HELMET COMPASS

”HEARTBREAK SESSIONS”

(Selvudgivet)

Udgivelsesdato: Er udkommet

Karakter: 3/6

Anmeldt af: Martin Bjørnholt

Når intensionen er bedre end udfaldet

Helmet Compass skal først og fremmest have en stor thumps-up for at have indspillet Heartbreak Sessions på en 4-spors kassettebåndoptager i deres øvelokale.

Det er autentisk, lo-fi og umiddelbart en skidegod idé, og bandet har da også delvist ret, når de skriver i deres pressemateriale, at de ikke lyder som noget andet kontemporært dansk band.

Desværre er numrene på Heartbreak Sessions ikke helt gode nok til at bære den sparsomme produktion, og det er ærgerligt. Især fordi sangene med en anelse mere arbejde og finpudsning kunne have udviklet sig til noget mere. Kompositionerne er uden de store nuancer, og man bliver aldrig rigtig overrasket. Det kan også høres, at bandet ikke har nogen bassist. Der mangler noget dybde i numrene, og det kan hverken vokalen, guitarerne eller trommerne gøre det op for. Bandet har indspillet fem ep’er på seks måneder, og selvom det kan være inspirerende at skrive nye numre, finde på albumtitler og designe ny coverart, burde bandet måske give sig selv lidt mere tid til at gennemarbejde deres idéer inden de indspillede dem.  

Helmet Compass søger en lyd i grænselandet mellem neo-psykedeliske bands som The Brian Jonestown Massacre og prog-koryfæerne i Pink Floyd, men det er især referencerne til de excentriske amerikanere der er tydelige. Den århusianske trio åbner Heartbreak Sessions med den Jonestown-agtige slackerhymne ”Fuck It”, men det er svært at tro på, at de virkelig mener det de synger. Altså Fuck det! Bandet mangler Anton Newcombes uforudsigelige og særegne energi, og man savner lidt mere jeg-er-gud-så-fuck-dig attitude.

Første skæring følges op af ”I Miss You” og ”He Will Hurt You”, hvis temaer går meget godt i spænd med ep’ens titel, inden der lukkes og slukkes med bandets absolut bedste nummer ”Carry The World”. Her lugter det lidt af euforiserende stoffer og ægte følelser, og man kan ikke andet end at lade sig flyde med på det dragende og bevidsthedsudvidende omkvæd. Forsangerens stemme er ligeledes lidt mere rå og autentisk end på de første tre skæringer, og der bliver tilmed spillet mere frit og grænsesøgende på guitarerne. Det er støjende, syret og rart.

Helmet Compass har på Heartbreak Sessions formået at skabe nogle gode melodier, men rigtig spændende bliver det desværre aldrig. Bandet spiller fint, men de mangler efter min mening en bassist, som ville kunne løfte deres lidt flade lyd til andre højder. Mere skal der måske ikke til.  

BESØG HELMET COMPASS HER