Stream 2 nye numre fra den kommende plade med Boho Dancer

I næste udkommer det første fuldlængde udsoil fra Boho Dancer. Boho Dancer imponerede Lydtapet med deres debut EP Furry Skin, der udkom for 1 år siden. Dengang skrev vi blandt andet:

"Musikken er progressiv og melodisk, med udgangspunkt i singer/songwriter og nordisk folk traditioner, men som Boho Dancer laver deres helt eget musikalske udtryk ud af, oftest med kontrasterne  og de spændende rytmemønstre som stærkeste virkemiddel. De skaber en højlandsk stemning med nordens særpræg, hvor de bevæger sig fra det minimalistiske til stormende infernoer af vellydende støj. Boho Dancer har komponeret nogle atypiske og interessante sange, som bliver endnu mere interessante med de mange perifere rytmiske arrangementer der pulserer i laget under melodierne, som trods alt er bærende i musikken." (læs anmeldelsen her)

I denne uge kan man høre 2 nye numre fra den kommende plade Gemini hver dag på 5 forskellige musiksider. Og i dag er det vores tur.

Ida Wenøe fra bandet har skrevet en kort introduktion til numrene "Bohemian Child" og "Slept on a Silver Platter", som du kan streame her på siden fra i dag.

lyt her og efterlad en kommentar om, hvad du synes om bandets nye musik.

Om sangen "Bohemian Child" fortæller Ida og Boho Dancer:

"Bohemian Child er stemningsbilleder fra et menneske der udfordres følelsesmæssigt. Det kan være det uskyldsrene barn på grænsen til at blive voksen. Mennesket på jagt efter inspiration i omverdenens voldsomme afkroge. Der bliver søgt nede i de dybeste lag af sindet, de mørkeste afskygninger fysisk som psykisk, på jagt efter sandheden. Der er noget gammelt der skal efterlades for at et nyt og stærkere jeg kan blomstre frem. Nummeret blev til en vinterdag hvor jeg og min ven Esben Svane sad og skrev sange. Esben havde en guitaridé han ikke kunne komme videre med. Jeg synes det var vildt fedt og indstuderede derfor guitarrollen og tog hjem og gjorde sangen færdig."

Hør nummeret "Bohemian Child" her: (tryk play)

Om sangen "Slept on a Silver Platter" fortæller Ida og Boho Dancer:

"Der tales her om en højere autoritet der fratager jeg'et dets frie vilje, men til gengæld kan du ligge på dit sølvfad i din egen lille boble, hvor nogen tager ansvar for dit liv og dine tanker, din levevej og dit formål. Sangen leger med naiviteten ved dette godtagende menneske der ligger sit liv i andres hænder – men hvor er det bedst at være? For hvis du virkelig vil kan du sove hele livet igennem på et sølvfad… Nummeret er nok det der skiller sig aller mest ud fra de andre Boho Dancer numre, ved at fyre godt op for de rockede elementer. Vi troede egentlig kun det ville blive et live nummer hvor vi gav os selv lov til at tage den helt ud, men da vi så indspillede den blev vi ret glade for det, og synes samtidig det bibeholdt live-lyden."

Hør nummeret "Slept on a Silver Platter" her:(tryk play)

BESØG BOHO DANCER HER

AT FIRST – NUMMER FOR NUMMER

For en lille måned siden udgav Søren Gemmer sit debutalbum, at first. Et album der er gennemført i en grad, så det bestemt ikke ligger lige for, at det fremføres af en debuterende kunstner. Jeg bad derfor Søren fortælle mere om de 10 originale kompositioner på at first. Det kom der mange spændende og underfundige betragtninger ud af:

”Russians”
At First åbner med "Russians", der tager afsæt i mol til dur. Såre simpelt. Jeg og de andre i min kvartet har ønsket at invitere folk indenfor på dette album med en kort og præcis forsmag på albummets musikalske univers.

”Chords
Kernestof for denne gruppe. Jeg skrev den i perioden op til, at vi fandt sammen som gruppe. Udgangspunkt var nogle tanker omkring den lille septim og dens evne til at udtrykke spændthed, og det at gribe ud efter noget større end det, man kender. Det blev til F-Eb-Db, indledningsmotivet til et stykke, som samtidigt hele tiden balancerer mellem forskellige poler; dur/mol, fremdrift/stilstand, aggression/resignation. Jeg oplever, at vi på "Chords" trækker vejret sammen som ingen andre steder på albummet.
Det er fedt at have et band.

”Stay Silent”
Handler om at sige farvel, når man skal, men ikke har lyst. Den er tilegnet min mor, som døde alt for tidligt. Jeg lærte af det for alvor, at det at sige farvel ikke kun er et ritual, der lader os forstå og i tid adskille møder med andre mennesker. Det er en handling, ofte mere krævende end meget andet, der kræver et fuldstændigt møde med det, der tages afsked med – og som er det første skridt i omfavnelsen af den virkelighed, der må og skal omfavnes på den anden side.
”Stay Silent” er skrevet med udgangspunkt i en altafgørende inspiration fra Prokofievs Visions fugitives Op. 22. No. 1. Jeg mødte det stykke i en periode, hvor jeg følte mig begrænset af det, jeg kendte til som jazzpianist og rytmisk musiker. Stykkets krystalklare og diatone melodik over en flertydig harmonik stak en klar retning ud for mig som komponist – at turde kommunikere så entydigt og enkelt melodisk, men lade det harmoniske underlag være udfordrende for øret. Jeg røres af melodi. Jeg oplever melodi som den krog, mit øre hægter sig fast i, og som den krog, jeg kan røre lytteren ved hjælp af, men jeg føler samtidig, at alle vi, som skaber musik, er forpligtede til at udvikle det sprog, vi rører folk med. Jeg sender en ydmyg tak i retningen af Prokofiev, der med 96 års forsinkelse gjorde det muligt for mig at udtrykke mig klart.

“The One That Got Away”
Handler mest af alt om en anden komposition, der undslap mine hænder. Jeg skriver indimellem med hænderne først, lader dem finde vej i topografien på klaviaturet til noget nyt. Før jeg så endte med at skrive "The One That Got Away", leverede mine hænder kimen til, er jeg sikker på, et mageløst værk. Men jeg forpurrede det ved at anfald af analyseiver. Og som når man forsøger at forklare koden til en af de gamle talløse kombinationslåse eller en forlængst i hænderne indgroet pinkode sprogligt, så kan informationen, der ligger indlejret i hænderne, forsvinde i samme sekund man taler. Så vi må nøjes med ”The One That Got Away”, en slags tribute til den store idé, der kan ligge bag det, man rent faktisk evner at få udtrykt.

”Mellemrummet”
Per Møllehøj synger altid. Da vi indspillede albummet i Osnabrück, var alle lydkilder i hvert sit isolerede rum, men Per, hvis forstærker stod i en boks for sig, stod selv og spillede hos mig i det store rum med flyglet. Han stod i god afstand af flyglet og på den rigtige side af klappen, så det kom meget bag på teknikeren, Chris, at en sagte, men insisterende falsetstemme blandede sig med lyden af det store Steinway D. "Are you singing?!" Det kom ikke bag på os andre, for Per synger altid. Selv når han blot lader guitaren synge for sig. "Mellemrummet", som Per har skrevet, har en sangbarhed eller måske nærmere en sanglighed, som jeg misunder, og som ikke findes andetsteds på denne plade. 

”At First”
Er skrevet få dage efter nytår i 2012. Som det sidste i løbet nytårsaftensdag i 2011 havde jeg – i håbet om at kunne komme videre – handlet på en følelse og bekendt min kærlighed til en pige, som jeg udmærket godt vidste havde sit blik rettet andetsteds. Med "At First" søgte jeg at give lyd til følelsen af at have givet slip på noget gammelt og givet plads til det nye, med den blanding af begejstring og ængstelighed, som så kan opstå. I perioden inden havde jeg lyttet til min gamle "ven" Mehldau (amerikansk jazzpianist, f. 1970, red.), som var den første store inspirator for mig som jazzpianist, men hvis musik jeg sjældent lytter til mere. Kompositionen indeholder også et anerkendende nik i retning af ham.
Apropos "point-of-no-return" og begejstring og ængstelighed i et, så lyt til sammenspillet mellem Per Møllehøj og Andreas Fryland i guitarsoloen. Intenst!

”Shostakovich”
Jeg lå i en periode på nogle uger i musikmæssig marinade af Shostakovichs 24 Præludier og Fugaer, som han skrev, da han havde ligget i marinade af J. S. Bachs 24 af samme. Shostakovichs stykker, især fugaerne og især dem i mol, har en nærmest komalignende kvalitet over sig i min oplevelse. Han udfolder idéer fra præludierne, men ikke nødvendigvis med klar retning eller udvikling. Han skaber en tilstand, mere end bevægelse. Jeg forsøger at ramme noget af det samme i denne komposition, hvor det indledende motiv bearbejdes på forskellig vis – og tages med ind i det frie stykke i midten, hvor det bliver sat frit.

”Rhythm's a Bitch”
Før jazzskolerne/-bøgerne og de mange yankeer i deres øvebokse og jeg endelig slap taget i hinanden, havde jeg en ydrestyret ambition om at lære at spille solo over "rhythm changes", der forkortes "rhythm" (der er et svært, men yndet akkordskema at spille over for mange jazzmusikere, red.). Det har jeg ikke længere, men derfor kan jeg vel godt spille swingrytmik?
”Rhythm's a Bitch” er en opfordring til at smide spændetrøjen, hvor end den måtte spænde.

”Dear W.”
Andreas Fryland har bidraget med denne kryptiske, men smukke komposition, der melodisk bider sig selv i halen. Den er en drum-feature på en plade, hvor Andreas ellers bruger det meste af energien på at få os andre og helheden til at lyde godt.
Sangen er tilegnet den finske pianist Walter Wolff, som Andreas har udgivet flere rigtig gode plader med. Den seneste af disse, Tomorrow, bliver den sidste fra Walter Wolff's hænder, da han af helbredsmæssige årsager må stoppe sin aktive karriere. Jeg har nydt Walters musik, hans måde at gå til instrument på og hans klang, og er stolt over at have en hilsen til ham med på dette album.

”Mørk”
Er blandt mine personlige favoritter – blandt andet af den grund, at den er det ældste stykke på albummet. Den skrev sig selv og fik sin titel i løbet af et kvarter og gjorde mig opmærksom på, at hvis bare jeg blander mig udenom, så fortæller mine hænder ofte historien af sig selv. Det afsluttende flerstemmige stykke kom dog til senere, da jeg blev slået i gulvet af et bestemt sted, i Beethovens Op. 126 No. 3, og simpelthen måtte forsøge at fremelske den samme opløftende kvalitet i det flerstemmige. Nuvel, det tåler ikke sammenligning, jeg ved det, men opløftende er det dog, at det i mødet med det store stemmer kan lade sig gøre at finde sin egen.

LÆS ANMELDELSEN AF AT FIRST HER

Americana-bandet der voksede fra ternede skjorter

Come On Die Young er titlen på et af skotske Mogwais fineste udgivelser, og så har titlen en dansk forbindelse. Tager du forbogstaverne i titlen får du nemlig Cody, et band der ifølge os her på Lydtapet står for et af årets hidtil bedste udgivelser med pladen Fractures. Dette er historien om bandet, der droppede reglerne og skød højt men ikke over målet på deres anden reelle albumudgivelse.

Forsanger Kaspar Kaae og guitarist David Fjelstrup sidder med hver deres iskolde fadøl i backstageområdet bag Telt 2 på årets Tønder Festival. De skal snart ind og præsentere sig selv for et helt nyt publikum med en helt ny plade på setlisten.

”Vi har en meget sund holdning til forventningerne. De er ikke skyhøje. Jeg føler, at det går i en jævn kurve opad. Kan det fortsætte, så er jeg godt tilfreds. Vi har ikke store planer om at revolutionere dansk indie-folkkultur. Vi har lavet en bedre plade end sidste gang, og næste gang laver vi sikkert også en bedre plade igen. Det er der, vores forventninger ligger,” fortæller Kaspar Kaae.

Mere højtragende, mindre komponeret
Den nye plade er færdig, de første (gode) anmeldelser er tikket ind og de syv musikere i Cody har så småt fået testet det nye materiale på publikum et par gange. I aften er det Tønder Festivals tur, en koncert der giver endnu et hak ud for et sted, Cody ikke tidligere har spillet. Bandet er blevet inviteret, fordi de ifølge festivalen symboliserer den bølge af yngre danske orkestre, der spiller den håndspillede folk, som er så populær netop nu. Men ifølge bandet, så går de ikke efter at ramme en særlig folklyd, der er oppe i tiden.

”Da vi lavede Songs (Codys første plade, red.) havde vi lært at høre voksenmusik. Neil Young og Bruce Springsteen og sådan noget. Og når man ikke er så sikker på noget endnu, så holder man sig meget inden for nogle givne rammer. Vi holdt på formerne og var meget påpasselige med det,” fortæller David Fjelstrup om en tid, hvor Cody gjorde alt, hvad de kunne, for at ramme den helt rigtige lyd. Sådan er det ikke på den nye plade Fractures.

”Den er mere udadvendt, end vi har været før. Mere højtragende og poleret. Komponeret mindre dogmatisk i forhold til americana-lyd. Den er ikke så fokuseret på de klassiske folk-instrumenter,” siger forsanger Kaspar Kaae og uddyber: ”Vi dyrkede dogmatikken, fordi vi fik at vide, at det var spændende. Så vi dyrkede meget det der med at stå i ternede skjorter og spille på akustisk guitar. Det er vi nok bare vokset fra.”

Vi kommer ikke til at lave et hit
Cody har med deres nye plade skabt et af de bedste danske bud på americana i flere år, men en ting er, hvordan bandet lyder på anlægget. En anden ting er at opleve de syv musikere folde sig ud på scenen. Faktisk kan man sagtens opleve bandet gå helt ind i sig selv og støjrocke godt og grundigt.
”Vi elsker at støje. Vi har ikke forladt det. Vi er blevet mere modige og er gået tilbage til vores teenageår med Sigur Ros og Mogwai i stedet for at spille ren country,” siger Kaspar Kaae, som fortæller at lysten til at turde begive sig ud på dybt vand og væk fra det gængse er kommet gennem en lang række af liveoptrædender.

”Da vi lavede Songs, var vi ikke ligeså meget et band, som vi er nu. Vi turnerede ikke rigtig. Det gjorde vi så, efter pladen kom ud, og der fandt vi ud af, vi gjorde nogle ting, som kom helt af sig selv. Vi tænkte nok, at det skulle også med på den nye plade. Der skulle være mere af den her høje lyd og en bredere vifte af indtryk. Det er måske det eneste dogme, vi har lagt ned over denne her plade,” fortæller Kaspar Kaae.

Der er pænt fyldt i teltet på Tønder Festival, hvor få kender bandet og endnu flere ikke aner, hvad de går ind til. Det er lige præcis disse intetanende publikummer, som bandet håber at møde rigtig mange af på den kommende turne. Det er nemlig på scenen, Cody kommer til sin ret.

”Jeg tror aldrig vi kommer til at breake med et eller andet stort hit og lave en "The Balcony" (The Rumour Said Fire, red.) eller "København" (Ulige Numre, red.), eller sådan noget. Men vi spiller heldigvis pissegodt live, så jeg tror, vi er sådan et band, der langsomt vinder folk over én efter én. Og det er bare helt fint, for det er skidesjovt at spille live,” siger David Fjelstrup, som altså rammer de danske landeveje i september og, hvis alt går vel, drager ud i Europa i det nye år. Efter at dømme på publikums reaktion på Tønder Festival, kan folk med hang til højtragende americana godt glæde sig.

LÆS ANMELDELSEN AF FRACTURES

BESØG CODY PÅ FACEBOOK

http://www.youtube.com/watch?v=onXzdVloqoo

JET FLOWER FORTÆLLER OM WE WALK ALIKE

Jet Flower er lige nu aktuelle med deres fremragende debutalbum We Walk Alike, der med deres egne ord er "tusinde ord, der blev til 10 numre". Jeg bad bandet fortælle mere om de 10 historier, der udgør albummet:

SOMETHING TO SOMEONE/THE WORLD IS MINE
Måske albummets lyseste nummer. Sangen er en hyldest og opfordring til at se skønheden i selv de mindste nuancer.
Studiets lille tekøkken havde nogle få vinglas stående, som blev fyldt op med vand og stemt i forskellige toner. Lyden af dette blev til sangens og pladens start. Glassene blev senere tømt for vand og fyldt med øl. Tracket var det første vi indspillede, og det første vi fejrede.

RAINBOW HILL
Idéen til sangen opstod efter at have iagttaget en dreng på en bakketop, der fægtede med grene mod mørke og regnfulde skyer. Det virkede som om, han prøvede at slå skyerne i stykker. Selvom drengens forsøg på at fægte mod elementerne var en umulighed, blev det det ukuelige i dét udgangspunkt og inspiration for sangen.

JACOB'S LADDER
Verden set fra en sofa med krigsfilm kørende på tv i baggrunden er præmissen for nummeret.
Vi indspillede tilfældigt sangen i en sofa i studiets køkken. Gulvet knirkede, og det gjaldt om at sidde stille, da tracket blev optaget live i studiet.

SNOW REPORT
Nummeret blev skabt en sen nat i studiet. Store mængder sne dalede ned fra himlen og udgjorde den eneste form for lyd i den ellers dødstille nat. I studiets baggård placere vi to mikrofoner og optog denne rolige lyd af naturens egne toner. Efterfølgende optog vi to uafhængige klaverspor og lagt dem oven i hinanden.

THE LAST BROADCAST
Vores første single "The Last Broadcast" har hentet sin inspiration direkte fra Københavns Havn, hvor en kæmpe amerikansk yacht lagde til. Skibet var bevogtet af sikkerhedsvagter og overvågningskameraer, og kun glimtvis så man mennesker forlade det. Skibet var på mange måder en moderne fæstning, og tanken om at lave et beskyttet minisamfund er ankerpunkt for sangen.

http://www.youtube.com/watch?v=9HXdH_kQlW8

WE WALK ALIKE
Leger med temaet ’æblet falder ikke langt fra stammen’. Er det muligt at gå nye veje, eller falder man naturligt i de samme fælder generation efter generation?
Vi var alle i bandet enige om, at ”We Walk Alike” også skulle være albumtitel, da vi syntes, at den rummede en tilpas flertydighed og samtidig afspejlede, at vi trods vores forskelligheder kunne komme overens i det store arbejde, det er at lave et album. Selve indspilningen af nummeret gik dog som en leg – grundtracket er et first take, og der er først senere indspillet strygere og korstemmer.

SPRINGTIME
Er foråret set med andre briller. Lyset er knivskarpt og afslører alle detaljer, herunder et kuldsejlet forhold. Måske er det bare årstiden og ikke forholdet, der er noget i vejen med?
Selve den ironiske tone i teksten bliver på tracket understreget med blæserinstrumenter, der tilfører en 'marchagtig' tone til sangen. Inspirationen til blæserarrangementet er hentet i en parkeringskælder på Frederiksberg, hvor der 24 timer i døgnet bliver spillet marchmusik for fuld udblæsning. Musikken i kælderen fremstår som absurd, men samtidig også sørgelig – det har vi prøvet at overføre til ”Springtime”.

DRIFTWOOD
På samme måde som drivtømmer flyder af sted uden synligt mål, flyder sangen, strofe for strofe, gennem associationer og minder, der tager fat i hinanden på tilfældig vis. I stedet for at skabe en sammenhængende fortælling med en begyndelse og slutning er ”Driftwood” mere en slags kollage.
Sangen hører til et bandets absolutte favoritnumre at spille og lytte til. Måske fordi det, for os, til stadighed bliver ved med at ændre sin betydning.

IT'S GONNA RAIN
Har hentet inspiration hos ingen ringere end William Shakespeare, der i en monolog fra "As You Like It" sammenligner verden med en scene og livet med et skuespil. ”It's Gonna Rain” handler med andre ord om at spille roller, men samtidig også om jagten på succes i livet.
Sangen blev indspillet live i studiet, og hører man godt efter, er der masser af stoleknirken og vejrtrækninger gemt i  tracket. Det kostede en del forsøg, før vi fandt den rette stemning i nummeret. Tina Dickow, der indspillede i nabostudiet, blev inviteret til at være publikum til indspilningen, men endte med at medvirke på tracket.
Måske skulle der bare en muse til.

ODYSSEY
Sangen er en klassisk odyssé; en mand rejser ud i verden og må på sin færd stå mange fristelser imod og gennemgå mange prøvelser, før han vender hjem.
Selve optagelsen i studiet viste sig også at blive lidt af en prøvelse. Vi havde hele tiden vidst, at ”Odyssey” skulle være albummets sidste nummer, men hvad vi ikke vidste var, at Morten, der indspillede klavertracket, var blevet fanget, da det viste sig, at døren til det lille indspildningsrum var gået i baglås. Flere forsøg blev gjort for at komme Morten til undsætning, og alt fra skruetrækkere til rockband-medlemmer fra Supershine wrestlede med døren, men lige meget hjalp det. Fire timer senere ankom låsesmeden, og Morten kunne vende hjem.

LÆS ANMELDELSEN AF WE WALK ALIKE

THOMAS THOMSEN – FRA PLUTO TIL NU

af: Martin Petersen

Jeg kan ikke prale af, at jeg kender Thomas Thomsen, men jeg hilste på ham et par gange, da han sammen med resten af Pluto indtog den ene side af den splitsingle pladeselskabet jeg har en andel i debuterede med.

Jeg hilste på ham til Radiohuset Rocker, hvor Pluto først gik på, da jeg selv havde rømmet skib og taget turen til Calexico i Amager Bio, jeg hilste på ham da Pluto og Olesen-Olesen delte plakat i Vanløse, der hvor der står Kulturhus på den lokale Føtex, og jeg hilste på ham da han kom ud fra bag baren på Bang & Jensen for at modtage Plutos andel af splitsinglen.

Det var alt sammen i 2006. Pluto medvirkede på førnævnte splitsingle og udgav ”Ingen Ved Hvorhen”, deres tredje plade, der med ”Guldlok” kastede en ugens uundgåelige af sig på P3, og trak fine ord fra anmelderne. Det brede gennembrud udeblev endnu engang, og man kunne allerede i anmeldelserne fornemme, at det heller ikke var ventet. Gaffa startede deres anmeldelse med at konkludere, at det er sjældent retfærdigheden sker fyldest, og Soundvenue brugte den indledende linje i deres anmeldelse på at kalde Pluto en velbevaret hemmelighed. Vi var dog flere i min omgangskreds, der lod os begejstre, og siden har gået og ventet på nyt, der aldrig er dukket frem. Siden Thomas Thomsens navn dukkede op på Henrik Olesens fine Ukendt under andet navn EP i 2010 har jeg grundet over hvorfor der ikke skete mere. Derfor tog jeg bladet fra munden, satte fingrene til tastaturet og skrev til Thomas Thomsen for at høre, hvad der skete.

I et interview med Gaffa fra 2003 citerer Thomas Sune Wagner for at sige "nu gi’r jeg det her to plader mere, og hvis Danmark ikke har fattet det på det tidspunkt, så opløser vi bandet og prøver noget nyt.”, og citatet virkede som en god indgangsvinkel til Plutos forsvinden ud i det blå. Var det det manglende gennembrud, der havde tæret tålmodigheden i bund i en grad, at gruppen ikke længere gad kæmpe for noget, der ikke skete, eller hvorfor forsvandt Pluto uden at sige farvel?

