Anmeldelse: CODY – FRACTURES
By Soeren Andersen | august 24th, 2012 | Category: Alle, Danske Albums | No Comments »
”FRACTURES”
(Nordic Music Society/VME)
Udgivelsesdato: 27/8-2012
Karakter: 6/6
Anmeldt af: Søren Andersen
FORBANDET SMUKT MED INTERNATIONALT SNIT
Hvis der er noget, skandinaviske musikere er i stand til, så er det at indfange en helt særlig inderlig melankoli og dybde.
Den der følelse af, at selvom musikken trækker veksler på tendenser fra hele verden, så kan musikken kun være født i Danmark. Sådan har jeg det, når jeg lytter til Cody.
Hvem har i øvrigt sagt, at musik fra Danmark ikke kan være på højde med det bedste internationalt? Cody kan i hvert fald. Cody spiller folkrock med inspiration fra indie, americana og country. De er den lyse imødekommende udgave af The National. De er forbandet dygtige til det, de gør, og sammen med eksempelvis I Got You On Tape er bandet velsagtens noget af det ypperste, vi kommer inden for den lidt mørkere melankoli på disse breddegrader.
Lige fra den mere end seks minutter lange og episke "Disharmony" til lukkeren "Go Home" er jeg fanget på Codys andet regulære album, Fractures. Sjældent har jeg hørt et så velkomponeret og elegant udspil fra et dansk band. Kasper Kaaes mørke men blide stemmer svøber sig omkring mine ører, og så skal bandet have ros for at turde at lade rytmesektionen få lidt plads, også selvom vi har at gøre med stille numre.
De syv medlemmer af Cody er mærkbart sammenspillede, så hvad skal det da ikke blive til, når de indleder en mindre Danmarksturne i midten af september.
Fractures er ikke et festligt udspil, som du kan sætte på, hvis der skal varmes op til en bytur. Du skal nok heller ikke sætte Fractures på, hvis kæresten lige er gået fra dig. Cody handler nemlig om brud og er bestemt tiltænkt de noget mørkere tanker i menneskets sind. Melodierne er dog så smukke og teksterne så stærke, at pladen sagtens kan tåle at køre på repeat sådan en halvkold regnvåd sensommerdag. Ja, faktisk skylder du dig selv at få købt pladen, så du er forberedt på de triste vejrmæssige tider, vi helt sikkert går i møde.
Jeg vil ikke anbefale et særligt nummer. Det er nemlig hele pladen, der springer i øjnene som et værdigt bud på årets bedste plade på min hylde. Tak for det Cody, og kan I så komme ud på landevejen!
