PAPER TIGERS

”IF WE MAY?”

(Selvudgivet)

Udgivelsesdato: 13/02-2012

Karakter: 4/6

Anmeldt af: Morten Nissen

Sidste år har været et år med vind i sejlene for sjællandske Paper Tigers, med opvarmningstjans på The Blue Vans DK-turné, de vandt UMA (Underground Music Award) i maj og spillede på Roskilde Festival.

Nu er de så aktuelle med deres EP If We May?, der byder på 5 numre og en outtro og som præsenterer et band, der oser af spilleglæde og vitalitet, og som betragter dem selv som et band, der spiller britpop-inspireret rock n’ roll.

Med udgangspunkt i 60ernes pop/rocklyd, hvor den dubbede sang, og det gode hammond-orgel og en bas, der har sine egne melodi-mønstre bevæger Paper Tigers sig mere i brit-poppen end decideret rock n ROLL.

Melodien er hele tiden i fokus hos Paper Tigers og det er en absolut styrke i deres sange, for bandet har gode ører for at lave gode melodier og skabe momentum i sangene.

Pladen er en todelt opelvelse for mig, de 2 første numre er lette, glade og ubekymrede sange, der peger mere i pop-retningen og de sætter sig ikke rigtig fast i min hukommelse, hvor de sidste 3 dufter en anelse mere af rock med mere kras på guitarerne, velvalgt brug af klaver og hammond samt lidt tungere bas-gange og med plads til at jamme – eller sådan lyder det i hvertfald for mig, hvilket giver Paper Tigers et mere fast udgangspunkt end de helium-lette 2 første sange. Fra 3. skæring ”Ringing My Bell” bliver EP’en rigtig interessant og både ”The Devil May Care” og ”Cruelest Enemy”, som er EPens sidste to skæringer, holder niveauet.

Produktionen lader desværre noget tilbage at ønske. Ikke at den er dårlig, den er bare ikke ”nok”. Numrene på If We May? lider under, at de ikke må lyde af den energi, som der er gemt i dem, at de ikke må komme helt frem i højtaleren. Det lyder som om der holdes igen på instrumenternes output, og det er synd, for de leverer altså lækre ting, både i hook, fills og opbygningen. Musikken er ikke til en full-distorted AC/DC-lyd, og det er heller ikke det, jeg eftersøger her. For det ville bestemt ikke passe til. Men jeg eftersøger en lyd, hvor man ikke fornemmer at instrumenterne ikke får lov til at ånde og være med. Vokalen står til gengæld tydeligt i alle numre, hvilket giver lidt en skævvridning i produktionen, og en masse tilstedeværende energi går tabt her.

Bandet skulle efter sigende være en oplevelse live, og måske netop på scenen kan man få lov til at opleve Paper Tigers i fuld-lydmæssig flor, som ikke lykkedes helt på If We May?, der har alle de rigtige numre, men som har mistet pusten ved mixe-bordet.

PAPER TIGERS – THE DEVIL MAY CARE

BESØG PAPER TIGERS HER