The Blue Van (support: Go Go Berlin)

Venue: Sønderborghus, Sønderborg

Dato: Lørdag d. 22. september 2012

Tekst: Jacob Pertou

Det er efterhånden tretten år siden jeg sidst var til koncert med The Blue Van. Det var som opvarmning til Kashmir på Brønderslev Gymnasium, en meget blæsende december aften, kun en uge efter den famøse orkan.

Bandet kørte sit triumftog gennem oplandet fra midt til sluthalvfemserne. De vandt stort set alt hvad der kunne krybe og gå af bandkonkurrencer, på biblioteket eller til pavillonfesterne i Rhododendronparken. Og det gjorde de, fordi de var så gennemførte. Hvad der kunne opstøves af vintagetøj fra 70'erne, eller hammondorgler med roterende Leslie forstærker, var en del setuppet.

Brønderslev havde en aktiv musikscene og Den Blå Vogn var de mest gennemførte, selvom der var flere retrobands, der havde lyttet til Cream, Doors eller The Who. Og når Søren, Allan, Per og Steffen slentrede ned ad gangene på byens gymnasium, kunne man let fornemme deres rockstjerneauraer i lys lue.

The Blue Van fik succes, henover genopblomstringen af garagerocken i midtnullerne. Resten er som bekendt historie. Jeg har dog kun overfladisk fulgt bandet, med den dækning de kommercielle musikmedier som GAFFA og P3 har leveret. Men da de finder vej til min nye hjemstavn, er det, efter tretten år, på tide at se dem igen.

Med sig har de de aarhusianske opkomlinge, Go Go Berlin, der i frontmand Steffen Westmarks ord er "…et af de mest spændende bands i DK lige nu…"

Og det er de på sin vis også, hvis det udelukkende er den Blue Van'ske bandideologi, der er præferencen. Setuppet, de flotte frisurer og attituderne går så fint i spænd med The Blue Van, at Go Go Berlin er alt andet end et fejlcastet opvarmningsband.

Bad motherfuckers

Med rødder i Whitesnakes storhedstid (70'erne), leveres særdeles macho, riff baseret rock og rul. Der lægges for med et energiniveau, man ellers kun ser i selve klimakset i et gedigent rockshow. Musikken oser af unge mænd i deres basale drifters vold.

I'm a bad motherfucker / you can see it in my eyes / I'm a bad motherfucker / I'm a devil in disguise

synger den blonde forsanger og guitarist med en overbevisende, dyb, næsten soulet vokal.

”Do you feel good?” og ”I er et smukt publikum!” er nogle af catchfraserne han slynger om med sig i vaskeægtig rock i rul stil.

Cowboystøvlerne flashes, når de to guitarister hopper op på deres monitors, og spiller dobbelte leadguitarforløb, som Thin Lizzy profilerede sig på way back. Lydbilledet fuldendes af en hammondsalve fra stueorganisten på publikums venstre flanke.

Midt i en guitarsolo kigger forsanger på sit armbåndsur, hvilket får ham til at takke Sønderborg for at komme. Undervejs lægger han ikke skjul på at The Blue Van skal spille senere, og spørger flere gange om vi glæder os. Naturligvis gør vi det, men Go Go Berlin måtte gerne have spillet tyve minutter ekstra uden klager fra min side. For mere genuin fuldblodsrock får man sjældent serveret.

The Blue Van

Inden The Blue Van entrerer teatersalens skrå brædder, går to roadies klædt som spillede de med i The Hives rundt og tjekker og udstyret spiller som det skal. En forstærker viser sig dog at være ”fucked”.

The Blue Van går på efter intromusik på spilledåse i valsetakt, og bryder ud i ”There Goes My Love” – kendt fra iPod reklamen. Et højenergisk nummer, med fængende omkvæd, blottet for den renskurede produktion bandet har adopteret på deres plader. Kort og kontant.

Den smudsige ”Love Shot” følger trop, og de ca. tredive unge mennesker hopper og klapper med på radiohittet. Et par yderst til højre har meget godt fat i lyrikken, men danser den mest fjogede dans længe set. Bassist Allan Villadsen er dog ikke helt tilfreds med at publikum i den meget tomme sal ikke gør meget mere end at lytte. Han prøver at opildne dem til at komme tættere på scenen, klappe med og des lige. Han står sjældent stille på den lille scene, og hopper jævnligt op på orgel, forstærkere, stortromme, og hvad han ellers kan overmande.

Skratten

Det nye album Would You Change Your Life? er på trapperne, og aftenen er oplagt til at showcase titelsporet. Det elektriske pianomotiv dør falder ud og dør i skratten, og selve versionen er kontra studieversionen mere rå, nedbarberet og lyder mere desperat. På den gode måde forstås.