”Jeg kan stadig godt lide Sune Wagner-citatet, men det var nu egentlig ikke derfor vi stoppede. Der var nok i virkeligheden to overordnede grunde. Den ene var at jeg i løbet af produktionen af ”Ingen ved hvorhen” fik en fornemmelse af at vi ville noget forskelligt: Jeg ville gerne prøve at udvikle udtrykket – om det så skulle være i en mere poppet og elektronisk retning, eller mere støjende, ambient, ekspressivt eller noget helt tredje. Ronni og Janne var – i hvert fald som jeg oplevede det – mere optagede af at holde fast i det de opfattede som Pluto's udtryk – dvs. at det helst ikke måtte blive for poppet, elektronisk, etc.

Den anden årsag var, at vi opfattede selve processen med indspilningerne meget forskelligt: Indspilningerne var fordelt over godt og vel et halvt år i vores eget studie og jeg følte mere og mere at jeg endte som musikkens dårlige samvittighed – at det hele tiden var mig der skulle insistere på, at vi blev nødt til at bruge den nødvendige tid på pladen, også selvom det betød at vi måtte nedprioritere og flytte rundt på andre ting i vores liv. Det blev til sidst ret surt for mig da jeg oplevede at Janne og Ronni grundlæggende var modstræbende overfor den prioritering. Vi er stadig gode venner og har siden talt om det flere gange. Janne og Ronnie oplevede slet ikke den modsætning, og hvem ved – måske ligger sandheden et sted midt imellem. Det korte af det lange er, at jeg til sidst syntes, at processen blev ret sur uanset, hvis fejl det så var. Og dette kombineret med at vi også ville nogle forskellige ting rent kunstnerisk gjorde, at jeg tænkte, at det var tid til noget nyt – hvilket så blev starten til den soloplade, der langt om længe er ved at være på vej.”

Pluto udsprang af bandet Sub Rosa, der i 1994 blev startet af blandt andet Thomas, og fra starten også havde Janne med. Gruppen nåede at lave en enkelt demo, der kastede et ophold på Det Elektriske Barometer af sig, og fik også et nummer med på Starsearch 5. Sub Rosas seks medlemmer kunne dog ikke blive enige om en fælles retning, og da der blev lagt op til et stilskifte, hvor Thomas skulle være ny hovedsangskriver, trak et par af medlemmerne sig, kort tid efter forsvandt yderligere to for at hellige sig henholdsvis studierne og maleriet. Thomas Olsen kom til på trommer, og kort efter kom Thomas Nygaard med på bas. Begge blev fundet gennem opslag i hedengangne Baden-Baden. Gruppen udsender de tre demoer ”Sort Demo”, ”Grå Demo” og ”Hvid Demo”, og opnår at blive månedens demo i majnummeret af Gaffa 2001. Den egentlige debut kommer med ”Forfra”, der bliver udsendt på Display i 2002 og ender med at sælge omkring 500 eksemplarer.

Diefenbach havde året før udsendt deres første plade via distributionsselskabet MNW, og i den forbindelse var Display blevet grundlagt. Da Pluto et halvt år senere skulle udsende ”Forfra” var det lettere for dem, at få en distributionsaftale ved at blive udsendt via Display, og mere end et egentligt pladeselskab udviklede Display sig til et venskabeligt samarbejde mellem de involverede bands, der senere også kom til at indbefatte Geisha. EPO-555 var tæt på at komme med i klubben, men Display blev overhalet indenom af Crunchy Frog, der på det tidspunkt høstede international succes med Junior Senior og Raveonettes. Ebbe Frej fra EPO-555 forklarer ” Det var ren og skær benovelse over bagkataloget på Crunchy, der fik os til at tage det valg. Vi ville gerne til udlandet og her var Chrunchy Frog det eneste bud på et dansk pladeselskab med dét fokus. Display pegede i retning af et stilbevidst københavnerpublikum, hvor Crunchy fik os til at drømme os over Atlanten.” Igennem Display hjalp grupperne hinanden med udgivelser, og det blev også her at Pluto i 2003 udsendte ”Støv/Eller/Støj”. Diefenbach trak sig ud af samarbejdet, da de blev signet på engelske ”Wall of Sound”, og da Geisha holdt pause på ubestemt tid røg Display også på vågeblus.

Et stykke tid efter udgivelsen af ”Forfra” stopper samarbejdet med Thomas Olsen. Ind kommer i stedet Ronnie Øhlers Pedersen som Thomas Nygaard kender fra musikmiljøet i Vordingborg. Thomas Nygaard forlader selv Pluto et halvt år senere, for at få tid til sit soloprojekt Halph, selvom han optræder på pladen, så falder hans exit en måned før indspilningerne af ”Støv/Eller/Støj” begynder. Erstatningen bliver Moogie Johnson, den ene halvdel af Munck//Johnson, der deler øvelokale med Pluto, og altså senere udgivelse på den føromtalte splitsingle. Pluto skriver kontrakt med Good Guy’s Recording Company i 2005. I 2006 udkommer først ”Ingen ved Hvorhen”, og sidenhen splitsinglen, der skulle blive det sidste vi kom til at høre fra Pluto.

”Når jeg ser tilbage på det nu tror jeg egentlig ikke vi kunne være nået så frygtlig meget længere ud end vi gjorde. Hvis vi havde turneret mere og havde været virkelig fremme i PR-gummiskoen så kunne vi måske have nået et lidt større publikum, men jeg tror egentlig ikke det havde gjort nogen enorm forskel. Jeg tror simpelthen, at den type musik vi lavede er for tilbageholdende til at nå særlig bredt ud, dengang som nu. Og jeg er grundlæggende rigtig glad for det vi gjorde og nåede – ikke mindst fordi det er noget vi set i bakspejlet stadig kan stå 100 % inde for og fordi det stadig er nogle plader, der har noget på hjerte og er stærke på deres egen måde.”

Det har taget seks år fra Pluto blev skrinlagt til den første plade i eget navn. Det eneste musikalske output, der i de år er kommet fra Thomas, var et bidrag i eget navn til opsamlingspladen ”Hjemstavn”. Erik Jensen omtalte i Politiken ”KBH” som ”..en moderne popsang med alle kvaliteter til at blive et hit til ære for hovedstaden”, men bortset fra denne enlige svale, har der været tavst omkring Thomas Thomsen.

Hvad er årene så gået med udover hverdagenes arbejde med freelanceopgaver indenfor restauration/café og projektarbejde i en NGO? ”Først og fremmest har jeg fået to børn, hvilket har taget meget tid – ikke mindst fordi vi har to drenge, der har sovet ret dårligt, og vi har været nødt til at tilrettelægge vores hverdag sådan, at jeg har taget næsten alle nætterne. Det har gjort at jeg i meget lange perioder har været oppe tre-fire-fem gange hver nat hvilket selv sagt gør at man ikke har supermeget overskud til andet end det allermest nødvendige.” Men tilgangen af børn satte også skred i en udvikling, der var gang i i forvejen. Thomas fortæller, at det har givet en mere struktureret tilgang til arbejdet med musik, simpelthen ved at han nu betragter musikken som et stykke arbejde, der skal udføres. ”Det nytter ikke, at sidde og vente på den guddommelig inspiration, inspireret eller ej, skal man gå i gang og så skal inspirationen og idéerne nok dukke op igennem arbejdet. Det lykkedes ikke altid, men i det lange løb bliver man mere effektiv og bedre til det man gør.”

Helt tavst har der dog ikke været, for sideløbende med indspilningerne af den nye plade, der har stået på on/off siden efteråret 2008, så har Thomas produceret for Attrap, With No Arms and Legs og Ukendt under andet navn. Sidstnævnte fungerer som alias for Henrik Olesen, der her fortæller om samarbejdet ”Jeg mødte Thomas i forbindelse med Olesen-Olesens "Solsort og forstærker"-turne i 2006, hvor Pluto skulle varme op til en enkelt af koncerterne. Jeg kendte til – og kunne rigtig godt lide – Thomas´ musik og lyrik i Pluto, vi faldt i snak og svingede umiddelbart godt sammen. Kort tid efter inviterede jeg ham til at være guitarist på min del af Olesen-Olesens afskedsalbum "Kain & Abel". Samarbejdet var rigtig fint og udviklede sig til det, man vist kan kalde et venskab. Da jeg i 2008 begyndte at arbejde med det solo-materiale, som senere skulle blive til Ukendt under andet navn, var Thomas af flere grunde mit foretrukne valg: jeg havde brug for en samarbejdspartner og medproducer, som jeg var fortrolig med, og som kunne give mig med- og modspil i de rette doseringer. Det var også vigtigt for mig, at Thomas selv er sangskriver og på mange måder minimalist som jeg, ligesom hans sans for poesi i såvel musik som tekst spillede en rolle. Det er svært helt præcist at sætte fingeren på, hvad Thomas tilførte mine sange, men samarbejdet med ham var på mange måder med til, at vi langsomt fik formet sangene på en facon, som gav mig en tro på, at jeg godt kunne "stå på egne ben" efter bruddet med Peter.” Thomas har også været ind over som medproducer på enkelte sange på den nye Ukendt under andet navn mini-lp ”Ekskursion, der udkom i juni 2012.

Til september udkommer "Alt det jeg troede du bedst ku' li'". Første plade i eget navn, og i høj grad en soloplade. Casper Henning Hansen har taget sig af de trommer, der ikke er programmerede, og Dennis Thang Block bidrager med et par guitarlinjer til en enkelt af sangene, men ellers har Thomas selv indspillet det hele. Pladen bliver en selvudgivelse. ”Flere selskaber viste interesse, men ingen gjorde mere ved det , så jeg endte med at tabe tålmodigheden med den proces og sige 'så gør jeg det sgu bare selv'. Jeg vil hellere udgive den selv og gøre mere af arbejdet selv og måske så risikere at pladen ikke kommer så bredt ud som den måske kunne end jeg vil gøre en masse arbejde for at tækkes et pladeselskab”.

Arbejdet med pladen tog sin begyndelse med indspilningen af ”KBH” til ”Hjemstavn”. Hovedparten af sangene til "Alt det jeg troede du bedst ku' li'" blev skrevet fra efteråret 2008 til vinteren 2009, og mixet i løbet af 2010, og har bortset fra en manglende masterering ligget klar siden starten af 2011. ”Det er selvfølgelig lang tid at bruge på en plade, men jeg har også brugt virkelig meget tid på at prøve ting af både teknisk og i forhold til instrumentering og arrangementer. Og jeg er rigtig glad for resultatet – ikke mindst fordi det på mange måder er noget andet end Pluto. Man skal forvente noget andet end Pluto. Det er mig der har skrevet sangene og det gør selvfølgelig at der i sangskrivning, stemning, osv. er nogle ligheder med Pluto, men det overordnede udtryk er væsentlig mere poppet og måske også nok mere udadvendt.”

Meget er sket i pladebranchen siden Thomas sidst var pladeaktuel, salgstallene er raslet ned, og musik er ikke længere et fysisk medie, forventer Thomas, at det er en udvikling, der kan mærkes? ”Både og. Alle taler jo om det, og jeg kan jo også se det på at der bliver slynget nogle andre tal rundt end sidst jeg var pladeaktuel. Men samtidig er den plade jeg kommer med jo ret anderledes end Pluto og skal dermed også håndteres på en anden måde rent praktisk mht. promotion, salg, etc. Det slører forskellene, at udgangspunktet har ændret sig, men altså. Jeg prøver nok at gå til det på samme måde som jeg altid har: Hvis der er nogen der kan lide pladen og køber den er det superfedt. Og hvis der så er nogle andre der ikke kan lide den, så er sgu også fair nok. På dén måde er og bliver jeg en virkelig dårlig sælger.”

