ANNA ROSENKILDE

”WHITE WOODS”

(Palindrome/VME)

Udgivelsesdato: 14/05-2012

Karakter: 6/6

Anmeldt af: Morten Nissen

For dælen, det er sjældent benene bliver fjernet så blidt og nænsomt under mig, som det er lykkedes Anna Rosenkilde at gøre med hendes musik. White Woods er en af årets helt store overraskelser.

Anna Rosenkilde har spillet adskillige koncerter i Danmark, USA, Berlin og i Mozambique af alle steder, som et særligt eksotisk skandinavisk indslag. EP’en Under The Skin of a Skeleton Zebra fik mange flotte ord med på vejen, og nu er han så klar med sit debut album, der byder på 11 sange af en sælsom, drømmende og medrivende kaliber.

Med klaveret som det bærende instrument i de fleste numre, fører Anna Rosenkilde lytteren igennem de

tænksomme numre med følsom instrumentering og absolut velvalgt brug af andre instrumenter, der tilføres for at styrke udtrykket, ikke fordi man kan, men fordi det er nødvendigt for at få den helt rette stemning i den enkelte sang. Det kan være et flyder-keyboard i sangen ”Ocean, trommrne i ”Lily’s Eyes”” eller handclaps og den let distortede gutar i ”Play The Part”… absolut en fornøjelse.

Anna Rosenkilde kan også uden klaveret, men også med guitaren, som hun spiller på i den stille, ”Neptune Moon”, der akkompagneres af en diskret mundharmonika, eller Hammond-orglet i ”Twinkle In Time”.

Numrene på White Woods bevæger sig fra det stille og helt minimalistiske til storladne klimakser, henover melankolske passager, som fører til mere opløftende momenter.

Oveni i sin kompositoriske overlegenhed besider Anna Rosenkilde også en fantastisk stemme. Hun har en naturlig, stærk stemmepragt, der svøber sig om de atypiske kompositioner.  Samtidigt er hun undtagelsen der bekræfter reglen om, at det sjældent bliver godt, når kunstnere indspiller alt selv, i deres soveværelse, uden et ekstra øre på musikken. Her er det lykkedes til fulde. Med skæve skift mellem dur og mol, halvtone-stigninger og temposkift bliver man guided gennem en lytteoplevelse af de helt store.

Anna Rosenkildes musik rører ved noget og skaber stemninger, som god musik skal, og i stedet for at være metervare popsange, er disse 11 numre alle musikalske metaforer på stemninger og følelser af enhver karakter, og det er sjældent at et helt album formår dette.

BESØG ANNA ROSENKILDE HER

”Amaranth”

http://www.youtube.com/watch?v=G1A89OL7XTo

LYDTAPET PÅ SPOT FESTIVAL 4 – STOFFER OG MASKINEN, BOHO DANCER

Spot Festival, STOFFER OG MASKINEN, BOHO DANCER

STOFFER & MASKINEN

Atlas

lørdag d. 5. maj

Stoffer og Maskinen spillede på Atlas, lige imellem 2 bands, som vi gerne ville se. Så i stedet for at forlade Atlas, for at vende tilbage igen, blev vi hængende for at se Stoffer & Maskinen, som ellers ikke har imponeret mig med deres Jonny De Luxe-inspirerede pop/rock. Og jeg havde ikke de store forventninger til deres koncert, eller forestillinger om, hvordan det kunne være.

Der er et godt fremmøde til koncerten, og det var tydeligt at de fremmødte ventede på en omgang dansksproget pop med referencer til 80erne og Jonny De Luxe.

De 5 mand indtog scenen, og havde ret hurtigt et fast tag om publikum. Deres stilbevidste fremtoning og den stærke lyd i et stramt spillet live-set gjorde underværker. Medlemmerne kom godt ud over scenekanten, og fik fat  i publikum, der tydeligvis kendte til bandets musik, for der blev sunget med og danset, i hvert fald oppe foran.

