Nyhed: DANS & LÆR BYGGER FUGLEHUSE I KØBENHAVN
By admin | august 21st, 2012 | Category: Nyheder | No Comments »
Dans & Lær hjælper med huse til hjemløse fugle i København
Det er ikke kun de studerende, der i disse dage har problemer med at finde bolig i de større byer. Også de mange tusinde fugle i byerne får sværere og sværere ved at finde steder at bo. Det vil Dyrenes Beskyttelse nu gøre noget ved og derfor har de allieret sig med bl.a. kunstneren Thomas Dambo og fuglefunk bandet Dans & Lær.
Søndag den 26. august i BaNanna Park på Nørrebro i Kbh. afholder Dyrenes Beskyttelse en fuglekasseworkshop, hvor alle er velkomne, og hvor kunstneren Thomas Dambo, der står bag projektet Happy City Birds, hjælper med at bygge fuglehuse. Arrangementet er gratis og finder sted kl. 12-18 og byder også på koncerter med hhv. Dans og Lær og electropopsangerinden Lydmor, der sørger for musik til arbejdet.
For at give de mange småfugle et godt hjem, hvor de kan yngle, afholder Dyrenes Beskyttelse derfor fuglekasseworkshoppen. Fuglehusene bygges af genbrugsmaterialer, og kun fantasien sætter grænser for, hvordan de kan udsmykkes, så husene efterfølgende kan blive et farvestrålende indslag i bybilledet og give nogle af de mange boligløse fugle et kærkomment tag over hovedet. Hele boligbyggeriet foregår under kyndig vejledning af Thomas Dambo.
Der er musik til arbejdet når Dans & Lær går på scenen. Det unge femmandsband, der har fået såvel musikanmeldere som publikum op af stolene med deres koncerter og to albumudgivelser, byder på en unik blanding af samplede fugle- og ornitologstemmer og elektronisk musik. Alt sammen med udgangspunkt i kassettebåndet Havens Fugle fra 1968. Lydtapet gav Flere Fugle 4/6 og skrev blandt andet: og Dans & Lærs flair for at få diverse fuglelyde, kvidder og information komponeret ind i musikken, så det lyder overbevisende og naturligt, er imponerende…. Og underholdende.” Læs hele anmeldelsen her.
”Vi håber, at arrangement her vil gøre folk opmærksomme på, at et fuglehus i haven, gården eller i parkerne har en stor betydning for fuglene, der ellers mangler et sted at bo og yngle”, afslutter Michael Carlsen.
Tid og sted:
Arrangementet finder sted søndag d. 26. august 2012 på Nørrebro i København i BaNanna Park fra klokken 12-18.
Fra kl. 12 hjælper Thomas med at bygge og male fuglekasser.
Kl. 15 giver Dans & Lær koncert.
Kl. 16 giver electropopsangerinden Lydmor koncert.
Hele dagen vil der være mulighed for at købe økologiske hotdogs og drikkevarer fra Den Økologiske Pølsemand samt mulighed for at møde Dyrenes Beskyttelse. Arrangementet er gratis og alle er velkomne.