Anmeldelse: DEN FJERDE VÆG – DRENGEKYS

DEN FJERDE VÆG
”DRENGEKYS”
(Für Records/Target)
Udgivelsesdato: 26/3-2012
Karakter: 2/6
Anmeldt af: Peter Krogh

Den danske sang er efter sigende en ung blond pige, sådan lyder det i hvert tilfælde i de musikalske analer. Den danske sang er ligeledes, for mange, forbandet svær at synge, hvis det skal være på modersmålet og tilmed troværdigt.

Der er talrige eksempler på at kunstnere falder i rimkløften og har svært ved at komme op. Det kan med andre ord nemt blive hjerte der rimer på smerte, eller omvendt. Heldigvis er der også mange eksempler på det modsatte, kunstnere der evner at favne det danske sprog og give det nyt liv – og komme ud på den anden side med æren i behold. C.V. Jørgensen er svær at komme uden om i den sammenhæng – og senere gjorde Love Shop det pludselig værdigt og indholdsrigt, at synge på dansk. Der kunne, heldigvis, nævnes mange andre kunstnere, men netop sidstnævnte er en af inspirationskilderne for det debutterende orkester Den Fjerde Væg på albummet Drengekys.

Lad mig slå det ret så klokkeklart fast. Den Fjerde Væg når aldrig på dette album op på omgangshøjde med nogen af de nævnte og heller ikke for mange af de som ikke er nævnt! Bandet udråber som sagt selv Love Shop som referenceramme, noget jeg har endda meget svært ved at få øje på, det være sig både tekstmæssigt som musikalsk. Et udenlansk band som Animal Collective nævnes også, og måske der sine steder i musikken sniger sig et par genkendelige referencer fra det band ind, men de er desværre også svære for ørerne at fange.

Det kan lyde en kende arrogant, men jeg sad faktisk ved de første gennemlytninger og overvejede om dette er en spøg eller ramme alvor? Ikke så meget når det gælder musikken, den er sine steder glimrende – og tilpas skramlende og skæv til at slå ud på mit positive barometer. Men stemmerne! Bandet opererer med to af slagsen og ingen af dem har hverken patos, indlevelse eller noget som helst formildende i stemmebåndende! Det antager sine steder nærmest skabagtig karakter, hvor det er muligt at falsetten er en slet skjult hyldest til Lars H.U.G. – blandt andet i pladens andet nummer ”Gå Ud”, men når man kun evner at præstere så skæv en falset, så skulle man måske have ladet den ligge indenbords.

Tekstmæssigt er der heller ikke de imponerende anslag som man umiddelbart havde forventet. Ordene er skam fine og ikke alt for fortænkte. Sine steder er der glimrende passager, i eksempelvis den umiddelbart banale ”Et Svin Blandt Os Alle” og ”Glittertårer” som har været et mindre hit (?) på Det Elektriske Barometer. Fælles for teksterne er det desværre blot, at de tager sig ok ud når man læser sig gennem dem på tryk, det er når de synges det går galt! Teksterne mister simpelthen troværdighed og indhold, når de formidles som Den Fjerde Væg evner at gøre.

Tekster på dansk må i min verden gerne, til tider, antage det naive – vel at mærke hvis der er en mening med galskaben og at der er en vis substans til stede. Det sidste mangler Den Fjerde Væg når de fremfører deres bud på ny dansk sproget musik. Det bliver i sidste ende en udgivelse jeg trækker på smilebåndet over, samtidig med at jeg ærger mig rød og hvid over, at der ikke er lagt de sidste 10 procent knofedt i sangene. Og at de, ikke at forglemme, lever op til deres egne ord om, at ”lave begavet popmusik der ikke taler ned til lytteren”. Jeg følte mig måske ikke ligefrem talt ned til – men jeg følte omvendt heller ikke at det talte til mig. Den kække titel Drengekys der umiddelbart lover noget skævt og modigt, ender med at blive et flygtigt musikalsk kys som hurtigt går i glemmebogen her.

BESØG DEN FJERDE VÆG HER

3 Comments to “Anmeldelse: DEN FJERDE VÆG – DRENGEKYS”

  1. modsat Krogh siger:

    Med stadig søvn i øjnene og kaff i hånden, åbner jeg for endnu en anmeldelse af Den Fjerde Væg. Jeg har efterhånden fulgt dem længe, også deres koncerter. Denne anmeldelse fik mig vågen i en fart og min kaffe til at smage af tyndt brunt vand!.  Hvor i søren blev det åbne sind, den kreativt tænkende hjerne og trængen til de svævende luftlag af??. Personligt mener jeg alt modsat af Peter Krogh. Den Fjerde væg dukker op med noget anderledes, nyskabende og kreativt. Stop med at gøre det til noget andet end det er!. Stop med at prøve at putte det ind i en boks. Stop med at lytte til det i forventning om, at du vil høre de sædvanlige kedelige pop toner og ligegyldigt mundlort… For mig opfylder de alle Krag. Stemmerne er så fantastisk smukke, netop ikke den kedelige skønsang. Peter Krog starter anmeldelsen med at fable om den danske sang, der er en ung blond pige. Allerede der viser det tydeligt, at han ikke har forstået musikken. Bandet prøver netop IKKE på at være den sædvanlige blonde pige, der synger ligegyldige bløde tekster til Danmark. 
    Vil til sidst lige understrege, at jeg er skuffet over Krogh ikke har givet de sidste 10% i anmeldelsen!. Han laver den kæmpe fejl der lugter langt væk af ligegyldighed for bandet. Han skriver at Et Svin iblandt os Alle var et hit, når det i virkeligheden var Selvportræt!.
    Godt alle andre har givet dem 4 og 5 stjerner.
    Kys til drengenes gode arbejde.
     
     
     

  2. modsat Krogh siger:

    *Krav

Leave a Comment