Denne koncert er en glimrende eksempel på, at dansksproget musik både kan være nabalt og nærværende og omsiggribende. Og jeg følte mig godt underholdt den halve time, de var på scenen.

(Morten Nissen)

Spot Festival, BOHO DANCER

ATLAS

Lørdag d. 5. maj

Boho Dancer henrykkede mig gevaldigt med deres EP Furry Skin, og deres sang Me & Your God, har et af de mest medrivende omkvæd i folkmusikken. Og det var netop dette nummer, de valgte at åbne deres set med, da de indtog scenen i Atlas.

Jeg har før oplevet Boho Dancer live, som opvarmning for Sort Sol, og her fik de hverken plads eller tilpas lyd til at de kunne udfolde deres lyd og udtryk. På Atlas passede scenens størrelse perfekt til bandet, men lyden er i åbningsnummeret domineret af trommerne, og det fjerner det delikate og nuancerne i Boho Dancers musik. Det kan naturligvis skyldes de hurtige sceneskift mellem de optrædende bands, men det gør stadig ikke oplevelsen bedre. Heldigvis bliver lyden justeret undervejs,og da bandet bryder ud i ”Furry Skin”, lyder Boho Dancer også godt og fyldigt.

Boho Dancer leverer varen. De spiller godt sammen og samspillet mellem medlemmerne, både det musikalske men også det menneskelige, fungerer optimalt. Desværre er der en alt for lo-fi lyd på strengene, og da de understøtter melodien, savner jeg dem gevaldigt i lydbilledet. Det er ærgeligt, for Boho Dancer leverer en god koncert, der desværre er skændet en anelse af en utilstrækkelig lyd, som denne dag ikke gjorde fyldest til Boho Dancers varierede og detaljerede musik. (Morten Nissen)

THE REPTONES SIGNER MED TARGET RECORDS

Det københavnske band The Reptones, som netop indspillet deres debutalbum med den anerkendte amerikanske producer Paul Kimble – Bassist/producer i gendannede Grant Lee Buffalo, der har samarbejdet med flere internationale kunstnere, skriver pladekontrakt med Target Records.

Den samlende kraft i The Reptones er sanger og sangskriver Bo Bech, og med sig har han sine tidligere bandkammerater fra americana-bandet Davenport – forsanger og sangskriver Brian Mathiesen og trommeslager Simon Ruberg. Den norske sangskriver og guitarist Rolf Gjesdal er også med i The Reptones, og har en fortid i det grammy-nominerede alt. countryband Tumbleweed. Med i kollektivet er også den markante nordjyske sangskriver og guitarist Niels Meredin, der spiller pedal steel guitar flere steder på debutalbummet. Sekstetten fuldendes med tangentspiller, bassist og tonemester Morten Steingrim, der har mixet flere af sangene på debutalbummet.

Target Records udtaler:

”Kimbles nærvær mærkes overalt på indspilningerne. Hans varemærke falsetto-harmonier smyger sig lækkert rundt om lead-vokalerne, hans karakteristiske basspil dukker op flere steder, og som producer har Kimble fremelsket helt nye sider af bandet, som har bidraget til et stemningsmættet udtryk, der emmer af mystik og veksler mellem ro og anspændthed. Kimble har efterfølgende mixet albummet i sit studie i Seattle og sat et markant aftryk på debutalbummet, der vil vække genklang hos alle der kender til Grant Lee Buffalos toneangivende indie-albums fra 90’erne, som ”Fuzzy” og ”Mighty Joe Moon”.”

The Reptones udgiver den første single ”Check The Beat” udkommer i løbet af maj måned, og her kan man fåp en forsmag på det 14 numre lange album, der udkommer i sensommeren.

BESØG THE REPTONES HER

VIND BILLETTER TIL JUNCKER

VIND BILLETTER TIL JUNCKERs Releasefest på RUST

27-05-2012 kl. 21:00

Juncker er efter en lille pause klar med hans fjerde album Noia Noia der udkommer d. 29 maj via Target Records.