Alt det jeg troede du bedst ku’ li’ udkommer den 10. september

BESØG THOMAS THOMSEN HER

VIDEOEN TIL ”En Ting”

http://www.youtube.com/watch?v=kiIEG26YubU

Til uformelt pressemøde med D-A-D

I anledning af deres kommende koncert i Tivoli og lanceringen af en ny fotobog om bandet havde D-A-D tirsdag eftermiddag inviteret den danske musikpresse til et sjældent og uformelt pressemøde i Det Japanske Tårn. De danske rock-veteraner har haft et succesfuldt år, og det er uden tvivl et topmotiveret D-A-D, der kigger forbi til endnu en omgang fredagsrock på Plænen i Tivoli i morgen aften.

Da jeg ankommer til Det Japanske Tårn, finder jeg hurtigt en stol, og sætter mig ned. Rundt om mig roder fotografer med deres kameraer, journalister hilser på hinanden, og de presseansvarlige skriver navnene ned på de journalister der ønsker et solointerview. Jeg bliver skrevet på listen, ser mine spørgsmål igennem en sidste gang, og samler mine papirer. I presseinvitationen som ligger foran mig, står der, at bandet inviterer til uformelt pressemøde med dertilhørende sushi og D-A-D brændemærkede bøffer. Siden jeg første gang læste beskrivelsen på min mail et par dage tidligere, har jeg forstillet mig en solbeskinnet tagterrasse, kolde øl i en balje, og en rygende Stig Pedersen siddende i bar mave og warbonnet. Det er ikke helt sådan, det tager sig ud.

Bandet har på deres seneste Europa-turné haft følgeskab af fotografen Henrik Damgaard, som har fået lov til at fotografere bandet døgnet rundt. Henrik Damgaard har både fulgt bandet på scenen og back-stage, og søger med sine fotografier at vise nye og mere private sider af bandet. Fotografierne skulle efter planen blive udgivet i bogform i løbet af året, og dette pressemøde er det første, hvor Henrik Damgaard og D-A-D fortæller om projektet.  

De fire herrer tager plads foran den fremmødte presse. Der bliver budt velkommen, og Henrik Damgaard fortæller kort om sine oplevelser med bandet, og om den gang de mødtes første gang til en koncert i Hamborg. Der jokes og bandet virker veloplagte. De har siden udgivelsen af albummet DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK igen oplevet stor anerkendelse fra både fans og anmeldere, været på deres mest succesrige europatourné til dato, og er netop ved at tage hul på deres sommerturné.

Bandet har set frem til at spille i Tivoli. ”Det er vigtigt for os at komme ind og spille i vores eget lille Disneyland, så vi vil gerne give publikum noget ekstra. Men folk må komme herind for at se, hvad det bliver”, har Jesper Binzer tidligere udtalt. Og der bliver da heller ikke lagt skjul på, at publikum kan vente sig et brag af en koncert. D-A-D har altid været et spektakulært liveband, og de lover denne gang, at de vil forsøge at nå endnu længere ud til publikum. ”Hvis det regner bliver Laust også våd”, lyder det kryptisk.

Efter en kort fotosession ved forlystelsen Dæmonen fordeler bandmedlemmerne sig mellem de fremmødte journalister. Jeg sætter mig ned sammen med bandets guitarist, Jacob Binzer og trommeslager Laust Sonne, og finder mine spørgsmål og min optager frem. Jeg har besluttet at centrere mine spørgsmål omkring bandets liveshows, og den succes de har oplevet i forbindelse med udgivelsen af DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK.    

- I har netop været på en ganske succesfuld Europa-turné. Har I kunnet mærke forskel på denne og tidligere turnéer?

Jacob:            ”Ja, det kan vi. Jeg tror, at det er den mest velbesøgte Europa-turné vi har været på i mange år. Det er lidt svært at sige hvorfor, men vi har været meget flittige og spillet mange koncerter og festivaler syd på. Vi har fundet ud af, at vi har mange fans, som rejser langt for at se os. Vi spillede en koncert i Budapest, hvor folk var kommet hele vejen fra Ukraine. Vi mødte folk som havde været fans i mange år, og nu endelig havde chancen”.

- Hvilke lande har I bedst fat i?

Jacob:   ”Især Tyskland og Sverige”.

Laust:   ”Finland. Portugal”.

Jacob:            ”Et af de største steder vi spillede var i Schweiz. Der er vi aldrig slået fantastisk meget an, så det var fandeme fryd og gammen”.

- I har altid været garant for nogle meget kreative og opfindsomme liveshows. Hvilke nye tiltag har I med denne gang? Og er det noget i vil ud med?

Jacob:            ”Nej vi vil ikke ud med det. Altså der kommer en catwalk. Det er et af de nye tiltag. Der kommer til at ske noget på den catwalk, og det kommer til at involvere en elmotor”.

Laust:   ”En lille cliffhanger”.

- I har efterhånden været i gang i mange år. Kan I mærke, at I har ændret jer, og at publikum har ændret sig?

Jacob:            ”Ja. Som årene går, kan man se, at sådan noget som rock og roll bliver mere og mere aldersløst. Og tidsløst også. Man taler meget om, at det hele er så overfladisk og x-factoragtigt, men rock og roll er noget folk tager med sig gennem hele livet. Det er virkelig en passion. Rockfolket skal bare have noget rock”.

Laust:   ”De skal have noget rock”.

- Hvordan har det været at blive fulgt af en fotograf?      

Jacob:            ”Det har været behageligt, at det var Henrik. Vi kender ham, og han er en hyggelig fyr. Vi stoler 100% på ham. Vi glemte faktisk, at han var fotograf. Han var der bare, og det var fint”.

Laust:             ”Så stod man ellers der og hyggede i sine underdrenge, og snakkede om de ting, man nu snakkede om. Og det er det gode. Det lykkes aldrig rigtig med en mand, man ikke rigtig kender. Det bliver lidt et postulat om, at vi er helt naturlige, hvor vi ikke rigtig er det. Han har fået lov til at følge os overalt, så det er pissefedt”.

- Hvordan ser resten af året ud for D-A-D?

Jacob:            ”Vi har netop afsluttet vores indendørsturné. Først i Europa og så Skandinavien. Og nu skal vi i gang med vores udendørstourné, hvor vores sidste koncert er til motorcykelløbet i Le Mans. Og så er vi ved at planlægge en Europa-tour mere til november og december. Så der er nok at se til”.   

D-A-D går på scenen fredag aften kl. 22.00, og bandet lover, at der denne aften vil blive gjort lidt ekstra ud af det. På deres seneste album vendte de tilbage til en mere løssluppen stil, og bandet lover da også, at der vil blive spillet masser af klassikere, når de går på scenen fredag aften.  

Af: Martin Bjørnholt

BESØG FREDAGSROCK HER

ECHO ME – SANG FOR SANG

For en lille uges tid siden udgav Jesper Madsen alias Echo Me sit debutalbum, som undertegnede er svært begejstret for. Albummet roterer stadig flittigt i cd-afspilleren, længe efter anmeldelsen er skrevet, og jeg bad derfor Jesper fortælle mere indgående om de enkelte numre…

RISE ABOVE MY TIME
Den første sang på pladen blev skrevet, mens vi var i studiet. Jeg sad og jammede et riff på guitaren, og Noah opfordrede mig til at gå hjem og skrive videre på det. Hjemme fandt jeg en gammel tekst, som på mirakuløs vis passede perfekt på melodien. Jeg havde læst bogen “I morgen angriber vi igen” af Kim Hundevadt, der handler om de barske forhold som frontlinjesoldat i Afghanistan. Jeg blev meget inspireret, af den måde bogens hovedpersoner på godt og ondt satte deres liv på spil i en højere sags tjeneste. Det fik mig til at tænke over hvad min “højere sag” var. Riffet er efterfølgende indspillet på en 6 strenget banjo, som må være enhver guitarists drøm at eje.

LEFT FROM THE FIRE
Nummeret handler om den frustration, man sidder tilbage med efter at have investeret en masse energi og tid i noget, som ender med at falde fra hinanden. Her er den følelse afbildet i et forhold, men det kan lige så vel dreje sig om alle mulige andre situationer, hvor man har følt sig svigtet. Sangen blev oprindeligt skrevet i en periode, hvor jeg var meget inspireret af Ryan Adams, og nummeret var en langsom, nærmest balladeagtig vals. Noah var meget hooked på melodien, men foreslog at vi speedede den op og gjorde den til et mere straight fire-fjerdedeles pop/rocknummer. Det gav unægteligt sangen en helt anden vibe, som klart har været afgørende for hele pladens lyd.

THE ACTOR & THE PLAY
En sang om utroskab og den dårlige smag man har i munden, når det går galt. Sangen skal ikke forsvare utroskab, men berører hvordan og hvorfor det sker for rigtig mange til trods for, at ingen ønsker at havne i situationen. Trommegroovet er spillet på en vaskebalje, som er ved at blive et trademark for Noah. Jeg kender til fire indspilninger, hvor den samme balje er blevet brugt i stedet for trommesæt. En anden Noah-signatur er “guitarsoloen”. Den blev til, da vi pludseligt fik den idé at vi skulle have hjælp fra oven. I en let hashrus fremtryllede Noah dette meget atypiske fingeraftryk.

THE MEMORY
"The Memory" er nok den sang på pladen, som betyder mest for mig. Jeg skrev den, efter min onkel skød sig selv i 2010. Når en person vælger at tage herfra på den måde, melder der sig en masse spørgsmål, hvoraf mange vil forblive ubesvarede. Jeg vil virkeligt gerne prøve at forstå, hvad der går gennem hovedet på folk i den situation. Éns umiddelbare tanke er, at selvmord er en meget egoistisk handling, og det giver anledning til at tage et blik på sig selv. Med andre ord er det en sang, som handler om de ting, man efterlader sig, når man skal herfra. Linjen “echo of a blast from a gun” er samtidig den, der inspirerede mig til mit alias “Echo Me”.

YOU NEVER WILL BE MINE
Dette er den ældste sang på pladen og også den, vi først indspillede. Jeg skrev den efter, at jeg relativt sent i mit liv opdagede singer-songwriteren Nick Drake. Ynglingspladen er klart Pink Moon, og da jeg havde hørt den på repeat en halv dag, skrev jeg dette nummer. Ligesom flere andre af de helt store kunstnere, levede han sit liv uden at få den anerkendelse, han fortjente. Han var plaget af depression og havde et heftigt alkoholmisbrug, hvilket jeg har ladet ”farve” verselinjerne. Enhver ambitiøs musiker kender til at føle sig utilstrækkelig og altid at stå i skyggen af dem, som er et skridt foran. Den følelse har jeg pakket ind i en kærlighedserklæring til lysten om at skabe noget så stort, at det inspirerer mennesker i tusindtal generation efter generation.

DARKEST HOUR
Bag ”Darkest Hour” gemmer der sig en ”mørk” fortid som konservatoriestuderende jazzmusiker. Selvom jeg har mange ting med i rygsækken fra skolebænken, er dette nummer det eneste, som er direkte inspireret af jazzharmonikken, og det var sjovt at skrive et nummer, der både omfavner og tager afstand fra de ting, jeg lærte dengang.
Den dag vi skulle indspille nummeret havde Noah lige fået sit Bontempi legetøjskeyboard tilbage fra reparation. Det havde stået på hans mors loft i 15 år, og vi velkommede instrumentet i studiet ved at indspille nummerets orgelmelodi på det. Dernæst fik jeg en god ven til at indspile tuba som erstatning for den traditionelle el-bas inspireret af Beirut-pladen March of the Zapotec. Den lyttede jeg meget til i den periode.

HOW YOU LEFT ME
Første linje ”What does not kill you makes you stranger”, er faktisk ”lånt" fra en Batman film. Det er en kynisk kærlighedssang, som beskriver den følelse, man har, når man har brændt sig på livet og får lyst til at kravle helt ind i sig selv. For hver gang det sker, bliver det sværere ikke at udvikle et meget kynisk forhold til tilværelsen. Alligevel håber jeg, at sangen også udtrykker det håb, der skal til, for at komme helskindet ud på den anden side. Produktionen er næsten udelukkende båret af korstemmer, og her er det Penny Police, som har hjulpet mig.

