Live: DIRTY OLD TOWN TURNE-DAGBOG KAP. 1
By Morten Nissen | oktober 17th, 2012 | Category: Alle, Turne-dagbøger | No Comments »
Dirty Old Town er i disse dage på solo-turné med One-Eyed Mule i Tyskland. Bevæbnet med sin guitar og ikke andet er Morten Christensen (frontfigur i Dirty Old Town) taget med One-Eyed Mule ned i Tyskland for at introducere vores naboer i syd for sine støvede rocksange. Morten Christensen skriver fra landevejen til jer, og her er første kapitel.
Dirty Old Town tour dagbog 12.10-15.10 – 2012
Her er første ud af to dagbøger fra min tour rundt i Tyskland med danske One-Eyed Mule.
Min tyske booker Alexander fra Magnificent Music foreslog mig i foråret 2012 at jeg skulle gribe min guitar og hoppe på tourbussen med danske One-Eyed Mule og spille opvarmning for dem på deres igangværende tysklandtour. Det var selvfølgelig et utroligt spændende tilbud som jeg selvfølgelig takkede ”ja tak” til.
Dirty Old Town og One-Eyed Mule har samme tyske booking selskab Magnificent Music, så det virkede som en helt oplagt mulighed.
12.10 Weitblick, Bugewitz
Kl 09:00 fredag morgen stod jeg spændt på Fredericia station, ventede på at blive samlet op af tourbussen og glædede mig til at møde drengene fra One-Eyed Mule. Der gik vel ti minutter og så følte jeg mig allerede meget hjemme og tilpas i deres selskab. De er simpelthen bare utroligt søde og rare alle sammen. Vi hygger os sindssygt meget sammen, så det er helt perfekt.
Nå, men vi var ikke nået ud af Fredericia endnu, da en gammel dame svinger bilen ind foran tourbussen og vifter helt vildt med armene af os. Vi holder ind og hun fortæller os at bagsmækken på bussen står åben og hun har set en metalkuffert falde ud af bilen længere nede af vejen. Vi går tilbage ned af vejen og kigger efter den tabte kuffert som indeholder Rasmus, forsangeren i One-Eyed Mules, guitarpedaler. Vi er seks mand der leder længe efter kufferten, men den er væk og er den dag i dag stadig væk. Meget meget mystisk at en kuffert kan forsvinde fra jordens overflade på ringvejen i Fredericia på ca. 3 minutter, men det skete altså. Jeg tror personligt, at der lige var en langfingret billist på vej på arbejde fredag morgen, der ser en metalkuffert på vejen og tænker, den napper jeg sgu! Ret vild tourstart og vi holder første stop på touren på Fredericia politistation.
Nå, men vi kommer på landevejen uden kufferten og joker lidt i bussen med at Rasmus guitar nu får en ret autentisk lyd, hvilket alle tyskere jo er totalt vilde med!

På minuttet kl 17:00 ankommer vi til Bugewitz, som er en meget meget lille landsby på 200 indbyggere tæt ved den polske grænse. Vi læsser vores gear af i en ret stor sal, der ligner en blanding af et østjysk forsamlingshus og en gymnastiksal fra de danske folkeskoler.
Vi føler os ret langt ude på landet og er ret bekymrede for, om der er overhovedet kommer nogen til koncerten helt herude i midten af ingenting. Men da dørene åbner kl 20:00 står folk i kø for at komme ind. Det er en ret broget forsamling af mennesker. Børn, pensionister og andet godtfolk venter spændt på at komme ind til koncerten, og koncertarrangøren fortæller os, at det ca er hele landsbyen der er kommet! Så da jeg går på scenen, sidder der 200 publikummer mussestille og venter på jeg starter mit set. Der er så stille, at man kunne smide en knappenål, I ved, og folk hygger sig og klapper begejstret mellem sangene. Det var en meget fin koncert og god start på touren.
Da One-Eyed Mule går på scenen sidder folk igen musestille og venter spændt. Ca tre sange inde i settet har den stille forsamling forvandlet sig til en kæmpe dansende flok, der giver den sindssygt meget gas og danser som aldrig set før. Så en super start på touren for One-Eyed Mule, der får blomsterbuketter på scenen og bliver hyldet som helte.
Senere på aftenen bliver vi kørt endnu længere væk ud til et kæmpe stor slotslignede bygning, hvor vi skal tilbringe natten. Stedet vi skal sove er åbenbart en slags kunstnerisk kollektiv og indenfor er der det ene mere spændende rum efter det andet med kunst og malerier på væggene. Begejstret over stedet, hiver vi instrumenterne ind og jammer og hygger os i en stor flot sal med flygel og de vildeste malerier på væggene. FED AFTEN!

13.12 Kunsthof, Jena
Vi ankommer igen totalt ”on time” i Jena og vi skal åbenbart spille i et lille galleri inde midt i byen. Stedet er meget hyggeligt og det er nogle coole typer, der ejer stedet og stemningen er let og afslappende. Da jeg går på scenen, er stedet helt fyldt og der er vel en 40-50 stykker der igen er helt musestille imens jeg spiller mine sange. Det er fandme rart at folk lytter efter, når jeg sidder der alene og spiller mine sange bare mig og min guitar. Folk er begejstrede og jeg sælger en pæn flok af mine cd’er. One-Eyed Mule starter ud med et stille set og får igen folk op af stolene i andet set, hvor de spiller op til dans. Jeg har på det her tidspunkt set One-Eyed Mule live to gange og er allerede kæmpefan af dem og deres musik. Vi hygger os rigtig meget resten af aftenen og kommer halvsent i seng.
14.12.12 White Trash Fast Food, Berlin
Vi kører spændte ind i Berlin og parkerer bilen på Schönhauser Allee ved restaurant/spillestedet/natklubben White Trash Fast Food. Et legendarisk sted i Berlin jeg nu har været så heldig at spille tre gange. Vi stiller vores grej op og mødes derefter med Alexander, vores tyske booker og vi spiser hver en af de berøme White Trash burgere og råhygger. Inden koncerten kommer der en del danskere til stedet, nogle venner og bekendte og nogle danskere, der har fået nys om der er dansk musik i byen.
Denne gang er folk ikke stille, mens jeg spiller. Jeg spiller selvfølgelig mit set for den pæne flok, der står og lytter efter. Men ret mærkelig at sidde på en scene ene mand og fremføre sine sange, mens man konstant kæmper imod den der brummende fornemmelse af folk der snakker og snakker et andet sted i lokalet. Koncerten forløber trods alt fint og konkluderer, sammen med Alex bookeren, at dette sted måske ikke er så egnet til akustiske solokoncerter. One Eyed Mule spiller igen en fed koncert og resten af aftenen og natten fester vi igennem og nyder det berlinske natteliv sammen med en masse danske venner og bekendte.
15.12.12 Beakers, Berlin
Jeg havde denne dag håbet på, jeg kunne komme lidt rundt og nyde Berlin og nyde, at vi ikke skulle ud og køre meget langt i bussen. Lidt for tømmermændsramt gør jeg forsøget, men ender sgu alligevel om eftermiddagen på hostelværelset og slapper lidt af i stedet for, inden det lille hyggelige cafejob om aftenen. Jeg spiller et lille fint set på en hyggelig cafe, der hedder Beakers inde midt i Berlin om aftenen og kommer veltrængt tidligt i seng.
Nu er vi i skrivende stund ved at ankomme til Hannover hvor vi skal spille i aften, så alt for denne gang og følg med i fortsættelsen der kommer senere..
Peace out!
Morten//Dirty Old Town

