Anmeldelse: WHERE DID NORA GO – AWAY, AWAY, AWAY
By Lukas Hagstroem | maj 22nd, 2012 | Category: Alle, ep n coming | No Comments »
WHERE DID NORA GO
”AWAY, AWAY, AWAY”
(Selvudgivet)
Udgivelsesdato: 21/05-2012
Karakter: 5/6
Anmeldt af: Lukas Hagstrøm
Når et kunstnerisk budskab formidles på smuk vis
Musikeren Astrid Nora udgav i 2010 et stille og poppet debutalbum. Det stille og det poppede er dog langt fra udgangspunktet på hendes nyeste musikalske projekt Where Did Nora Go.
Hun har slået sig sammen med produceren Henrik Marstal og Kasper Rasmussen, der blandt andet stod bag Penny Police’s EP Thieves Like Us fra 2011. Det musikalske udgangspunkt for musikken er celloen og teksterne henter inspiration i Henrik Ibsens skuespil ”Et Dukkehjem” fra 1879. Det er uden tvivl et anderledes musikalsk projekt, og ikke noget man lige støder på hver dag i Danmark. Og gudske tak og lov for det. For Where Did Nora Go er et forfriskende bekendtskab. På en måde er det nemt og tilgængeligt at lytte til, og så alligevel udfordrer det en til at lytte, fordi det er så anderledes. Det første nummer byder på støj, men det er kun en varsel for resten af albummet. Et varsel om ikke at læne sig for meget tilbage i stolen og vide sig sikker på, hvad der sker. Celloen er et fantastisk instrument, hvis den bruges rigtigt. Det gør den uden tvivl på ”Away, Away, Away”. Astrid Noras vokal sidder også lige i skabet. Det høres tydeligt at hendes tekster tager udgangspunkt i noget, der ligger hende på sindet. De bliver leveret med stor passion og er en fryd for øret. Der er noget Björk over både vokalen og musikken, og det gør, som sådan ikke noget. For det er gennemført med et personligt touch.
Den fire numre lange EP har både sin stærke og svage sider. Et nummer som ”Please Pleaser” tager udgangspunkt i et aggressivt og storslået cellostykke, hvor alt energien i nummeret hentes. Kompositionen i nummeret minder om et godt rocknummer. Anderledes fremstår ”Sister of The Dark/Walk In The Light.” Det er et stille nummer, der nærmeste svæver af sted. Astrid Noras vokal er placeret helt fremme. Teksten er et kald til kvinder, om at komme ud af mørket og ind i lyset, og her er det tydeligst, at udgangspunktet for teksterne, er hentet i Ibsens ”Et Dukkehjem”. Tænkes der over indholdet i teksten, er den stadig aktuel i Danmark og resten af verden i 2012. Det er en smuk og poetisk tanke at skabe fokus på kvindeundertrykkelse igennem musik med inspiration i et teaterstykke fra 1879 og det klassiske instrument celloen. Det lykkedes på flot vis at føre denne tanke til handling, uden at det bliver kliche. ”Please Pleaser” og ”Sister of The Dark/Walk In The Light” er klart albummets bedste og mest tilgængelige numre på EP’en. Åbningsnummeret ”Away, Away, Away” og den noget langtrukne ”Your Doll, Your Maid, Your Toy” når slet ikke samme niveau og originalitet. Det er en skam for Where Did Nora Go har et stort potentiale, der desværre ikke bliver udnyttet fuldt ud på EP’en.
.jpg)