Nyhed: MOTOR FASTSÆTTER UDGIVELSESDATO
By Jens Christensen | september 11th, 2012 | Category: Nyheder | No Comments »
MOTOR FASTSÆTTER UDGIVELSESDATO
Motor er et forholdsvist nyt bekendskab på den danske rockscene. Bandet udgav en digital ep i foråret som blev godt modtaget her på Lydtapet. Primusmotor i bandet er sanger og guitarist Rasmus Madsen, der er vokset op på Fanø og har været omgivet af musik og musikere fra området siden fødslen.
Han er seneste skud på stammen af de vestjydske rockmusikere, der gør sig positivt bemærkede på den danske musikscene – med The Floor Is Made of Lava og Kellermensch som de fremmeligste eksempler. Udover Rasmus Madsen består Motor af Søren Poulsen, Henrik Poulsen og Søren Zahle, der til dagligt også er en del af Peter Sommers backingband. Bandet har allerede spillet en stribe koncerter rundt om i landet, blandt andet på Vesterbro Festival og Made In Esbjerg.
Nu står Motor så klar til at albumdebutere med Da Capo Gorilla, der mest rammende kan beskrives som nærværende rock n’ roll tilsat fuzzede undertoner og med skarpe tekstmæssige hooks til det danske samfund. Rasmus Madsen forklarer: ”Motor er en selverkendelse og en sårbarhed, samtidig med at det er en kritik af det forudindtagede, og af de ting vi tager for givet. For mig står lyden af denne plade også som et uafhængigt væsen, der ikke lader den tids typiske støj forstyrre eller sløre det direkte og hårde udtryk, som albummet har.”
Sangene er indspillet i de to legendariske pladestudier, PUK og Feedback. Da Capo Gorilla er masteret af Stephen Marcussen, som tidligere har arbejdet med blandt andre Rolling Stones, Nirvana og Wolfmother. Albummet udkommer på Target Records mandag den 15. oktober. Lydtapet er selvfølgelig klar med anmeldelse så snart som muligt.
Trackliste:
01. Da Capo Gorilla
02. Midten af Mars
03. Aldrig Altid
04. DKMB
05. Folk Snakker
06. Ok Okay
07. Billy the Kid
08. Gi’ Mig en Farve
09. Solo Tango
10. Prik På Jorden
11. Kom Nu Baby
Tidligere på året offentliggjorde Motor videoen til ”Folk Snakker”, der kan ses her: