bedst. Interessant er også den korte "The Mute" med sin støjende postpunk tilgang mens "Ghost Fight" er et af de numre, hvor jeg synes det er knap så spændende med det højere tempo og råbevokalen, der bliver lidt træls. Albummet slutter med den tunge "Menneske," hvor der synges på dansk, hvilket man dog først opdager når en slags omkvæd sætter ind.

Guillotine er et stærkt album, der ikke lefler for nogen med sin tunge, atonale, repeterende tilgang til musik. Som tidligere nævnt vil de fleste nok have et elsk eller had forhold til Psyke Project. Jeg applauderer kompromisløsheden og det dystre univers, mens jeg dog godt kunne ønske mig mere variation i vokalen og lidt flere memorable numre. Man vil sikkert også kunne fange mig på en dag, hvor jeg slet ikke vil kunne holde ud at lytte til Psyke Project, men som tidligere beskrevet vil jeg se det som en force snarere end noget negativt. Psyke Project er unik på den danske scene og hurra for, at vi også har den slags eksistenser ude i sivene i en til tider lidt for hyggelig og sikker hjemlig andedam.

BESØG PSYKE PROJECT HER

GUILLOTINE preview video

http://www.youtube.com/watch?v=s9dz-uScvpY

ELECTRIC HELLRIDE
”HATE.CONTROL.MANIPULATE”
(Mighty Music/Target Distribution)
Udgivelsesdato: 26/11-2012
Karakter: 2/6
Anmeldt af: René Blavnsfeldt

NÅR ALBUM FORMATET BLIVER FOR MEGET

For nøjagtig et år siden anmeldte jeg Electric Hellrides EP Charged og allerede der, var indspilningerne til denne debut i kassen, men det er altså næsten blevet tid til at tage en ny kalender i brug, før albummet Hate.Control.Manipulate er på gaden. Dengang efterlyste jeg noget mere selvstændighed før det utvivlsomme potentiale kunne forløses helt; lige ved og næsten vælter jo som bekendt ingen mand af hesten.

2012 er blevet brugt til at vinde Wacken festivalens Metal Battle og derved fik Københavnerne æren af, at repræsentere Danmark på årets festival. En koncert jeg desværre gik glip af, men efter sigende gjorde drengene det fint, selvom det ikke blev til en international sejr også. Så om ikke andet er navnet Electric Hellride da blevet hamret fast i manges bevidsthed og det er jo altid godt, før en debutplade ser dagens lys.

Desværre synes jeg ikke kvartetten har rykket sig ret meget musikalsk siden deres EP. Vi taler stadig groove metal med lige dele rødder i thrash og sydsats sludge metal. Lyden er lidt den samme, da det igen er Jacob Bredahl, der har siddet i producerstolen. En dejlig beskidt og rå produktion, som passer godt til musikken. Jo den gode Bredahl leverer som regel varen. Men selv den gode produktion kan ikke skjule, at Electric Hellride ganske enkelt har for få kort i ærmet. Deres groove metal viser sig hurtigt som en one-trick-pony og det ene nummer tager det næste uden at skille sig ud.

Der kværnes af sted i middeltempo og de få up-tempo parter fungerer ikke optimalt. Her er sangskrivningen og samspillet ganske enkelt for kluntet og sangenes flow bliver ødelagt. Jeg er heller ikke begejstret for forsanger Casper Villumsens vokal, der over et fuldlængde album bliver temmelig ensformig at lytte til. Som i min anmeldelse af Charged savner jeg noget indlevelse; noget virkelig vrede, spyt og aggression. Jeg kan stadig ikke helt mærke ham, kun høre ham.

Hate.Control.Manipulate er sværere for mig at fordøje end da Electric Hellride befandt sig i EP format. Over et helt album bliver det for ensformigt og for kedeligt. Jeg mangler numre, der skiller sig ud og parter der får mig til at vippe med foden eller nakken. Nuvel, de kan deres groove, men det er der så mange der kan post-Pantera og selvstændighed er stadig den der by i Rusland, der må være tæt befolket af håbefulde musikere. Electric Hellride formår ikke at overbevise mig over et helt album, og selvom de naturligvis stadig mestrer deres virkemidler og instrumenter, skal der helt andre boller på suppen før jeg bliver overbevist. For nu er det for kedeligt og for kønsløst.

