Live: DIRTY OLD TOWN TURNEDAGBOG Del. 2

DIRTY OLD TOWN TURNÉ-DAGBOG (DEL 2)

 

Dirty Old Town er i disse dage på solo-turné med One-Eyed Mule i Tyskland. Bevæbnet med sin guitar og ikke andet er Morten Christensen (frontfigur i Dirty Old Town) taget  med One-Eyed Mule ned i Tyskland for at introducere vores naboer i syd for sine støvede rocksange.

 

Morten Christensen skriver fra landevejen til jer, og her er andet kapitel fra Dirty Old Town.

 

 

16.10.12 Hannover, Café Glocksee

 

Vi ankommer til tiden og finder hurtigt ud af, at Glocksee virkelig er en fed klub og samtidigt virker som et sted, hvor der er styr på sagerne. Da jeg går på scenen er der vel 250 mennesker i salen og ja, det er på en tirsdag! Folk er på og lytter opmærksomt til mine sange. Virkelig en fed oplevelse og jeg får solgt rigtig mange cd’er efter koncerten. One-Eyed Mule spiller et fedt sæt og får folk helt op på mærkerne. Efter de to koncerter blev der festet igennem og Glocksee syder og koger. Folk danser og drikker igennem hele natten. Det er virkelig et sted, jeg håber at komme tilbage til. Jeg syntes klart denne aften er en af de bedste på denne tour. Vi bliver indlogeret sent om natten hos den gode mand Ralf, der inviterer på hjemmerullede cigaretter, småkager og en lille snak om bl.a. amerikansk politik og fodbold. Hyggelig fyr!

 

17.10.12 Halle, Hühnermanhatten

 

Vi vågner lidt for tidligt og kører mod Halle. Vi kan alle godt lide tanken om at være lidt på forkant og køre tidligt. En tre timers køretur udvikler sig til en syv timers tur i bussen, da vi på den tyske autobahn havner i en kæmpe kø. Stau! Og der sidder vi så og ankommer rigtig sent til spillestedet i Halle. Heldigvis ankommer vi til et ret fedt spillested der hedder Hühnermanhatten. Stedet er placeret i et stort nedlagt halvsmadret industriområde og der er en ret fed tysk undergrundsstemning i Hühnermanhatten. Der kommer vel en 40-50 mennesker og jeg spiller en fin koncert og bruger resten af aftenen og natten med at fortælle røverhistorier omkring et lejrbål, der var optændt udenfor klubben. Sindssygt mange fine mennesker der og ja, der blev hygget igennem. Vi bliver indlogeret i et øvelokale i nærheden og sover syv mand derinde.

 

18.10.12 Würzburg, Immerhin   

 

Der er styr på Autobahnen i dag og vi ankommer til Würzburg til tiden. Vi træder ud af bussen og direkte ud i høj sol og høj temperatur (22-23 grader). Helt vildt dejligt da mange af stederne, vi har været indtil videre har været sindssygt kolde. Nå Immerhin er også et ret cool undergrundssted, der ligger dybt i en kælder på en forladt parkeringsplads. Desværre kommer der denne aften ikke så mange mennesker, jeg vil gætte på en 15-20 stykker. Men ellers fin koncert og super fin fyr der har klubben Immerhin (Momo hedder han). Meget gæstfri og glad mand, der var meget skuffet over de manglende publikummer. Nå men vi hygger bagefter og nyder det fine hostel vi skal overnatte i!

 

19.10.12 Leipzig, Horns Erben

 

Horns Erben er en ret fed bar/spillested der ligger inde midt i Leipzig. Det er et gammelt bryggeri vi spiller i og der er rigtig fint med mennesker, 65-70 stykker. Jeg leverer en fin koncert og sælger en del af mine cd’er og snakker med mange af de mennesker, der er kommet. Efter One-Eyed Mules koncert hænger vi lidt i baren og får lidt rødvin. Pludselig tager fanden ved drengene fra One-Eyed Mule og ægte spillemænd som de er, vil de ud og spille i cafeerne i byen. Dog bliver det kun til et enkelt cafejob om natten og vi får store drinks som betaling. Meget trætte kommer vi lidt for sent i seng.

 

20.10.12 Bielefeld, Extra Blues Bar

 

Jeg bliver taget godt imod af den 50-årige punker Haggerty som driver Bluesbaren Extra og han kommer iført WRONG SIDE OF VEGAS T-shirt hjerteligt over og siger tak for sidst til mig. Jeg spillede her sidste år med WRONG SIDE OF VEGAS også.

 

Jeg sidder her i skrivende stund i baren på Extra og venter på vi skal have thai mad lavet af den gode mand Haggerty. Det er sidste job på denne tour i aften og vi kører til Danmark igen i morgen søndag. Det har været en rigtig god tur og jeg har nydt at bruge så meget tid med One-Eyed Mule drengene. Jeg har nu været så heldig at se dem live 9 gange og de er bare et fantastisk live band! Tjek dem ud… Jeg selv har solgt alle mine cd’er hernede og banet vejen for en fuld band Dirty Old Town tour i marts 2013!

 

Dette var alt for nu og slutteligt vil jeg opfordre jer til at komme på Posten i Odense den 30. november eller Lille Vega den 1. december hvor Dirty Old Town (hele bandet) supporter One-Eyed Mule.

 

Alt for nu!

 

Morten//Dirty Old Town

 

BESØG DIRTY OLD TOWN HER

 

 

Leave a Comment