Anmeldelse: ARTIFICIAL BROTHERS – MAKE OUR HEARTS SWAY

ARTIFICIAL BROTHERS
”MAKE OUR HEARTS SWAY”
(Für Records / Target Distribution)
Udgivelsesdato: 29/05-2012
Karakter: 3/6
Anmeldt af: Jens Christensen

GAMMELT VIN PÅ NYE FLASKER

Da Artificial Brothers i 2009 var finaledeltagere i KarriereKanonen, der jo har givet adskillige andre danske kunstnere et solidt skub fremad, endte det med ikke rigtigt at kaste noget af sig. Samme fornemmelse stod bandet med efter at have vundet titlen som Årets Rockfund på P4.

Læg dertil en fornemmelse af, at musikken de vandt så fin hæder med ikke lød, som den skulle, og så er gode råd dyre. Når Artificial Brothers alligevel i denne uge har udgivet deres debutalbum skyldes det, at de hverken gav op eller efter, men i stedet satsede butikken på projekt: ny lyd og nyt album.

Det kan godt være, at lyden på Make Our Hearts Sway er ny for bandet selv, men for de fleste andre vil der være tale om gammelt vin på nye flasker. Lyden af Articial Brothers anno 2012 svarer nogenlunde til lyden af post-punk revival a la Interpol blandet med lyden af Radiohead i deres storhedstid i sidste halvdel af 90’erne.

De planker ikke numre direkte, men allerede fra albummets start er der lidt for mange ’Ah, det lyder da som…’ øjeblikke. Åbneren ”Redemption” låner åbenlyst sin dramatik og klaustrofobi fra Radioheads mesterlige ”Exit Music (For a Film)”, og den efterfølgende ”Spiders” ville ikke vække negativ opsigt, hvis den sneg sig ind på Interpols Antics. Sådan er den generelle tendens på Make Our Hearts Sway.

Desværre, for det er i bund og grund ikke et dårligt album. Både bandet og sanger Mathias Bertelsen lyder godt med både pondus og weltschmerz, og sammen med producer Niels Høg har de fundet en meget organisk lyd, der klæder musikken fint. Men fornemmelsen af, at de læner sig for meget op ad deres idoler, klæder dem ikke.

BESØG ARTIFICIAL BROTHERS PÅ FACEBOOK
BESØG ARTIFICIAL BROTHERS’ HJEMMESIDE

5 Comments to “Anmeldelse: ARTIFICIAL BROTHERS – MAKE OUR HEARTS SWAY”

  1. Peter høgsholt siger:

    Det er egentligt sjovt at du skrive at numrene er stærke nok til at komme på et radiohead eller editors album, men at det så kun kaster 3 stjerner af sig? Måske meget godt gået af et debuterede band??

  2. Jeppe siger:

     
    Jeg hørte albummet i selskab med en flaske vin. Ikke en gammelt vin på en ny flaske – men en vin der langt hen ad vejen smagte som en god fransk vin. Men de små detaljer afslørede, at det i virkeligheden var ret unikt, og når det bliver gurglet, bliver vinen dansk og elsket for de små ting, der skiller sig ud på et stort marked!

  3. Torben Ihildt siger:

    Det var godt nok en tam anmeldelse – at man lader sig inspirere fra fortidens helte er da ingen skam. Som Peter skriver det i kommentaren, hvis det er godt nok til at være på et Editors Album eller Radiohead for den sags skyld? hvordan kan man så give 3?
    I øvrigt lige så meget som Anette Heick fik.. flot.

  4. Simon siger:

    Enig, dårlig anmeldelse der slet ikke sætter sig ind i hvilken genre AB spiller.

Leave a Comment