SÖDERGRAN GENOPLIVES

Champagnefötter er andet udspil fra den svenske sangerinde, bosat en årrække i København, Anna kruse, og også på dette album sætter hun sin musik og stemme til digte af svensk/ finske Edith Södergran.  
Melankolien, eftertænksomheden og ikke mindst ensomheden der præger Edith Södergrans forfatterskab afspejles meget flot i kompositionerne på Kruses seneste album: Instrumenteringen er ofte afdæmpet og giver hendes bløde og modne stemme lov til at bevæge sig frit og drømmende i forgrunden.

Digtene er hovedsageligt sat til musik, der bevæger sig langsomt og ofte bliver det tydeligt at både sangerinde og digter er af nordisk oprindelse, som på åbningsnummeret ’Ord’, hvor stemmen nærmest er rungende over en simpel og lidt skæv og tøvende melodi, eller på ’Fångenskap’ hvor vi hører antydninger af en vind, der blæser. Denne stemning er ret kontinuerlig og afbrydes kun enkelte gange. ’Farliga drömmar’ er lettere og mere og ubekymret end mange andre sange på albummet, hovedsageligt fordi den legesyge fløjten der åbner nummeret giver associationer til Cirkeline eller en anden børnevise. Nummeret er mere rytmisk bevidst end stort set hele resten af pladen, dog bliver det først rigtig dansevenligt på nummeret ’Skum’, hvor det også bliver klart, at albummets titel er hentet herfra; Södergrans digt lyder ’.. himlen blinkar er löften till Champagnefötter’ og akkompagneres hos Kruse af en traditionel tango-melodi i mol. Tango-inspirationen er også tydelig på ’Jeg tror på min syster’, hvor den dog fremføres mere langsom og slæbende med en tilføjet blæser, der virkelig refererer til det sydlige Europa – begge numre lyder til at byde én op til dans.

Anna Kruse viser på Champagnefötter at hun er en modnet og kompetent sangerinde, såvel som komponist, og at hun forstår at sætte musik til Södergrans musik på bedste vis; de to kvinder komplementerer hinanden på bedste vis.

BESØG ANNA KRUSE HER

SKRØBELIG STÆRK

SUKK består af parret Peter Simonsen og Johanne Jepsen der fandt hinanden i en meget tidlig alder. Og ud af forholdet voksede musikken, som nu har kastet den første udgivelse af sig. Deres selvbetitlede ep udkommer digitalt og på en fin lille USB-nøgle i deres eget design d. 21. maj.

Det unge ægtepar har hentet inspiration i den nordiske golde natur, der til tider kan være ubarmhjertig. Den rå natur er af samme grund en bærende del af SUKK. For når du råber ind i dalen, svarer klipperne tilbage. Sådan er de naturlige elementer i instrumenterne fremhævet og passer sangenes meget sensitive og nærværende tekster fornemt.

Allerede medio april udkom "Det her må jeg klare selv" der klogt blev deres første single – nummeret åbner da også ep’en. Et nummer der står stærkt i egen erindring er ’Man kunne så meget andet’ som bliver åbnet op og brudt ned i en sanseløs tilstand. Her får Johannes stemme virkelig lov til at folk sig ud, og jeg kan ikke lade være med at sammenligne med Pernille Rosendahls måde at glide på tonerne på.

Det skrøbelige udtryk står stærkt i kombination med de elektroniske elementer og percussive tyngder. Og sammen med strygere, blæsere, kirkeorgel og synthesizers, skabes et filmisk univers, ligesom de følelser og emner ep’ens fem skæringer berører, bliver genkendeligt spejlet hos lytteren. Nogle passager er overladt til sjælens melankoli, mens andre er givet hen til, at kroppens puls tager over.

Denne debut fra SUKK forbinder parforhold og musik i en skøn blanding af nærvær og afsavn. Udover det bør udgivelsens røde tråd komplimenteres.