PACKING MY STUFF
Når man sidder dag ud og dag ind, arbejder med sin egen musik og prøver at give andre mennesker lyst til at lytte til det, kan man heldigvis få nok af sig selv. Man bruger rigtigt meget energi på at finde ud af, hvordan man bedst muligt iscenesætter sig selv, så folk finder en interessant. I sidste ende når man nok længst med at overgive sig, og indse at man bare er en bondeknold, der elsker at spille musik.
Da jeg havde skrevet denne sang, fandt jeg ud af, at det eneste rigtige at gøre var at pakke en vogn med mit gear og tage af sted. Lægge alle ambitionerne på hylden for en stund og blot spille for musikken og oplevelsernes skyld. Nummerets lyd er meget country-inspireret og på mange måder er det næsten så uhipt, som det kan blive. Det synes jeg passer rigtig godt til budskabet om at glemme omverdenens forventninger og gå sin egen vej. 

WRITE ME BACK
For det meste bruger jeg meget lang tid på at få teksterne på plads, men i dette tilfælde kom det utroligt hurtigt. Alle vers – undtagen det sidste – er taget direkte ud af en mail-korrespondance, jeg havde med en pige jeg mødte i London. Teksten er holdt 100 % ordret, hvilket sikkert gør ondt i mange hårdhudede indieører. Jeg gør generelt en dyd ud af ikke at stå i vejen for sangene og synes det mest interessante er, når folk tør skrive direkte ud af posen uden en masse ordlir. Produktionen sloges vi en del med af samme grund. Til sidst blev vi enige om at sætte det hele på spil og give nummeret alt hvad den kunne trække i omkvædet med tårevædet patos og tyk guitarlyd.

THE BEST IS YET TO COME
Jeg skrev den sidste sang i slutningen af et langt forhold, som også har givet materiale til flere af de andre sange på pladen. Man ved et eller andet sted godt, at det bedste er at afslutte det, men man klynger sig til det sidste håb om, at man kan få tingene på ret køl igen. Vi valgte at lade nummeret stå helt nøgent med blot guitar og sang, hvilket også var mit udgangspunkt, før jeg gik i studiet med Noah. På den måde rammer det meget godt hele projektet ind, og titlen kan give folk anledning til at glæde sig til det næste, der kommer.

Fotos: Katrín Björk

LÆS LYDTAPETS ANMELDELSE AF ECHO ME

De Nye Mastodonter

 
Nyheden er netop kommet, at Volbeat har solgt dobbelt-platin herhjemme af deres seneste udspil Beyond Hell/ Above Heaven. Det vil sige, at bandet har solgt over 40.000 eksemplarer af albummet herhjemme. I Tyskland har de netop fået en guldplade, hvilket betyder, at de har solgt over 100.000 eksemplarer lidt syd for grænsen, og sammenlagt har de solgt over 300.000 eksemplarer i hele Europa. Det er ikke sket for et dansk band før.

Sidste år, på netop dette tidspunkt, mødte jeg forsanger Michael Schön Poulsen, til en hyggelig lyttesession på Beyond Hell/ Above Heaven, der ikke var udkommet endnu, og en lang snak om Volbeat fra starten til (næsten) nu.

Vi kom rundt om hele historien, fra dengang Volbeat udgav deres første demo, helt indtil for et år siden, og nu bringer vi interviewet her, i forbindelse med Volbeats dobbelt-platin salg.

VOLBEAT – BEAT THE MEAT

For mange år siden modtog jeg en demo cd fra Michael Poulsen. Det var med hans spritnye band Volbeat, som efter sigende skulle byde på noget helt andet end den musik, han lavede i sit tidligere band Dominus. Dominus, der efter en grum og mørk death metal debut-cd bevægede sig mere og mere over i det rockede, var dog stadig mest kendte i death metal kredse, men det skulle være slut nu, med Poulsens nye tiltag; Volbeat. Navnet var taget fra Dominus’ anden sidste skive Vol.beat og er en sammentrækning af ordene ”volume” og ”beat”. Jeg skal med det samme indrømme, at første demo cd fra Michaels Poulsens nye Volbeat ikke imponerede mig synderligt, men det gjorde til gengæld deres anden demo cd Beat The Meat. Numre som ”Pool Of Booze” og ”Soulweeper” blev ret hurtigt klassikere på mit stereo-anlæg, og jeg kvitterede vist ved at skrive, at Volbeat havde fat i noget. Det blev blandt andet bekræftet da Volbeat spillede til magasinets (NRG Magazine) 10 års fødselsdag på The Rock i København, hvor køen udenfor spillestedet var over 200 meter lang og The Rock VAR fyldt til bristepunktet.

Da jeg besøger Michael Poulsen i det indre København sidste år, er ideen med mødet ikke kun at høre Michael Poulsen fortælle om Beyond Hell/Above Heaven, det er også at høre fra frontfiguren selv, hvordan det hele tog fart for Volbeat.

”Vi kunne jo se, da vi begyndte at spille til de der Fee Metal festivals på Voxhall i Århus i 2004, hvor vi kun havde lavet demoen Beat The Meat, at allerede der var der interesse for os. Folk synes, det var sjovt, spændende og spøjst. De havde allerede mange holdninger til vores musik, ligesom de har i dag. Vi spillede på den lille cafe-scene ovre i hjørnet, mens de større bands spillede på den store scene. Det var pisse-sjovt, og de næste jobs vi havde, var meget små. Vi spillede for 50-70 mennesker, og det fortsatte da pladen udkom, men det var ligesom at kaste en sten i vandet, der kom jo flere og flere lyttere til. Det blev accepteret, at mit nye projekt absolut INTET havde at gøre med Dominus. Da vi kom tilbage til de steder, hvor vi havde spillet for næsten ingen mennesker året før, kom der pludselig mange flere til koncerterne.”

PÅ ET SUBLABEL

På 3rd Tsunami’s kontorer, Volbeats danske booking-bureau, sidder vi og taler, og det virker som om Michael Poulsen har hele dagen til at sidde og tale om fortid, nutid og fremtid. På denne dag er den store maskine, der efterhånden følger Volbeat, når de skal lave noget, ikke sat i gang, og vi sidder og taler, som dengang i studiet hos Jacob Hansen, dengang Volbeat indspillede deres debut plade The Strength/ the Sound/ the Songs uden at vide, hvor den skulle udgives. Volbeat havde allerede dengang fået en spirende interesse på live-scenen i Danmark og en smule koncerter i udlandet var det blevet til. Pladen blev indspillet, og så gik der ellers lang tid, før den blev udgivet.

”Der gik lang tid før vores debut blev udgivet. Vi havde indspillet den endnu længere tid før, men blandt andre Roadrunner, som var interesserede dengang, ville ikke udgive den på det tidspunkt. De ville vente et år, og det var vi ikke interesserede i, for indspilningerne var allerede et år gamle på det tidspunkt. Så kom Mascot fra Holland på banen, og de ville gerne udgive vores debut på deres sublabel. Den solgte hvad den skulle, men det tog lang tid fra at de udgav den, til at folk faktisk opdagede os. Til Rock The Rebel/Metal The Devil havde vi jo så haft masser af tid til at udvikle Volbeat-stilen, fordi etteren var så gammel, for os, før den udkom.”

I RADIOEN

På Rock The Rebel/Metal The Devil hiver Volbeat Magten’s Korridorer frontflaben Johan Olsen ind til at synge med på sangen ”The Garden’s Tale”, og det er vel unødvendigt at fortælle, at med det nummer stryger Volbeat fra undergrunden og ind i alle folks bevidsthed. Selv en anden musikalsk gavflab, nemlig national-skjalden Kim Larsen får øjne på Volbeat, og fortæller personligt Michael Poulsen, at ”det nummer ville han gerne have skrevet”.

”Der får vi kæmpehittet med ”The Garden’s Tale”. Vi var begyndt at spille de større steder, så det gik faktisk fint da toeren udkom. Men den eksplosion, som kom herhjemme med ”The Garden’s Tale”, gjorde lige pludseligt at alle de der folk, der hører radio, når de kører på arbejde, men ikke får sat musik på, når de kommer hjem, fik os hørt og opdagede noget, de ikke havde hørt før. Sangen gik nummer 1, og vi satte alle mulige rekorder med hitlisteplaceringer, pladesalg og alt muligt. Den sang har været med til at gøre Volbeat kendte herhjemme. Lige pludselig kom vi op på de store festival scener, spillestederne blev større, de blev faktisk til haller. Og da den tredje plade udkom, så blev det bare ved. I udlandet gjorde sangen ikke det store væsen af sig, fordi der jo synges på dansk. Der var det numre som ”Sad Man’s Tongue” og den slags, der rykkede. ”The Garden’s Tale” gjorde noget for os herhjemme, men intet i udlandet. Vi spiller for lige så mange mennesker i udlandet som vi gør herhjemme, og folk hævder, at det var den sang der gjorde det, men det var nu kun herhjemme.”

POULSEN PAKKESERVICE

Som tidligere nævnt, er det en stor maskine, der sætter i gang, når Volbeat skal på turne, i studiet eller lave andre aktiviteter. Bandet har bevæget sig fra at køre i udbrændte Hi-Aces til at køre i store nightlinere eller simpelthen flyve direkte til destinationen, og med den stigende interesse for bandet, er det naturligt, at andre er hyret ind til at sørge for, at Volbeat-karavanen kører. I gamle dage, faktisk til og med den anden plade, var det Michael Poulsen selv, der styrede Volbiksen. Bestilte man en Volbeat t-shirt gennem bandets hjemmeside, var det Michael Poulsen selv, der pakkede og sendte den til én.

”Jeg stoppede med at sørge for det hele selv ved anden plade, der kunne jeg ikke følge med mere. I dag har vi både advokater, revisorer, management og team som arbejder for os. Vi har stadig selv kontrollen over hvad der skal ske, fordi de folk, der arbejder omkring Volbeat er nogen vi selv har valgt. Det er nogen, vi sat os ned og snakket med, og fundet ud af, om de passede ind til bandet. Det er mennesker vi dagligt er i korrespondance med. Når vi er på turne har vi ikke tid til at varetage alle de ting, der sker mens vi er afsted, men vi er med på mails med de mennesker, der så varetager vores interesser.”

OPMÆRKSOMHED OG BEKRÆFTELSE

Da Volbeat spillede på Pitstop i Kolding, kort tid før deres debut plade begyndte at sælge, var der ikke mange mennesker til koncerten. Men på trods af det lidt tynde fremmøde, kom Volbeat ud efter koncerten og talte med de publikummer, der var mødt op. Dengang fortalte de, at selvfølgelig ville de da ud og hilse på de mennesker, der viste interesse for dem. Det er en disciplin Volbeat stadig gør. Efter hver koncert de har givet, kommer de ned til publikum og hilser på.

”JA, det gør vi stadig. Sidste festival vi spillede var Rock Am Ring for over 100.000 mennesker. Jeg kunne ikke se hvor menneskemængden endte fra scenen. Vi ankom dagen før, og vi er jo lidt forkælede, forstået på den måde, at der er disse VIP-områder, hvor vi har adgang til lidt mad og drikke, og til Rock Am Ring foregår det område på sådan et balkon-plan. Så der havde jeg forvildet mig op for at se lidt musik og kigge ud over festivalpladsen. Pludselig fik publikum øje på mig, og begyndte at pege og råbe op til mig. De samlede sig i en flok, som stod og tog billeder og så videre. Der fik jeg det lidt skidt, for jeg skulle fanme ikke stå oppe på en balkon som en anden kejser, så jeg råbte til dem, at jeg kom ned til dem. Det tog mig 20 minutter at komme derned, men på de 20 minutter havde der samlet sig en folkemasse, men det vidste jeg jo ikke, da jeg kom ud. Jeg havde min kone med, som også nærmest blev flået i stykker. Jeg fik givet lidt autografer og hilst på, og da jeg synes, det blev for meget, så stoppede jeg, fordi vi ikke havde noget security på. Det er vi begyndt at have, når vi går ud på de store festivaler: Folk er generelt søde og rare, men der er altid de der fulde tosser, der skal stå helt oppe i ansigtet og sige de samme ting 10 gange, og som ikke kan forstå, at der altså er 300 andre bag ham, som også gerne vil hilse på. Så er det bedre at have en security fyr, der forklarer tossen, at tiden er gået, i stedet for at vi hidser os op over det. Vi er også begyndt at skærme hallerne af efter en koncert. Så skærmer vi halvdelen af hallen af med et hegn, hvor vi så kommer ud, hvor vi så står bag hegnet, hvor vi så kan stå ind til tour-manageren siger, at tiden er gået. Vi gør det stadig, fordi vi kan lide det, men det er bare blevet lidt mere praktisk arrangeret.”

