Anmeldelse: CHRISTOFFER HØYER – SILENT SONGS ABOUT THINGS THAT DON’T HAPPEN

CHRISTOFFER HØYER

”SILENT SONGS ABOUT THINGS THAT DON’T HAPPEN”

(Warner)

Udgivelsesdato: 17/09-2012

Karakter: 4/6

Anmeldt af: Morten Nissen

 

VELLYDENDE SPÆNDENDE DEBUT

 

Med en spraglet historie om at have modtaget sin første guitar som 7-årig, og lært at håndtere instrumentet indhyllet i hvirvlende cigaret-røg fra politisk ukorrekte Grønne Cecil, nydt af en af Europas første elektriske guitarister, træder Christoffer Høyer ind i min stue med en spændende debut.

 

Faktisk er Christoffer Høyer trådt ind i mange stuer med sin musik siden han som 8-årig skrev sin første sang. I sit voksenliv har han mestendels levet af at være professionel sangskriver, og har haft flere sange i film. Blandt andet i filmen ”Lucky”, som har Collin Hanks, søn af Tom Hanks, i hovedrollen. Ellers leverer han musik til Comedy Central og tv-serien One Tree Mill.

 

Alt i mens Christoffer har skrevet musik med et formål til tv og film, er der ofte faldet musikalske brudstykker af, som kun har passet til Christoffer Høyer, og nu er de brudstykker blevet til hele 12 sange på et helt album, som netop er udkommet på Warner records.

 

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke kender til de soundtracks Christoffer Høyer har lavet, og derfor er hans debut album også en slags debut for mig, som heldigvis vakte min interesse allerede fra første nummer.

 

Som før nævnt, er det guitaren, der er Christoffer Høyers foretrukne instrument, og dermed også det bærende instrument på størstedelen af pladen. Christoffer, eller Chris, som han selv kalder sig i sin biografi, bevæger sig i den tænksomme singer/songwriter-genre, men med skæve takter og skift, er musikken herpå mere end ”bare” singer/songwriter. Min første indskydelse, som også holder her efter utallige gennemlytninger, var og er, at lydmæssigt bevæger Chris sig i en hybrid mellem Jose Gonzales, Lennon og McArtney med sin egen, dragende stemme, som sikkert fører os igennem de stærke melodier.

 

Samarbejdet med Thomas Høffding (Who Made Who) og Frank Birch Pontoppidan, der har produceret for Howe Gelb, John Parish, Tina Dickow, Tim Christensen, m.fl er resulteret i en vellydende plade, hvor vokalen ligger lige der, mellem guitar og lytter og griber ud efter en, mens man lytter på sangene, der bringer tanker frem om blandt andre The Beatles. Selv på det tysk-sprogede nummer ”Von Kopf Biz Fuss”, trænger melodien igennem. Ja, tysk-sprogede! Det undrede også mig, da nummeret bragede ud af højtalerne. Ordlyden og retorikken i tysk kan ændre et nummers karakter, hvilket det også gør her, hvilket tydeligt høres i omkvædet, hvor Chris slår tilbage i engelsk, som ellers er modertungen på resten af albummet

 

Selvom jeg bestemt synes sangene på Silent Songs About Things That Don’t Happen har sine meget stærke momenter, så er de også alle sammen meget pæne momenter, pæne og polerede, og det får mig til at savne enkelte numre, som kan få mig derud, hvor jeg ikke føler mig helt sikker og lækkert underholdt.

 

BESØG CHRISTOFFER HØYER HER

 

 

 

Leave a Comment