BESØG SUKKS HJEMMESIDE HER

Stort band med lidt for store tanker

Det 8-mands stærke orkester har udgivet en plade ved navnet Zoo, hvilket er meget beskrivende for hvad der venter lytteren. En blanding af ufatteligt meget, ender ud i en symfoni af ballade.
Fra første sekund af pladen starter bandet ud i en rivende fart, og dette ender først når sidste nummer har spillet færdig.
Waldo & Marsha har siden deres debut EP ”Smiling At The Ground” arbejdet sig stille og rolig op fra undergrunden, hvor de i nogle år nu har huseret.

Pladen Zoo må ses som værende det helt stor forsøg på at begå sig på den store scene, og det store band har også formået at hive prominente kunstner med sig. Niels Bagge, nok bedre kendt som Vinnie Who har været med på indspilningen af nummeret ”Canals”.
Sangen fungerer rigtig fint med resten af pladen, da den indeholder ufatteligt meget kraft og tone. Blandingen mellem Vinnie Who’s vokal og bandets to forsangers vokaler fanger godt og supplerer hinanden fint, samtidig med der stadig findes en lighed mellem stemmerne.   

Pladens navn Zoo kom til bandet, da de så ordet som dyrisk og vildt, der samtidig var blevet kontrolleret og tæmmet, således det blev kunstigt i forhold til sin oprindelighed. Dette er meget beskrivende for pladen, da man tydelig mærke en vildskab i sangene, og enkle gang mærker hvordan de kommer helt ind i øregangene på en, men samtidig holdes det tilbage af en gennemsigtighed, som gentager sig gang på gang.  
Taktikken, om man vil, har været lige på og hårdt. Desværre kræver dette også fangende toner, og en trang for lytteren til at stoppe op, og virkelig fornemme musikken, og dette forbliver blot en taktik som ikke føres 100 % ud i pladen.

Sangene løber ikke om hjørner med lytteren som man kunne have håbet på, da man hørte Waldo & Marsha stod klar med en ny plade. I stedet forbliver det lidt for ensformigt, selvom man egentlig ikke kan kategorisere denne form for musik, som værende lige netop ensformigt. Musikken er så vild og flyvende, at ordret ensformigt burde være et skældsord. Men pladen kommer aldrig helt ud og kanten, hvor det bliver rigtig spændende.   
     
Musik universet som det store band har skabt på pladen, er så abstrakt at man skal holde tungen lige i munden for at følge med, samtidig med at pladen egentlig også bør lade sig åbne og udvikle sig uden videre tanker fra modtageren.
Der er ingen tvivl om at Waldo & Marsha har fundet en helt unik måde at udforme musik på, både lyrisk og teknisk. Desværre løber der ingen rød tråd mellem sangene, og det ender ud i virvar. Det virker til at bandet har haft lidt for mange ideer, til hvad de kunne føre ordentligt ud i musikken.

BESØG WALDO & MARSHA HER

STOLENWATCH SPILLER STOLENROCK

”I’ve got everything from Johnny Cash to Britney Spears,” lyder det fra værten på det dekadente motel i titelnummeret på Stolenwatch’s andet album. Og selvom de hverken lyder som den dopede popdronning eller den salige mand i sort, giver titlen alligevel et praj om lyden på The Last Motel, der følger efter deres debutalbum med den selvsikre titel, The Singles fra 2010.

Stolenwatch låner nemlig liberalt fra såvel gamle som nye navne. De er mindre polerede og mere skramlede i denne ombæring, men inspirationen fra tidlige Beatles og artsfæller er ikke til at komme udenom. Den inspiration har på The Last Motel fået et skud rockvitaminer, der bringer minder frem om 90’ernes energiske indierock.

