Anmeldelse: THE TRISTESSE OF ENOLA – MEMENTO MORI (EP)
By Jens Christensen | juli 16th, 2012 | Category: Alle, ep n coming | No Comments »
THE TRISTESSE OF ENOLA
”MEMENTO MORI” EP
(Selvfinancieret)
Udgivelsesdato: er udkommet
Karakter: 3/6
Anmeldt af: Jens Christensen
Den er i bund og grund lidt sær, den her ep.
Den er ikke dårlig, overhovedet ikke, men det er altså lidt sært, at selvom Memento Mori i lang udstrækning er lyden af én mands vision og stemme, så stritter ep’en i alle mulige retninger. Startende med bandets navn og ep’ens titel, der i mine ører klinger metallisk.
Manden med stemmen hedder Jesper Holther, og han leverer skitserne til ep’ens tre numre, der formår at stikke i hver sin retning. Men ingen af dem har hverken over- eller undertoner af metal.
”Prophecy of Man” er melankolsk alt-country sang, der igen beviser, at det i denne genre er nemmere at være kompetent end original. Der er intet galt med udførelsen, og Jespers stemme gør sig godt i genren, men jeg sidder også tilbage med fornemmelsen af at have hørt nummeret før. ”Mexico” er mere regulær rock, men med et 90’er Unplugged-agtigt udtryk. Der en fin energi i nummeret, der bygger op til et næsten punket klimaks:
“You should learn to toughen up
“You should learn to make me stop
“You should learn to fuck me up
“'cause I am b.a.s.t.a.r.d”
Ep’en rundes af med et lækkert og bedragerisk popnummer, ”Tantalus Aches”, der musisk nok trækker på de sene 60’ere, men tekstmæssigt er det en murder ballad, der udføres i duet med bandets kvindelige sanger, Line Møller Andersen. Kontrasten mellem den glade musik og de blodige tekster fungerer fremragende, og den sang hører sgu’ hjemme på radioen!
Memento Mori starter meget ordinært, men slutter hvis ikke ekstraordinært, så i hvert fald rigtigt godt. En udemærket debut, der dog bringer flere spørgsmål end svar, som jeg så til gengæld glæder mig til at få svarene på. Og de kommer, for dette er ifølge bandet blot resultatet af de første af tre planlagte studiebesøg i 2012.
DOWNLOAD MEMENTO MORI HER inkl. to bonus numre