Interview: RISING – BETONROCK ANNO 2011

RISING – BETONROCK ANNO 2011

Københavnske Rising har på deres debutalbum bygget bro mellem 70ernes beton-/heavyrock og en mere moderne, tung sludge metal. To Solemn Ash er meget langt fra alt andet dansk metal lige nu og guitarist Jacob Krogholt var så venlig at svare på lidt spørgsmål fra Lydtapet.

- Jeg beskriver jeres album som det at blive kørt over af en meget tung ting. Hvad var jeres intentioner med To Solemn Ash og kan du følge min beskrivelse?

‘Taget i betragtning at vi spiller metal, vælger jeg at tage dit udsagn som et kompliment. Det er sgu ikke det værste at levere. Jeg vil ikke sige. at det at skabe sådan en følelse var den primære intention med pladen, men et knusende lydbillede er en del af det, vi er som band. Vi havde den ene intention at skrive den bedste plade vi kunne på daværende tidspunkt, og jeg er glad for resultatet, så det er jo ikke så dumt.’

- Black Sabbath, Venom, Celtic Frost/Hellhammer, Pantera, Cream, Blue Cheer, Jimi Hendrix, Led Zeppelin; alle bands med kun én guitarist, men alligevel er noget af det tungeste musik nogensinde. Hvilke fordele er der for jer i at arbejde i trio-format og kan I genskabe den monumentalt tunge lyd live?

‘Jeg synes det er et ret fleksibelt format, både musikalsk og praktisk. Man er først og fremmest færre til at tage beslutningerne. Jeg kan jo ikke sige. om det fungerer godt for alle, temperamenter er forskellige, men det er cool for os. Rent musikalsk skal man jo også dække et stort sonisk spekter, så der skal tænkes kreativt, og man har lidt travlt til tider, men det er en udfordring, som er sjov. Og du nævner jo selv nogle af de fedeste bands ever – minus Venon. Sorry – de klarede det sgu også meget godt med én guitar, bas og tromme. Jeg synes det går fint med at få tyngden med live, og vi har da heller ikke hørt andet.’

- Et lille kritikpunkt jeg har i forhold til To Solemn Ash er at melodi-oplæggene ikke altid følges helt til dørs vokalmæssigt. Hver stemme har sin naturlige begrænsning men er det noget Rising vil arbejde mere med fremover?

‘Ja, melodi vil altid være en vigtig del af vores musik, også fremover.’

- I er på kontrakt med tyske Exile On Mainstream. Hvordan er samarbejdet forløbet og hvordan er mulighederne for tours osv.?

‘Indtil videre er det forløbet upåklageligt, det er et virkeligt fedt label med en god ånd. Exile har også en booking-afdeling, så de er også vores europæiske booker, og har virkelig godt fat i især den tyske scene. Det er dem der har booket vores kommende Tysklands-tour, og de er også i gang med at booke en længere tour til foråret.’

- Der er ikke mange ligesindede bands i Danmark. Føler I jer lidt alene på en metalscene meget præget af death, thrash og -core tendenser?

‘Vi har ikke brug for at føle os som en del af en scene eller genre, så svaret må være nej. Men det er da rigtigt, at den danske scene ikke har mange bands a la Rising. For at være helt ærlig, synes jeg ikke Danmark har særlig mange spændende bands, men det er nok bare min smag, der ikke stemmer overens med hvad folk generelt spiller. Og det er jo nok grunden til at jeg spiller i et band, der lyder anderledes end de fleste andre danske bands.’

- Hvordan ser fremtiden ud for Rising? Er I klar til at satse alt på bandet hvis muligheden byder sig?

‘Den ser god ud. Som sagt skal vi på tour om lidt og også til marts igen, både i Danmark og Europa. Imellem tours er det planen at skrive nyt materiale til næste album. Vi er åbne for de muligheder, der måtte byde sig, men vi har alle nogle år på bagen indenfor musik, så vi nærer ingen illusioner om branchen. Vi ser hvad der sker. Indtil da er planen bare at skrive, spille og turnere så meget som muligt.’

LÆS ANMELDELSEN AF TO SOLEMN ASH HER

 

Leave a Comment