Slutresultet er et album, der lyder som en hel masse forskellige bands, hvoraf Stolenwatch med lidt god vilje er det ene. At rockbands planker fortidens mastodonter er hverken noget nyt eller noget dårligt i selv, men kan man ikke sætte sit eget præg på lyden, må man kompensere med noget andet. Og hvis Stolenwatch har noget andet at kompensere med, er det desværre ikke til at høre på The Last Motel.

I stedet bliver det til en omgang idéfattig rock, der gør flittigt brug af den ’stille vers og larmende omkvæd’ dynamik, som the Pixies pionerede, og Nirvana gjorde til allemandseje. The Pixies kigger forbi flere gange, The Hives huserer på ”Faking It”, og ”Innoncent Bluff” lyder på foruroligende vis som om, bandet har siddet i øvelokalet og tænkt, skal vi ikke prøve at spille Pearl Jams ”Immortality” med et Foo Fighters-agtigt omkvæd? Helt galt går det på albummets sidste nummer, hvor Stolenwatch gi’r den som Cockney lads. Det er ganske enkelt ikke godt nok.

Efter adskillige gennemlytninger af The Last Motel mangler jeg stadig svar på, hvad Stolenwatch vil med deres musik – og, værre endnu, hvad jeg skal med den.

BESØG STOLENWATCH PÅ FACEBOOK

DEN UMODNE DEBUTANT

"Alt godt kommer til den som venter." Et gyldent ordsporg, der priser tålmodighed og evnen til at lade tingene stå igennem. Det skal nok lysne i horisonten, og en dag skal man nok opnå det man ønsker. Contrition og Mighty Music burde måske have kigget lidt på dette råd, for dette album burde ikke have set dagens lys allerede. Det er Contrition ganske ikke klar til.

Den københavnske kvartet vandt Mighty Fight Night konkurrencen i 2011 og lavede efterfølgende singlen Lycanthrophy, så helt uerfarne er de ikke, selvom kalenderen siger omkring de 20 år for band medlemmerne. Sådan en konkurrence giver naturligvis et rygstød, og når stemmerne fordeles ligeligt over et ekspertpanel og arrangementets publikum, kan man naturligvis ikke rokke ved sejren. Kan man lokke nok venner og bekendte med til konkurrencen, er vinderchancen naturligvis større. Faktum er, at Reflections nu ser dagens lys og skal ud at konkurrere med både nationale, og internationale udgivelser, om at vinde det købedygtige publikums gunst i pladeforretningerne.

Contrition spiller i følge pressemeddelelsen moderne metal med overlegne tekniske riffs, genialt timede breakdowns, atmosfæriske melodiske passager med brutale, men følsomme growls til at toppe det hele. I mine ører spiller de meget tidstypisk metalcore, og lyder akkurat ligesom 1000-vis af andre bands indenfor den genre.

Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen; metalcore ligger utrolig meget under for sine egne "regler" og har lynhurtigt udvandet sig selv som genre. Langt de fleste af de danske albums jeg har fået til anmeldelse indenfor genren har ganske ikke et originalt ben at stå på, og Contrition lyder fuldstændig som jeg forventede da jeg havde læst pressematerialet. En bund af moderne thrash, skrigende vokal og en masse groove breakdowns. Jeg kan sagtens forstå, hvorfor genren er blevet populær for det er nemt at lytte til, og vil endda også tiltale et publikum, der ikke normalt lytter til metal for det er umiddelbart fængende, og også ret ufarligt. Pæn og poleret produktion og ingen kanter at skære sig på.

Contrition spæder deres musik op med nogle lidt atypiske parter, det skal de have, men disse parter fungerer ofte slet ikke. På numre som "[Al-kuh-hawl]" og "Chaos Reigns" får vi lidt rapmetal, der lyder som noget der er 15 år for sent på den og "Sensory Perception" har en følsom, stille del med skingrende falsk skønsang. Forsanger Nico Paidar har en meget typisk halvgrowl, men flere gange på albummet lyder det som om han ligger lidt skævt på beatet, og om det er tilsigtet eller ej skal jeg lade være usagt, men i mine ører fungerer det ikke optimalt. "Sunset Burns" er endnu et eksempel på, at man skal passe på med at gabe over for meget. Et klynkende, følsomt nummer, der slet ikke rammer i hjertet fordi vokalen ikke kan bære melodierne i mål. Den afsluttende "Timeless" fungerer derimod meget bedre fordi Contrition her spiller mere sikkert, og faktisk er følsomme uden at kamme over i noget de ikke kan bære.