I den forbindelse afholder han en kombineret fest og koncert på RUST d. 27 maj for at markere at han er tilbage for fuld styrke, og alle er inviteret! Billetterne kan købes for 80 kroner stykket gennem Billetto, men 2 heldige Lydtapet læsere kan vinde deres egen gratis billet.

Der har været stille fra Juncker siden sidste del af hans trilogi p.t. udkom i 2007 og markerede sidste kapitel, hvor Snork City og Det SortHvide Hotel præsenterede de første. Men den 29. maj udkommer Noia Noia, som der forventes meget af. Under tilblivelsen af Noia Noia, fik Juncker også tid til at skrive om sin favorit-musik her på Lydtapet. Læs her, hvilke 2 plader Juncker betragter som sine favorit-plader

For at fejre udgivelsen spiller Juncker live på RUST med sit spritnye liveband, og alt du skal gøre for at komme gratis med til release-festen, er at svare på dette simple spørgsmål:

- Hvilke 2 plader betragter Juncker som sine 3 favoritter?

Send dit svar til konkurrence@lydtapet.net senest onsdag den 23. maj. Husk at sende din postadresse med.

Vi ser frem til at dit svar.

BESØG JUNCKER HER

Se ”Når månen samler støv”

http://www.youtube.com/watch?v=PzIVnoSOnt0

LYDTAPET PÅ SPOT FESTIVALEN 2

Spot Festival, I GOT YOU ON TAPE

Musikhusets Store sal

Fredag den 4. maj

Efter en del koncerter fra vækstlaget på BlueSpot scenerne, bevægede Lydtapet fra Godsbanen og op i Musikhuset, hvor Spot festivalen stadig har den store og den lille sal i brug. ’

I store sal skulle vi opleve I Got You On Tape, og vi kom ikke et sekund for tidligt, for Store Sal var næsten allerede fyldt til bristepunktet af folk, der ville opleve Jacob Bellens med band. Jacob Bellens stemme har tryllebundet mange, og selvom I Got You On Tapes plader er blevet rost til skyerne i alle kredse, har jeg altid synes, at de var lidt kedelige.

Jeg var spændt på, om en koncert oplevelse i disse rammer kunne ændre på det faktum og puste liv i musikken for mig.

I Got You On Tape benytter sig af deres omgivelser i Musikhusets Store Sal og har således arrangeret et storslået lysshow, hvor lyskegler konstant bevæger sig roligt i mønstre og skabeloner henover publikum og scenen. Det er flot og fjerner for en stund opmærksomheden fra scenen, hvor I Got You On Tape står stive som saltstøtter og leverer deres koncert.

Trommeslageren gør sit til at sætte liv i musikken, og de førset 3 numre lykkedes at overbevise mig om, at jeg måske har taget fejl af I Got You On Tapes musik, og at den eneste brik jeg manglede, for at forstå musikken, var en storslået live-oplevelse. Sådan går det gennem ”Church Of The Real” og ”Run From The Rain” indtil benovelsen over lysshowet og trommeslagerens ellers livgivende energi har lagt sig.

For efterhånden som koncerten skrider frem, viser det sig, at Bellens ellers flotte stemme ikke er nok, og man ønsker at han lever mere på scenen, at han viser mere gnist end  at stå fast bag sit keyboard, uden det mindste incitament til at bryde ud af den stillestående formel. Og det samme gælder resten af bandet, som delvist er dækket i mørke under det meste af koncerten, mens lyskeglerne stadig glider omkring i lokalet.

I en stopfyldt stor sal, med så mange forventninger og sådan et set-up. Med et perfekt lydbillede og velspillede sange, er det svært at forstå, at I Got You On Tape ikke kom længereind under huden på mig, end det lykkedes under de første 3 numre, for derefter at fortone sig i for meget dødvande.

