Anmeldelse: TURBOWEEKEND – FAULT LINES
By Soeren Andersen | juni 25th, 2012 | Category: Alle, Danske Albums | No Comments »
TURBOWEEKEND
”FAULT LINE”
(EMI)
Udgivelsesdato: 25/6-2012
Karakter: 4/6
Anmeldt af: Søren Andersen
Velkommen til popsnedkeriet
Det er velsmurt og det lyder lækkert. Så kort kan det siges om Turboweekends tredje udgivelse Fault Lines. Silas Bjerregaards vokal er poppet og fængende, mens sammenspillet i rytmesektionen holder niveau hele vejen igennem.
Der er ingen tvivl om at Turboweekend er gået efter det mere poppede udtryk på Fault Lines. Det er mere højtragende popmusik end det er klubrock som på det første vi hørte fra kvartetten. Det er glædeligt, at bandet har givet sig selv lov til at udvikle sig. Efter et par gennemlytninger af skiven, så er jeg da også fuldstændig overbevist om at vi nok skal få mulighed for at høre pænt mange af numrene på pladen som singler i radioen det kommende år. Der er masser af hitpotentiale gemt på Fault Lines.
Når Turboweekend er bedst på denne plade, så folder de sig ud med electrobeats og Silas Bjerregaards vokal er næsten desperat, som på ”Fire Of The Stampede”. Her går det op i en højere enhed, hvor kvartetten er på toppen af hvad Danmark har at tilbyde inden for elektronisk poprock. Førstesinglen ”On My Side” er også ganske godt set. Den er oplagt som single og har også allerede bevist sit hitpotentiale.
Faktisk skal vi seks sange ind på Fault Lines, før vi kommer væk fra hitskabelonen og Turboweekend begynder at lege lidt mere med utrykket. På ”Good Morning, It's Tomorrow” starter vi stille og næsten nøgent ud, men ender i et virvar af eletrobeats. Det passer godt til Turboweekend at tage den slags chancer, for det er faktisk der min anke kommer.
Det er næsten som om, at bandet er gået målrettet efter at skrive så mange enslydende P3-hits som overhovedet muligt. For selvom pladen er fyldt med høj kvalitetspop, så bliver det også en anelse monotont. Jeg har faktisk svært ved at adskille numrene fra hinanden her fem-seks gennemlytninger henne. Det skyldes til dels Silas Bjerregaards vokal. For ligeså fin den er, ligeså ensformig bliver den også. Jeg savner, at han engang imellem skubber sig selv ud over kanten og udfordrer den lyse stemme. Simpelthen fordi det kommer til at lyde alt for ens fra nummer til nummer. Det kan dog alligevel ikke ændre på, at Turboweekends tur i popsnedkeriet har været vellykket, og at de besidder tronen af electropop i endnu en regeringsperiode.