- Havde du nogensinde troet I skulle komme derhen?

”Nej, det har jeg ikke. Jeg tror, man taber hvis man jagter den glamourøse side af det hele. Og jeg tror man taber lige med det samme. Det er ikke det, det skal handle om, når du sætter dig ned for at skrive musik. Det skal komme som en bonus, og det har det gjort her. Men det er musikken, der skal være drivkraften, og det skal være den, som er det fedeste. Jeg kender rigtig mange typer, der kun er i det her for at jagte berømmelsen og opmærksomheden. Opmærksomheden er jo fed og det er bekræftelsen også, den ønsker vi jo alle sammen. Det er jo lige meget hvad du laver, om du så er en god maler eller bankfuldmægtig, så er det jo dejligt af få at vide, man er god til det man laver, men jagter du det, så taber du lige på stedet.”

KIMEN TIL METALLICA

Bekræftelse og opmærksomhed har Volbeat bestemt fået, og specielt i den senere tid, hvor de netop har afsluttet både en amerikansk og en europæisk turne som opvarmning for Metallica. Som band kan det næsten ikke blive større,og som Volbeat også skrev i deres dagbog til nrgmagazine.dk, så har det været en oplevelse at spille i staterne med Metallica. Volbeat har dog gæstet Amerika før, som opvarmning for finske Nightwish. Efter et show i New York udtaler Michael Poulsen sig om koncerten til Ekstra Bladet, hvor han blandt andet siger, at det kun er godt at få en på tuden en gang i mellem, og fortsætter - Vi har ikke den samme tid, ikke de samme muligheder eller den samme produktion som når vi spiller derhjemme. Det hele er skåret lidt ind til benet, men det er kun sundt at huske, hvad man egentlig kommer fra, siger han og fortæller, at der er planer om endnu en USA-tour i 2010.
Kimen til den turne blev allerede lagt i 2007, da Volbeat sammen med danske Mnemic fik lov at spille til Metallicas store koncert i Århus. Volbeat spillede under ydmyge lydforhold, men leverede en overbevisende indsats.
”Vi var helt oppe under loftet, da vi fik af vide, at vi skulle varme op for Metallica i Århus. Først blev det luftet, at der var en chance for, at vi skulle varme op, men vi turde jo ikke tro på det. Da den koncert så var hjemme, blev man lidt paf. Og selv om vi ikke måtte spille særlig højt og der var stillet en mindre pult til rådighed til os, så er det bare noget man gør, sådan et tilbud siger man ikke ”nej tak” til. Dengang kom James Hetfield ind i vores omklædningsrum og fortalte, at han havde hørt så meget godt om vores ”Elvis-metal”, som han kaldte det, og at han glædede sig til at høre det. Så står man der og taler om biler, inspiration og musik med ham. Man ser ham sidde på scenen og høre os spille, det var meget uvirkeligt. Han er jo stadig et idol, jeg har da stadig mine Metallica-cd-bokse hjemme i reolen.”

TIL MIDDAG MED HETFIELD
Som alle nok er klar over, så var det ikke sidste gang at Michael Poulsen fik muligheden for at tale hestekræfter og musik med James Hetfield. Volbeat har netop afsluttet en succesfuld USA-turne OG en succesfuld Europa-turne som opvarmning for Metallica, hvilket kan få en til at tro, at der må have været en hvis kemi mellem de to frontfigurer den dag i 2007 på en mark i Århus. I musikbranchen er det meget sjældent at store muligheder bare falder ned fra himlen, og det samme med disse turneer. Volbeat har selv været gode til at følge op på samtalen og koncerten i Århus. På Pukkelpop festivalen i Belgien i 2008 skal Volbeat spille samme dag som Metallica, og bandet har netop udgivet ”Guitar Gangsters and Cadillac Blood”-pladen, som Michael Poulsen skal interviewes omkring inden deres koncert.
”Der får jeg givet en journalist vores nyeste cd ”Guitar Gangster”-albummet, fordi journalisten skal interviewe Rob Trujillo (bassist-Metallica) senere på dagen. Jeg spørger, om han ikke vil give Rob Trujillo denne cd og sige, at den er til James Hetfield. Jeg havde lavet et brev til Hetfield, som jeg også gav ham. Igen havde vi de der VIP-pladser, så da Metallica spillede, stod jeg nærmest udenfor James Hetfields monitor da de spillede. Der står jeg så med min gode ven Christian og hører et par numre, så kigger James Hetfield ned på mig og smiler og giver mig et thumbs up. Jeg tænkte; ”Cool nok, han kan stadig huske mig”. Der går så et stykke tid, hvor de udgiver Death Magnetic og i den forbindelse holder Metallica en release-fest inde på The Rock i København, hvor jeg bliver inviteret. Jeg får en kort mulighed for at hilse på James. Han er på vej op til pressemødet, men han kommer ud og hilser og siger: ”Hey Michael, good to see you! I saw you at the Pukkelpop Festival where you were standing right in front of my monitor and that fucking freaked me out, man. How would you feel if I was standing in front of your monitors?” altså, på en fed, humoristisk måde. Han havde fået pladen den dag, og den roste han. Vi talte om et par ting, blandt andet håbede han, at vi kunne turnere sammen en dag. Jeg slog det hen som typisk amerikaner-høflighed, og lagde ikke så meget i det, fordi der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed, før sådan en ting kan blive virkelighed.”

Blandt andet var Volbeat selv et heftigt turnerende band på det tidspunkt, og at skulle få både deres kalender og Metallica’s til at passe sammen, kunne gå hen og blive meget svært. Og netop efter hjemkomsten fra en af Volbeat’s turneer, ringer telefonen hjemme hos Michael Poulsen:
”Jeg bliver ringet op af en fyr, der hedder Ray og som udgiver sig som James Hetfields personlige manager. Jeg husker at jeg svarer ham: ”Yeah, and I’m fucking Santa Claus, what do you want?”. Ind imellem får man nemlig nogle mærkelige opkald fra nogen, som har fundet ens nummer, og så skal de lave lidt sjov. Men denne Ray bliver ved med at holde fast i, at han er den, han udgiver sig for, og han forklarer, at de er i København for at lave de 5 shows i Forum sidste år, og at han gerne vil invitere hele bandet til alle koncerterne, og at James gerne ville mødes mig, om det var muligt at tage ud og spise eller et eller andet. Jeg havde egentlig rimeligt travlt den dag, men jeg lavede alle aftaler om. Vi tog ned på Klubben nede på Enghavevej, som er et gammeldags spisested med gammeldags dansk mad. Så dukker James op med sin assistent, Trujillo kommer med sin assistent og jeg kom så med Jon og Anders. Thomas kunne ikke den dag. Vi talte om en masse ting, men de spurgte en del ind til praktiske spørgsmål omkring hvordan vi gør ting, når vi er på turne. Så jeg tror faktisk, vi blev tjekket, for at se om vi var en flok aber, der svingede sig i lysekronerne, sad og stak os selv i armene og var dumme at høre på, når vi var afsted. Efter middagen går James og jeg på en lille blues bar, Mojo, inde i København og hører blues og hygger. Dagen efter ringer Ray til mig igen, og spørger om jeg vil med til Sverige til en koncert. Bare for at hænge ud med dem. Det kunne jeg desværre ikke, selvom det kunne have været sjovt. Ray ringer dog igen, da de er kommet tilbage til København, for at spørge, om vi ikke kunne lave noget sammen igen. Jeg fortæller, at Artillery holder release-fest den dag, men at de da kunne komme hjem til mig og spise middag, inden vi tager derned. Vi sad og spiste, hyggede og snakkede om alt mellem himmel og jord. James sad og klimpede på min akustiske guitar. Det var lidt underligt, for jeg havde jo alle de der Metallica-cder i min reol, og jeg sad lidt som den der 14-årige dreng og fik ham faktisk til at signere dem. Da vi skulle afsted, ville jeg bestille en vogn, men James havde hørt om disse bycykler, vi har ikke København, sådan en ville han hellere køre på derhen. Desværre har vi dem ikke på Frederiksberg, så vi endte med en vogn.”

DAGEN FØR ORANGE

Middagen må have været af den gode slags, for Volbeat ender med at få tilbudt turneen med Metallica.
”Dagen før vi skal spille på Roskilde Festival på Orange scene, modtager vi opkaldet, hvor vi bliver spurgt om vi vil med Metallica på turne, og det var uvirkeligt. Vi kunne knap koncentrere os om det show, vi skulle op og levere på Orange. Pludselig skulle vi afsted med Metallica på turne, og det kunne kun blive en sindssygt fed oplevelse. Det gik så godt på den amerikanske turne, og vi havde haft det godt sammen bandsne og crew imellem, så tilbuddet kom om at tage på en europæisk turne med dem, og den har vi jo lige været på.”

KOLLAPS PÅ SCENEN

Karrieren har været i en konstant opadgående kurve for Volbeat siden deres anden demo-cd. Og den amerikanske turne med Metallica var en foreløbig kulmination på den stigning. På den amerikanske turne var der indlagt en pause, som Volbeat benyttede til at tage tilbage til Europa og give en del koncerter. Volbeat har hele tiden været hårdtarbejdende, og netop denne indlagte turne i Europa viser, at bandet ikke ligger stille. I Tilburg i Holland, turneens sidste koncert, får Michael Poulsen dog en ubehagelig øjenåbner. I 4. nummer kollapser han på scenen, og må bæres ud og køres på hospitalet. Billederne går igen på Youtube i videoform, på andre websides i fotoform, og det ser mildest talt alvorligt ud.

”Jeg havde været sindssygt hamrende syg dagene op til showet. Vi havde spillet en masse shows, som vi plejer, men jeg havde været syg de sidste af dem, men havde alligevel gennemført dem. Jeg havde så høj feber, jeg kunne ikke spise noget eller drikke noget uden at jeg sked det hele ud igen. Jeg kunne ikke holde noget i kroppen. Det var så det sidste job på turneen, og det mente jeg godt, jeg kunne mande mig op til. 10 minutter før vi skulle på, kunne jeg mærke at mine ben rystede og jeg var helt ved siden af mig selv. Mine ben var som bly og så snart jeg åbnede munden, blev jeg svimmel. Efter tredje sang, fortæller jeg publikum, at jeg er syg, men jeg prøver at komme igennem. Der havde været udsolgt til det show i så lang tid, og jeg følte at jeg havde et ansvar for at gennemføre. I sangen ”Warrior’s Call”, sangen til Mikkel Kessler, ser jeg bare stjerner. Jeg går lidt tilbage på scenen og siger til Anders, at jeg er rigtig dårlig, og så kan jeg ikke huske mere. Der forsvandt gulvet. Jeg kan huske at vores guitar-tekniker Tue rusker mig i armen og siger, at jeg skal komme op. På det tidspunkt tror jeg, at jeg ligger i bussen og er ved at komme for sent til showet. De bærer mig ud og kører mig til hospitalet. Der bliver jeg gennemtjekket. Hjerte, blod, alt. Og alle tal ser rigtigt fine ud. De fortæller mig, at alt ser godt ud, men at jeg intet har i kroppen og at jeg er syg af influenza. Jeg burde ikke have kunne gennemføre de shows, jeg havde gjort.

