KASPER BAI

”EN UDMÆRKET ORDNING”

(Red Hill Records)

Udgivelsesdato: Er udgivet

Karakter: 5/6

Anmeldt af: Silas Marker

NYSKABENDE TEKSTER HELT NEDE PÅ JORDEN

Ligesom inden for moderne politik, kan der inden for musik tegnes adskillige slags akser. Lad os tegne en. I den ene ende står David Bowies for nyligt hyllede, Nietszche-inspirerede, overmenneskelige Ziggy Stardust. Det fascinerende, skræmmende og for fascisterne meget inspirerende ideal om ”den stærke overmand.”

I den modsatte ende af aksen har vi Kasper Bai på En udmærket ordning. der netop handler om det modsatte af overmennesket. Ikke her forstået som undermennesket, men som almindelige mennesker helt nede på jorden.

”Heidi” handler om den venstreintellektuelle akademiker, der læser Information, bøger og fører velformulerede diskussioner. Omdrejningspunktet for sangen er, at hun har en anden side, som kan lide at læse sladder om de kendte, råbe, spise hotdogs og i det hele taget være afslappet og lavkulturel. På trods af sin overflade er hun præcis ligesom alle andre mennesker: Hun har også brug for at slappe af og smide fødderne op.

Det samme har jeg’et i pladens fjerde sang ”Så sagde vi jo…” der gerne vil læse avis og have styr på verdensøkonomien men ikke rigtig kan overskue det, fordi der jo sådan er så meget, og så deeeet…

På ”Det kan jeg godt forstå” er det igen hverdagen og de helt almindelige mennesker, der meget eksplicit er i centrum, når Kasper Bai gennemgår persongalleriet i en togkupé på vej mod Aarhus.

Lyrikken er En udmærket ordnings helt store force, men den holder til gengæld også hele vejen. Bai er dels nyskabende og lyrisk eksperimenterende (især på den fornøjelige ”Naturvidenskabelig romance) men samtidig helt nede på jorden. På den måde minder pladen i store træk om Hemingways lille, letlæselige ”Den gamle mand og havet,” der trods sin lettilgængelighed rummer mesterværkslignende kvaliteter.

Sangen ”Frihed” er et af pladens højdepunkter og en hårdtslående, politisk sang. Så let som en leg rammer den hovedet på adskillige søm i den danske debat om ytringsfrihed, der i løbet af Muhammedkrisen noget nye højder for snæversyn. Sammen med ”Hvor peberet gror,” der en protest mod pointsystemet, stiller den sig sammen med de andre yngre, danske jazzmusikere, der ynder at vise den samfundsbevidste side frem, herunder Kira Martini og Jan Svarrer. 

I løbet af pladen får Bai opbygget et persongalleri af navnløse individer med så genkendelige træk, at det kan være svært ikke at rødme. Men selvom, eller måske netop fordi, man kender alle personerne (især fra sig selv), kan det være svært ikke at ville høre mere. Man ønsker, at historien, der i øvrigt har en lækker instrumentaldel, skal fortsætte efter 11. nummer.

Kasper Bai har vist gjort det igen.

BESØG KASPER BAI HER