BESØG ELECTRIC HELLRIDE HER

http://www.youtube.com/watch?v=Il1X-fE81PI

BY THE PATIENT
”PREMONITIONS”
(Deathbound Records)
Udgivelsesdato: 25/09-2012
Karakter: 4/6
Anmeldt af: René Blavnsfeldt

HELT UDEN FORVARSEL

Eksil-Bornholmerne By The Patient er klar med deres 2. album Premonitions, der skal følge op på den 2 år gamle debut Servants, som jeg desværre ikke har det store kendskab til. Jeg ved jeg har bandets EP Catenation Of Adversity liggende et sted, men den kan ikke have gjort det helt store indtryk på mig og jeg husker den, uden at læserne må hænge mig op på det, som mere deathcore inspireret. Indtryk gør til gengæld denne aktuelle udgivelse og det må vel også være det vigtigste.

Premonitions udkommer på det Canadiske selskab Deathbound Records, der kun tæller 3 bands i folden så vidt jeg kan surfe mig frem til, men forhåbentlig tager de god hånd om By The Patient for de fortjener ikke at drukne i den overflod af death metal, der udkommer i disse tider.

By The Patient spiller en thrashet form for aggressiv death metal med teknisk overskud og en rimelig moderne tilgang til genren. Vokalen veksler mellem en nærmest black metallisk raspen, og en mere råbende thrash vokal, hvilket passer godt til musikken, der ligger et eller andet sted mellem Wretched End, Miseration og Behemoth. Altså fuld smæk på, med sans for deltaljer og med riffet i centrum.

Lyden har Danmarks ene producer-es med navnet Jacob, denne gang med efternavnet Bredahl og ikke Hansen, stået for i hans Dead Rat studio og det har han gjort godt. En klar, brutal og rå lyd, der ikke bliver for pæn og computeriseret. Det er lige i fjæset og understreger den aggression, der må siges at være By The Patients varemærke, selvom der også er mere melodiske og episke elementer at spore.

Der er mange rigtig gode numre at vælge mellem. Den hurtige, tekniske åbner ”A Distorted Mirror Image,” den lidt tungere ”Where Time Collapsed” med tydelig Behemoth-inspiration, det episke titelnummer og den afsluttende, ganske fængende sag ”Forests” formår alle at imponere. Premonitions lefler ikke for nogen og kræver et par gennemlytninger før numrene hænger fast på hjernehinden, men til gengæld vil jeg vove pelsen og kalde albummet for langtidsholdbart, selvom jeg naturligvis ikke kan sige dette med sikkerhed, efter kun at have haft det i besiddelse i forholdsvis kort tid.

Premonitions landede helt uden forvarsel for mig og jeg havde, indrømmet, ikke de store forventninger, men jeg er blevet gjort til skamme for By The Patient har leveret en meget positiv overraskelse. Det er meget gennemført, lyden er lige i skabet og så er der en god balance mellem tyngde og alt-smadrende aggression. Kan By The Patient give hvert nummer en anelse mere identitet kan de komme helt op og snakke med de store drenge. For nu vil jeg bare erklære deres indsats for mere end godkendt, som vi siger her i Jylland, når vi synes noget faktisk er rigtig godt.

BESØG BY THE PATIENT HER

ALL TRAYS FOR VENOM

”BURNED BY BLACKENED SUN”

(Mighty Music/Target Distribution)

Udgivelsesdato: 16/04-2012

Karakter: 2/6

Anmeldt af: René Blavnsfeldt

HARMLØS DEBUT UDEN GIFTIGHED

Mighty Music er Danmarks største leverandør af metal musik, og denne gang har de støvet aarhusianske All Trays For Venom op. En kvintet det har en enkelt EP med i bagagen inden de nu rammer den bredere offentlighed med Burned By Blackened Sun.