”Wake The Tiger” låner lidt af hooket fra Iron Maiden nummeret ”The Wicker Man” og rocker ufortrødent derud. Og lyden er, trods skratten, rigtig god og klar. Bassen rumler ikke, og bandet kommer helt til sin ret, hvilket jeg ikke synes de gør på plade.

Lydmanden får fikset den ”fucked” skratten fra elpianoet, og bliver som tak budt op på scenen til at spille tambourin, i den lidt ordinære George Harrison pastiche, ”Don't Leave Me Blue”.

Der er højere til loftet i den næste, hymneagtige sang, hvor salen, rent sonisk, bliver fyldt ud. Med tappingsolo, ”uh-uh-uh”-kor og hele pivtøjet.

Under lavalderen

Næste indslag, den flotte ballade ”True”, er i Steffens efterfølgende analyse ”spontant følsom”, og bandet tør da også afvige fra det sikre. Da Søren vil skåle med publikum i Captain Morgan og Schweppes, har de studerende foran scenen ikke noget at skåle i. Og Søren lader glasset gå rundt, på betingelse af de synger med i omkvædet, og han langer en mikrofon ud til dem, så de kan synge med. Steffens bekymring går dog mere ud på om de gamle nok til at drikke.

Omkvædet i ”True” består blot af titlen, fordelt på en række toner sunget i falset, og er med akustisk guitar lidt af en antitese til næste, spritnye nummer ”Harder Than Diamonds” der excellerer ved sin brug af klichepræget heavy metal lyrik.

”Silly Boy” er ligesom ”Love Shot” et genkendeligt hit, som folk kan hoppe til. Synthpopudtrykket i ”Dreamers”, fra kommende album, er erstattet af klædelig rock og rul.

Højere! Vildere!

”Mama's Boy” er som titlen kan antyde, et sleazy rocknummer. Et forsøg på at få publikum til at synge med på det lynhurtige omkvæd fejler. ”Så er det jer Sønderborg!” resulterer i kort, pinlig tavshed, men bandet er hurtige til at tage tråden op igen. Energien rekonstrueres, og Allan råber manisk ”Højere! Vildere! Højere! Vildere!” til publikum. Imens bas- og trommegange kører i ring tager Søren ordet, og spørger efter en guitarist til guitarsolo, så han kan spille keyboard imens. Der går et gib igennem mig, da jeg frygter det kun har en pinlig udvej. ”Kan du spille en bluesskala?” spørger Søren, inden han får Tobias fra det lokale gymnasium op på scenen.

Til en start rammer den unge fyr ikke de rigtige toner, og det kører ikke helt gnidningsfrit for ham. Han har ikke guitarsoloen på rygraden, men han nyder sine få minutters berømmelse, i Blue Vans rampelys. Han vil tilsyneladende ikke stoppe igen.

”Vil du have en kæreste? Du har en kæreste? Vil du have flere kærester?” siger Søren som tak for en ihærdig indsats, inden Tobias kan træde ned af podiet, og modtage den ultimative respekt fra sine medbragte venner.

Energisk heavy rock

Ovenpå den fesne ballade ”Weary Eyes” kulminerer showet med ”Put My Name In The Sand”. Det er Uriah Heep der hyldes i denne lange skæring. Orgelriffet, og det halsbrækkende falsetcrescendo vækker minder fra koncerterne i halvfemsernes Brønderslev. Og som en alkoholkåd Jon Lord, eller Keith Emerson, klatrer Søren oven på sit orgel, rusker i det, og hamrer på det. Allans bas får også et par slag med i processen.

Det taktfaste mantra ”ekstranummer, ekstranummer, ekstranummer…” bliver til tre af slagsen. Først ”Lay Me Down And Die”, dernæst ”Be Home Soon” og, fordi vi er ekstra gode publikummer, ”Man  Up”.

Den knastørre produktion fra studiet er erstattet af saft, kraft og cajones, og markerer afslutningen på en glimrende aften, med drønsolid underholdning fra to danske rockkometer. Efter de mange år er det godt at opleve The Blue Van i deres rette element igen. Vildskaben fra de gamle dage på Brønderslevs amatørscener er forblevet intakt. Og man kan mene hvad man vil om deres studieting. Jeg synes de er overpolerede, sætter forsanger urimeligt meget i fokus, og ikke transporterer energien fra scenen. Men den energi er der heldigvis masser af mulighed for at opleve, på bandets igangværende danmarksturné.

LÆS ANMELDELSEN AF WOULD YOU CHANGE YOUR LIFE? HER