3 FAVORITTER – JACOB HANSEN – PRODUCER, MUSIKER mm

Producer for Volbeat, The Storm, Dune, Raunchy, Mercenary, Surfact, Hatesphere og mange flere viser en stor alsidighed hos denne ”3 Favoritter”-gæst. Og det er ikke kun bag knapperne Jacob Hansen har gjort sig bemærket. Som udøvende musiker har han været frontfigur i Invocator og prog-metallerne Anubis Gate.

Vi giver pladsen til Jacob Hansen:

”At finde ens 3 favoritskiver er måske noget af det sværeste… Jeg har måske 50 favoritskiver, der alle har betydet utrolig meget for både min musikalske, såvel som personlige udvikling. For er der noget en skive eller musik kan, så er det at tage een et andet sted hen. Musikken opsluger en følelse på det tidspunkt af ens liv, man hører det, og den vil for evigt minde en om lige nøjagtigt hvor man var, da man lyttede til det. Lidt ligesom en lugt eller en smag kan fremkalde stærke minder om ens barndom. Sådan er musikken.

Og når man så skal vælge 3 skiver ud, så skal der jo tænkes over om det f.eks. skulle være Slayer’s Reign In Blood, der for altid ændrede måden at lave ekstrem metal på. Eller skulle det være Metallica’s Ride The Lightning, fordi James Hetfield opfandt måden at spille stenhård metalrytmespade på (uden ham ville metalverdenen i dag være røvkedelig)… Eller skulle det i virkeligheden være noget helt andet?! Det er sværere end man tror.

Desuden følte jeg, at mange af de albums der virkede som klassikere i min optik, faktisk ikke har stået tidens tand. Jeg har givetvis udviklet mit musikalske øre, og kan slet ikke holde ud at noget er umusikalsk ude af time eller pitch, og så er der produktionen på albumsene, som måske heller ikke holder den dag i dag. Derfor synes jeg, at de 3 albums jeg skulle finde burde holde på alle fronter i 2011.

Så jeg gik til stålet og fik valgt 3 favoritalbums der alle har gjort og stadig gør en forskel i mit liv.

ELO – TIME (Columbia, 1981)
Den første skive jeg vil fremhæve opdagede jeg i en alder af 11 år. ELO (Electric Light Orchestra) – Time. De har lavet en del fantastiske skiver før den, men denne påkaldte sig min opmærksomhed da jeg sad og så et tysk (!) hitlisteprogram på TV, og dér kom “Hold On Tight”. Det var super poppet rock’n'roll med lidt 70′er glam ind over, og det ramte et eller andet i mig. Jeg og min storebror skyndte os ind i den nærmeste pladeforretning i Esbjerg og købte albummet. Det viste sig hurtigt at “Hold On Tight” måske var det svageste nummer på albummet, heldigvis! Men hele konceptet – det futuristiske univers -  tiltalte mig på en eller anden måde meget stærkt!

En anden ting er produktionen på det album. Jeff Lynne (gtr, vokal) er mesteren! Han har sin helt helt egen lyd, og det er da heller ikke uden grund, at det var ham der kom til at mixe Beatles’ “comeback single” “Free As A Bird” fra 1995. Jeff Lynne har bl.a. også lavet fantastiske albums med Roy Orbison, Traveling Wilbury’s (som han selv var en del af), Joe Cocker, Tom Petty etc. Jeg kan til stadighed ikke få armene ned over både hans produktioner (kor arrangementer, trommer, akustiske guitarer osv.) og hans sangskrivning. Det er intet mindre end fænomenalt. Time er et album der har tålt tidens tand.

KING’S X – DOGMAN (ATLANTIC, 1994)
Nu er der jo ikke meget metal over ELO (bortset fra at Bev Bevan – trommer – spillede med Black Sabbath), men faktisk så er de albums, jeg aldrig bliver træt af, ret meget non-metal. Lige bortset fra King’s X 1994 album Dogman, som nok kan klassificeres som tung metal/rock. Igen var melodierne, sangskrivning og produktion (Brendan O’Brien) altafgørende for, at jeg kastede min kærlighed på King’s X (som jeg i parantes skal nævne aldrig havde hørt før, men dog kendte navnet på). Og sjovt nok så er der – ligesom med ELO og Jellyfish, som jeg nævner senere – meget tætte bånd til Beatles’ lyd og harmonier. I virkeligheden er det nok pga. min meget tidlige introduktion til min fars Beatles LP samling, at det trigger mig, uden at jeg på noget tidspunkt har været decideret Beatles-fan. Men det som King’s X gjorde, var at stemme guitaren alternativt, stemme langt ned, spille på 12-strenget bas, være en trio, endda med sort frontmand. Alt var nyt, og det i en tid hvor musikmarkedet var oversvømmet med anti-musikalsk grunge, forstået på den måde, at mange af grungebandsene ikke lagde så meget vægt på musikalitet, men mere stemning og udtryk.

Jeg kom til at knuselske King’s X. Deres senere albums blev aldrig helt i samme kaliber som dette mesterværk. Der er Ear Candy som kom efter Dogman, hvilket faktisk er et hæderligt album, og så er der lyspunkter på Gretchen Goes To Nebraska.

Når jeg lytter til albummet i dag står melodierne endnu stærkere, men produktionen hænger måske lidt i bremserne her i 2011. I 1994 lød det dog uovertruffet!

JELLYFISH – SPILT MILK (CHARISMA, 1993)

På 3. pladsen ligger Jellyfish – Spilt Milk (1993). Den kunne sagtens være på 2. pladsen, men så synes jeg at metallen/den tunge rock kom lidt for meget i baggrunden, og det ville komme til at virke som om jeg slet ikke elskede metal! Spilt Milk var faktisk et album, som jeg blev introduceret til af en forsanger fra et ret cool US metal band, der hed Sindrome. Der gik en del år inden jeg gjorde noget ved det, men så pludselig faldt jeg over skiven og købte den. Jeg anede ikke, hvad jeg gik ind til. Jeg blev meget overrasket over, at her var gedigen 70′er glam møder Beatles møder Beach Boys møder Queen. Amerikanere der spiller gennemtænkt, intelligent britisk 60′er/70′er inspireret poprock. Og det er gjort SÅ godt. Andy Sturmer (vokal, trommer osv.) er måske een af mine absolutte favoritsangere! Og det bør noteres at det band bare skal tjekkes ud på nogle af de livevideoer der findes på Youtube. Manden står op og spiller trommer…

Hele det album er spækket med top-notch sangskrivning med kærlighed til de store 60′er/70′er navne nævnt før, plus flere! Og så er der et overflødighedshorn af  produktionsdetaljer styret af Jack Joseph Puig, som også leverer et drømmemix på en sådan type skive. Lovely!

Og det er jo ret sjovt at alle 3 albums i denne artikel på een eller anden måde hænger sammen. Andy Sturmer lavede nemlig et ELO coverband sammen med sanger Bleu og andre supermusikere og -producere, og udgav albummet “Alpacas Orgling”, dog med egne kompositioner, under navnet LEO, hvor de planker Jeff Lynnes korarrangementer, produktionsmetoder, guitarlyd osv. osv.

BESØG JACOB HANSENS HJEMMESIDE HER

Se Jacob Hansen på scenen med Volbeat fra Tobakken i Esbjerg