Det var flot, men lev lidt på scenen, og lev lidt med publikum, det ville gøre underværker. (Morten Nissen)

LÆS "LYDTAPET PÅ SPOTFESTIVALEN 1" HER

JEPSEN

”THE QUEEN SURVIVED”

(Red Hill Records)

Udgivelsesdato: 14/5-2012

Karakter: 4/6

Anmeldt af: Søren Andersen

Kongen af Hillerød lever

Jens Jepsen synger i åbningsnummeret på sin nye plade ”..the queen survived, the king is dead”. Det er en sandhed med modifikationer.

For Kongen af Hillerød, som han selv kalder sig, lever i bedste velgående på det andet album fra den 26-årige musikers hånd. Jepsen udgiver albummet The Queen Survived på sit eget nystartede pladeselskab Red Hill Records, mon ikke der her er en slet skjult hentydning til musikerens barndomsby og musikalske base.

Med et 10-mand stort backing-band har Jens Jepsen begået et album der byder på jazzede toner og swing, alt sammen pakket ind i klassisk singer/songwriter-tradition. Jepsens stemme minder en del om en af hans inspirationskilder, Tim Christensen. Hvor den tidligere Dizzy-frontmand mestrer både de aggressive udladninger og de afdæmpede sjælere, så mangler undertegnede enkelte gange noget kant i Jepsens stemme, særligt på de mere afdæmpede numre. Det bliver ganske enkelt for pænt. Det ville ikke skade noget, at fyre endnu mere op under bandet og give lidt mere vildskab i vokalen. Det tror jeg faktisk vil klæde den unge Jepsen. Det kan selvfølgelig være, at man får lidt mere kant, hvis man vælger at tage ud og opleve bandet live i den kommende tid. Det bliver nemlig til koncerter med hele backing-bandet. Det kan blive helt godt.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Kaizers Orchestra-forsangeren Janove Ottesens soloplade fra 2004 når Jepsen ryger på anlægget. Fx på nummeret ”Open Road Calling” der har den her feel good-stemning over sig, der passer glimrende sammen med en kop kaffe på altanen søndag formiddag. Instrumenteringen er simpel, og det er faktisk meget fedt på en plade, hvor 10 musikere alle skal til på de fleste af numrene.

Jepsen forstår at skrue en tekst sammen, så den fremstår som en lille fortælling. Vel og mærket en fortælling, som man lever sig ind i. Med sin marchtromme og scener fra en krigsplads er åbneren et godt eksempel på det, som Jepsen er rigtig god til. Der bliver skabt billeder i mit hoved, når marchtrommen akkompagneres af ”Trenches are filled to the brim, half arms and legs everywhere, theres no war to end all wars, who said the end will justify the means?”.

Når Jepsen skal i gang med at skrive sange til opfølgeren på The Queen Survived, for sådan en kommer der forhåbentlig, så skal han holde fast i strygerne og numrene i up-tempo. Der fungerer bandet og Jepsen bedst. Så gør det heller ikke noget, hvis man rent faktisk kan kalde det en langspiller næste gang. Det fortjener 32 minutter ikke at blive kaldt.

BESØG JEPSEN HER

DIRTY OLD TOWN
”THE ROAD”
(Selvfinancieret)
Udgivelsesdato: 14/05-2012
Karakter: 3/6
Anmeldt af: Jens Christensen

STØVET DEBUT FRA TIDLIGERE WSOV-FRONTMAND

Der var under et halvt år mellem Lydtapets anmeldelse af Wrong Side of Vegas’ debutalbum og vores nyhed om, at selvsamme band lukkede og slukkede. Jo, rock n’ roll verdenen er omskiftelig. På den anden side er den også hårdfør, og allerede – selvfølgelig, fristes man til at sige – cirka et halvt års tid efter føromtalte nyhed er Wrong Side of Vegas’ tidligere frontmand, Morten Christensen, klar med det første udspil fra hans nye projekt, Dirty Old Town.

