Interview: AT SVÆRGE TIL DET ENKELTE OG OPRIGTIGE
By Morten Nissen | april 5th, 2012 | Category: Alle, Interviews | No Comments »
AT SVÆRGE TIL DET ENKELTE OG OPRIGTIGE
EP’en udkom i april sidste år, og henrykkede os her på redaktionen, nu er albummet The Broken, The Beggar, The Thief udkommet, og som du kan læse i anmeldelsen her, så synes vi bestemt også om det album. Penny Police har haft et forrygende musikalsk år. Jeg satte mig for at finde ud af mere omkring Penny Police, som dagligt kalder sig Marie Fjeldsted. Læs her hvad Marie Fjeldsted AKA Penny Police har at fotælle om sig selv, sin musik og sin debut.
- Der er sket en del med dig det seneste år. Vil du fortælle læserne, hvad der er sket og hvilken udvikling du har været igennem?
“Jeg udgav min EP Thieves Like Us i april sidste år. Den fik gode anmeldelser rundt omkring i den danske presse og jeg tror en del syntes det var godt fundet på, at jeg selv havde printet, foldet og kysset hvert eneste cover med rød læbestift. På en eller anden måde blev det nok den fysiske udmyntning af et nærvær, som jeg tror mange forbinder med min musik, hvilket måske har givet EP'en noget ekstra troværdighed og gennemslagskraft. Det var startskuddet til at få åbnet nogle døre. På det tidspunkt havde jeg jo allerede spillet på bl.a. Iceland Airwaves Festival og spillet en del koncerter rundt omkring i Danmark, men det at have en anmelderrost udgivelse gjorde nok en forskel i folks bevidsthed. Og især i min egen. Så jeg prøvede at sende EP'en til de to danske pladeselskaber jeg umiddelbart bedst kunne se mig selv på og A:larm svarede hurtigt tilbage, at de gerne ville udgive min debutplade. Bare sådan uden videre. Og så er det jo gået slag i slag med bl.a. VEGAs Udvalgte, radiosingler og ikke mindst gode anmeldelser, bl.a. 5/6 stjerner i Soundvenue og hos jer. Så man kan nok sige, at jeg har fået mere fodfæste i branchen, men det har vist ikke ændret ved, at jeg nogle dage føler jeg kan erobre hele verden, mens jeg andre dage er noget mere tvivlende.”
- Hvordan vil du sige, at du har udviklet dig musikalsk siden din EP?
“Da jeg udgav min EP sidste år havde jeg faktisk allerede skrevet mange af pladens sange. Men jeg valgte alligevel 'kun' at udgive en EP, hvilket der er flere grunde til. Jeg ønskede bl.a. at tage det lidt i bidder og ligesom tune mig ind på, hvordan min debutplade skulle være. Og så var det også en strategisk beslutning for stille og roligt at gøre opmærksom på min musik inden min debutplade skulle udkomme. Det er jo vanvittig meget energi, man lægger i sådan en plade, så jeg gjorde hvad jeg kunne for at så mange som muligt skulle vide hvem jeg var, inden den udkom. For tænk hvis den bare forsvandt i mængden. Så den største udvikling ligger faktisk i, at jeg efter succesen med EP'en har turdet prøve flere ting af, hvad angår produktionen. Det har også været nødvendigt for en del af de sange der skulle med på pladen er der mere gang i. Så der var autoharpe og klaver ikke længere nok.”
- Er Penny Police et band, eller er det et synonym for Marie Fjeldsted?
“Penny Police er mit soloprojekt og kunsteralias. Jeg havde en lang liste med forslag til kunstnernavne, men fik det hurtigt snævret ind til dette, da jeg synes det indeholder en skøn rummelighed i de associationer man får fra det milde i pigenavnet 'Penny' til det mere konfronterende i 'police'.”
- Du er én blandt mange kvindelige kunstnere, der udgiver plader i denne tid. Hvorfor skal folk lægge mere mærke til dig end de andre?
“Det er sjovt, at der er så meget fokus på kvindelige artister og også en del snak (synes jeg) om, at der ikke er plads til dem alle. I bund og grund kan jeg ikke se, hvorfor det skulle være anderledes at være en kvindelig artist blandt mange andre kvindelige artister end at være et band blandt mange andre bands. Uanset hvad er der mange om buddet. Men som I skriver i anmeldelsen, så føler jeg også, at jeg har fundet min egen niche. Jeg synes vist selv det er mine melodier der skiller sig ud og så min måde at tænke musik på, som er ret fri. Det har haft stor betydning for arrangementerne, som er tilpasset den enkle sang frem for at opfylde et eller andet krav om 'sådan plejer man at gøre'. Jeg sværger til det enkelte og oprigtige, hvilket også skinner igennem i musikken og er særligt for mig og min musik.”
- Du er signet på A:larm Music. Hvorfor udgiver du ikke selv, som så mange andre gør?
“Jeg udgav jo min EP selv og prøvede ikke engang at finde et pladeselskab til at gøre det, da jeg faktisk tænkte det ville være mere overskueligt og håndgribeligt at gøre det selv. Men derefter syntes jeg, det var meget naturligt at prøve at få en aftale. Jeg var meget bevidst om, hvad jeg ønskede af et selskab og det var på ingen måde afgørende for mig. Jeg bestemmer helt og aldeles selv og er mindst lige så aktiv som tidligere, hvad angår alt det udenom. Og så har jeg dem til at kunne forstørre det hele lidt med de muligheder de nu engang har som et af Danmarks største selskaber. Det er skønt.”
- Du kommer fra Ribe, men er flyttet til KBH. Hvorfor var du nødt til at flytte?
“Det faldt mig meget naturligt at flytte fra Ribe, da jeg var færdig med gymnasiet i 2004. Det var ikke fordi jeg skulle til storbyen og prøve stjernedrømme af, men jeg ville ikke vide hvad jeg skulle lave i Ribe. Så da jeg har en del familie i København har det altid været meget logisk og så vidste jeg også at jeg skulle læse et eller andet. Jeg søgte først ind på Antropologi, men ændrede det i sidste øjeblik til Musikvidenskab og fik med årene mere og mere foden indenfor i det københavnske musikliv.”