Anmeldelse: THE GREEN LIVES – THE GREEN LIVES

THE GREEN LIVES
”THE GREEN LIVES”
(Mermaid Records / Sony Music)
Udgivelsesdato: er udkommet
Karakter: 4/6
Anmeldt af: Jens Christensen

LYDEN AF ØKOLOGI

The Green Lives hedder bandet, og sjældent har et bandnavn været så rammende. Denne ep, deres første rigtige udgivelse, er i hvert fald lyden af økologi, forårskådhed og gode hensigter.

Den Aarhusianske kvintet lyder ikke rigtigt som nogen andre herhjemme. Deres omfattende brug af vokalharmonier (hele bandet bidrager med vokaler) giver ganske vist associationer til The Rumour Said Fire, men The Green Lives har en anderledes naivitet i deres lyd. Musisk trækker de både på nutidig amerikansk indierock og 80’er pop, altsammen pakket i en lys og glad lyd, der er renset for unødvendige tekniske hjælpemidler.

Åbningsnummeret ”We Don’t Need No Uniform” slår tonen an for resten af ep’en med vuggende piano og en tekst om samhørighed mennesker imellem, der synges af skiftevis en og flere optimistiske vokaler af den slags, der får sangeren til at hæve hage og øjenbryn. Uden sammenligning i øvrigt giver det samme rare fornemmelse som ”Where Everybody Knows Your Name”. Her er vi hjemme, og her har vi det godt.

Der skrues endnu mere op for de optimistiske toner på ”Dancing In the Snow”, der velsagtens også fungerer som en prøve for den potentielle The Green Lives lytter: får du lyst til at danse, eller får du lyst til at slukke for musikken? Jeg hælder absolut mest til førstnævnte, men musikken og teksterne er også så uforskammede i deres naivitet, at der helt sikkert vil være de, der når kvalmegrænsen, inden ep’ens sidste nummer rinder ud. Personligt hører jeg altså ikke til den gruppe af mennesker, men alligevel synes jeg, The Green Lives er bedre, når de ikke skruer det hele op på 11. Og det er heldigvis tilfældet på ep’ens øvrige numre.

The Green Lives er absolut et kompetent debutudspil, hvor hele pakken – musik, tekst, cover og lyd – hænger sammen. Det lover godt for fremtiden, men jeg tillader mig at håbe på et par enkelte sprækker i facaden, når ep bliver til lp.

BESØG THE GREEN LIVES PÅ FACEBOOK

Leave a Comment