Machine Head kunne være en inspirationskilde for Contrition. Amerikanernes fatale Supercharger album, hvor de også legede med rapmetal, er dog nok det nærmeste Contrition kommer på Robb Flynn og co. De seneste 3 albums fra Oakland bandet har vist, hvordan man sammensmelter groove, episk sangskrivning og endda følsom, melodisk metal til perfektion. Killswitch Engage kunne man også smide i puljen. Der har Contrition dog meget lang vej endnu og bevares, der er naturligvis også mange års erfaring til forskel, men lyder man som forbillederne vil man også blive bedømt med forbillederne i mente.

Reflections er desværre et album, der burde være forblevet på tegnebrættet. Med sine 53 minutter er det alt for langt og bliver gabende kedsommeligt, at lytte til. Drengene er teknisk dygtige, men et par år mere i øvelokalet og på de skrå brædder ville måske have fået forbillederne lidt mere ud af kroppen og givet et mere personligt udtryk. For mit vedkommende vil Contrition havne i bunken med bands, der lyder nøjagtig som så mange andre moderne metalcore bands, og vil være glemt så snart jeg har afleveret denne anmeldelse. Jeg håber at hvis min vej krydses med Contrition igen vil jeg høre et band, der har luget ud i de mange idéer og fundet ind til noget, der skiller sig ud fra mængden, men på en bæredygtig måde. "Man skal ikke gabe over mere end man kan sluge" som man siger.

BESØG CONTRITION HER

http://www.youtube.com/watch?v=H3QsRNHQHUs

SKRIV TIL REDAKTION MED DIT FORSLAG TIL UGENS VIDEO

EN MUNK I ULVEKLÆDER

De senere år har den danske rapscene udviklet sig enormt. Fra nærmest at være gået i stå har den bevæget sig ud over en masse grænser og har inkluderet flere forskellige genrer. Musikken er blevet spillet i radioen. Måske ikke de mere ”sande” rapkunstnere, bare for at bruge et udtryk der måske i virkeligheden er lidt farligt at anvende. For hvad er sandt og hvad er ”true to the game”?
I virkeligheden ligger alle kunstnere i samme båd, når det kommer til at ville udtrykke musikalske tanker og kreativitet. Der er ingen, der er mere rigtige end andre, men ikke desto mindre er der stadig folk som vælter rundt i og råber op om rigtigt eller forkert.
Munk er ikke den typiske rapper. Hans musik er lige så meget bygget op efter en skabelon bestående af rock, pop og R&B.

Dette er en plade, som uden tvivl vil komme til at score en masse airplay. Måske vil den endda blive en større salgssucces, for der er i den grad slet ikke sparet på lækkerheden. Hverken når det kommer til udseende, stemmeføring eller åh-så-følsomme tekster. Med den sidste udtalelse afslører jeg nok i virkeligheden min holdning til udgivelsen.
For lige meget hvor meget Munk gemmer sig bag en facade, der er spændt op omkring ham og hans naive og overtroisk barnlige tilgang til musikken, så fjerner det ikke indtrykket af, at dette er hørt før.
Enhver, der har lagt øre til hvilken som helst af Ankerstjernes sange, må nikke genkendende til lyden. Der er sandt for dyden ikke megen forskel.

