Anders Bøtters (P6 Beat) 3 Favoritter

Anders Bøtter er nok mest kendt for sin rolle som højtbrølende radiovært i DR P6 Beats metal magasin Sort Søndag, som hylder og spiller den tungeste genre af musikken, nemlig metallen. Her i 2012 vil han også dele morgenfladen i programmet Morgenbeatet med Camilla Jane Lea. Før Anders Bøtter tordnede ud i æteren, har han haft en lang og broget fortid i mange forskellige vinyl pladebutikker på Fyn og i København.

Vi er stolte af at kunne præsentere Anders Bøtters 3 favoritter. Anders er gået dybdegående til opgaven og vi håber, du sætter pris på Anders’ grundighed og research.

Om det at skulle udvælge 3 favoritter udtaler Anders Bøtter:

”Egentlig så hader jeg favorit lister. For de vil altid være så enormt subjektive. Men det kan selvfølgelig være super fedt, hvis listerne er lavet af personer, som man kan identificere sig med, sammenligner sig med eller ser op til. Og på den anden side, så er lister også bare pisse sjove (både at skrive og læse). For mig vil en ”personlig top 3” dog altid være en foranderlig størrelse. Heldigvis så udvikler smag, mening og holdning sig hele tiden og de 3 favoritter, som jeg vælger her i 2012 er helt sikkert ikke de samme, som jeg ville vælge i 1992 – og forhåbentlig ej heller i 2022. Jeg har forsøgt at gøre de 3 favoritter så personlige som muligt og selvom det kan ærgre mig at der ikke er et hiphop album (eks. af Quasimoto eller Lord Finesse) eller et decideret metal album (eks. af Mercyful Fate eller Autopsy), så mener jeg at de 3 favoritter i et bredt udsnit repræsenterer en del af den røde tråd der løber igennem mine musikalske vener. Lige indtil i morgen aften, hvor jeg fortryder at der ikke er noget Scott Walker, Buzzcocks, Hank Williams I, Groovie Ghoulies, Queen, Tom Waits, Kliche’, Joy Division, John Coltrane, P.J. Harvey, Holger Hiller, Antony & The Johnsons, Napalm Death, Black Sabbath, Radiohead osv. osv. osv. osv…..”

Anders Bøtter skriver:

Dead Kennedys – Fresh Fruits For Rotten Vegetables

Det var her det hele startede. I hvert fald for mig. Jovist, jeg havde da rundet både Iron Maiden, Metallica og Guns n’ Roses (hvis første album var meget tæt på at blive nr. 1 på denne liste!), men Dead Kennedys debut album fra 1980 skabte et så voldsomt bombekrater i min pladesamling, at det efterlod mig i tvivl om mit musikalske DNA og hele grundlaget for min kærlighed til musik. Jeg var total solgt, allerede fra albummets indledende primalbrøl hvor forsanger Jello Biafra provokerende proklamerer ”Efficiency and progress is ours once more/Now that we have the Neutron bomb/ It's nice and quick and clean and gets things done”. Det havde så meget syrlig sarkasme, ironi og løssluppenhed over sig, at min opmærksomhed straks blev vagt. For mente bandet virkelig alt det de sang i numre som ”Kill The Poor”, ”I Kill Children” og ”California Über Alles”? Den dag i dag ved jeg, at det netop er Dead Kennedys selvironiske distance til deres egne overbevisninger, som gør dem så specielle. Men da jeg var 15 år gammel, var jeg i tvivl. Fresh Fruits.. satte ganske enkelt en ustoppelig bølge i gang, som endnu ikke er brækket. Og den bølge har vagt en musikalsk nysgerrighed, som senere har ledt til, at jeg begyndte at elske genrer som dødsmetal, grindcore, crust punk og støjrock. Det helt særlige ved Dead Kennedys var at de blandede traditionerne fra den engelske punk (eks. Sex Pistols) med traditioner fra den amerikanske punk (eks. The Cramps). I slutningen af 1970’erne skabte det genrerne, som i dag har udviklet sig til hardcore-punk og hardcore. Det unikke ved Dead Kennedys er dog ikke kun den musikalske stil de lægger for dagen, men i høj grad også deres attitude og holdninger til samfundet omkring dem. Som de fleste andre punkbands skulle Dead Kennedys politiske udgangspunkt findes på venstrefløjen – men i modsætning til de fleste andre bands i deres samtid, så havde Dead Kennedys et tekstunivers, som var så selvironisk og distancerende til enhver politisk fløj, at publikum ofte stod måbende tilbage når Jello Biafra vrængede sætninger ud, såsom ”I kill children/I love to see them die/I kill children/And make their mamas cry/Crush 'em under my car/I wanna hear them scream/Feed 'em poison candy/To spoil their Halloween”. Det virkede voldsomt provokerende i mange af de etablerede punk miljøer, men det er netop denne attitude, som gør bandet til noget helt særligt. Dead Kennedys er et råbende spørgsmålstegn i et musikmiljø, som mest beskæftiger sig med udråbstegn. Og så er debutpladen af så høj karat, at jeg faktisk i rigtig mange år gik rundt og troede at det var et opsamlingsalbum. Og uden dette album havde Rage Against The Machine (som også er et af verdens vigtigste rockbands) næppe lydt som de gør (prøv i øvrigt at sammenlign coveret på henholdvis RATMs og DKs debutalbums). Den selvironi og dybt provokerende sarkasme, som hele Dead Kennedys metier er udviklet omkring er en attitude, som jeg ofte savner i de musikalske nichemiljøer. For om der er tale om metal, punk eller hardcore hiphop, så er der meget få musikere, som tør at gøre det, som Dead Kennedys gjorde ved deres samtid og deres scene. Og det elsker jeg dem for. Og deres debut album er intet mindre end et mesterværk.

