JEG HAR SANGE NOK TIL DE NÆSTE MANGE PLADER

En kølig mandag aften inviterede Kira Martini & Co. Lydtapet og en masse andre til releaseparty på Café Bartof på Nordre Fasanvej på Frederiksberg. Her kunne den propfyldte café nyde tonerne af Kira Martinis debuplade More Things Unite Us.
Silas Marker fra Lydtapet fangede hende efter koncerten til en øl og en snak om fremmedhad, studieprocessen og forskellen på at spille jazz standards contra egne kompositioner.

- More Things Unite Us er jo ikke ligefrem et kontroversielt budskab. Hvad håber du på at opnå ved at gentage det?

”Jeg synes bare, at gode budskaber skal understreges, og jeg synes, at vi nogen gange har tendens til at fokusere på de negative ting. Jeg tror, at hvis man fokuserer på nogle positive ting, så bliver det stærkere. Det vokser. Den her sang (”More things unite us”, red.) skrev jeg, lige da jeg kom hjem fra Brasilien, et par uger før vi gik i studiet. At den har endt med at være titlen skyldes, at den har været samlepunkt for rigtig mange processer, jeg har været i gennem. For eksempel at jeg har oplevet racismen både her i Danmark men sørme også i udlandet.”

- Du har oplevet racisme i Danmark?

”Måske ikke ligefrem racisme, men det er bare meget svært at være i det danske samfund, hvis ikke man er dansk, og hvis ikke man taler dansk. Det er let at klare sig på engelsk, men det er ikke så let at blive accepteret og få et job, hvis man kan dansk.”

- Det er også det, du beskriver i ”Fit in.”

””Fit In” kommer fra en historie, hvor jeg så en familie blive smidt af bussen ved den danske grænse. Jeg blev så gal, og jeg blev så ked af det, jeg synes, det var frygteligt at se de her børn, der ikke anede, hvad der skete. Det satte rigtig mange tanker i gang.

Senere hen har jeg stiftet bekendtskab med samme problematik men af andre veje. For eksempel hvis du forelsker dig i en mand, der er fra et andet land, så er det rigtig svært at få lov til at være sammen.”

- Så pladen har ligesom et klart budskab og et formål. Men tror du, det reelt hjælper noget at råbe op?

”Ja, det tror jeg. Jeg føler egentlig ikke, at jeg råber op, det er ren og skær: ”Jeg har oplevet noget, jeg er ked af det og har brug for at få det ud.” Sådan er det. Senere hen, når jeg synger det og folk lytter til det – JA, så får jeg også selv den der følelse, der siger ”fandens også!” Og jeg synes, det er fedt, at folk kan stå sammen om det.”

- Det kunne ellers godt være, at du var en af de her kunstnere, der prøvede på at ændre verden med musik.

”Jeg ved godt, at jeg ikke kan ændre verden. Men jeg vil rigtig gerne prøve at sætte streg under de ting, jeg synes er vigtige.”

- Hvordan har processen omkring pladen været? Har I haft en fast deadline, eller har det været mere chill?

”Jeg har jo været ude at rejse i næsten to år, og det er derfor, at sangene er udtryksmæssigt forskellige. Nogen er skrevet i Brasilien, nogen er skrevet i Spanien, nogen er skrevet i Frankrig, og nogen er skrevet i Danmark. Jeg kan rigtig godt lide det der med, at man bare skriver en sang og ser, hvad der sker med den. Det er nok fordi, jeg kommer fra et jazzmiljø – en verden, hvor man improviserer. 

Da jeg spillede i Brasilien kom der folk op til mig hver aften og spurgte, om jeg ikke havde en CD, de kunne købe. Havde jeg haft det, ville jeg næsten kunne leve af det! Og så gik jeg i gang med at indspille.”

- Men hvordan kan det være, at der gik så lang tid, inden du begyndte at lave en plade? Der er jo mange, der starter karrieren med at indspille og så tager ud for at spille jobs. Du begyndte med at spille jobs først?

”Jeg er jo autodidakt; jeg har jo lært ting af at spille jobs og stå på scenen. Det har jeg gjort i nogle år i jazzregiet, men mine egne sange er kommet snigende. Da jeg spillede på barer i Brasilien spurgte folk mig, om jeg ikke kunne spille nogen af mine egne sange, og jeg svarede, at jo, det kunne jeg da godt. Da jeg så kom hjem, tænkte jeg: ”Hell yeah, nu skal de bare indspilles!”

- Kan du så bedst lige at spille dine egne sange eller jazz standards? 

”Jamen, jeg elsker begge dele! 

- Der er ellers mange musikere, der føler, at de kaster sig ud på dybt vand og skal stå til regnskab for en masse, når de spiller deres eget materiale. At spille jazz standards er derimod at være på den sikre side.

”Nej, jeg føler overhovedet ikke, at jeg skal stå til regnskab for noget, når jeg spiller mit eget materiale. Jeg føler bare, at jeg har et frirum, hvor jeg kan lukke op og udfolde mig.”

- Nu skal du jo lige få snakket med de sidste her og få drukket en øl. Men hvor lang tid går der så, før vi hører fra dig igen?

”Jeg har sange nok til de næste mange plader, og jeg spurgte faktisk drengene, om vi ikke skulle spille nogen af dem i aften, men så tog det så lang tid at spille pladen. Så den næste kan komme hvert øjeblik.”

- Kommer den kommende plade til at være den samme blanding af jazz og world, eller prøver du noget nyt?

”Hvem ved? Det kommer an på, hvilket land jeg tager til næste gang.”

LÆS ANMELDELSEN AF MORE THINGS UNITE US

BESØG KIRA MATINI PÅ MYSPACE