Munks sødsuppe indsmurte vokal fungerer måske på de små pigeværelser, men den slår ligesom ikke helt igennem hos mig.
Hvis han så i det mindste havde haft et par fede tekster, havde det været lige til at tilgive, men fem numre hvor den ene banalitet efter den anden tårner sig op, gør bare at jeg ikke på nogen måde kommer op at ringe i forhold til Tror på musik. Det er ærgerligt, for når han rapper, at han tror på musikken, på samme måde som børn tror på eventyr, lægger det op til en meget spændende diskussion, i forhold til musikkens rolle og hans egen tilgang til den. Det er bare som om, han overhovedet ikke udfylder de sko, han har sat frem foran sig selv. Det flyder ud i flødebolle og kedelige beats.

Al respekt for Munk og det projekt han har stablet på benene, men det havde klædt ham, at forsøge at opfinde sin egen lyd, og det havde i endnu større grad klædt ham, at prøve at bevæge sig lidt dybere ind i det naive og overtroiske univers.
Vi ser frem til en toer, og arkiverer i mellemtiden etteren på cd-reolen.

BESØG MUNK HER

EMOTIONAL LOUNGE MED FORMAT

Siden udgivelsen af Quiet Letters tilbage i 2004, har Bliss haft et stadigt groende publikum verden over. Bandet har solgt mere end 100.000 albums internationalt og er i den grad en af lounge-genrens helt store internationale navne. Efter 4 års udgivelsespause er de klar med endnu en international udgivelse – denne gang med albummet So Many Of Us.

Bag Bliss gemmer sig de danske producere Steffen Aaskoven og Marc-George Andersen, som aldrig har været i rampelyset eller ønsket det. De har vist sig at have en særlig evne til at lokalisere vokalister som de lægger frem foran sig, som de har gjort det med bl.a. Ane Brun, Sophie Barker, såvel som Boy George der lagde stemme til ’American Heart’ fra seneste album.

So Many Of Us er en udgivelse der leverer det simple, men almennyttige budskab, at der skal være plads til alle kulturer i denne verden og at forskellighed giver stor inspiration. Musikalsk er der hentet inspiration fra især mellemøsten og nordafrika hvilket der, iblandet deres elektroniske bund, skaber nogle eksotiske men alligevel genkendelige klangflader. Man kommer med pladens 15 skæringer på en rejse ud i alt og ingenting, hvor man bliver mødt af alt fra det dybe atlantiske hav, gennem store ørkener til de højeste bjerge.

På singlen ’Desert Sun’ har Bliss samarbejdet med den svenske sangerinde Jeanette Olsson, der har lagt korstemme til artister som Rihanna og Britney Spears. Nummeret bærer præg af den nordiske lyd, men blandes med percussion og klarinet, hvilket holder albummets karakteristik ved lige. Ud over dette nummer anbefales også ’Absence Of Fear’ og ’Believe’.

Med deres nye album beviser Bliss, hvorfor de er berettiget i den internationale top indenfor deres felt. Med elementer og inspiration fra hele verden keder man sig sjældent.

BESØG BLISS’ HJEMMESIDE HER
 

SANGE DER KUNNE HAVE VÆRET DANSKE

Dogmet for dette album, som er komponeret af Peter Danstrup er netop ”sange der kunne have været danske”. Forstået således, at den garvede jazzmusiker, har tænkt tilbage i gamle baner. De sange man lærte uden ad i folkeskolen, ofte uden at forstå det dybere indhold. Dansk kultur af poesi med et snert af nationalisme og romantik.
Musikken spejler sig på fin vis i traditionen. Danstrup, som er tidligere rektor ved Rytmisk Musikkonservatorium og generelt en erfaren herre på den danske musikscene kan sætte et sådant projekt op, hvor det også musikalsk giver rigtig god mening. Der er så meget af håbløse højskole sange fortolkninger, så det efterhånden er at foretrække, at blive væk.

