THOMAS BREDAHLS 3 FAVORITTER

Thomas Bredahl har været med til at opleve den største succes et dansk rockband nogensinde har oplevet. Som guitarist i Volbeat har han turnéret i det meste af verden og været med til at erobre det Amerika. Før tiden i Volbeat udgav han plader med bandet Gob Squad, som han stadig er en del af.

Thomas Bredahl har givet sig tid til at beskrive sine tre favorit-albums, og vi giver tastatureret videre til Thomas.

Green Day – Dookie (Reprise, 1994)

Jeg var 13 år gammel, Kurt Cobain var lige død og jeg havde lært nogle få akkorder på guitar. Jeg havde optaget den senere klassiske Chicago koncert med Green Day på opfordringer af en kammerat. Vi var nogle stykker fra klassen, der mødtes på mit kælderværelse efter skole og trykkede play på – hold nu fast – VHS maskinen!!! Fra første sekund kunne jeg mærke at dette var noget helt andet end grungebølgen, som de fleste dyrkede på den tid. Det handlede ikke så meget om selvdestruktion (selvom teksterne ikke ligefrem var happy go lucky), men mere om at spille røven ud af bukserne og have det sjovt. Mange af mine kammerater var metalheads, men jeg var nok mere til melodi end smadder. Derfor blev jeg med et forelsket i de tre purunge amerikaneres evne til at skrive fantastiske melodier uden at gå på kompromis med energien. At de kunne trylle så mange fede sange ud af så få akkorder inspirerede mig til klø på med guitarspillet, starte mine første bands og skrive mine første sange.

Jeg har svært ved at fremhæve egentlige favoritnumre, men med en pistol for panden vil jeg nok vælge Burnout, der med sin flabede lilletromme start, uptempo og spilletid på 2.08 minutter sparker albummet igang med manér.

Rancid – …and out come the wolves (Epitaph, 1995)

Jeg kan huske at Jens "Jam" Rasmussen skrev en lille artikel om Rancid i sin brevkasse i Mix, hvor Rancid blev præsenteret som Green Day's venner. Det skulle selvfølgelig checkes ud og jeg blev blæst helt tilbage i sædet. Det fede ved netop det album er at det er at bandet har droppet en smule af den vrede og surhed, som gennemsyrer de første to album, og skrevet en ægte og lidt poppet punkrock klassiker. Skiven er fyldt med sange som man ville give sin højre arm for at have skrevet.  Jeg læste engang en artikel, der udråbte Rancid til the Gob Squad of punk. Gæt selv hvordan vi kom på navnet til Gob Squad :)

Introtracket "Maxwell Murder" skal helt klart fremhæves, da det har verdens fedeste bas solo (i hvert fald i min verden). Time Bomb er Rancids første ska nummer og er intet mindre end fantastisk. Jeg har også et personligt forhold til Ruby Soho og Roots Radicals, som vi jammede i Gob Squad's barndom.

Operation Ivy – Energy (Lookout, 1989)

Forud for Rancid spillede Tim Armstrong og Matt Freeman i det banebrydende skapunk band Operation Ivy. Bandet eksisterede i 2 år fra 1987 til 1989 og udsprang af punkrock miljøet omkring Gilman Street 924 i Berkeley. Bandet og albummet er nok det vigtigste i punkrockens historie siden Sex Pistols, The Clash og Ramones. Albummet er bandets eneste og er indspillet umiddelbart inden de valgte at stoppe. "Too much attention unavoidably destroyed us" beretter Tim i tribute sangen Journey To The End Of The East Bay fra …and out come the wolves. Albummet er ved at koge over af ungdommelig vrede og energi. Det er indspillet lynhurtigt, er produceret minimalt og lyder derfor sindsygt skrabet…og det er også det der er så fedt og charmerende ved albummet.

"Yelling In My Ear" er klart mit favoritnummer. Fantastisk uptemo ska, hvor Jesse Michaels har travlt med samtidigt at brokke sig og slå rekord i hvor mange ord man kan smide ind i et vers. Hvis ret skal være ret, så er sangen egentlig fra ep'en Hectic, der blev inkluderet på cd udgaven af Energy.

BESØG GOB SQUAD HER