Det var et chok og en øjenåbner, fordi der vil komme andre tidspunkter hvor man er syg, men skal spille, hvor jeg nu ved, at jeg skal være opmærksom på, at jeg skal have mad og væske indenbords.

- Der gik billeder rundt over hele verden?

”Der var folk der rendte hylende ud fra spillestedet, og der gik ikke mange timer, før der kom rygter op på alle mulige websider om at jeg var død på hospitalet. Der var en fabrik i Tyskland, der allerede var ved at sætte en dukke i produktion. Vi vågnede op til de mærkeligste ting dagen efter, så vi måtte hurtigt sende et dementi ud. Der var nogen, som hævdede, at sådan går det, når man er på stoffer og jeg har jo aldrig rørt stoffer, men der er altid dem der lige skal sætte noget i gang, der er jo ikke noget der hedder sig, at vi også kan blive syge.”

HELE TIDEN VOLBEAT

Volbeat er på farten konstant, resten af dette år har bandet allerede planlagt 59 koncerter i skrivende stund, og det vel at mærke over hele verden. Bandet har for længst kunne smide deres borgerlige hverv af sig og kan leve af deres musik. Det betyder, at den musik vi andre kan smide på anlægget efter behov eller tage til koncert med en gang i mellem, fylder en del mere hos de 4 medlemmer.

”Vi har jo levet af Volbeat i et godt stykke tid. Vi er ikke særligt meget hjemme, og det er ikke sådan at vi vågner op herhjemme og tænker ”hvad skal du lave i dag?”. Det er der ikke noget, der hedder. Enten er du på landevejen eller også sidder jeg og snakker med dig eller man sidder til møde med booking-bureauet osv. Der er hele tiden en dagsplan for, hvad jeg skal hver dag. Jeg kan ikke bare lægge mig på sofaen, det kan jeg altså ikke, for man skal jo hele tiden have nye mål og være sulten. Der er mange ting, der bliver rutine-prægede, men vi synes det stadig det er fedt. Da vi kom hjem fra Metallica-turneen kunne vi alle godt mærke, at der skulle ske nogle HELT andre ting og der har været dage, hvor jeg har tænkt, at hvis jeg hører endnu én nævne ordet Volbeat, så skider jeg blod.

Jeg var i en periode, hvor jeg skulle have styr på mit privatliv. Jeg havde været meget på farten efter min fars død, jeg forlader min gamle kæreste, flytter og møder så denne fantastiske kvinde, som giver et helt nyt perspektiv i mit liv. Jeg mødte mit livs kærlighed, som jeg er blevet gift med for et par måneder siden. For en gangs skyld var der noget, der var vigtigere end Volbeat. Jeg har altid haft kærester, men jeg har aldrig troet på de der begreber ”Den eneste ene” og ”soulmate”, det skal man leje sig til i Blockbuster. Så sker det, og det er fantastisk, at det kan lade sig gøre. For en gangs skyld får jeg styr på mit privatliv. Nu har vi været ude og købe hus og det er en helt ny måde at starte noget op. Nu putter jeg en ære i at være ægtemand når jeg er hjemme, og sørger for at hende og jeg får en masse oplevelser sammen. Hun er også begyndt at tage med ud, når vi er på turne, for det sidste man gider når man kommer hjem fra en turne, er at tale Volbeat, så er det federe at have hende med, så hun selv kan se, hvordan det hele foregår.”

DEN SPÆNDENDE PROCES

Jeg ved ikke om man kan bruge vendingen ”trædemølle” om Volbeats hverdag. Mange vil nok mene, at en hverdag med sin passion og mulighed for at rejse verden rundt, ville være en alsidig ønsketilværelse. Alligevel er der ting, der ikke ændrer sig. Der skal skrives nye sange, man skal forbi studiet for at indspille dem og når pladen kommer, skal bandet igennem en række interviews og pladen skal vurderes af anmeldere verden over. Jeg spørger, om det stadig er spændende at udgive en ny plade?

”Ja, det synes jeg. Det er spændende, fordi man bliver træt af at spille de gamle numre. Misforstå mig ret, det er fedt at spille de gamle sange live, men at tage i øvelokalet og øve det gamle lort, det er ikke specielt ophidsende og føles som en sur pligt. Processen fra den dag vi ved, hvilke numre vi skal have med i studiet og så begynde at få tingene i kassen og arbejde med musikken i studiet, det synes jeg er spændende. Og det er endnu mere spændende at få alle de her gæster med i studiet, fordi det altid inspirerer én at få nye musikere eller sangere med ind over, og fordi det er gæster, jeg er inspireret af, som jeg respekterer og som jeg har kendt i mange år på den ene eller anden måde. Det er fedt nok at høre sin egen musik blive til noget, men andre gange når andres input kommer med indover, så giver det noget andet, fordi selvom det er ens eget band man lytter til, så føles det som et andet band fordi man lytter på en anden måde. Og vi elsker at arbejde hos Jacob (Hansen), for selvom det er benhårdt arbejde, så er det stadigvæk lidt ferie, fordi vi hygger os derude og vi kan lide at være sammen med Jacob. Han har en god måde at arbejde på, så det er behageligt at være i studiet. Jacob har en stor del af fortjenesten af, at vi lyder som vi gør. Der er en grund til at vi bliver ved med at komme tilbage. Hvis han ikke havde den rolle, så havde vi nok prøvet noget andet. Ligesom vi er gode til at rykke vores evner og musik fra album til album, så gør han det samme fra gang til gang vi kommer i studiet, altså rykker sig. Han er realistisk og er god til at forstå, hvor vores grænser går.”

Interviews & artikel: Morten Nissen

(Artikel og interview har tidligere været bragt i NRG/EMP)

Foto: Morten Rygaard

BESØG VOLBEATS HJEMMESIDE HER

 SE VIDEOEN TIL "16 DOLLARS" HER

http://www.youtube.com/watch?v=tR_-PAWM9es

KELLERMENSCH IMOD ALLE ODDS

Det er de færreste forundt at skrive under på en international pladekontrakt med Universal, specielt hvis ens musik ikke umiddelbart appellerer til et stort publikum, og alligevel kunne vi i ondags skrive her på Lydtapet.net, at esbjergensiske Kellermensch har sat deres signaturer på en sådan kontrakt.

Kellermensch har i de senere år markeret sig stærkt på den danske musikscene, og med singlen ”Army Ants” ramte de for første gang det brede publikum.

Med en sjælden set stilsikkerhed, har Kellermensch imponeret med deres mørke musik og deres imponerende koncerter.

Da nyheden tikkede ind om den nyligt underskrevne kontrakt, kontaktede Lydtapet.net Sebastian Wollf, frontfigur i Kellermensch, for at få hele historien om fænomenet Kellermensch, helt tilbage fra dengang de slet ikke hed Kellermensch.

Morten Nissen mødte Sebastian Wolff på Huset i Esbjerg, for at få historien om lyden og vejen til en international pladekontraktkontrakt. Sebastian fortæller:

”Jeg spillede i to bands dengang, Brudevalsen og Salida og det var tungt at have to bands. Brudevalsen var begyndt at gå i spåner, men ud af asken fik vi lyst til at lave en debut-plade. Vi var dog allerede gået nærmest i opløsning, og vi var vel kun Christian (Sindermann), Anders (Trans) og mig fra det nuværende Kellermensch, der begyndte at skrive på en plade. På det tidspunkt var Salida også stødt lidt på grund. Salida og Brudevalsen var 2 bands, jeg havde brugt 5 år på, og blandt andet Salida havde spillet en del koncerter i Tyskland. Vi havde ligesom forsøgt at få hul igennem til branchen med de to bands, men det var ikke lykkedes. Jeg var begyndt at overveje, hvorfor vi spillede alle de shows i håb om, at nogen ville opdage os og tage os det næste skridt. Det skete jo  åbenbart ikke, så i stedet valgte vi selv at lave den plade, for at se, hvad der ville ske, når vi havde indspillet den. Vi håbede selvfølgelig, at der var nogen der ville udgive den, men det var der så ikke… i første omgang.

Undervejs fik vi Claudio (Wolff Suez), Jan (V. Laursen) og John (V. Laursen) med. Det er svært at sige hvornår det ene band stoppede og det andet startede, men jeg har valgt at sige, at da vi begyndte på pladen, der startede Kellermensch også, selvom vi ikke havde fundet navnet endnu.

Vi ophævede alle de regler, vi havde haft i de andre bands, og begyndte at fokusere på, hvordan vi egentlig spillede. Vi ophævede alle de regler, vi havde haft som band før, og begyndte at fokusere på, hvad vi gerne ville have med i vores musik. Det var spændende at begynde arbejdet med en hel plade og et nyt projekt.

Vi begyndte på en helt ny proces, hvor vi skrev en pressemeddelelse til os selv. I den forklarede vi, hvordan vi lød. Bagefter kunne vi så lytte til vores musik, for at se om beskrivelsen passede til den musik, vi egentlig lavede. Altså; sådan ser vi vores musik, og så bagefter sætte musikken på anlægget, for at høre, om det også var det, der kom ud af højtalerne, og ofte måtte vi sige til os selv, at det var det ikke. Det var sådan vi begyndte at bevæge os hen i mod at bruge gamle instrumenter, blandt andet trædeorglet og fik ideen om at klæde os tidløst, så vi kunne få os revet os væk fra alt det, man kan kalde nutidigt.”

- Det der virker stilsikkert hos jer i dag, kom faktisk snigende undervejs?

”Ja, det kom egentlig som et supplement til det, der i forvejen lå gemt i sangene. Det skulle bare hjælpes på vej, for at det stod klart og tydligt. Vi så vores musik som værende så problematisk, at vi skulle hjælpe den på vej. Vi synes, musikken blev alt for rodet, da vi fik violiner og trædeorgel på, der var alt for mange ting i gang, og alt for mange mennesker, der udførte dem. Vi mente faktisk, at det var en forvirrende omgang, så vi fandt ud af, at vi måtte hjælpe musikken så meget som muligt, og det gjorde vi blandt andet ved at have en så udført pakke med et fedt bandnavn, der giver de rigtige associationer med det samme, det rigtige artwork til pladen. Vi begyndte at bruge mange kræfter på disse ting, for ellers var vi sikre på, at vi ville blive misforstået.

Vi havde den opfattelse at vores musik var for kompliceret og mærkelig til at vi tillod misforståelser.”

DEBUT-PLADEN

- Det virkede som om, at DIY-metoden var den eneste metode, der virkede for jer, da I skulle udgive debut-pladen, som I udgav på jeres eget selskab, Persona Non Grata Records?

”Vi tog faktisk til Tyskland og spillede pladen for et selskab, Go-Kart Records, som tilbød os en pladekontrakt. Den viste vi til Mikael Højriis (rådgiver, DMF), og han fortalte os, at det var en elendig pladekontrakt, og han anbefalede os at udgive pladen selv. Det passede faktisk fint med mine planer, men jeg vidste, at jeg ikke kunne gøre det alene, så jeg spurgte Michael Iversen, om han ville være med. Jeg vidste, at det ville blive en klaustrofobisk ting, hvis jeg selv skulle stå for det. Michael var med på ideen, og han brændte for hele virksomhedsdelen af selskabet.”

- I udgav debut-pladen, og hvornår begyndte I at kunne mærke, at I havde fat i noget?

”Vi følte, at vi havde pistolen mod panden, for vi var så sikre på, at vi ikke passede ind nogen steder. Vi havde skåret én sti for os selv, og hvis den ikke virkede, var vi sikre på, at det ville blive en stor fiasko. Vi vidste, at det eneste sted vi passede til, var Roskilde Festival. Det er der, vi selv er kommet de sidste 10 år for at finde ligesindede bands, og så var spørgsmålet; Hvordan kommer vi derhen?