Personlige favoritter: “Kill The Poor”, “Chemical Warfare”, “Holiday In Cambodia”

Anbefalet track til artiklen: ”I Kill Children”:

The Smiths – Thank Your Lucky Stars

(Bootleg, Recorded Live in Los Angeles, USA – August 26, 1986.)

På forunderlig vis, så hænger Dead Kennedys og The Smiths uløseligt sammen for mig. Jeg lærte begge bands at kende da jeg gik på efterskole i 1996 og jeg lyttede fascineret med da min gode ven Znavz, som havde været en aktiv del af det københavnske BZ miljø i 1980erne, fortalte at han i al hemmelighed havde mødtes med nogle andre BZ-punks og lyttet til The Smiths i en kold, fugtig og mørklagt kælder. Tiden og miljøet var ikke til at drømme sig væk i Morrisseys romantiske natsværmer tekster og lyden af The Smiths var bare for diskant, blød og fesen! Og sådan er det stadig den dag i dag. Jeg griber til tider mig selv i, at undres over hvorfor jeg holder så enormt meget af denne drævende, diskante, følsomme og über-krukkede musik. Og jeg tror at svaret er ganske enkelt: Fordi The Smiths laver formidabel god musik. Det er uhyggeligt velkomponerede pop/rock melodier der vælter ud af Johnny Marrs guitar og Morrisseys tekster når oftest (efter min mening) helt op på siden af store lyrikere som Bob Dylan, John Lennon og David Bowie. Min dybe fascination af The Smiths skal igen findes i deres outrerede tilgang til deres eget miljø og deres egen scene. Til trods for millioner af solgte albums og verdensomspændende popularitet, så har The Smiths altid været ”de evige outsidere” og er aldrig rigtig blevet budt ind i det finere selskab af verdenskendte musikere. Til denne liste har jeg valgt et live-bootleg album, som er optaget 2 dage før min 6 års fødselsdag. Dette valg er ganske enkelt truffet, fordi det er et af de albums jeg har hørt mest. Nogensinde. Og det på et tidspunkt i mit liv, hvor jeg virkelig havde brug for musik. Det album har reddet mit liv. Flere gange.

Og personligt så mener jeg, at det live album som The Smiths nåede at udsende (Rank) er usigeligt dårligt, sammenlignet med denne perle af en bootleg. The Smiths er på toppen af deres karriere i 1986 og har netop udsendt mesterværket ”The Queen Is Dead”. Bootleg’en er optaget på USA touren til ”The Queen Is Dead” og understreger det voldsomt vigtige sammenspil der var mellem guitarist Johnny Marr og frontmand Morrissey. Desuden kan man igennem koncerten høre hvordan den hysteriske stemning mellem publikum og band bare stiger og stiger. Der bliver skubbet og maset for at komme helt op foran og det skaber et par ”situationer” med sikkerhedsvagterne. Derfor kan man ca. midtvejs i koncerten høre Morrissey vrænge: ”I hope the security won’t ruin your evening…Although, I’m sure they’ll try their very best!”. Det hele kulminerer under svanesangen “I Know It’s Over” hvor en sikkerhedsvagt angiveligt forsøger at hive en hengiven fan ned fra scenen. Morrissey råber ”Jesus Christ! Leave him alone. Leave him alone you fucking neathertaler. Leave him!”. Koncerten slutter før tid og bandet får end ikke spillet deres største hit fra The Queen Is Dead albummet (“Bigmouth Strikes Again”). Lyden er (af en bootleg fra 1986) formidabel, bandet groover og swinger som ind i helvede, Morrissey er i topform og dette gør Thank You Lucky Stars til den bedste samling af The Smiths sange, som jeg nogensinde har hørt. Morrissey og The Smiths er en ”aquired taste” (især hvis man er til metal og punk), men alle musikinteresserede bør på et tidspunkt i deres liv give dette band en chance. For musik er mere end fasttømrede genrer og indspiste musik miljøer. Musik skal blomstre og det gør The Smiths i den grad på denne fantastiske koncert optagelse!

