Anmeldelse: X.O.B – ENCHANTMENTS
By Jeppe Larsen | juni 29th, 2012 | Category: Alle, ep n coming | No Comments »
"ENCHANTMENTS"
(Soundsc.)
Karakter: 4/6
Udgivelsesdato: 22/06 – 2012
Anmeldt af: Jeppe Larsen
SOUL HAR FÅET ET NYT ANSIGT
X.O.B består af den yderst kompetente beatmekaniker Exampler og den tatoverede soulcharmetrold Barbara Moleko.
Specielt Exampler er kendt her på Lydtapet, for hans Hunters and Collectors. En skive, der for mit vedkommende, stadig kun bliver bedre for hvert gennemlyt den får.
Barbara Moleko er et relativt ubeskrevet blad på musikscenen. Hendes første single ”Gå en tur” har dog fået pæn omtale, og er da også en supersprød omgang charmerende soul.
Denne gang har de to slået pjalterne sammen, i det der hedder X.O.B. Gruppen har eksisteret siden 2011 og har haft godt gang i arbejdet, både live og i studiet.
Det arbejde er der kommet en bette EP ud af. 5 numre med Examplers fantastiske kreative beats og Molekos kælne vokal burde være nok til at tilfredsstille selv den sureste anmelder, og det er det da næsten også.
Der hvor den sure anmelder kommer op i mig er, ved det faktum at vi reelt kun får serveret 4 numre. Introen er for kort og kedelig og kunne ligeså godt have været en fast del af ”Just let go”. De øvrige numre holder ganske fint, men det er som om antallet af repeat-knap-tryk bliver stærkt begrænset af de lidt sørgelige antal numre.
Genren er soul. Moderne urban elektronisk soul.
Examplers beatunivers viser sig utrolig velegnet som svævende og understøttende baggrundsflow til Molekos lækre vokal. Det er knap så eksperimenterende og spændende som på Hunters and collectors, og det er en smule ærgerligt, for det er det som helt klart er medvirkende til at gøre lige netop den plade til konstant spændende.
Ikke desto mindre er det fedt at høre, hvordan Exampler stadig formår at smide et beat sammen, så det går langt ud over det gængse 1-2-3-4 beat. Mange bittesmå detaljer kryber ind og ud igennem hinanden i et musikalsk virvar. Uden det på nogen måde fremstår forvirrende.
Der er ikke overladt noget til tilfældighederne.
Barbara Moleko har, som tidligere nævnt, en rigtig god vokal. Den passer som fod i hose i forhold til det lidt dystre lydspor Exampler har sat sammen. Det er et stykke vej fra den glade, optimistiske lyd der gennemsyrer ”Gå en tur”. Det klæder hende at mestre begge genrer.
Lige så moderne som det er, lige så meget respekt for soulgenrens historie ligger der gemt i Enchantments. Det går lige i hjertekulen og havde man nu haft hjemstavn i København, er der ingen tvivl om man ville have kippet med det lokalpatriotiske flag over CPH (It’s the city). Et nummer som i den grad fortjener at benytte sig af selvsamme taktik som joe True rappede om på ”Nørrebro hotride” …for at få en større brugerflade”, nemlig at ”pump det her på Nørrebrogade når I kommer kørende”.
Hvis vi så bare kunne sprede det over hele København på den vis, ville det være et sjovt gimmick.
Flere numre havde givet højere karakter, men fire numre kan kun få en karakter pr nummer.