12 numre er blevet valgt ud efter en sangskrivningsproces, der bl.a. indebar at interesserede fans kunne sende tekster, kompositioner eller musikalske idéer til bandet. Efter sigende for at komme i øjenhøjde med deres lyttere.

Helt i øjenhøjde med mig kommer All Trays For Venom nok aldrig med deres moderne metalcore. Vi kommer ellers vidt omkring på en debut, der både indeholder masser af melodi, grum growl, ren vokal, skrig, tunge hardcore stykker og alt andet mellem himmel og jord. Altså meget henad, hvad der rører sig internationalt blandt bands med de rigtige frisurer, fullsleeve tatoveringer og kondisko.

Burned By Blackened Sun er indspillet med Jacob Bredahl i hans Dead Rat studio, så lyden er naturligvis i orden selvom jeg synes den er blevet en anelse pænere end de ofte meget rå og direkte produktioner der dukker op af rottehullet. Men en dygtig producer  leverer naturligvis, hvad kunderne ønsker, og mon ikke resultatet er blevet som bestilt.

Jeg skal blankt erkende, at gennem mine 25 år med metal i øregangene er metalcore en af de få subgenrer som jeg ikke rigtig kan få tag på. Blandingen af ekstremt melodisk, til tider nærmest emo-agtigt materiale, og mere brutale toner synes jeg ofte lyder fortænkt, og det samme er tilfældet når jeg lytter til All Trays For Venom. Fortænkt forstået på den måde, at de virkelig hårde parter lyder som om de er der fordi det skal man bare have med.

”Truth Is For The Weak” er et godt eksempel med  først  skrigevokal, senere ren sang, efterfulgt af  dybe growls henover melodiske Göteborg riffs, som vi kender fra In Flames, Soilwork med flere. Denne model følges så slavisk gennem alle numrene, og for mig hænger det bare slet ikke sammen. Opskriften med at de rene vokaler hele tiden skal akkompagneres af en skrigende vokal i baggrunden bliver trættende i længden. Det bliver utrolig kedeligt og skabelon-agtigt over et helt album, hvor der ikke rigtig er numre der skiller sig væsentligt ud.

Hvis disse genre-hybrider skal lykkes, skal de forskellige elementer være gennemførte. Melodierne skal ganske enkelt være fængende og veludførte, Et melodisk omkvæd kan ændre et nummer fuldstændigt, men All Trays For Venom har hverken vokalerne eller melodierne til det. Det hele bliver for fersk, og de tungere parter er noget under standard for hvad der bliver leveret på den ekstreme metal scene lige nu. Der er meget langt op til hvad In Flames, Killswitch Engage eller As I Lay Dying leverer internationalt indenfor nogenlunde samme paraply som All Trays For Venom.

Det er muligt jeg er for gammel til genren, men mener nu jeg kan spotte et dræbende riff, den vocal-line der får et nummer helt op at ringe eller det temposkift, der sætter adrenalinet i kog på lang afstand. Det hører jeg ikke på Burned By Blackened Sun og derfor ender jeg med at kede mig bravt ganske hurtigt. Der er alt for lidt giftighed og for meget generisk tomgang på et album, der lyder som  alt andet i genren og følger de gængse opskrifter så punktligt, at retten nok skal finde sit altædende publikum, men ikke brede sig til den mere kræsne lytter.

BESØG ALL TRAYS FOR VENOM HER

SE VIDEOEN TIL ”ONE WORLD FOR THE WICKED” HER

http://www.youtube.com/watch?v=T6yNgWagKdQ

Dette er ikke den mest højaktuelle udgivelse jeg har haft fornøjelsen af at modtage. Faktisk har Charged et år på bagen, men da Electric Hellride netop har færdiggjort deres debut album, og gerne vil have et par ord med på vejen omkring, hvad der må formodes at blive deres sidste demo, skal de da få netop dette.

