Artikel: JET FLOWER FORTÆLLER OM WE WALK ALIKE

JET FLOWER FORTÆLLER OM WE WALK ALIKE

Jet Flower er lige nu aktuelle med deres fremragende debutalbum We Walk Alike, der med deres egne ord er "tusinde ord, der blev til 10 numre". Jeg bad bandet fortælle mere om de 10 historier, der udgør albummet:

SOMETHING TO SOMEONE/THE WORLD IS MINE
Måske albummets lyseste nummer. Sangen er en hyldest og opfordring til at se skønheden i selv de mindste nuancer.
Studiets lille tekøkken havde nogle få vinglas stående, som blev fyldt op med vand og stemt i forskellige toner. Lyden af dette blev til sangens og pladens start. Glassene blev senere tømt for vand og fyldt med øl. Tracket var det første vi indspillede, og det første vi fejrede.

RAINBOW HILL
Idéen til sangen opstod efter at have iagttaget en dreng på en bakketop, der fægtede med grene mod mørke og regnfulde skyer. Det virkede som om, han prøvede at slå skyerne i stykker. Selvom drengens forsøg på at fægte mod elementerne var en umulighed, blev det det ukuelige i dét udgangspunkt og inspiration for sangen.

JACOB'S LADDER
Verden set fra en sofa med krigsfilm kørende på tv i baggrunden er præmissen for nummeret.
Vi indspillede tilfældigt sangen i en sofa i studiets køkken. Gulvet knirkede, og det gjaldt om at sidde stille, da tracket blev optaget live i studiet.

SNOW REPORT
Nummeret blev skabt en sen nat i studiet. Store mængder sne dalede ned fra himlen og udgjorde den eneste form for lyd i den ellers dødstille nat. I studiets baggård placere vi to mikrofoner og optog denne rolige lyd af naturens egne toner. Efterfølgende optog vi to uafhængige klaverspor og lagt dem oven i hinanden.

THE LAST BROADCAST
Vores første single "The Last Broadcast" har hentet sin inspiration direkte fra Københavns Havn, hvor en kæmpe amerikansk yacht lagde til. Skibet var bevogtet af sikkerhedsvagter og overvågningskameraer, og kun glimtvis så man mennesker forlade det. Skibet var på mange måder en moderne fæstning, og tanken om at lave et beskyttet minisamfund er ankerpunkt for sangen.

WE WALK ALIKE
Leger med temaet ’æblet falder ikke langt fra stammen’. Er det muligt at gå nye veje, eller falder man naturligt i de samme fælder generation efter generation?
Vi var alle i bandet enige om, at ”We Walk Alike” også skulle være albumtitel, da vi syntes, at den rummede en tilpas flertydighed og samtidig afspejlede, at vi trods vores forskelligheder kunne komme overens i det store arbejde, det er at lave et album. Selve indspilningen af nummeret gik dog som en leg – grundtracket er et first take, og der er først senere indspillet strygere og korstemmer.

SPRINGTIME
Er foråret set med andre briller. Lyset er knivskarpt og afslører alle detaljer, herunder et kuldsejlet forhold. Måske er det bare årstiden og ikke forholdet, der er noget i vejen med?
Selve den ironiske tone i teksten bliver på tracket understreget med blæserinstrumenter, der tilfører en 'marchagtig' tone til sangen. Inspirationen til blæserarrangementet er hentet i en parkeringskælder på Frederiksberg, hvor der 24 timer i døgnet bliver spillet marchmusik for fuld udblæsning. Musikken i kælderen fremstår som absurd, men samtidig også sørgelig – det har vi prøvet at overføre til ”Springtime”.

DRIFTWOOD
På samme måde som drivtømmer flyder af sted uden synligt mål, flyder sangen, strofe for strofe, gennem associationer og minder, der tager fat i hinanden på tilfældig vis. I stedet for at skabe en sammenhængende fortælling med en begyndelse og slutning er ”Driftwood” mere en slags kollage.
Sangen hører til et bandets absolutte favoritnumre at spille og lytte til. Måske fordi det, for os, til stadighed bliver ved med at ændre sin betydning.

IT'S GONNA RAIN
Har hentet inspiration hos ingen ringere end William Shakespeare, der i en monolog fra "As You Like It" sammenligner verden med en scene og livet med et skuespil. ”It's Gonna Rain” handler med andre ord om at spille roller, men samtidig også om jagten på succes i livet.
Sangen blev indspillet live i studiet, og hører man godt efter, er der masser af stoleknirken og vejrtrækninger gemt i  tracket. Det kostede en del forsøg, før vi fandt den rette stemning i nummeret. Tina Dickow, der indspillede i nabostudiet, blev inviteret til at være publikum til indspilningen, men endte med at medvirke på tracket.
Måske skulle der bare en muse til.

ODYSSEY
Sangen er en klassisk odyssé; en mand rejser ud i verden og må på sin færd stå mange fristelser imod og gennemgå mange prøvelser, før han vender hjem.
Selve optagelsen i studiet viste sig også at blive lidt af en prøvelse. Vi havde hele tiden vidst, at ”Odyssey” skulle være albummets sidste nummer, men hvad vi ikke vidste var, at Morten, der indspillede klavertracket, var blevet fanget, da det viste sig, at døren til det lille indspildningsrum var gået i baglås. Flere forsøg blev gjort for at komme Morten til undsætning, og alt fra skruetrækkere til rockband-medlemmer fra Supershine wrestlede med døren, men lige meget hjalp det. Fire timer senere ankom låsesmeden, og Morten kunne vende hjem.

LÆS ANMELDELSEN AF WE WALK ALIKE

Leave a Comment