Der er ingen tvivl om, at Dirty Old Town er Mortens projekt, men helt solo er han ikke. Med i studiet har nemlig en af vennerne fra WSOV-tiden samt medlemmerne fra et andet forlist rockband, Highway Child. Med det i mente bør den støvede lyd på The Road ikke overraske nogen. Hvad der måske kan overraske er den mere afdæmpede lyd.

Rock er det bestemt stadig, bare rolig, men der er skruet lidt ned for testoteronen, og udtrykket er blevet mere søgende. Bob Dylan rumsterer i baggrunden, og ep’ens titel er næppe helt tilfældig, for The Road vil meget gerne være et passende lydspor til en tur i topløs bil gennem den amerikanske ørken.

Den ambition indfries på de to første numre, ”Black Storm is A-Risin’” og ”This Time”, der med med blueset groove og rustik guitar inciterer både til et roadtrip og til skødesløs konsumering af Jack D. og Lucky Strikes. The Road holder desværre ikke hele vejen hjem, for på det følgende nummer lyder det mere af lejrbål end roadtrip. Der er simpelthen ingen kant i ”You See a Darkness”, selvom titlen lover noget helt andet. Det bliver lidt bedre i ”Devil Calls”, hvor guitarerne igen rører mere på sig, inden ”Run” runder ep’en af med et næsten fire minutter langt outro, eller stemningsstykke med lidt god vilje.

Musisk er her altså både gode ting og ting, der skal arbejdes på. Lidt mere alarmerende er det, at Morten Christensens vokal efter min mening lyder for fersk til den her type musik, ligesom den danske accent også dukker op af og til, hvilket harmonerer dårligt med det meget amerikanske lydbillede.

BESØG DIRTY OLD TOWN HER

LYDTAPET PÅ SPOT FESTIVALEN

Lydtapet har været på Spot festival i sidste weekend, og nu følger der små reportager fra vores oplevelser fra festivalen. Vi valgte at lade os gribe af festivalen, og følge de strømninger vi stødte på, så med et lille program for, hvad vi gerne ville se, lod vi vores koncert-kalender være åben, og drev rundt på det efterhånden store område med Godsbanen, Musikhuset, Voxhall, Atlas m.fl. Her følger den første reportage af flere, kommende reportager.

BlueSpot på Spot Festivalen

Sidste år introducerede Spot festivalen, i samarbejde med ORA, BlueSpot, hvor de mest talentfulde bands fra 4 storbyer kunne få lov til at spille i Spot-regi. Sidste år foregik det om torsdagen på Aarhus’ beværtninger, og var som sådan ikke en del af den officielle Spot Festival.

Sidste år var en succes, og det har resulteret i, at BlueSpot festivalen er blevet rykket ind i det officielle Spot Program, og i år blev afholdt fredag aften på Godsbanen, sammen med den officielle Spot Festival… Sådan da… For selvom BlueSpot stod for 5 af scenerne, og 29 af fredagens optrædende bands, var deres scener gemt godt af vejen. Og der var ikke gjort meget ståhej ud af, at vise festival-gængerne, hvor man kunne høre navne som Soffie Viemose, Nelson Can, Whores & Thieves, All Trays For Venom, Kabaret Sybarit, Bumsestilen og andre boblere, der alle enten har plade ude eller har plader på vej, og det på trods af, at det var de 4 byer, som selv betalte for at Spot kunne have disse 29 bands på programmet.

BlueSpot var gemt af vejen, og de fleste festival-gængere fandt vel aldrig de 5 scener, fordi de troede, at eneste aktiv gennem dørene var toiletter. Det var synd, for man kunne opleve mange gode optrædender på BlueSpot denne fredag aften.

Til jer der læser, men stadig ikke ved hvor BlueSpot scenen var, kan jeg fortælle, at scenerne lå placeret gennem glasdørene bagerst i Godsbanens lokaler. Der var mediehuset Aarhus havde radioshow og hvor man kunne købe merchandise fra de danske pladeselskaber. Når man gik gennem dørene og ikke drejede til højre for at forrette sin nødtørft, kunne man dreje til venstre. Mange gjorde det ikke, for det lignede ikke en gang, hvor der gemte sig 5 scener. Det lignede mest af alt en arbejdsgang for produktionholdene til de øvrige scener på Godsbanen.

