Anmeldelse: THE SAVAGE ROSE – LOVE AND FREEDOM
By Morten Nissen | september 14th, 2012 | Category: Alle, Danske Albums | No Comments »
”LOVE AND FREEDOM”
(VME)
Udgivelsesdato: 10/09-2012
Karakter: 5/6
Anmeldt af: Morten Nissen
Her skal skabet stå
Det er vel ikke mange ord en ny musikside som Lydtapet kan føje til de tusindvis af ord, der allerede er hæftet ved The Savage Rose, og så alligevel, for The Savage Rose er et kapitel for sig selv, også her 5 år efter udgivelsen af deres sidste album Universal Daughter og de over 40 år, de har eksisteret.
Annisette er det eneste originale medlem tilbage, men det gør ikke noget og kan bestemt ikke høres i musikken, for The Savage Rose er ligeså stærke som de altid har været og har stadig en masse musik på hjertet, som de fleste burde stifte bekendtskab med, uanset alder og tilhørsforhold.
De mange års erfaring har sat sig på rygraden af The Savage Rose og Annisette, men tro nu ikke at Love and Freedom er lavet på rygraden eller brygget på erfaringerne fra i går. Pladen er ny og musikken er ny. Der genbruges ikke opskrifter fra tidligere succeser. Men der bruges ingredienser fra dem. Sat sammen på helt nye måder, for at give nye nuancer og nye styrker i musikken.
Det 5 minutters lange åbningsnummer griber lytteren nærmest øjeblikkeligt, med den markerede bas-linie og det pulserende, lave klaver og Annisettes stemme. Og man er fra første sekund helt overbevist om, at The Savage Rose ikke falder for parolen ”lad os gøre som vi plejer”. Der er blevet arbejdet med disse numre, og det kan høres.
Med sine mange år på den musikalske bag, har Annisette forstået, at man ikke kan forcere god musik, og at et nummer ikke nødvendigvis bliver bedre, hvis man skærer ”det overflødige” fra og går direkte til omkvædet. The Savage Rose dvæler ved stemningerne og giver dem den tid, de kræver, og dermed giver de også numrene en styrke man sjældent hører på nyere udgivelser. The Savage Rose holder lytteren hen, hiver os igennem passager med storladne kor-arrangementer og lader os svælge i gode omkvæd, der bliver stærkere gang på gang. Lyt til ”Soldier on the Run” eller ”You Made Me Stay”… eller flere af skæringerne på skiven hvis du ikke tror mig.
Et nummer som ”The Messenger” kunne jeg dog godt undvære, da den gospel-agtige ekstase opbygning omkring linien ”Im a messenger – a messenger of love” mest af alt bliver enerverende til sidst. Det har uden tvivl været et sjovt og fedt nummer at indspille, og live kan det garanteret blæse taget af bygningen, men her på cd og gennem mine ellers udmærkede højtalere, falder det til jorden, fordi den der fællesskabs-følelse og opbygning af et klimaks ikke fungerer.
Til gengæld har resten af pladens numre finesse, finurlighed og fænomenale omkvæd at byde på. Med Annisettes fantastiske stemme, der med tiden er blevet mere hæs, men som ikke har mistet hverken styrke eller karisma. På Love and Freedom viser Annisette og The Savage Rose os hvor skabet skal stå, og understreger hvorfor de stadig eksisterer og har en plads på det musikalske verdenskort.
