Interview: MOTOR – UKONTROLLERBAR DANSK ROCK
By Morten Nissen | oktober 19th, 2012 | Category: Alle, Interviews | No Comments »
Motor – Ukontrollérbar dansk rock
Motor er et nyt navn på den danske rockscene. De udgav EP’en Folk Snakker for nogle måneder siden, som fik fine ord med på vejen fra Lydtapet. På mandag er de album-aktuelle med albummet Da Capo Gorilla. Vi satte frontfigur Rasmus Madsen i stævne for at høre nærmere om Motor, jydsk rock og gorillaer.
- Motor er kommet ud af det blå med energisk dansksproget rock. Hvor er I kommet fra? og hvad har I at byde på?
”Motor er et produkt af et langt inspirations forløb, som startede tilbage i 2009 i Puk studiet, hvor vi havde booket os ind med godt og vel 25 grydeklare tracks. Vi havde forstillet os at indspille dem alle live, og lave en såkaldt spillemands plade, med tankerne på nogle af 70’ernes folk rock albums som inspiration, der i sidste ende skulle munde ud i et dobbelt album, sikkert med en rød og en blå side med hver deres udtryk. Det står en anelse uklart hvad der præcist skete, men skæbnen ville det således at vi hurtigt begyndte og kede os i spillemands processen, og begav os derfra ud i at eksperimentere med andre genre, lyde og måder at udtrykke os på. Og som en uforsættelig naturlighed begyndte de 25 tracks at falde fra hinanden en efter en, eftersom at de var skrevet i en helt anden ånd og stemning.
På det tidspunkt havde jeg netop fået bygget en ny guitar amp af en gut fra Aarhus, som havde noget råt og rustent over sig, og sammen med et par gamle fuzz pedaler fra gemmeren, dukkede der, for os en helt ny sound op, som havde en kolossal tyndge og tilstedeværelse over sig. I kombination med det danske tekstunivers stod det hurtigt klart for os, at vi havde et unikt udtryk i hånden, som ingen af os før havde bekendtgjort sig med, og med denne nyopdagelse skrev vi nummeret ”Folk Snakker”, som så definerede bandets nye identitet. Og i mangel på bedre beskrivelse af den tunge lyd, følte vi at det som kom tættest på et uprætentiøs band navn var Motor.
Siden hen har vi været i det hedengangne Feedback studie for at indspille resten af pladen, af flere omgange, da vi hele tiden har ladet os flyde med de nye ideer som opstod hen ad vejen, hvilket har gjort forløbet langt og kostbart, men hver en krone og hver en time værd.
Det Motor har at byde ind med, er dansksproget rock ’n roll med tyngde, dybde og en pæn sjat originalitet, som igennem den lange proces har fået lov at blomtsre til det vi står med nu, debut albummet ”Da Capo Gorilla”.”
- Hvordan fandt I sammen?
”Vi har spillet sammen siden 2003, men under helt andre omstændigheder og forhold. I 2007 finder bassist Henrik Poulsen og trommeslager Søren Poulsen sammen med Peter Sommer, og bliver en fast integreret del af hans orkester, hvor også Motors fjerde mand Søren Zahle befinder sig. Alt imens tager jeg på turne’ med Johnny Madsen, og bruger tiden på diverse hoteller til at skrive nyt materiale.
Resten er historie, og da vi rammer 2009 tager vi så beslutningen om at sætte en studie session op i Puk.”
- Coveret prydes af en gorilla, meget i takt med titlen Da Capo Gorilla. Hvorfor den fascination af gorillaer?
”Da Capo Gorilla handler i bund og grund om uafhængighed, indre vildskab og er samtidig en opponering imod politisk adfærds regulering og den fremstormende forbuds kultur som vi holder os her i landet.
Gorillaen på coveret skal illustrere noget som ikke kan kontrolleres, noget som ikke kan fratvinges værdighed og frihed, noget som er smukt og uspoleret, og noget som vi mennesker altid vil vende tilbage til, når moralens og etikettens kakafoni har lagt sig.”
- I er endnu et bud på et stærkt rockband fra jylland. Hvad er det, der sker i jylland for tiden? og med de jydske musikere?
Det er vel et godt spørgsmål, der findes mange fremragende som elendige musikere de fleste steder i landet, men jeg tror det som gør vestjydske musikere mere anderledes end så mange andre, er det faktum at vi er født med ryggen imod land, og besidder måske en større generel ydmyghed overfor musikken og tilværelsen, samtidig med at vi måske ikke går og spejler sig så meget i hinanden som i de større byer, hvor der er jam sessions og musikalske kollektiver på hvert gadehjørne ☺!
- Hvilke forventninger har I til Da Capo Gorilla?
”Vi har lært efter en del år i branchen, at man måske bør udskifte forventninger med forhåbninger, så vores forhåbninger til vores debut album er at det kan lave noget larm og noget røre i andedammen. At radioen tager godt imod os, og at der kommer noget mere gorilla ind på den danske musikscene!”
- hvordan er det at være debuterende rockband i dagens Danmark?
”Det er jo næsten ikke til at høre hvad man selv tænker i disse tider, med himmelråbende meldinger om krisens indtog i musikbranchen, og frygten for et fortstående kollaps af det selv samme. Så det sætter nogle krav til at holde tungen lige i munden, og fokusere på det som er universelt ved musikken, nemlig ærlighed og autensitet, derved er der ingen som kan tage noget fra dig. Og helt nøgternt set, så tror jeg det er sundt for branchen at gennemgå en slags reformation af gamle vaner, ikke mindst musikken vil også nyde godt af indsnævringen af midler, men jeg tror jo også på at meget godt musik bliver skabt på trods af forhold og omstændigheder!”
- Selvom pladen lige er udkommet, har I lagt nogle live-videoer op på jeres Facebook-side, indspillet på et loft. Hvorfor har I valgt at lave live-videoer i stedet for videoer til den eksisterende plade?
”Vi har ikke valgt live videoer frem for musik videoer, men vi føler at det er vigtigt at starte et fundamentalt sted med Motor, for at vise at vi er et fremragende live orkester, før i ser os i en hæsblæsende biljagts video, hvor vi synger ud af røven på et egern.”
- Hvordan ser fremtiden ud for Motor?
”Vi er først lige gået i gang!”
Fotos: Amalie Egholm, Kennet Agerbo