Anmeldelse: GOTTSCHALK – LET THE SUN SHINE ON ME THIS TIME

GOTTSCHALK

”LET THE SUN SHINE ON ME THIS TIME”

(Selvudgivet)

Udgivelsesdato: er udkommet

Karakter: 4/6

Anmeldt af: Søren Andersen

 

FINTFØLENDE SOLSKIN

 

Selvom lyden måske nærmere er til solopgang end egentlig bagende solskin, så rammer Maria Gottschalk og band plet på den fire numre lange EP Let The Sun Shine On Me This Time. Den fine indiepop skal nok få fans af Tina Dickow og hedengangne Swan Lee til at lægge ører til.

Det københavner-baserede bands debut-EP er produceret af Kasper Rasmussen.

 

Selvom vi har at gøre med en række stille og støvede indie-numre, så bliver det aldrig kedeligt at være i selskab med Gottschalk. De gode melodier og den fine men potente vokal får musikken til at vokse på mig. På nummeret ”Nobody” præsterer Gottschalk endda et rigtig fint omkvæd, som førnævnte Tina Dickow ville have været stolt af at forfatte.

 

Jeg har aldrig set Gottschalk live, men det fyldige lydbillede på EP'en giver mig en fornemmelse af, at live-oplevelsen kan blive ret stærk. Jeg forestiller mig, at den fyldige lyd får endnu mere nerve og  måske det fem mand/kvinde store band endda støjer på scenen. Der er nogle rigtig spændende næsten-støjende passager på nummeret ”Be Mine”. Den side må Gottschalk gerne udforske endnu mere.

 

Al tekst og musik er skrevet af frontkvinden Maria Gottschalk. Det gør hun godt. Men det er i mine ører også lettere at imponere på fire skæringer, end på en hel plade. Jeg er derfor spændt på, om hun er i stand til fastholde min interesse på en egentlig længere udgivelse. Der er ikke meget tempo på Let The Sun Shine On Me This Time og det klæder som sagt denne udgivelse. Men om det også holder på en længere plade må tiden altså vise.

 

 

 

BESØG GOTTSCHALK HER

Leave a Comment