JENS WINTHER

”ELECTRAZZ”

(Stunt Records)

Udgivelsesdato: Er udkommet

Karakter: 4/6

Anmeldt af: Silas Marker

PROGROCK OG JAZZ I SKØN FORENING

”Det er noget mææærkelig musik,” lyder det fra en bekendt. Og det er så sandt, som det er sagt, om end man kan lægge noget forskelligt i førnævnte adjektiv. Mere herom senere.

Af måske forståelige grunde behandles nyligt (og især for tidligt) afdøde kunstneres værker med en vis større respekt og følsomhed, end når denne anmelder endnu engang anmelder en ny med Malene Mortensen. Denne respekt og følsomhed er også større end ved anmeldelser af opsamlingsalbum med sange af kunstnere, der døde for længe siden. Sådan er det bare, og det gælder særligt nyligt afdøde, idet man endnu ikke har opnået den tidsmæssige distance, som man har til for eksempel Miles Davis, Louis Armstrong og alle de andre, der forlod os for længe siden.

Jens Winther havde dog ikke behøvet at afgå ved døden for at opnå undertegnedes respekt og anerkendelse. Uden at dette skal blive en nekrolog, formåede han som meget få at kombinere jazz med klassisk partiturmusik, men også med progressiv rock, uden at det blev decideret traditionel fusionsjazz (sikke et paradoks – som tiden dog går), men hans helt egen genre. Denne kombination illustreres visuelt meget fint på albumcoveret til Electrazz, der næsten vækker nostalgiske minder om de psykedeliske progrockfyrster Pink Floyd og spacerock-kongerne i Hawkwind.

Mystikken omkring spacerocken såvel som meget af den psykedeliske rock, bringer Jens Winther fint ind på Electrazz og blander det med skarpe jazzelementer, herunder både swing, bebop og blues, der i høj grad bæres af Winthers egen elektriske trompet. 

På Electrazz mødes 60’erne og 70’erne med 10’erne i en romantisk, jazzet og kvalitetsbevidst date, og det er tydeligt, at Winther ikke har vidst, hvad det ville munde ud i, da han begyndte indspilningerne. Dette er, for at dvæle lidt ved personen Jens Winter, en af hans åbenbare kvaliteter: Selvom han var partiturmusiker med rødder i DR’s Big Band, som han blev medlem af allerede som 21-årig, kunne han stadig løsrive sig, lad sig føre af musikken og improvisere.

Den fri, legende og eksperimenterende improvisation og den (vil nogen mene) noget fastlåste klassiske musik, er traditionelt to modpoler, der gennem tiden har virket som hinandens antiteser illustreret ved det klassiske skel mellem klassisk musik og rytmisk musik. Men disses ender får Jens Winther til at mødes, fordi han netop forstod at spotte, hvor enderne er løse og kan kombineres.

Der findes næppe en bedre term end ”eksperimenterende,” når Electrazz skal beskrives med ét ord. Elektrisk eksperimenterende, og det er en fornøjelse at lytte til, hvis man er bare lidt nysgerrig, åbensindet eller progressivt indstillet.

Jens Winther nåede desværre aldrig at opleve denne udgivelse eller færdiggørelsen af pladen. Men den ville uden tvivl have fornøjet ham, for lige fra pladecoveret, over første nummer, til skivens sidste skæring er Electrazz et værk efter Winthers hoved og farverige fantasi.