Nok brok fra mig, for det lykkedes mig at finde scenerne, som de forskellige byer havde haft frie hænder til at fylde op med scener, lydudstyr og udsmykning, og når først man var trådt ind i de små sale, glemte man de kvaler man havde med at finde derhen. (Morten Nissen)

KABARET SYBARIT, BlueSpot Esbjerg.

Førsteband, jeg fik set, var de esbjergensiske Kabaret Sybarit, som længe har ulmet i den esbjergensiske undergrund. De har slået sig fat på en umiskendelig cirkus-musik, ikke ulig Kaiser’s Orkester, og parallellerne hertil kan også til tider være lidt tykke. Kabarat Sybarit udmærker sig ved, at de spiller hamrendes godt live. Bandet spiller som en tæt enhed, og det er tydligt, de har spillet sammen i mange år, for de er ikke til at slå ud af kurs, selvom de musikalsk slår saltomortaler og underholder. Forsangeren har god kontakt til publikum, og han er ikke sen til at invitere alle og enhver med til festen, både med gestikuleren og til øjenkontakt med dem. Bandet har både noget for ørerne og øjnene, deres sceneshow er godt, med den sminkede keyboard-spiller, forsangeren med den høje hat og nærmest teatralske fremtoning og pigen med den store harmonika.

Kabaret Sybarit efterlod mig med en fornemmelse af at have været til cirkus med en tung tung bund, som mest af alt skyldes bandets meget tighte rytmesektion. (Morten Nissen)

NELSON CAN, Bluespot Excite

Nelson Can har været en del i den mediemæssige vælt, og derfor var der faktisk en god, solid kø foran den lille sal, Vogn 1, som dækker over BlueSpot Excite scenen, før de gik på. BlueSpot Excite scenen er en scene, som ORA har lavet i et internationalt samarbejde med hollandske Popfabryk, belgiske Poppunt og skotske GoNorth, hvor 4 bands, 1 fra hvert land giver en showcase i hvert land, og denne aften var det så i Danmark. For mig var der tale om en live-mæssig debut hvad angår Nelson Can, så forventningerne var skruet godt i vejret. Bandet lod vente på sig, og gik først på et godt stykke tid efter planmæssig start. Pige-trioen Nelson Can lagde energisk ud, og med deres provokerende anarkistisk-engelske lyd og det grimme upolerede som bærepinde. Som koncerten skred frem, måtte jeg desværre konstatere, at mine forventninger var højere end det, Nelson Can formåede at levere. For selvom jeg ellers kan lide musik, der bevæger sig på kanten, og som i min verden gerne må være upoleret, larmende, beskidt og provokerende, så skal musikken også have mere end bare det. Og det havde Nelson Can ikke denne aften. Jeg fik en fornemmelse af, at Nelson Can kan mere, end de leverede denne aften til BlueSpot. (Morten Nissen)

Flere reportager fra Bluespot følger…

Foto af Kabaret Sybarit: Venstrehaandsarbejde.com

SPINKELMAN

”HOLE IN YOUR SOUL” (EP)

(selvfinansieret)

Udgivelsesdato: 07/05-2012

Karakter: 4/6

Anmeldt af: Morten Nissen

LÆKRE, UBEKYMREDE OG SKRAMLEDE MELODIER

Spinkelman kommer oprindeligt fra Glagow, men har slået sine musikalske folder i København i mange år nu. Et ophold der efter sigende skulle have skiftet gråtonerne fra opvæksten i Glasgow ud med farver og nuancer, direkte inspireret af København.

Hole In Your Soul er indspillet i en kælderlejlighed sammen med Iben Foss (Joe And Honey) på kor, Sam Brox (Dust Junkies) på guitar og Jan Risager Heindorf (Vic Purple) på bas, og det er Spinkelman sluppet godt fra.

