PETER LYSE HANSEN, HATESPHERE BESKRIVER SINE 3 FAVORITTER

Hatesphere har udgivet 7 studiealbums siden debuten Hatesphere i 2001, og markederede sig fra starten, som et af de vægtigste bands på den danske metalscene. Bortset fra Volbeat, er Hatesphere det mest turnerende metal-band fra Danmark, og deres turne-liste dækker hele kloden, hvor de både har rejst Europa, USA, Japan og andre afkroge tynde.

Bandet har været igennem massive line-up skift siden starten. Eneste tilbageværende originale medlem er riff-mesteren Peter ”Pepe” Hansen, der med sin energi og åbenlyse spilleglæde stadig holder gejsten oppe i Hatesphere, der pt er aktuelle med The Great Bludgeoning.

Peter ”Pepe” Hansen skriver her om sine 3 favorit-albums gennem tiderne. Vi giver ordet til Peter Lyse Hansen fra Hatesphere:

Def Leppard: Pyromania (Vertigo, 1983)

En af de første plader, jeg nogensinde lyttede til. Først købte jeg “Hysteria” og så kom denne her. Til at starte med kunne jeg ikke så godt med den mere rockede og gammeldags lyd, der er på den her i forhold til “Hysteria”, men når jeg så alligevel skal vælge, så får den her min stemme… hvorfor ved jeg ikke, haha, men den holder sgu bare. Def Leppard var i deres unge år mestre i det melodiske og iørefaldende – og rockende. Det var ikke altid kun sødsuppe, og det synes jeg den her plade er et godt bevis på. “Hysteria” er og bliver deres uponåelige plade, fordi den bare var så skelsættende og indtil nu har solgt over 30 mio. eksemplarer osv osv. Men på Pyromania (og de to plader før den) er der altså gemt mindst ligeså store klassikere i min bog.

Jeg tænker helt sikkert på at købe den gennem de kuponhæfter man altid fik ind af døren… og så selvfølgelig købe den på MC. Så op og høre den på ghettoblasteren, da jeg fik pakken med posten. Pladen og dens riffing har helt sikkert influeret mig som musiker – og hører man nærmere efter i HateSpheres musik, så er der en hel del hard rock influenser gemt under det mere brutale ydre. Pladen minder mig om mine allerførste mere seriøse møde med musik, og det er en plade, som har holdt ved hele vejen (med undtagelse af mine death metal år, hvor alt hard rock var yt, haha).

Skal jeg vælge et favoritnummer bliver det “Too late for love”… når man har hørt nummeret på deres live skive “Live in the round”, så ved man hvorfor. Puha, den er god…

Pantera: Vulgar Display Of Power (Atco, 1992)

Efter at have hørt en hulens masse hard rock var denne plade et af de mere banebrydende møder i mit liv. Jeg har altid hørt Anthrax, Megadeth og Metallica ved siden af den meget hard rock, men denne plade fik mine øjne op for en endnu mere brutal verden. Ikke at Pantera er umiddelbart ligeså brutal som eksempelvis Morbid Angel og deslige, men deres musikalske og visuelle udtryk er bare imponerende. Desuden var denne plade ikke bare for mig, men for en hel generation cremen af cremen og et tydeligt symbol på vores ungdoms frihed, haha. Den satte bare gang i så meget. Hvor mange fik ikke pludseligt karseklippet hår, begyndte at spille tungt, groovy og simpelt og lavede melodiske omkvæd krydret med smaddet?? Pantera kunne det bare uden at overdrive! Favoritnumre er Hollow (pga. stemningen) og Regular People (Conceit) pga. verdens fedeste riff, haha.

Hvorfor vælger jeg så denne plade fremfor andre Pantera plader? For det første tilfalder hans vokal mig meget bedre på denne, end på “Cowboys from Hell” – i det han ikke går op i hans power metal skrig – og produktionen og sangene tilfalder mig meget mere på denne end på “Far beyond driven”. Det har nok også noget at gøre med, at den her var min indgang til Pantera, selvom jeg havde set og hørt “Cemetary gates” indtil flere gange på Headbangers Ball på MTV – det rigtige med Vanessa Warwick som værtinde… hvem syntes ikke hun var hot?? Hun ligner garanteret lort i dag, men dengang… damn…

Type O Negative: Bloody Kisses (Roadrunner, 1993)

En på samme tid meget melankolsk, dyster men også selvironisk plade. Ultra dystre stemninger og tunge, tunge stykker gennemsyrer pladen. Type O har deres helt egen lyd og jeg elsker den. Netop på denne plade er sangene ekstra stærke – noget som de måske måtte kæmpe lidt mere med på deres senere år. “October Rust” er også en fænomenal omend en smule mere blød plade, men den her vinder dog. Der er bare mange hits på denne plade. Mit favoritnummer er uden tvivl “Christian Woman”, med en ikke kun vovet video, men også meget provokerende tekst. Den går lige fra det tungeste af det tungeste keyboard indhyllede doom over i glad akustisk guitar uden at det mister noget stemning overhovedet. Og så er og var Peter Steeles vokal noget for sig selv – på den overlegne måde!! Pladen er godt nok en halv gammel satan, men jeg mindes jeg hørte den meget på gymnasiet en fire, fem år senere. Så den minder mig helt sikkert om et par kemi og biologirapporter, der blev skrevet sent om aftenen…

BESØG HATESPHERE HJEMMESIDE HER

LÆS INTERVIEW MED HATESPHERE HER
LÆS ANMELDELSEN AF THE GREAT BLUDGEONING HER