Jamen det gør vi selvfølgelig ved at have en god plade, men problemet var så, hvordan vi fik folk til at forstå, at vi havde en god plade. Vi vidste, at anmelderne ville blive en vigtig brik i det spil.

Da pladen udkom, sad vi spændte og ventede på de første anmeldelser, og de første der kom, var sådan nogle 4-stjernede, positive anmeldelser, men stadig spørgende om, hvad Kellermensch egentlig var for noget, Jeg kan huske, at Anders (Trans, trommer) ringede til mig for at spørge, hvad det egentlig var, der skete, og, du ved, der er de 5 dage hvor pladen kommer ud, hvor anmeldelserne triller ind. Jeg tror de første 3 anmeldelser var fra BT, Politiken og GAFFA, der gav den 4 ud af 6. Jeg sagde til Anders, at Soundvenues anmeldelse kunne vende det hele. Hvis de gav den 5, så kunne det hele se anderledes ud i forhold til at komme på Roskilde. Om natten fik jeg så besked fra Christian (Sindermann, vokal, trædeorgel) om, at Soundvenue havde givet debuten 5/6. Derfra begyndte der at komme gode anmeldelser i mange af de store dagblade, og man kunne sige, at nu var debuten i hvert fald anmelderrost, og det håbede vi, at Roskilde lagde mærke til.

De gav dog ikke lyd fra sig, og vi havde flere bandsamtaler om, hvorfor de ikke havde ringet endnu, for vi vidste, at hvis det ikke skete, så ville det blive svært. Vi var dog så heldige, at vi skulle spille på SPOT festival, så vi havde en fornemmelse af, at pladen havde gjort lidt væsen af sig.

I marts måned henvendte Roskilde sig, og der følte vi for første gang, at der kunne ske noget med det her, for vi var kommet ind alle de steder, vi havde sat os som mål. Det var som om første del af planen var lykkedes, og vi kunne begynde at kigge efter nye mål.

Pludselig begyndte der at ske nogle sjove ting. SPOT er en god festival, hvor man har muligheden for at bygge op og invitere folk, man gerne vil have til at se én. Det viste sig, at mange af de folk, som Michael og jeg havde inviteret, mødte op og Voxhall i Århus var fyldt. Mike Walsh fra XFM Radio og Time Hole gav os overdreven god respons. Tim blev senere vores manager i en periode. Der fik vi endnu en fornemmelse af, at det godt kunne blive til noget. Der vendte det for os. De store blade begyndte at ville skrive om os. Det havde vi ikke regnet med, fordi vi ikke, sådan umiddelbart, passede ind.”

- Udefra virkede det som om, at dét som godt kunne have været jeres hæmsko lydmæssigt, altså at I lød så anderldes og så mørkt, blev jeres styrke?

”Det var også sådan vi havde det fra starten. Vi kunne godt acceptere en fiasko, hvis vi vidste, at vi havde hjertet på rette sted, hvis vi vidste, vi havde lavet en plade, der var god og som ikke var til rådighed hos et andet band, altså lave en plade, der dækkede et behov hos folk, de ikke kunne finde andre steder. Det havde vi indtrykket af, var vores stærkeste kort.”

NARCISSUS OG DE VIGTIGE PLADER

- Så laver I Narcissus ep’en, hvor "Army Ants" kommer i rotation på P3?

”Vi ville gerne kigge på de ting, der ikke lykkedes på debuten, og så bruge ep’en til at lappe de huller, vi selv synes, der var på debuten. Blandt andet havde vi indspillet en ballade, som ikke kom med på debuten, og det var en del af den dynamik, vi mente, skulle med i vores musik. Altså, at der skulle være noget stille musik, der ikke tæskede igennem med trommer og en basgang og alt muligt. Og vi havde et ønske om, at lave noget, der var up-tempo, for pladen er meget slæbende i sit udtryk, hvilket var fedt, men vi ville ikke være bundet af de her ting, vi ville have muligheden for at lave noget anderledes. Det var lidt underligt med ”Army Ants”, fordi den er egentlig lavet på klaver og er meget mørk oprindeligt. Den er sælsom og trist, og meget tæt på de første sange vi skrev. Sådan blev den skrevet, men da vi begyndte at spille den som band, fungerede den bedst i et andet tempo, og pludselig var den blevet til en helt anden sang end den var til at begynde med. Men vi ville gerne prøve den, fordi vi kunne lide den.

Noget andet der var udslagsgivende var, at i 90erne udkom der plader, som var vigtige og som ændrede dagsordenen for andre bands. Og der var nogle bands, hvor man ikke kunne sige, om de spillede rock, metal eller noget andet. De lå et eller andet sted, som ikke kunne forklares. Det var bands som Faith No More og Nine Inch Nails, bands hvor sangskrivningen fyldte så meget, og var så meget vigtigere end genre, at man ikke kunne sætte dem i bås. Og det er sådan, vi gerne vil lave musik. Vi blev enige om, at mange af de her bands havde afstikker-sange, det var i hvert fald et argument vi brugte, for at berolige os selv om, at ”Army Ants” skulle med på ep’en. Den var jo indspillet, og vi lyttede jævnligt til den og syntes egentlig, den lød lidt underligt, men den kom med, og i dag føler jeg, den fungerer lidt som en ”vagthund” for numre som ”Moribound Town”, som er en af mine egne favoritter. ”Army Ants” er med til at give folk en øjenåbner for sange, der måske ikke er airplay-venlige fra os, men faktisk bedre. At være airplay-venlig betyder ikke nødvendigvis, at det er bedre. Og det skinnede igennem i anmeldelserne af ep’en. Debuten blev næsten bedre anmeldt i epens anmeldelser, end da den udkom, for dengang fik den ret mange middelmådige anmeldelser, og der var anmeldere, der ikke forstod den, men når de henviste til den i anmeldelser af ep’en, henviste de til debuten som værende en stor ting. ”Army Ants” har gjort, at vi kan lave en anden plade, uden at være bundet af stilarter.”

- Nine Inch Nails, Faith No More og 90erne nævner du. Hvordan vil du selv kategorisere Kellermenscch?

”Vi har egentlig været modstandere af, at skulle bruge andre bands og musikere til at forklare vores lyd, men det gik hurtigt op for os, at hvis vi ikke selv gjorde det, så gjorde andre det nok for os. Så vi valgte at sige, at vi lyder som enten Neurosis og Neil Young eller TOOL og Neil Young, fordi vi har begge dele. Neil Young er rendyrket sangskrivning, og hos TOOL er sangskrivningen jo selve arrangementet, og hvis man blander de to ting, jamen så kunne man nærme sig vores lyd, som er en singer/songwriter sangskrivning som så bliver sat sammen i lydlandskaber.”

UNIVERSAL RECORDS

- Hvordan kom Universal ind i billedet?

”Det hele begyndte i det små, da vi fik management ansat. Der kom en ny strømning ind i Kellermensch, og vi kunne begynde at tænke i nye baner, og i hvordan vi kunne begynde at komme til udlandet. Vi havde lagt bunden til SPOT i 2009, fordi vi havde spillet for nogle spændende mennesker, blandt andet Mike Walsh fra XFM. Så da Tim Hole blev vores manager, kom der hurtigt hul igennem til XFM, som gerne ville have os til England og lave en radio-session. Det syntes vi var lidt vildt, for vi var vel nærmest kun et demoband i England. Samtidigt skete det, at David Carter fra BBC fik fat i vores plade og han blev helt vild med musikken, og nærmest i kølvandet på invitationen fra XFM, kom der en invitation fra BBC om endnu en radio-session. Vores management ville gerne vente, til vi havde en ny plade klar, men vi ville gerne afsted, og vi ville ikke lade den invitation flyde ud. Jeg har også hørt mange fede indspilninger fra BBC-studios, og sådan et tilbud siger man ikke nej til, så vi tog imod begge invitationer. Det gav nogle koncerter i landet, og til de koncerter var der en del journalister fra de store blade, som begyndte at skrive om os. Der begyndte at ske en masse, og en masse mennesker begyndte frivilligt at hjælpe os på vej.

Vi havde talt om Tyskland, men valgte at koncentrere os om England, fordi vi havde hul igennem derovre. Det var først da vi skulle spille til PopKomm, at Tyskland begyndte at interessere os. Og til Popkomm var der åbenbart en mærkelig stemning omkring os. Jeg har en kammerat, der arbejder på et pladeselskab i Hamborg, og han var til et møde med alle label-folk. Han skrev til mig, for at høre om jeg var i Berlin, for alle de her labelfolk talte om Kellermensch. Så jeg mødtes med ham over en øl, hvor han fortalte, at han aldrig havde oplevet noget lignende. Han var kommet ind i lokalet, og alle talte om Kellermensch. Det var lidt rart at erfare, at det alt det arbejde vi havde lagt i det, begyndte at bære frugt. Det var noget af det, vi havde gjort, der virkede.

Det var også på tide, for bandet var begyndt at være trætte, både i pungen og i kroppen. Det har været dyrt og opslidende. Vi SKULLE ned og lave en pladekontrakt, der gav nogle penge, sådan at vi kunne fortsætte i udlandet. Vi følte igen, at vi havde pistolen mod panden. Det var heldigvis som om, det hele gik op i en højere enhed. De folk der skulle se os, de var der, og de var allerede interesserede i os. Så der startede dialogen mellem dem, os og vores nye management. Det er der så gået et halvt år med.”

TILBAGE TIL DEN OPRINDELIGE BESKRIVELSE

- Når du kigger på den pressemeddelse, I skev til jer selv, da I skulle finde jeres lyd, passer den beskrivelse så stadig på jer?

”Ja, det synes jeg bestemt. Vi blev forelskede i bandnavnet, fordi vi kunne spejle de ting, vi havde skrevet ned om os selv i den bog (”Kellermensch”- Dostojevskij), vi ville gerne have, at tingene var paradoksale og blandede modsætninger. Vi ville gerne have, at det var simpelt men samtidigt ville vi gerne have, at det var kompliceret. Med hensyn til lyd, så ville vi gerne have, at det lød naturligt og organisk, og det kører vi stadig efter. Den sværeste ting, vi satte op for os selv var, at vi ville forny os og lave noget nyt. Det tog vi alvorligt, da vi lavede ep’en Narcissus, for det var jo en fornyelse.

En af de sætninger, der har betydet meget for mig, er fra et afsnit om Nietzsche i en bog, der hedder Mennesket Undrer Sig, og den overskrift de gav ham i det afsnit var; ”At filosofere med hammeren”, og jeg har altid tænkt, at det fedeste at gøre som sangskriver, var at komponere med hammeren, og de ting man skal bryde ned, det er facitlisten. Når alle de andre bands gør sådan her, så er det det, du ikke må gøre. Altså vise, at man godt kan gøre det andeledes. Så har man brudt hul i muren, men så kommer spørgsmålet, hvad gør man, når der ikke er noget at hamre på, efter muren er brudt ned? Vi anede ikke hvad vi skulle gå i krig med, da vi skulle lave ep’en. En Ep er jo ikke et stort nok værk til at sætte præmisser op for, men vi svang hammeren over os selv, og fokuserede på, at hvis debuten var metallen, så skulle ep’en være rocken, for det var den dynamik, vi ikke fik med på debuten, og på den måde fornyer vi vores målsætninger hele tiden.”

Kellermensch har skrevet en kontrakt på 2 plader med Universal i Tyskland, hvor den første plade bliver en genudgivelse af debute og ep’en som ét album. Næste fuldlængde udspil fra Kellermensch kommer i foråret 2012. Indtil da, har bandet en travl turneplan, som blandt andet bringer dem forbi Rock Am Ring i Tyskland i næste weekend. SE HELE TURNE PLANEN HER

KELLERMENSCH "MORIBOUND TOWN" LIVE

http://www.youtube.com/watch?v=GKqIhbhWY2k