Electric Hellride er en kvartet fra København og Charged er deres anden udgivelse, men den første indspillet i et rigtigt studio. Jacob Bredahl og hans Dead Rat Studio fik æren af at tage studio-mødommen og det er der kommet et ganske udemærket resultat ud af. Bandnavnet siger næsten det hele; beskidt, groovy og ganske moderne metal/rock, spillet med håret tilbage og hvad der dertil hører. En af den slags udgivelser, hvor man næsten ved hvad man får, allerede inden man får smidt den blanke skive i anlægget, bare ved at kigge på band billeder og cover.

Dermed har jeg næsten allerede afsløret, at Charged ikke er den mest originale og opfindsomme demo, der har fundet vej til mine ører. Men energi og spilleglæde kan opveje denne mangel, og heldigvis besidder Electric Hellride begge dele. Bandet satser meget på midtempo groove i stil med Lamb Of God eller The Burning blandet med en sjat sydstatsmetal som vi kender det fra C.O.C., og jeg synes også jeg kan høre lidt Metallica og Megadeth, især i vokalarrangementerne. Altså knap så thrashet og hårdt som de førstnævnte, da det rytmisk mere tenderer rock n’ roll, men alligevel ganske pågående. Et nummer som "Unleash" virker endda en anelse tilbageskuende mod den gode 80′er thrash som Forbidden, hvor sangskrivning altid stod forrest i køen fremfor den mere moderne tilgang, hvor aggression og smadder vægter højere.

Charged er naturligvis indspillet for et begrænset budget, og selvom lyden er ganske glimrende, kan man godt høre at det ikke er det bedste Jacob Bredahl har leveret. Men som præsentation af bandet fungerer det ganske glimrende. Min største anke mod Electric Hellride er, at jeg synes der mangler en hel del på identitetskontoen. De lyder som tonsvis af andre bands, der smider albums på gaden lige nu, og blev musikken smidt på til en fest ville jeg nok sidde og fundere over, hvilket nymodens groove thrash band, der blev spillet. Jeg savner også en mere indlevende vokal, hvor man kan høre hadet, smerten og spyttet gennem højttalerne. Dette ville naturligvis også føje alen til bandets identitet. "Can you feel it" bliver der sunget i "Installing The Virus" og hertil må svaret være, at jeg kan høre det, men føle det kan jeg ikke rigtig.

Drengene har fint styr på deres instrumenter og virkemidler, men jeg håber debutpladen viser et mere selvstændigt band med en mere personlig lyd. Det groover, rocker og fungerer sikkert rigtig godt på en scene, men hvem Electric Hellride er har jeg ikke fundet ud af; kun hvem deres inspirationskilder er. Men potentialet er der, og hvis det sidste år er brugt fornuftigt i øvelokalet kan vi se frem til et album næste år, der forhåbentligt får forløst mere af det fornævnte potentiale. For nu må Electric Hellride nøjes med prædikatet "lovende."

BESØG ELECTRIC HELLRIDES HJEMMESIDE HER

 Hatesphere er Danmarks svar på Slayer; man ved nogenlunde hvad man får, men kvaliteten er høj nok til, at man glæder sig alligevel når en ny udgivelse er på trapperne. Hatesphere er metal musikkens svar på Brøndby IF;  svingdørs-politik, intern uro og en skygge efter tidligere forsanger Jakob Bredahl, der minder om den Michael Laudrup efterlod på Vestegnen. Hatesphere får åbenbart også min indre Jørgen Leth frem, så inden jeg begynder at sammenligne The Great Bludgeoning med en majestætisk ørn, der angriber sit offer med militær præcision på en fransk bjergtop, må vi hellere komme videre i teksten.

