LIS ER STILLE

”NOUS”

(VME)

Udgivelsesdato: 20/2-2012

Karakter: 2/6

Anmeldt af: Peter Krogh

Prog-rock eller art-rock? Genrer og børn har som bekendt mange navne – og aarhusianske Lis Er Stille passer glimrende i begge kategorier. Det er storladent, det er larmende, det er skingrende pompøst og i sidste ende er det faktisk ”for meget” af det gode!

Der findes ikke mange andre navne som Lis Er Stille på den danske scene, som vedvarende og nu på deres fjerde album, insisterer på, at omklamre det pompøse i tonerne. De tør med andre ord lade sangene være små rock symfonier, oftest med en varighed der tikker ind på omkring de 7-8 minutter i gennemsnit. Albummet indeholder 6 reelle numre, så der bliver givet plads til at lade sangene folde sig ud. Desværre bliver det for mit vedkommende, som allerede antydet, så voldsomme portioner at man alt for hurtigt mættes.

Nous – alene titlen antyder at vi ikke befinder os i mainstreamstrømmen. Det er det græske ord for den del af den menneskelige intelligens, der er nødvendig, for at kunne forstå hvad der er sandt og ægte. Jeg tvivler ikke et øjeblik på, at Lis Er Stille mener det af hele hjertet, det lyser på klareste vis ud af numrene – og et eller andet sted er det befriende, at et dansk orkester tager  elementer af 70´ernes prog-rock med ind i et nyt årtusinde. Og er man til den genre blandet med højstemte rockguitarer, så vil man finde masser af indgange på Nous – hos undertegnede bliver det, trods utallige forsøg på at blive i sangene mere et spørgsmål om, at søge mod udgangen. Numrene er alle af en sådan voldsom længde og karakter, at det bliver nærmest klaustrofobisk – hvilket er ærgerligt, da der bestemt er øjeblikke på Nous hvor det fungerer.

Lis Er Stille kan deres musikalske håndværk og tør lege med formen. Og numre som ”Torchers” hvor der skrues ned for tempoet (men absolut ikke på det højstemte!) og det eneste nummer med dansk titel ”Myte” har også kvaliteter der efterlader spor efter gennemlytningen. Nous bliver desværre som helhed til et sammensurium af lange, lange symfoniske rocknumre der alle har det til fælles at de bygger op imod et crecendo hvor de lydmæssigt forløses….og så starter det hele forfra i næste nummer.

Bevares – jeg holder af det storladne og det er altid nemt at sammenligne og veje op mod andre kunstnere, men andre danske orkestre som eksempelvis The Silent Section eller Of The Wand And Of The Moon, der også flirter med højt til loftet, gør det på en mere tilnærmelig og indbydende facon. Det bliver på en eller anden måde lidt for fortænkt hørt herfra, de lange passager hvor der på heavy vis buldres derudaf og de lige så lange stille øjeblikke, hvor man som lytter godt nok har mulighed for at trække vejret, blot for at blive hevet ned i malstrømmen af pompøsitet få minutter senere. Bandet har ry for, at være en oplevelse i levende live, det tror jeg på og måske de ville have nemmere ved at fange mig hvis de stod foran mig og fremførte deres toner?. På dette album bliver det storladne i min optik til en musikalsk klods om benet og alt, alt for konstrueret for min smag.

BESØG LIS ER STILLE HER