Live: MADE IN ESBJERG 18/08-2012
By Jens Christensen | august 20th, 2012 | Category: Alle, Live | No Comments »
MADE IN ESBJERG
THE GANG OK, MELODIO, KABARET SYBARIT, IGNUG
(Tobakken, Esbjerg – den store scene)
Lørdag 18/08-2012
Tekst: Jens Christensen
Selvom Made in Esbjerg i 2012 var blevet beskåret med en dag i forhold til sidste år, fik man alligevel fornemmelsen af, at festivallen var blevet udvidet. Dette skyldes dels effekten af at have fire sammenhængende dage i stedet for fem dage fordelt over to uger, dels det mere tætpakkede program.
En ting havde dog ikke ændret sig: fredag er stadig festivallens hoveddag, der med et homogent guitarbaseret program og de forrygende Kellermensch som det helt store trækplaster går rent ind hos Esbjergs rockpublikum. Lørdag er, i hvert fald genremæssigt, mere varieret.
Sådan var det også i år, men heldigvis havde mange mennesker stadig valgt at lægge vejen forbi Tobakken og Made in Esbjerg, i stedet for den mere folkelige musik på Esbjerg torv.
Den øjeblikkelige hedebølge lagde desværre en dæmper på publikums lyst til at forlade den hyggelige, solbeskinnede gårdsplads til fordel for Tobakkens mørke, da THE GANG OK åbnede ballet på den store scene. Den unge trio bød på en elektronisk musik, der i både lyd og look havde en del tilfælles med Spleen United. Klædt i sort og placeret på en række gjorde de et bravt forsøg på at spille det sparsomme publikum og den store scene op, og det gjorde de godt.
Deres udtryk er fuldt af saft og kraft og varierer fint mellem dystre, melankolske passager og eksplosive rave-agtige parter, der på en lille bule med en maks. kapacitet på 50 havde tændt ild i publikum. The Gang OK supplerer heldigvis elektronikken med en trommeslager, der puster liv i maskinerne og giver deres beats schwung og pondus. Knapt så imponeret var jeg af den noget anonyme vokal. Men bandet er relativt nyt, og de er værd at holde øje med.
Næste band foran det stadig lidt sparsomme publikum på den store scene var MELODIO, der før koncerten også var ubeskrevet blad for undertegnede. Bandet bevæger sig i grænselandet mellem afdæmpet rock og alternativ folk, men er ikke sådan lige at sætte i bås. Den drømmende stemning og den generelt lyse lyd domineres af vellydende slideguitar, ligesom trommeslageren jævnligt skifter tam’en ud med klokkespil, og der suppleres med mandolin og violin i løbet af koncerten.
Det lyder måske rodet, men det er det ikke. Det fungerer nemlig stadig indenfor rimeligt traditionelle sangstrukturer, og melodierne er på plads. Selvfølgelig, fristes man til at sige med det bandnavn. Melodio har helt sikkert noget at byde på – næste tilføjelse til listen kunne passende være lidt mere liv mellem numrene.
”Vil du med ind og høre noget cirkus musik?” spurgte min makker, kort inden KABARET SYBARIT indtog scenen. Og bliver du nogensinde stillet samme spørgsmål, bør du sige ja, for nok er Kabaret Sybarit ikke for alle, men opleves skal de.
Det syv mand store band spiller en art dansksproget rock, der tager udgangspunkt i kabaretmusik. Jeg gætter på, Kaizers Orchestra er blandt forbillederne. Den traditionelle rockinstrumering er således udvidet med blandt andet harmonika og saxofon, sidstnævnte leveret med energi og et glimt i øjet af Kirsten Bjerregaard. Anført af forsanger Martin Klein Sørensen optræder giver bandet teatralsk og energisk koncert.
De spiller godt, men jeg kan godt have mine tvivl om projektet. Hvornår flyder bægeret over, og det bliver for meget? I hvert fald nåede undertegnede mætningspunktet, før koncerten sluttede. Alligevel var det en god oplevelse, og det bliver spændende, om de finder balancen på deres kommende debutalbum.
Aftenens sidste optræden på den store scene kom fra IGNUG, som med denne koncert lukkede ikke blot dette års udgave af Made in Esbjerg, men også bandet selv. De tidligere KarriereKanonen-vindere har trods hårdt arbejde både herhjemme og i udlandet aldrig rigtigt fået hul igennem, og har valgt at trække stikket, før andre tager beslutningen for dem.
Det er synd og skam, for der bør være plads til deres vanvittige Prince-Timberlake-techno-dance hybrid. Det var der i hvert fald denne aften på Tobakken, hvor et talstærkt hjemmebanepublikum stemplede ind for at sige tak for dansen.
Var det med vemod, Ignug optrådte, viste de det ikke. Der var spilleglæde og sex for alle pengene gennem numrene fra den fremragende ep Massdebate og den tidligere Ugens Uundgåelige på P3, ”A Kiss With Pizazz”. Stor lyrik er det sjældent – jeg kigger blandt andet på dig, ”BadAss PussyLover” – men nogle gang er det ikke, hvad man gør, men hvordan man gør det. Ignug er ikke mere, men meget skal gå galt, hvis ikke Ruby Renaissance og kompagni dukker op igen i andre sammenhænge.

Fotos: Peter Langwithz Smidt