Anmeldelse: RASKE PENGE-ORIGINAL BANG DING
By Jeppe Larsen | juni 7th, 2012 | Category: Alle, ep n coming | No Comments »
"ORIGINAL BANG DING"
(Target Records)
Karakter: 4/6
Udgivelsesdato: 04/06-2012
Anmeldt af: Jeppe Larsen
CARIBISKE TILSTANDE I DK?
Overskriften er i virkeligheden ikke så præcis som den burde være, for hverken kulturen, vejret eller den gængse radiomusik vidner om specielt caribiske tilstande i Danmark, men selvom Raske Penge er pæredansk og teksterne beskriver danske tilstande, så er genren reggae helt ind til benet.
Fem nye numre med hvert sit spændende udtryk ser dagens lys på denne miniudgivelse fra Raske Penge. Vi bevæger os rundt i flere grene af reggaegenren. Lige fra det tunge hip hop inspirerede dancehall nummer, ”Original Bang Ding”, som indleder pladen, videre til UK-steppers versionen af det samme nummer, dog med en smule ændring i vokalen.
Herefter er det udgivelsen virkelig bliver spændende. Raske Penge træder et skridt op på storyteller-stigen og breder tre fede små historier ud for lytteren.
Det første, ”Baghave”, handler om en narkomans liv fortalt fra øjeblikket før han begår indbrud for at kunne skaffe penge til at kunne fortsætte sit stofmisbrug. Det er ret intenst og realistisk, og teksten er medvirkende til at genopsætte det evige spørgsmålstegn vedrørende stoflovgivningen her i landet.
Dernæst følger en historie om de der store stærke machotyper, som man kan være bange for at tale med pga. deres aggressive udseende. Men ”… inden i den bride gemmer sig et lille skvat, og han vil ud”. Nummeret udtrykker det man gerne ville sige, hvis man turde, men det rummer også et realistisk syn på mennesket. Selvom man er stor, tatoveret og pumpet, kan man sagtens være et godt menneske inden i.
Det sidste nummer er allerede blevet grovspillet på Youtube og kendt af mange. ”Intelligent”. Der handler om det intelligente men socialt ubegavede menneske. Ham som måske var en vidensbank af rang, men ikke havde nogen venner. I bedste dancehall-stil kører Raske Penge historien af og man sidder med en blanding af dårlig samvittighed, over de nørdede typer man måske har drillet op igennem skoletiden, men også med et stort smil da historiens hovedperson får sin hævn ved at udvikle sig til at ond og gal videnskabsmand.
Historierne er virkelig godt fortalt, og rummer både humor og alvor nok til at man gider tjekke dem ud en ekstra gang. Musikken er fortrinsvis dancehall inspireret men egner sig lige meget til dansegulvet som til bil eller sofa. Det er dejligt varieret og Pato Sienbenharr, Pilfinger, Pharfar og TopGunn der står bag de fleste af numrene har formået at lave en up to date reggae lyd med charme, energi og boblende vellyd. Det skriger efter at blive spillet superhøjt.
Når nu musikken er så lækker og varieret er det lidt træls at Raske Penges vokale udtryk er så begrænset som det er. Det er historierne og musikken, som trækker op på karakteren. Det havde klædt udgivelsen, at man varierede vokalen lidt mere. Om det er genren som er skyld i ensformigheden, eller om det er Raske Penges musikalske formåen, skal jeg lade andre bedømme, men når alt kommer til alt, synes jeg han har en smule tendens til at blive vokalt kedelig efter flere gennemlytninger.
Det ændrer bare ikke på karakteren, for helhedsindtrykket er stadig overvejende positivt. Det er funky og går lige direkte i dansemusklen. Så man kan kun håbe på resten af Danmark har det på samme måde. Her i haven er der i hvert fald Raske Penge til grillmaden.