De 4 numre på Hole In Your Soul er skramlede og uperfektionerede uden at virke sløsede eller formålsløse. Og det lyder som om, at Warren French har en legende lethed ved at skrive gode melodier med en nærmest ubekymret grundtone. Som også passer til vokalen. Warren Frenchs vokal er både let og fyldig, men mest af alt afslappet, og den bliver på intet tidspunkt forceret, hvilket er rart at lytte på.

De 4 numre trækker på inspirationer helt tilbage til The Beatles, måske mest Paul McArtneys solokarriere, det var i hvert fald det første, jeg kom til at tænke på, da jeg smed cden i afspilleren. Absolut melodisk, og vellydende, og meget McArtneysk.

Spinkelman kan finde det smukke i det simple og umiddelbare. Hole In Your Soul emmer af hygge og velbehag, i hvert fald den musikalske del. Tekstmæssigt kunne det være en anelse anderledes, med titler som ”You Stole The Sunshine”og ”Dark Hazel Eyes” og selve EP’ens titel Hole In Your Soul, kunne det være tungere emner, som lyrikken sværmer om, men teksterne er overvejende små hyldester til livet og kærligheden, på godt og ondt. Hvilket naturligvis også kan være tungt.

EP’en er slut før den er begyndt, og det er kan være dens styrke. I hvert fald vil jeg meget gerne høre mere fra Spinkelman, og så er jeg spændt på, om musikken holder til et helt album.

BESØG SPINKELMAN HER

http://www.youtube.com/watch?v=86fNjo_-GbU

THE NEW SPRING

”SECRET ARMOR”

(Tambourhinoceros/Playground)

Udgivelsesdato: 07/05-2012

Karakter: 3/6

Anmeldt af: Morten Nissen

SÅ TÆT PÅ OG ALLIGEVEL LANGT FRA

Andet udspil fra The New Spring skal leve op til succesen fra debuten fra sidste år, som blandt andet udmærkede sig ved at indtage førstepladsen på Det Elektriske Barometer med singlen ”The Glow” og kastede over 40 koncerter af sig.

Secret Armor er indspillet på bare 5 dage, og på hver sang er guitar og vokal indspillet i et take, for at skabe den fornemmelse og oplevelse Bastian Kallesø havde, da han skrev sangene, eller spillede dem for et publikum for første gang. Disse ”first takes” har Bastian Kallesøe givet lidt medspil, med diskret brug af sav, og lidt elektroniske effekter, som nuancerer de ellers nøgne, akustiske numre.

The New Spring har nogle gode, skæve indfaldsvinkler til deres sangskrivning, og det stemningsfyldte og meget kompetente fingerspil er en fryd at lytte på, mens Bastian Kallesøes vokal, der til tider har fraseringer, der kunne have fundet sin inspiration i et grundigt kendskab til Morrisseys stemme og sangskat.

Den er delikat og meget skrøbelig, altså musikken, men også meget stillestående. De smukke klangflader og fingerspillet bevæger sig ikke meget, og bevæger sig indenfor den sikre, lidt forsigtige og følsomme ramme, der i små doser kan være meget smuk og dragende, men som et helt album bliver lidt bedøvende.

The New Spring er meget tæt på at skabe et stemningsmæssigt mesterværk, men grænsen mellem at lykkedes og være lige ved er hårfin, og det lykkedes ikke helt her. For eksempel ødelægger et ”nummer” som ”Hi Mom”, det billede, der danner sig af en stærk skrøbelig stemning. Eller det underligt placerede ”The Mansion (Fireworks)”, som også er en unødvendig afstikker.  Samtidigt skal pladen drage lytteren hele vejen, og det lykkedes ikke på Secret Armor, som stykvis bringer gode sager, men som helhed mangler mere, for at fange mig hele vejen.

BESØG THE NEW SPRING HER