Anmeldelse: KAROLINE HAUSTED – JEG TROR JEG DRØMMER
By Morten Nissen | august 14th, 2012 | Category: Alle, Danske Albums | No Comments »
KAROLINE HAUSTED
”JEG TROR JEG DRØMMER”
(Songcrafter Music)
Udgivelsesdato: Er udgivet
Karakter: 4/6
Anmeldt af: Morten Nissen
3 STÆRKE SANGE SKINNER IGENNEM
Med en efterhånden fjern fortid i bandet Salley Gardens, som udgav albummet Down To The River i 2003, samme år hvor pianisten Karoline Hausted selv kom med på KarriereKanonens compilation cd med sin solo-musik, har Karoline Hausted en længere musikhistorie bag sig.
Bandet Salley Garden udgav kun det ene album, men Karoline Hausted fortsatte, og udgav sin solodebut Double Silence i 2008 og nu er hun så album-aktuel igen med Jeg tror jeg drømmer.
Man kan ikke sætte en finger Karoline Hausteds evner som pianist, og det er også klaveret, der er det bærende instrument i stort set alle numrene til den stemningsmættede musik, med sælsomme passager og med sans for at tilsætte de rette ekstra instrumenter til hvert nummer. Til de tilbagetrukne numre klinger hendes lyse og luftige stemme godt. Med en nærmest sødmende klang smyger hun stemmen rundt i sine vers og godt tænkte omkvæd. Singer/songwriter genren på klaver giver altid et andet udtryk end med den gængse guitar-tilgang, og også her bliver numrene mere svævende og lette. Det er spændende, men i mine ører lidt for ensformigt i længden.
Jeg tror jeg drømmer er et sammensurium af 10 sange, som Karoline Hausted har skrevet siden 2010, men også de to sange fra KarriereKanonen-tiden i 2003 ”Hviskepigen” og ”Hvem der var” er at finde på pladen. Man kan kalde pladen for en oprydning i fortiden, måske en slags udrensning af det gamle materiale for at skabe plads til nye ideer?
Det er bemærkelsesværdigt så nemt de nyere numre glider sammen med de to gamle fra 2003, uden at man bemærker de 7 års forskel, og det kan tyde på, at Karoline Hausted har fundet sin lyd og sit udtryk, som hun nu er ved at forfine.
Sjovt nok synes jeg at netop ”Hviskepigen” og ”Hvem der var” er de stærkeste numre på pladen, stærkt fulgt op af ”Tiffany”, som jeg ikke aner hvornår er skrevet. De har alle 3 en stærk melodi og et en mere kryptisk opbygning end de resterende sange, der til forveksling minder om hinanden i udtryk.
Hvis Jeg tror jeg drømmer er en slags oprydningsproces, så håber jeg de nye ideer, som gerne skulle bruse frem nu, skuer lidt bagud i tiden og finder noget af den nysgerrige drivkraft, det lyder til at Karoline Hausted havde mere af i de tidlige numre.
