Anmeldelse: UMATIC – ASHES & DIAMONDS

UMATIC

”ASHES & DIAMONDS”

(Horror Comfort Records)

Udgivelsesdato: 17-09-2012

Karakter: 4/6

Anmeldt af: Lukas Hagstrøm

 

Stærke sammen og hver for sig

 

Umatic, bestående af søskendeparret Lukas og Mathilde Lunderskov, er klar med deres debutalbum. Begge har hver deres musikalske baggrund fra to vidt forskellige miljøer. Mathilde kommer fra indiepop scenen, med en fortid i Blake og Lovebites.

Lukas, derimod, har i flere år været en del af den københavnske hip-hop undergrund, hvor han har produceret og været bagmand for bl.a. Pede B.

 

Ideen med Umatic er at tage Mathildes fine og lyse vokal og blande den med Lukas’ tunge elektroniske hip-hop beats. En glimrende ide, fordi de begge er dygtige til det de gør, og kombination bliver noget næsten drømmende popmusik, der stadig har en frisk kant af indie og hip-hop. Der er god variation sangene imellem. Det kører ikke i tomgang eller blive kedeligt. Om end der er lige lovlig mange stille numre på pladen, hvor det hele ligesom søger at bliver lidt for drømmende.

 

Et nummer på pladen, der skal fremhæves er ”Your Behavior”, der ligeså godt kunne være lavet af fx Kate Nash eller Lilly Allen. Introen byder på en sample af en gamle fanfare med trompeter og hele molevitten, herefter følger et nærmest lidt barnligt beat, hvor en vokal helt stille og sødt synger over beatet. Det er et stærkt nummer. Mathildes vokal er god, den har lidt bund, og det klæder den rigtig meget. Når hendes vokal bliver lidt for lys, kommer det næsten til at lyde, som om hun synger kinesisk og ikke engelsk. Åbningsnummeret ”Dessert Nights” byder på denne kinesiske alfeklang, som dog skal siges passer fint til netop det nummer, men i længden på pladen, kan det godt blive for meget. ”Dessert Nights” byder på en forfriskende 80’er synthesizer, der bringer ens tanker hen imod klassiske 80’er actionfilm. For alle nummer på pladen, skal det instrumentale hyldes. Det er godt håndværk, og produktionen er i top.  

 

Umatic byder på en blanding af to genrer, der både er stærke sammen og hver for sig. Flere af numrene har potentiale til såvel soundtracks til spil og film, som til at blive spillet i radioen. Umatic er pop med kant og respekt for sine rødder.

 

 

 

BESØG UMATIC HER

 

 

Leave a Comment