Anmeldelse: KRISTINA ANNA – FLYGTIG OG ENSOM
By Jens Christensen | februar 13th, 2012 | Category: Alle, Danske Albums | No Comments »KRISTINA ANNA
”FLYGTIG OG ENSOM”
(Selvfinancieret)
Udgivelsesdato: er udkommet
Karakter: 3/6
Anmeldt af: Jens Christensen
Pudsig ser hun ud, Kristina Anna Hove, på coveret til Flygtig og Ensom. Charmerende, lidt tænksom og måske på nibbet til at smile. På den måde er hun et godt billede på dette aalborgensiske bands musik.
Men Kristina lægger nemlig ikke blot navn og ansigt til bandet, hun står også for tekst og melodi, der så arrangeres i samarbejde med bandet. Debutalbummet er først og fremmest er lavet for, at de kan have et håndgribeligt produkt at tage med ud til koncerterne og har efterhånden et par måneder på bagen, men er altså først nu landet på Lydtapets skrivebord.
Kristina Anna spiller popmusik med afsæt i singer/songwriter-stilen. Semi-unplugged kunne man kalde det. Ganske forfriskende er lyden lys og teksterne på dansk i en tid, hvor weltschmerz og engelsksproget melankoli synes at stå højest på dagsordenen hos mange af kollegerne.
Selvom de fire medlemmer af Kristina Anna – så vidt jeg ved – er ganske uprøvede, slår det mig, hvor harmonisk Flygtig og Ensom lyder. Den røde tråd kan høres i både musik og lyrik hele vejen i gennem albummet, og Niels Rose (percussion), Rasmus Poulsen (guitar) og Kenneth (bas) spiller glimrende sammen.
Det kan man høre allerede i albummets åbner ”Vinter ved din villa”, der i passager lugter lidt af R.E.M. i starten af 90’erne. Men det er en enlig svale, for resten af Flygtig og Ensom lyder meget dansk, godt hjulpet på vej af Kristina Anna Hoves lyse vokal og bittersøde tekster. Det er fint skrevet, fremført og produceret, men også lige lovligt homogent.
Jeg glæder mig til at høre, hvad Kristina Anna kan drive den til, når de tør forfølge den kant og uro, der anes i for eksempel ”For smuk at give bort”. Indtil da er debutalbummet et udmærket bekendtskab.