Lyrikken i musikken står krystalklart, da trioen er uden akkordinstrumenter. Dog har Danstrup ofte gang i harmonier på sin halvakustiske basguitar. Egentlig er er trioens sammenspil meget åbent og frit, men de spiller det på en let og humoristisk måde. Anders Banke’s tenorsax spil er sådan lidt forfinet i det og trommeslager Anders Provis spiller ligeledes let og ubesværet. De tre legekammerater sprudler af spilleglæde og det smitter af. Danstrup selv udgør en større del alvor og måske ligefrem lidt skjult aggressivitet, som får trioen til at balancere som et trebenet taburet.

På coveret er et mangefarvet maleri. Det passer godt ind i Klökkeblömst’s univers. Hvert nummer er som et maleri, som man kan gå på opdagelse i og opdage nye ting fra gang til gang. Albummet er godt afstemt og varieret, men det sætter også krav til lytteren. Musikken bør nydes med stort overskud og med et åbent sind. Topkarakter herfra med hørebøffer klistret til kraniet og kroppen sunket godt ned i sofastolen en sen lørdag aften.

BESØG KLÖKKEBLÖMST HER

ET SAMLET PANORAMA

Swab er nok bedst kendt som den ene halvdel af rapbandet Bumsestilen.
Her har han huseret bag knapperne siden 2002. Men tror man, at dette nu er endnu en omgang bumse-rap, kan man godt tro rigtig meget om igen. Der er ikke meget bums over denne utroligt stilede udgivelse. Faktisk har Swab været en del af den danske musikscene i 20 år, og her har han medvirket sammen med et utal af danske kunstnere. Bare for at nævne et par stykker – Trepac, Kaspar Spez, Kong Salami og Ordets Magt.

Titlen på denne udgivelse er Panorama Playground, og det er i sandhed en rammende og velvalgt titel. Der bliver leget, eksperimenteret og kørt rundt imellem flere forskellige genrer. Trip hop, psykedelisk rock og electronica. Både i form af instrumentale skæringer, men også med musikalske medspillere på mikrofonen. Mange forskellige både danske og udenlandske kunstnere har været med inde over og givet deres bidrag til en plade, der på trods af den store variation i genrerne, stadig formår at optræde som et helstøbt værk.
Det er Swabs evne til at bevare en mere eller mindre ens lyd på trods af genreskiftene, som gør, at man slet ikke er i tvivl om afsenderadressen.
Det er tungt, melankolsk men på samme tid frisk og energisk, når han folder lyden ud på skivens 13 numre.

For en gammel hiphopper som undertegnede er det klart de mere rappede numre som ”Listen up!”, ”Twilight time” og ”Make up my mind” der spiller højest på anlægget. Specielt sidstnævnte er en klar topscorer. Især pga. den sublime mikrofonpræstation fra Blu Rum 13. Det skal dog ikke fjerne fokus fra resten af skiven, hvor især ”A Killer In My Dreams” og ”Rainy Dayz” træder godt og grundigt ud over scenekanten. Hvis musik kunne fortælle en historie blot i kraft af dens lyd og tone, må disse siges at være glimrende eksempler på netop dette.
Swab lykkes med at ramme hovedet på sømmet, så alle de mange musikalske lag i den grad formår at spille sammen til en slagkraftig helhed.

Det er nærmest en fornærmelse for pladens samlede helhed på den måde at udpege enkelte sange, som gør det bedre end andre, for lige netop den førnævnte variation og dertil det samlende musikalske lydbillede gør Panorama Playground til en rigtig fed oplevelse.
Swab formår at samle Dj’ens funktion op og videreudvikle den. Han samler og mixer flere lag af lyde på en meget moderne og frisk måde.
Hvor andre DJ’s før har sendt plader på gaden og desværre ikke formået at få fjernet billedet af compilation fra udgivelsen, synes jeg, at Swab får skabt en massiv musikalsk helhed, der sparker booty.

BESØG SWAB HER

http://www.youtube.com/watch?v=jqzinVvTBbc