Lad os få den sædvanlige medlems-udskiftning overstået. Ind er kommet trommeslager Mike Park (ex-Mercenary), bassist Jimmy Nedergaard (ex-Gob Squad) og sanger Esben "Esse" Hansen (Numbnuts, ex-As We Fight.) De slutter sig til eneste originale medlem, guitarist Peter Lyse Hansen og den anden guitarist Jakob Haagen Nyholm, der altså er de eneste tilbageværende medlemmer efter det seneste album To The Nines. Det ikke mindre end 7. album fra Hatesphere har fået titlen The Great Bludgeoning, og at tale om en ny begyndelse er vel omsonst, da medlemmer der stopper i Hatesphere jo efterhånden er mere en regel end en undtagelse. Besøg evt Facebook siden "Jeg spillede også i Hatesphere," hvis man hører til dem, der får sig et godt grin over sådan noget.

Nu skrev jeg Slayer i indledningen, og det første der slog mig omkring dette nye album er, hvor utrolig meget cover-artworket begået af Mircea Eftemie (Mnemic) minder om noget Slayer kunne have benyttet sig af. Men fedt ser det ud og det skal nok få de metal kunder, der rent faktisk stadig går i en rigtig pladeforretning, til lige at studse over The Great Bludgeoning på hylderne. I følge pressemeddelsen skulle dette album være mindre udenomssnak og mere metal. Altså ind til benet og ikke så meget pis. Det har Hatesphere nu egentlig altid været garant for, med en konsistent række af albums, der alle har holdt den brutale thrash fane højt. Eneste afstikker var Jacob Bredahls svanesang Serpent Smiles And Killer Eyes, der var lidt mere groovy, rocket og med en del eksperimenter på vokal-siden.

Seneste album To The Nines synes jeg var tegningen til et band der stod lidt i stampe, og ikke helt leverede varen over et helt album. Den lidt ensformige vokal på dette album af Jonathan Albrechtsen (Scarred By Beauty) gjorde også sit til, at albummet fremstod monotont og lidt kedeligt. Bevares, der var gode numre og samlet set var det på ingen måde et decideret dårligt album, men lidt under standard for Hatesphere.

The Great Bludgeoning starter ud med den typiske Hatesphere thrasher "The Killer,"  efterfulgt af en akustisk intro der leder direkte over i "Venom," der starter tungt ud, men hurtigt befinder sig i velkendt territorium. Det lyder måske som om vi endnu engang befinder os i alt for velkendte rammer, hvilket på sin vis også er tilfældet, men der er skruet op for de gode riffs og så overbeviser Esben Hansen med en varieret vokal, der passer perfekt til Hatesphere. Han growler, råber og skriger sig gennem albummet med stor sikkerhed og indlevelse. "Venom" afsluttes melodisk, tungt og lidt atypisk men det giver et fint åndehul inden den aggressive "Smell Of Death" igen griber direkte efter struben.

Mit favorit nummer er dog den groovy, men ætsende onde "Resurrect With A Vengenace," der virkelig er nede at feje gulvet inden der sættes tempo på midtvejs. Hatesphere kan sagtens magte denne variation, og nøjagtig som hos thrashens ypperste mestre Slayer og Kreator er det de små finesser, der skiller fårene fra bukkene. Titelnummeret er  en varieret sag, der rummer både groove, smadder og lidt melodi. The Great Bludgeoning sluttes af med den korte "Devil In Your Own Hell," der på fornem vis afrunder et særdeles stærkt album. Der er ingen deciderede svage numre, men "Need To Kill" skiller sig lidt ud ved sit lettere glade hoved-riff, og er ikke ligefrem det bedste Peter Lyse Hansen har rystet ud af ærmet.

The Great Bludgeoning er gennemarbejdet, velskrevet og tilpas beskidt produceret af Tue Madsen. Især guitarlyden er fremragende med sin aggressive in-your-face lyd; nøjagtig sådan skal thrash lyde i min bog. Århusianerne vil næppe vinde mange nye fans med dette nye album, da det i det store hele lyder 100% som Hatesphere. Dette er dog ikke negativt ment, og overliggeren er sat et hak eller to op igen kvalitetsmæssigt. Ingen tvivl om at Hatesphere befinder sig lige under de helt store indenfor thrashen og selv internationalt set kan bide skeer med langt de fleste. Fans kan trygt investere og se frem til en ordentlig omgang prygl.

