Anmeldelse: LIVE BLEEDING FINGERS – PEACEFUL MAN

LIVE BLEEDING FINGERS

”PEACEFUL MAN”

(Gateway Music)

Udgivelsesdato: Er udkommet

Karakter: 5/6

Anmeldt af: Søren Andersen

 

LYDEN AF ROOTS I DAG

 

Når man sætter en roots eller americana-plade på, så sker det ofte, at man kan drage paralleller til musik fra en svunden tid. Det er jo sådan set meget logisk. Men så er det også desto meget mere befriende at støde på et nutidigt bud, der trækker veksler på noget mere nutidigt.

Det formår Live Bleeding Fingers på deres andet udspil Peaceful Man.

 

Allerede i 2007 udgav kvartetten det selvbetitlede debutalbum og sidenhen har bandet spillet adskillige live-koncerter, samt kastet sig over andre projekter. Nu er de så tilbage med en frisk lyd, som læner sig op af flere forskellige inspirationskilder. På titelnummeret og åbneren kan Hans Christian Bugges vokal sagtens sidestilles med Bruce Springsteens når han er mest blueset. Vokalen kan dog i nogle af de mest bluesede numre godt savne lidt dybde. Jeg er i hvert fald personligt mere til en dyb bas, når der bliver sunget indenfor denne genre. Det kommer blandt andet til udtryk på næstsidste nummer ”Living Hell”. Allerede på anden skæring er vi ovre i klare paralleller til de succesrige amerikanere fra The Black Keys og det klæder til gengæld den lettere hæse vokal rigtig fint.

 

Live Bleeding Fingers har valgt at hive en række producere ind, som ikke traditionelt har haft deres rødder i blues og roots. Vi snakker amerikaneren Neill C. Furio (Marie Frank, Boat Man Love), Dennis Ahlgren (Tina Dickow) og Aske Bode (Hymns From Nineveh). Ifølge bandet selv, skulle den mange-facetterede producerskare være med til at udfordre den traditionelle roots-lyd. Det synes jeg lykkes. Man kan vel næsten tale om et til tider mere rocket udspil, end hvad man ellers kan forvente af en roots-kvartet.

 

Der ingen tvivl om at Live Bleeding Fingers er dygtige musikere. Særligt Rasmus Stenholms arbejde på keyboard fortjener ros. Han får meget plads på numrene, hvad end det er den rolige blues  eller den mere rå og rockede rock-komposition. Og så kan man også godt høre, at forsanger og guitarist Hans Christian Bugge har været i skole hos blues-legenden (i hvert fald på danske breddegradder) Kenn Lending.

 

Peaceful Man er der udover otte egne numre også et enkelt cover af blues-klassikeren ”Hi-Heel Sneaker”, der oprindeligt er skrevet af Tommy Tucker i 1963. Er du til Springsteen og en mindre aggressiv udgave af The Black Keys, så kan du roligt kaste dig over Live Bleeding Fingers.

 

BESØG LIVE BLEEDING FINGERS HER

 

Leave a Comment