Personlige favoritter: “I Want The One I Can’t Have”, “Rubber Ring/What She Said” og “I Know It’s Over”

Anbefalet track til artiklen: ”I Know It’s Over”:

Current 93 – Soft Black Stars

Det mørkeste album jeg kender, er også det mest stille. Samtidig er det utvivlsomt det smukkeste og mest sørgmodige jeg har stående i min samling. Og Soft Black Stars er efter min mening et af 1990’erne bedste albums og det vil altid figurere på alle mine ”albums-jeg-ville-tage-med-på-en-øde-ø-liste”. Current 93 er et enmandsprojekt bygget op omkring den excentriske og über-intelligente sanger, sangskriver og mystiker David Tibet. Langt størstedelen af Current 93s (mange mange mange!) udgivelser handler om jordens undergang og den altødelæggende apokalypse. Men det dystre og makabre indhold er oftest flankeret af en simpel og ren skønhed, som omgiver alle Current 93s sange (selvom der dog også godt kan bruges masse af støjguitar og distorition på visse albums). Da Current 93 gæstede Voxhall i 2011 spurgte jeg David Tibet om han oprigtigt troede på apokalypsen og jordens endelige undergang. Hertil svarede han højt, tydeligt og klart: ”YES! – and it will be pretty!”. Den udtalelse indrammer for mig, alt hvad albummet ”Soft Black Stars” handler om.

Til at begynde med tog det mig umådeligt lang tid, at komme ind til hjertet af albummet. Det var ikke let for mig, at lytte til noget som var så nedbarberet, ”simpelt” og langsomt. Albummet har ingen perkussion rytme, men består udelukkende af David Tibets klaver og recitation af tekster der hele tiden centrerer sig om mysticisme, smerte, skønhed, afslutninger og genopbygning. Alt sammen leveret med en så helvedes stor omgang patos og underspillet storhed, at mit hjerte næsten ikke magter de voldsomme billeder der udfolder sig i løbet af albummets spilletid. Jeg har mange favoritter på albummet og det er ikke muligt at skille tekst, sang og instrument ad. De udgør en smuk treenighed, som ikke bør brydes – men når David Tibet kommer til sidste vers i ”Larkspur And Lazarus”, så får jeg altid gåsehud fra tåspids til frontallap: “So willow weep not for me/And oak bend not for me/Though others died for us/And in our place/Though in the secret heart/Raw wound, raw source of all/I heard the news today/Whispered in the dark/At last/At last we know it's time”.

Udover at være en excentrisk størrelse, så kan David Tibet også tilskrives æren for at hele verden lærte Antony & The Johnsons at kende. Tibet udsendte nemlig det første Antony & the Johnsons album og finansierede dele af indspilningerne. Han har desuden også samarbejdet med så forskellige musikere som en bassist fra Mayhem, Nick Cave, Baby Dee og Bonnie Prince Billy.

Når man beskæftiger sig med en så alternative størrelse, som Current 93s samlede produktion vitterligt er, ja så vil man også opdage at der bestemt kan være svingende kvalitet I de mange hundred udgivelser. Men på Soft Black Stars der rammer David Tibet og resten af holdet bag værket, en nerve der er så ren og voldsom på samme tid, at det for mig gør dette album til et mesterværk. Der vil være de Current 93 fans, som sværger til andre albums såsom Thunder Perfect Mind, Swastikas For Noddy eller Sleep Has His House, men jeg vil altid vende tilbage til mit oprindelige udgangspunkt, som er Soft Black Stars og kippe med flaget for at dette (indtil videre) er David Tibets litterære og musikalske hovedværk. Til min begravelse skal der helt sikkert spilles musik fra dette album. Og det skal der i øvrigt også til min genopstandelse…

Personlige favoritter: “Larkspur And Lazarus”, “Gothic Lovesong (For N.)” og “Whilst the Night Rejoices Profound and Still”

Anbefalet track til artiklen: “Larkspur And Lazarus”:

BESØG DR P6 BEAT HER