Malk De Koijn har, lige siden de leverede det første smashhit i Aberdeen, stået som et unikt og meget stærkt kort på den danske hip hop-pokerhånd. De har været garant for løjerlige og originale ordlege, som enhver dansklærer sikkert ville kunne få skabt enormt mange og interessante konklusioner ud fra.

Toback to the Fromtime er tredje los i løgene til standardisering og ensartetheden hos flere af de andre kort på rap-hånden.
Et los i løgene må det siges at være. Især når det kommer til det lyriske. Blæs, Geo og Tue har spændt den lyriske ord-bue og sender til stadighed eskapader af verbale ordspil i spil hos lytteren. ”… bruger nålen som sværd og lakskiven som skjold” fra nummeret ”Jan’s Break" er et godt eksempel på brugen af metaforer, hvor det nærmer sig ren poesi. Havde numrene været udgivet som en digtsamling, havde de sikkert fået anerkendende nik med på vejen fra diverse elitære smagsdommere.

Et andet eksempel er ”Jeg har trykket en hånd af diamant, jeg har slået mit hoved mod en bordkant, har formået at græde en flod, jeg har set en mand spise sit eget hoved” fra åbningsnummeret ”Nalk”. Det er smukt uden at blive kvalmt, og det er et af de bedste eksempler at Malk De Koijn mestrer det danske sprog til et niveau, hvor de fleste andre danske rappere bare må stå ved siden af de tre og bukke hovedet i respekt for kvaliteten af Malks kommunikative kompetencer.

Musikalsk spiller det denne gang ikke helt så godt hos drengene fra Langestrand. Der er nok ingen tvivl om, at de simplificerede old school inspirerede beats vil fungere optimalt live, nærmest på samme måde som det gjorde sig gældende på Sneglzilla, men repeatknappen på anlægget bliver hos undertegnede ikke nedslidt, for efter et par gennemlytninger er der simpelthen flere af numrene, hvor musikken simpelthen kommer til at fremstå mere eller mindre kedelig. Værste eksempel på dette er faktisk førstesinglen og titelnummeret ”Toback to the Fromtime”, hvor det til at starte med virker meget sjovt og charmerende med den nærmest elektro og old school inspirerede musikalske baggrund, men med tiden bliver det næsten for simpelt og ensformigt.

Skivens humoristiske højdepunkt er uden tvivl ”Weekend Kriger”, hvor den ene accent-fremstillede ordgejler efter den anden leverer beskrivelser af livet som weekendkriger. ”… så på disko dasko for at drikke hende fuld” og ”… nok ikke god stil at glo hende på pakker’n” er gode eksempler på, det ikke er Guds største charmetrolde, de her maler ordbilleder af. Man føler sig nærmest hensat til et sted i provinsen, hvor en Puch Maxi og en bajer på tanken er definitionen på en herre-fed aften i byen. Det er underholdende, og leveret med en underfundig charme som kun Malk De Koijn kan gøre det. Det er bred ymer!

Malk De Koijn har altid skabt en sær og så alligevel naturlig forbindelse mellem den gamle skole og den nye. Coveret viser på sjov og underholdende vis denne forbindelse. Broderet graffiti må siges at være den perfekte kombination mellem bedstemor og tjekket graffitimalende hip-hop knægt.

Lyrisk er dette et dansksproget rap mesterværk og fortjener minimum topkarakter i enhver anmeldelse, men hvor teksterne konstant udfordrer enhver lytter må den musikalske baggrund desværre siges at trække lidt fra i helhedsbilledet. Dog kommer det fratrukne aldrig til at være det dominerende, dertil at Malks lyriske kompetencer simpelthen for stærke. Det er flot, det er intenst og er niveausættende. Nu bliver der endnu et mål at nå, for folk der gerne vil gøre det bedre.

BESØG MALK DE KOIJNS HJEMMESIDE HER.