JAN POULSEN SKRIVER OM SINE 3 ØJEBLIKKELIGE FAVORITTER

Det ville fylde en del, skulle man beskrive den mand som nedenfor lister sine tre favoritter. Jan Poulsen er et navn der vil klinge bekendt hos alle os som har dyrket rock og punk scenen i Danmark de sidste 20-30 år.

Og nye læsere er kommet til via Jan Poulsens glimrende bøger om eksempelvis Sort Sol ("Fra Pisserenden Til Statens Museum For Kunst" Gyldendal 2002), rockens kamæleon David Bowie ("Station til Station" Gyldendal 2006) og senest det store værk "Something Rotten!" (Gyldendal 2010) hvor Poulsen tager læseren med på en kulturel dannelsesrejse gennem punkens historie i Danmark, ikke blot set med musikalske briller, men også via kunsten og litteraturen. Udover bøgerne, har Jan Poulsen skrevet for stort set alt hvad der kan kravle og gå af magasiner, mestendels om musik. Lydtapet er glade for, at kunne give ordet til Jan Poulsen, der fortæller om sine tre øjeblikkelige favoritter.

”Jeg elsker lister og har altid gjort, men tanken om at skulle lave en ny alltime-liste (kort eller lang) døde sammen med min bedste ven halloween-dag i 2003. Til gengæld vil jeg gerne afsløre min liste over de tre albums, jeg har hørt mest indtil videre i år. Og jeg er næsten sikker på, at jeg har det ene helt for mig selv – alene af den grund at det ikke er udkommet endnu. Så meget desto større er min glæde over at hejse flaget for:

Laura Mo: Motel (2012)

Jeg var glad for hendes fem år gamle debut, Alkymi, som tilmed delte titel med en anden af mine favoritter (Richard Lloyds førstefødte), men Motel rev i den grad benene væk under mig, da jeg hørte albummet første gang i januar i år. For her var en kvinde, der kunne fortælle historier og tilmed lød som om, hun kunne lide det. For selv om sangene overordnet kredser om et forholds endeligt, belyser hun det fra mange vinkler og ofte på snedig vis som i Rapunzel, hvor hun i bogstaveligste forstand ønsker at træde ind i litteraturens verden: “Gid vi var som dem, der bor i bøger / Så ville du måske kunne høre Rapunzel i sit tårn / Hvis vi var som dem, der bor i bøger / Så ville jeg måske kunne gøre / Alt det, du drømmer om”.

I en anden af pladens ti sange, På perronen, kommer hun alle følelser igennem på blot to minutter og 48 sekunder: Fra den spændte venten på kærligheden på stationen over de tilgivelige fem minutters forsinkelse til den lige så tilgivelige aftalemisforståelse til chokket over i stedet for den udkårne at se den redte seng på det tomme hotelværelse og til erkendelsen af nederlaget. Det er en helt film skrevet elegant i syv vers. Samme filmiske associationer får jeg i Juliette, der placerer sig et sted mellem François Truffauts Jules et Jim og Frøken Nitouche.

Ni af sangene er Lauras egne, mens den tiende er Leonard Cohens ”Chelsea Hotel”, som i Laura Mos kongeniale gendigtning er blevet til ”Hjallerup Kro”. Netop dén omskrivning fra storby til land er sigende for Motel, der på ingen måde er streetsmart. Albummet kunne lige så godt være indspillet i 1972 som i 2012, for det er lykkeligt fritaget for trættende, tidstypiske studietricks. I stedet hviler en varm, tidlig Gasolin’sk stemning over pladen, og hun har da også fået Wili Jönsson til at lægge det autentiske vintage “gas-kor” under flere af sangene. Gert Smedegård fra CV Jørgensens gamle band spiller solide trommer, og Jytte Abildstrøm farver den afsluttende sang, Fra bord og seng, med sin stemningsrige sav.

Der er meget godt at sige om Motel, for Laura Mo er ikke bare en vidunderlig god ordsmed, men kan også ryste slidstærke melodier af sig. Og så har jeg ikke engang omtalt hendes stemme, som er ganske unik. Sangerinden lyder ikke som nogen anden, og hendes vokal skal nok af samme grund dele vandene og udfordre DR’s fedtspillende playlistechefer, for det er en enten-eller stemme. Den er for længst krøbet ind under huden på mig. Jeg elsker den og kan slet ikke få nok af den, hvad enten den er sød, charmerende, kæk eller krukket, for stemmen er det hele, men Laura Mo docerer fint. Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at jeg har hørt Motel mere end 50 gange på en god måned, og jeg tør godt allerede nu – inden albummet udkommer – placere det på den korte liste af vedkommende, gribende og overraskende danske plader, som også huser Hip, Herfra hvor vi står, Glem det hele, Supertanker og Kyst.

