Nyhed: ROSKILDE FESTIVAL ÅBNER FOR ØNSKER TIL PAVILION JUNIOR
By Jens Christensen | januar 23rd, 2012 | Category: Nyheder | No Comments »
ROSKILDE FESTIVAL ÅBNER FOR ØNSKER TIL PAVILION JUNIOR
Hvem skal spille på Roskilde Festivals Pavilion Junior-scene? Det vil Roskilde Festival gerne høre fra sit publikum. Frem til søndag den 5. februar kan publikum ønske op til tre artister, som de synes fortjener at komme i spotlyset.
Pavilion Junior-scenen lægger rammer til nye, spændende navne under warm-up-dagene, og i år spiller den i perioden 1.-4. juli. Her kan man høre morgendagens navne spille koncerter, inden de måske bliver flyveklare til en af festivalens større scener på et senere tidspunkt.
Booker Stefan Gejsing siger: ”Vi ser det som en af vores fornemmeste opgaver at præsentere den nye musik. Pavilion Junior er blevet en central platform for nye bands, og opmærksomheden omkring scenen både fra undergrunden og den mere etablerede musikbranche er rigtig stor.”
Roskilde Festival opstiller syv tommefingerregler til ønskerne. Artisterne…
1. skal primært være fra Norden
2. er ukendte hos det brede festivalpublikum
3. har aldrig spillet på Roskilde Festival før
4. fortjener efter din mening et karrieremæssigt løft
5. repræsenterer en genremæssig spredning lig den, du finder på Roskilde Festivals øvrige scener
6. har mod på at spille for op til 2000 mennesker
7. sparker røv, får blodet til at fryse, de små hår til at rejse sig, smilet til at bryde frem, inducerer trang til at headbange, får danseskoene til at gløde, fortsæt selv…