BESØG HATESPHERES HJEMMESIDE HER

LÆS INTERVIEWET MED HATESPHERE

 LÆS OM PETER LYSE HANSEN 3 FAVORIT-SKIVER HER

Hatesphere er tilbage med et gennemført brutalt og aggressivt thrash metal angreb. Lydtapet fangede en veloplagt guitarist og bandstifter Peter Lyse Hansen til en snak om The Great Bludgeoning.

- Mere metal og mindre udenomssnak var parolen for The Great Bludgeoning. Var der kommet for meget fokus på andre ting end musikken i Hatesphere?

‘Nej, egentlig ikke i Hatesphere, men måske hos nogle fans. Vi ville bare gerne have fokus tilbage på musikken i stedet for at forholde os til bl.a. udskiftninger. For musikken er, og har altid været, det vigtigste! Jeg tror at ikke kun os, men også andre folk, er begyndt at blive træt at det evindelige spørgsmål om udskiftninger. Det virker nærmest som en dårlig undskyldning for folk til at starte en diskussion uden at ville forholde sig til musikken. Det har så at sige været for let for folk at starte den diskussion hver gang – og det sætter vi forhåbentlig en stopper for nu!’

- Hatesphere har haft mange udskiftninger gennem tiderne og der er endda en Facebook gruppe der hedder "Jeg spillede også i Hatesphere." Kan I grine af dette eller er det et emne, der er træls hele tiden at forholde sig til? Hvor stor et hul efterlod Jacob Bredahl efter sig og har I fundet hans perfekte afløser nu i Esben "Esse" Hansen?

‘Uden tvivl efterlod han sig et hul, men ikke et hul, der er umuligt at fylde ud. Esse passer perfekt ind i bandet, ikke kun vokalmæssigt, men også personligt, og det kan jeg egentlig også sige om de to andre nytilkomne, Mike Park på trommer samt Jimmy Nedergaard på bas. Enheden Hatesphere er blevet væsentlig stærkere af den modgang vi har oplevet. Det være sig udskiftningerne – som har været nødvendige – samt folks fokusering på dette emne. Vi var måske en smule emsige, når emnet blev bragt op for et par år siden, af den simple grund at det ikke skulle være en undskyldning for at ignorere musikken. Men vi har altid gjort brug af vores ret til at svare folk, vi mener har sagt noget uretmæssigt. Det har virket meget godt, og folk er ikke så meget fremme i skoene, som de var for et par år siden. Vi kan så absolut grine af det nu, og med alle de dumme kommentarer, der flyver ud af diverse forummer, så har vi nok t-shirt materiale til de næste mange år.  Så egentlig burde vi takke dem…’

- Cover artworket er meget Slayer-agtigt. Forklar lidt om det visuelle koncept for The Great Bludgeoning.

‘Hehe, ja der er vist lidt Slayer over det. Ligesom musikken er lidt tilbage til rødderne, så har vi i det visuelle tænkt det samme. Tilbage til det metalliske og brutale udtryk. Masser af ild, blod og døde mennesker, ha-ha. Igen, det passer til det musikalske udtryk, og det indtryk vi føler et Hatesphere show gør på folk, så derfor dette valg.’

- I turnerede en del i USA for To The Nines men jeg har forstået det ikke er planen for det nye album. Hvilke erfaringer fik I af den tour og hvad er forskellen mellem at turnere i Europa og USA?

