METTE JUUL

”MOON ON MY SHOULDER”

(VME)

Udgivelsesdato: 02/07-2012

Karakter: 3/6

Anmeldt af: Silas Marker

UAMBITIØST MEN ACCEPTABELT

Så er der nyt kød til den optimistiske anmelder på et af Kongerigets lidt større musikmedier, der i 2010 begejstret skrev, at ”man har aldrig kunnet høre hende i sit eget hjem (med mindre man selv har hjembragt piratoptagelser fra en koncert),”

men at man nu endelig kunne få hende med hjem, da Mette Juul udgav sin debutplade ”Coming in from the dark.”

Med Moon on my shoulder kommer Juul ind fra mørket igen og hilser på os med 10 nye jazzballader.  

Klicheer kan i flere tilfælde være i orden, især hvis man leverer dem med et ironisk distanceret, skævt smil. Men flere af sangene, f.eks. åbnings- og titelnummeret ”Moon on my shoulder,” ”Humdrum blues,” samt  ”Ask me now,” starter med et længere næsten-a cappella-stykke og bliver efterfølgende bygget instrumentalt op. Det er fint en enkelt gang, især fordi det lige markerer, at Juul husker og respekterer de gamle jazztraditioner, men den selvhøjtidelige måde, Juul gentagende gange gør det på, klæder hverken hende eller jazzen som helhed.

Juuls stemme kan der ikke sættes mange fingre på. Enkelte gange når den ikke helt i mål, men her bliver den til gengæld akkompagneret og bakket op af den lækre instrumentaldel, der hjælper på det.

På ”Hum drum blues” leger Juul friskt med sit musikalske udtryk. Hun er flere gange blevet sammenlignet med flere af jazzens larger-than-life navne som f.eks. Billie Hollieday, og for at blive lidt i den terminologi rykker hun på sin fortolkning af ”Humdrum blues” lidt længere væk fra Hollieday og tættere på Fitzgerald.

Ikke at det sjælfyldt sørgmodige udtryk ikke klæder hende – tværtimod – men når først man har hørt førnævnte skæring, ville man ønske, at hun havde fortsat lidt længere ud af dét spor. For efterfølgende nummer ”When we leave the riverbank” er der i princippet ikke noget musikalsk i vejen med, men det får den ærgerlige funktion af et antiklimaks efter ”Hum drum blues” opbyggende, overskudsrige swing.

Generelt er den musikalske stemning på Moon on my shoulder mere sørgmodig end på forgængeren ”Coming in from the dark,” At fylde en plade med sjælfulde ballader har mange gjort før Juul, herunder men ikke begrænset til hendes (og mine) store, kvindelige idoler, men selv Billie Hollieday forstod at presse en ”He Aint’ Got Rhythm” og ”Swing Brother, Swing!” ind mellem ”Travlin Light,” ”P. S. I Love You” og ”I’ll Be Seeing You.” Kort sagt efterlyses lidt variation. Mette Juul synger smukt og fraserer som en engel, men uden de obligatoriske mood shifts bliver det ganske let for sentimentalt, for tungt og næsten patetisk. Der mangler simpelthen luftighed. Hendes fortolkning af Joni Mitchelss ”Be cool” har en walking bass, der peger i den rigtig retning men aldrig helt når i mål.

Hvis Mette Juul må benytte klichéer, må denne anmelder også: Moon on my shoulder er virkelig den svære to’er. Egentlig er myten om ”den svære toer” noget vrøvl, en konstrueret forestilling og i nogle tilfælde en selvopfyldende profeti, men i Juuls tilfælde ser det ud til at have sin rigtighed. Denne anmelders beskedne viden og indsigt rækker desværre ikke ind i tankerne i øvelokalet hos Juul og co., men på ”Moon on my shoulder” virker det som om, at Juul føler, at hun kan tillade sig at slappe lidt af efter debuten, der blev rost til skyerne af landets større musikmedier. Der er tydeligvis tænkt mindre over pladens variation og komposition, hvilket efterlader en halvfærdig plade. Juul er en god sangerinde, og hendes stemme er en fornøjelse at lytte til, men ”Moon on my shoulder” er som produktion en halvskuffende omgang set i lyset af forgængeren.

Når alt dette er sagt og smagsdommeriet bragt til ende, skal det afslutningsvist siges, at nye Mette Juul-lyttere, interesserede og måske upcoming fans sagtens kan starte her. Men står man med valget mellem de to hidtidige udgivelser, kan den første anbefales stærkest.

BESØG METTE JUUL HER