Artikel: 3 FAVORITTER – JUNCKER

JUNCKERS 3 FAVORITTER

Lydtapet.net kan denne gang introducere en “3 Favoritter” skribent med 3 pladeudgivelser bag sig. Juncker, der har udgivet Snork City, Det Sorthvide Hotel og Pt. har haft flere radiohits med blandt andet “Mogens & Karen” og hans helt egen fortolkning af Elisabeths “Sotto Voce”. Netop nu er han ved at skrive ny musik til endnu en udgivelse, men han fik tid til at fundere over sine 3 favorit-skiver til Lydtapet, eller sådan godt og vel da… Vi giver ordet til Juncker:

- Da jeg var yngre kunne jeg nærmest føle jeg havde begået en blasfemisk forbryderisk handling når jeg blev spurgt, hvilken musik jeg kunne lide, hvis jeg glemte at nævne en af de store. Sådan har jeg det også lidt nu. For hvordan skal retfærdigheden ske fyldest når jeg kun må nævne 3 og i virkeligheden har hundredvis af favoritter? Så det er med stor skyld og haltende samvittighed, at massevis af albums er kogt ned til 3, næsten!

3 FAVORITTER OG LIDT TIL

Der er de plader, som ændrer én for altid. Dér, hvor det hele starter og giver mening! Det er dem, som man føler er skrevet direkte til én, som periodevist var ens bedste venner;  som om ord og musik var skræddersyet til ens holdninger og følelser. Af disse ville det være helt urimeligt at udelade The Cure ”Kiss me Kiss me Kiss me”. Og The Smiths ”The Queen is dead”. Jeg kan stadig huske da jeg hørte dem første gang sammen med min bror, og ikke mindst da jeg så videoen til ”Why Can´t I Be You” i hedengangne Formel Eins på tysk tv. Jeg vidste jeg ville lave musik og, at det skrevne ord havde grebet mig for altid, og at intet kunne røre mig mere end en akustisk guitar eller The Cure og The Smiths.

Det er ikke nødvendigvis de plader jeg hører mest pt., men de vil altid være de vigtigste. Dog tvinger samvittighedskvaler og frygt for blasfemi mig til at nævne: The Jesus & Mary Chain (Darklands), The House of Love (-), Siouxie & the Banshees (Nocturne), Echo & the Bunnymen (Ocean Rain), The Go-betweens (Lovers Lane), Love (Forever Changes), Primal Scream (Screamadelica), Cypress Hill (Black Sunday), The Stone Roses (Turns Into Stone), Blur (Leisure), Happy Mondays (Pills, Thrills´n´Bellyaches), Ride (Going Blank Again) og Teenage Fanclub (Thirteen).

Og hvad så med alle de nye ting og de gamle 60´er ting (bortset fra Love ”Forever Changes” som bare måtte med!)? Well, det må vi tage en anden gang – men glem ikke The Byrds, Jefferson Airplane, Neil Young, Van Morrison, The Doors. Og overse ikke Robyn, Gorillaz, The Good The Bad The Queen, Crystal Castles og mange flere, som hersker nutidigt. Hvis ikke nutiden allerede har overhalet min spirende alderdom indenom.

BESØG JUNCKERS HJEMMESIDE HER

Se livevideo til “Tæt Tættere”

 

Leave a Comment