‘Vi turnerede to gange i USA sidste år, først med The Black Dahlia Murder og siden med Nevermore. Vi fik åbnet op for det amerikanske marked, og kan allerede nu mærke en meget større interesse derovrefra. Det var meningen med det, og på den måde er det lykkes os at få en amerikansk booker og US-tourtilbud, der dumper ind af brevsprækken med jævne mellemrum. Men før vi takker ja til sådan et tilbud, er det nødvendigt at kigge på økonomien i det hele. Vores to tours derovre kostede nemlig knaster, og vi tænker at vi først tager derover igen om et års tid, og at økonomien forhåbentligt hænger lidt bedre sammen denne gang. Så, planen er stadig at turnere derovre, men bare ikke nødvendigvis to tourneer pr. album. Vi vil denne gang også gerne fokusere mere på Europa, som grundet line-up problemer og de førnævnte US-tours blev lidt forsømt sidste gang. Det var ikke vores hensigt, men sådan blev det desværre bare.’

- Jeg har skrevet i min anmeldelse at det virker som om kvalitets overliggeren er blevet hævet igen efter To The Nines. Hvad synes I om det album nu og hvad er forventningerne til det nye album?

‘Jeg elsker det stadig, og det tror jeg også de andre gør. Man kan dog sagtens høre forskel i lyden på de to albums, som man selvfølgelig gerne skulle kunne alligevel, om vi havde skiftet medlemmer ud eller ej. Der er ingen tvivl om, at de nye medlemmer vi har fået ind, har haft indvirkning på lyden. Esse er en meget mere varieret sanger og Mike spiller en del mere svinsk end hans forgænger, og det har gjort at vores sange er hevet i en mere old-school og beskidt retning. Forventningerne er store til albummet, og reaktionerne er indtil nu meget, meget positive. Så mon ikke folk bliver glade i sidste ende? Vi synes i hvert fald, vi har lavet et fantastisk album – både brutalt og varieret – og det føles som om, vi lige nu har et virkelig stærkt hold. Så planen er at holde fast på det.’

- Tue Madsen har lavet en meget brutal og in-your-face lyd på The Great Bludgeoning. Er det en reaktion mod den moderne metal hvor alt er meget pænt, nysseligt og fluekneppet?

‘Han hader – ligesom os – lige præcist det der. Metal, der lyder så rent og klinisk, at det mister al gennemslagskraft og nerve. Vi fortalte ham, at vi godt kunne tænke os en mere beskidt lyd – og det efterkom han meget godt. Ligesom cover og musik skal passe sammen, så skal produktionen jo også passe til musikken, og er den ikke ordentlig kommer musikken ikke til sin ret. Det sørgede han heldigvis for, ikke kom til at ske her. Når han nu har arbejdet så meget med os gennem tiden, så ved han også, hvordan han gerne vil have os til at lyde – og det gør det hele lidt lettere.’

- Musik branchen er i krise, CD-salget falder drastisk og ingen tjener penge. Hvornår tænker man som udøvende musiker "det er sgu det hele værd alligevel" ?

‘Det gør man, hver gang man står på scenen og har det godt.. Og når folk bliver ved med at skrive til os, at vores musik betyder meget for dem. Det er en præstation, som vi – uanset pladesalg – er og kan være stolte af.

- I er endnu engang med på efterårets Headbanger’s Ball Tour i Danmark sammen med Mercenary og Artillery. Hvilke andre tour planer foreligger der for The Great Bludgeoning?

‘Vi har shows i Skandinavien og nogle små headliner tours her til efteråret. Vi satser på en support tour tidligt næste år og så laver vi en meget grundig tour i Skandinavien til april/maj næste år. Derefter står den på europæiske festivaler, og vi regner med at vende tilbage til USA om et års tid også. Det bliver forhåbentligt travlt og fedt – det er planen i hvert fald.’

LÆS ANMELDELSEN AF THE GREAT BLUDGEONING HER

LÆS PETER LYSE HANSENs 3 FAVORIT-SKIVER HER

JAGTEN PÅ DET STORE RIFF

Helhorse har begået en debut plade, der selvom den er både tung og beskidt, har potentiale til at ramme en masse forskellige lyttere. De massive riffs og den energiske fremturen skal nok få både foden til at vippe, og nakken til at ryste hos inkarnerede metal- og rockfans. Sanger Mikkel Wad Larsen fortæller mere om bandet, der engang hed Dødning.

 
- Præsenter Helhorse for de uindviede