Anmeldelse: CLIFF UWEY-THE ECLECTIC

CLIFF UWEY

"THE ECLECTIC"

(Graven Records)

Karakter: 5/6

Udgivelsesdato: 14/05-2012

Anmeldt af: Jeppe Larsen

 

HVEM DÆLEN ER CLIFF UWEY?

 

J-Spliff har i flere år manifesteret sig som en af de allerbedste engelsksprogede rappere herhjemme. Med et flow og en teknik så sublim, man kunne være i tvivl om hans biologiske ophav.

Med en hardcore og tung stil har han præsteret at skabe sig et navn, som vidner om kvalitet og som er unik for rap herhjemme. I det store internationale billede kan man sætte spørgsmålstegn ved originaliteten, men ikke desto mindre har hans tidligere udgivelser været superstærke og bestemt et lyt værd.

 

The Eclectic er et helt nyt kapitel. Ikke mindst fordi J-Spliff genopfinder sig selv under navnet Cliff Uwey, men bestemt også på grund af den musikalske tilgang til værket.

Helt nye internationale indgangsvinkler er blevet brugt, og har været medvirkende til at skabe et utrolig varieret og sjælfyldt univers bestående af hip hop, dancehall og garage. Ophold i U.S.A, Jamaica og England har haft indflydelse på tilblivelsen af The Eclectic. Det bidrager til et langt mere interessant helhedsbillede af kunstneren og musikken.

Det er knap så hardcore og lige til, men man præsenteres derimod for langt flere og langt mere underholdende musikalske svinkeærinder. Et beat er ikke længere bare et beat, men derimod et varieret, svingende, understøttende indhold der spiller lige op med teksterne.

 

På mikken er Cliff Uwey tilbagelænet og energisk i en og samme person. Hans flow er overlegent og så sikkert at DSB skulle overveje at bruge det i motoren på togene for derved at skabe en tidsplan som kunne holde hver evig eneste gang.

Dog forsvinder ”den gamle” J-Splif ikke helt i dette nye Cliff Uwey’ske univers. Man er stadig ikke tvivl om hvem manden bag Danmarks svedigste engelsksprogede rap er.

Det der så bare giver denne plade så meget mere liv, er den nye reggae, dancehall inspirerede stil, der i den grad er med til at bryde den monotoni som rap-albums til tider kan lide af. Det er de færreste rappere som kan levere et så varieret flow, at det ikke på et eller andet tidspunkt vil virke ensformigt. 

Bedst som gæst er Omar på nummeret ”Loser”. Hans supersprøde stemmer lægger sig som en smød soulflade til Cliff Uweys fede rapstil. Det holder!

Det er svært at sige hvilket nummer som sparker allermest mås, da alle numrene har sjæl og charme til den helt store guldmedalje. Men skal man udvælge et enkelt nummer, bliver det ”You wan say whut” med Kaka på gæstelisten.

Det er lige så hårdt som den ”gamle Spliff”, men bringer også det bedste fra den ”nye Cliff” med sig. Det perfekte mix mellem nyt og gammelt, serveret som var det født til at skulle spilles højt.

 

Bag co-producer knapperne finder vi den allestedsnærværende Es og på to numre de gæsteproducerende JSL og Luxxx. Stilen er, som tidligere nævnt, inspireret af udlandsture til England, Jamaica og U.S.A. I stedet for at beskrive det som flere genrer, kan det bedst af alt beskrives som en genre, der mixer og afleverer det bedste fra hip hop, dancehall og garage-musikken. I pressematerialet beskrives lyden som feel-good-electro-hall-hop. Fed genre.

 

Den nye reggaeinspirerede lyd klæder I den grad Cliff Uwey.  Der er ikke tale om at sælge ud, gå pop eller på anden måde kompromittere det navn, som han har skabt sig selv. Han har bare åbnet flere døre og formået at genskabe sig selv, denne gang bare med endnu mere at byde på. Med en stak numre som både kan spilles ”in the hood”, på dansegulvet og hvor dælen det ellers skulle være.

 

BESØG CLIFF UWEY HER

 

Leave a Comment