Phish: Billy Breathes (1996)

Det sjette udspil fra Phish var uden tvivl den plade, jeg hørte mest i 1996, og som jeg siden da er vendt tilbage til igen og igen, senest her i 2012 oven på et par års lytten til gruppens seneste album Joy. Det er der naturligvis grunde til, for de to plader er beslægtede på flere måder. Først og fremmest er de begge produceret af Steve Lillywhite, og så indeholder de – meget usædvanligt i en Phish-sammenhæng – en samling relativ korte sange. Gruppen er kendt som et liveband med en vis forkærlighed for timelange jams, men netop Billy Breathes viste med sine 13 sange, at gruppen var mere end ferme sangskrivere, hvad end det var pågående rock som ”Free”, den banjo-drejede ”Taste!” eller de Nick Drake-lignende ”Talk” og ”Train Song” (og vi er altså i 1996, før Drake blev skampulet alle steder). Den 14 minutter lange afslutning over sangene ”Billy Breathes”, ”Swept Away”, ”Steep” og ”Prince Caspian” er som en blid, psykedelisk rejse til dét eventyrland, hvor netop den mytiske Prince Caspian kommer fra.

Det er ikke et conceptalbum, men det hænger sammen som et, og det taler til Steve Lillywhites ære, at han har formået at sortere i gruppens mange ideer og stillet skarpt på melodierne. Albummet er stramt og helt fritaget for tilnærmelser til lange improvisationer, og selv om jeg elsker Phish live og efter 75-80 dobbelt-, triple- og firedobbelte livealbums stadig køber det hele, har ingen af deres plader ramt mig så meget som Billy Breathes med sine mange stemnings- og temposkift, smukke vokalharmonier, velplacerede effekter og klaverbårne nypsykedeliske stemning.

“Come waste your time with me” lyder det et sted på pladen, og jeg tager gladeligt imod opfordringen hver gang her et par hundrede afspilninger senere og 15 år efter udgivelsen. Phish er en af USA’s bedst bevarede hemmeligheder her i landet, men gruppen er ikke den største taber i det udsagn.

Television: Marquee Moon (1977)

Er Marquee Moon den bedste LP nogensinde? Det vil jeg gerne argumentere for på en god dag, men her vil jeg nøjes med at sige, at den +10 minutter lange titelsang har rockhistoriens bedste åbningslinie: “I remember how the darkness doubled”, og så er scenen ellers sat i dette mørkesorte univers, hvor fortsættelsen lyder: “I recall lightning struck itself / I was listening / listening to the rain / I was hearing / hearing something else”. Det var præcis det, vi var, da Television midt i en punktid kom med dette overbevisende poetiske mesterværk. Vi hørte noget andet end det, vi ellers havde hørt, og Peter Laughner fra Rocket From The Tombs sagde det bedre end nogen anden, da han omtalte pladen som “et minde om en ting, der aldrig har været før”.

Tom Verlaine er manden bag pladens poetiske ord, og det kan ikke overraske, at Patti Smith faldt for ham på stedet, da hun så ham første gang i New York i 1974, for her var hendes maskuline (well, sort of…) spejlbillede. Han strøede gavmildt om sig med flotte sproglige billeder, og selv om alle ikke var lige lette at tyde, havde poesi sjældent været så nærværende på en rockplade. ”See No Evil”, ”Venus, Friction”, ”Elevation”, ”Guiding Light”, ”Prove It”, ”Torn Curtain” og titelsangen er den otte sangs lange kæde, som er helt uden svage led. Guitarrock som skabt i den syvende himmel og forløst af Tom Verlaine og Richard Lloyd, som begge er kompetente ud over alle grænser. Deres krystalinske klange duellerer, og det kan være svært at høre, hvor den ene slutter, og den anden tager over, og måske derfor fremgår det tydeligt af coveret, hvem der spiller solo hvor og hvornår.

To eminente guitarister i samme band er hørt før i rockhistorien, og Verlaine/Lloyd kunne lede tankerne hen på både Quicksilver Messenger Service og Mad River, men alligevel ikke, for især Verlaine var uortodoks i sit åbne John Coltrane-påvirkede spil.

Television udgav kun to lp’er i 1970’erne, men Marquee Moon (og for den sags skyld også Adventure) er helt uden for tid og derfor lige så frisk i dag, hvor den nok engang snurrer flittigt og lystigt på min grammofon som det uopslidelige mesterværk, det er.

Af Jan Poulsen. Journalist og forfatter, senest af bogen om dansk punk, Something Rotten! (Gyldendal).

LÆS MERE OM JAN POULSEN HER