Interview: SOLBRUD – STEMNING FREM FOR KLASSISK STRUKTUR
By Rene Blavnsfeldt | april 17th, 2012 | Category: Alle, Interviews | No Comments »
STEMNING FREM FOR KLASSISK STRUKTUR
Det Københavnske black metal band Solbrud imponerede ikke bare mig, men stort set hele anmelderkorpset i vores lille land med deres selvtitlede debut, der udkom i starten af april. Et yderst interessant album, der måske ikke byder på banebrydende nyt, men som med konsekvent blik for stærke virkemidler ikke kan undgå at sætte sig fast på nethinden som et af de absolut bedste danske black metal albums nogensinde. Læs hvordan Solbrud er blevet skabt i den københavnske undergrund:
- Fortæl lidt om indspilningen af Solbrud.
"Pladen har vi selv optaget i vores øvelokale i løbet af foråret 2011. Grunden til at den har været så længe undervejs er, at vi havde svært ved at få den til at lyde ordentligt ved egen hjælp. Vi var så heldige at støde på Lasse Eriksen, som vi synes har gjort et fremragende arbejde med at få den til at lyde som den skulle."
- Hvad omhandler lyrikken på albummet?
"Vi har ikke rigtig lyst til at uddybe og give folk en direkte tolkning på teksterne. Vi vil hellere lade det være op til folk selv at tage stilling til dem, ud fra tekst og lyd som helhed."
- Numrene på albummet er meget lange og lægger mere vægt på atmosfære end vers/omkvæd. Hvad har inspireret jer til denne stil?
"Det har været planen fra starten at lave lange dragende numre, men det er ikke et mål i sig selv at numrene skal have en vis længde. Det er efterhånden bare blevet sådan at de fleste numre bliver godt over 10 minutter som vi skriver dem. Der er selvfølgelig en del bands vi lytter til der kører samme stil, og for os er udgangspunktet sådan lidt at vi prøver at lave akkordsammensætninger, der skaber en bestemt stemning, og holder til at blive gentaget over en længere periode. At spille riffet i en længere periode har også den effekt at man bliver mere fanget i stemningen. For vores vedkommende ville en klassisk vers/omkvæd struktur nok bryde den stemning vi forsøger at skabe og opbygge med musikken."

- Der er sket meget på black metal scenen de seneste 10 år og genren er genoplivet med bands som Deathspell Omega, Wolves In The Throne Room osv. Har denne nyere bølge inspireret jer?
"Ja det har den helt sikkert, og vi vil da også betragte os selv som tilhørende den nye bølge, især hvad angår vores lyd, hvor vi søger at skabe et større og mere massivt lydbillede end hvad der har gjort sig gældende 20 år tilbage. Men vi lytter da vidt og bredt indenfor genren og dyrker i høj grad også de klassiske gamle plader."
- Jeg har skrevet i min anmeldelse at I ikke ligefrem genopfinder den dybe tallerken. Hvor føler I selv, I står på black metal scenen, og hvad bidrager I med til genren?
"Ja det er vist også rigtigt, den erindrer vi heller ikke selv at have genopfundet. Nu er vi jo forholdsvis nye på scenen, og har faktisk ikke rigtig forholdt os til, hvor vi som sådan står på den eller hvad andre folk syntes om musikken. Vi skriver og spiller musik som vi selv syntes er fed og som vi selvfølgelig kan stå 100 procent inde for som band. Det er underligt at skulle tage stilling til det faktum, at andre tager stilling til os og det musik vi laver. Derfor er det også ret svært at skulle give et bud på hvor vi står… for det burde efter vores mening være op til lytteren at besvare det spørgsmål."
- Fremtiden for Solbrud?
"Det næste show i kalenderen er til 'Kaldet fra Dybet' i Ungdomshuset, København 21. april, hvor man vil kunne høre en masse andre spændende bud på nyere black metal. Vi ser frem til at få spillet en masse koncerter, gerne uden for Københavnsområdet. Vi er selv i gang med at få booket en lille Europa-turné i efteråret, hvor vi skal afsted med Eldjudnir. Vi håber det kan blive nogle rigtig fede shows, da vi passer godt sammen. Derudover arbejder vi fortsat med at få skrevet mere musik, og har sådan set størstedelen af materialet parat til en plade mere, som vi regner med at gå i gang med at optage til vinter."
LÆS ANMELDELSEN AF SOLBRUD HER