HISTORIEN BAG SUBMIT – HVORDAN DEN BLEV TIL

I 1995 indspillede Illdisposed deres overlegne ”Submit” i Jailhouse Studios. Tommy Hansen, Rolf Hansen og Bo Summer har udtalt sig om, hvordan det gik til.

Med historier om smadrede bandlokaler på spillesteder rundt i landet, slagsmål, en livsstil der direkte var faretruende og som den nuværende regering ville have lavet et lovforslag i mod, havde Illdisposed allerede med deres 2 foregående skiver lavet så meget ravage og lagt sig ud med flere af deres kolleger i branchen, specielt de sjællandske, at bandets navn var blevet mejslet fast i de danske metalfans forstand. Nogle spillesteder ville ikke hyre dem, fordi det medførte store efterregninger i form af nyt inventar og andet, men metal-Danmark, og selveste Lars Von Trier havde fået øje på de aparte århusianere.  I 1995 lavede det berygtede og stærkt fordærvede band den plade, der skaffede dem deres gennembrud og som stadig står som den mest hårdtslående i deres karriere. Her er historien om tilblivelsen af ”Submit”

Illdisposed havde kun skiftet ud på en enkelt plads siden ”Return From Tomorrow”, og det var på trommestolen, hvor Michael Enevoldsen (senere Panzerchrist) var blevet erstattet af Rolf Hansen (aka Rolf Rognvard Hansen) der ellers havde slået sine folder i det esbjergensiske doom metal band Caustic. Skiftet viste sig lynhurtigt at give pote, for med Rolfs trommespil, blev Illdisposeds musik markant mere præcist og varieret. Da de gik i studiet, havde Rolf kun været en del af bandet i 3 måneder, og kendte ikke helt sine nye legekammeraters indspillevaner. ”Allerede 3 måneder efter jeg kom med, var vi på vej i studiet for at indspille pladen.” udtaler Rolf, der også fortæller, at han ikke brugte sine egne trommer til indspilningen: ”Jeg lånte ”Øllet”s (Anders Gyldenøhr, ex-Grope, ex-Hatesphere) trommer, og dem skulle vi stille op, men dagen før, skulle vi proviantere. På vej ned til købmanden efter øl, blev vi inviteret til nabodatterens 18-års fødselsdag. Den fest tog vi selvfølgelig til og drak os megastive. Jeg havde det fint med det, da jeg vidste af erfaring, at hele næste dag skulle gå med at stille trommer op og lave lyd, og at jeg først kom til at indspille 2 dage efter. Men sådan arbejder Tommy Hansen ikke. Da jeg troppede op dagen efter klokken 10, havde Anders stillet sine trommer op for mig, så jeg gik jeg ind og slog et par gange i skindet, og var klar til den helt store lydprøve. Tommy siger så: ”Ja, så er vi klar til at optage!”. Det kom bag på mig. Jeg havde de ondeste tømmermænd. Vi lagde ud med at indspille ”Purity Of Sadness”. Jeg husker det som værende forfærdeligt, både oplevelsen og resultatet, men vi fik det da i kassen. Jeg fik indspillet alle trommerne i løbet af 3-4 dage. Pladen er indspillet på 2”s analogbånd, og det er altid latterligt at indspille på bånd, man kan jo ikke cut n’ paste trommerne og klippe sammen, som man kan i dag med pro-tools systemer og andet digitalt grej. Men man får en anden dynamik, når man kun har et take til at få sine trommer i kassen. Hvis man lavede en fejl midtvejs i nummeret, skulle man spille hele lortet om igen.”

Produceren Tommy Hansen udtaler om Rolfs præstationer i studiet: ”De havde jo nogle rytmer, som Rolf også havde sit hyr med at få i kassen. Selvfølgelig kan man godt kalde Rolf for musiker, men han er jo næsten mere en atlet bag de trommer. Det han lavede bag dem, svarede jo til at få ol-guld i 100 meter på tid. De grindcore-rytmer var jo ren mælkesyre, de gik jo fremad.”

OMVENDT LOGIK

Tommy Hansen var manden bag knapperne på ”Submit”, og dengang Illdisposed trådte ind i hans Jailhouse Studios, havde manden ikke arbejdet med death metal før. Til gengæld havde han fået guldplader og diverse for hans arbejde med store klassiske heavy metalbands som Helloween, og deslige. Hans arbejde havde altid kredset om de storladne melodier, de hurtige guitarer og musik med en smule teknisk finesse, og nu stod han her med Danmarks dengang mest beskidte og rådne orkester.

”Jeg ved ikke hvordan de er i dag, men de var i hvert fald bindegale dengang!” Sådan omtaler Tommy Hansen samtlige af medlemmerne i Illdisposed, da jeg spørger til hans tid med dem, og fortsætter: ”Det var Andreas Ludvigsen (Progress/Diehard records Boss) og jeg, som talte om at lave noget. Det endte med at blive Illdisposed. Jeg vidste ikke hvad det var for noget, andet end at det nok var ovre i dødsmetal-genren.”

Tommy Hansen så det som en udfordring at skulle lave en death metal skive, men fandt hurtigt ud af, at den produktionsmæssige del nok blev den mindste udfordring. ”Det første der springer frem, når jeg tænker på den tid er, at Lasse Bak syntes det var vældigt fint, at Morten Gilsted havde brækket en lillefinger 14 dage inden de skulle indspille, fordi de havde slåsset mod hinanden. Så Gilsted havde meget svært ved at indspille. Det ved jeg ikke om Lasse kunne se noget negativt i. I min logik, gik det jo ud over bandet og deres indspilning at Gilsted skulle indspille med en skinne på fingeren. Der fik jeg allerede første tegn på, at det ikke var almindelig logik, der herskede i dette band. Det gik op for mig, at det der var fedt, var egentlig skidt, det hæftede jeg mig ved.”

DELE-DUKKEN

Dengang i 1995 var undertegnede til stede, da ”Submit” blev indspillet. På besøg i Jailhouse Studios, som lå, og stadig ligger lige ved siden af Horsens Statsfængsel. Fængslet er siden hen lukket, men studiet fortsætter stadigt. Illdisposed havde indtaget den bolig, der hører til studiet, og havde på kort tid sat deres helt eget personlige præg på det lille hus. I stuen var der rigeligt med øl og ligeså mange tomme flasker. Og i gangen stod den lolitta-dukke, som man kan høre Morten Gilsted mellem ”A Frame Of Mind” og ”Vesuvio”, give skylden for, at han spillede så mange fejl, fordi han ikke kunne tænke på andet end ”den dukke der”. ”Jeg kan huske mit studieophold som værende en flue på væggen. Der skete så mange langt ude ting. Du kan da huske den dag, du var på besøg, hvor Bo kom slæbende med lolitta-dukken, fuldstændig badet i sved, nede fra studiet af. Så sætter han den i indgangen i det hus vi boede i, med benene op af, for at der ikke skulle løbe noget ud. Sådan var det hele tiden.”. Rolf kan også huske dukken. Den dag i studiet hævdede bandet, at dukken gik på skift mellem medlemmerne, så de kunne få lettet det tryk, et 3 ugers studie-ophold hobede op. Helle for ikke at være sidst.

NATTERODERI

Når trykket ikke skulle lettes, eller der ikke skulle indspilles musik, brugte Illdisposed tiden til at feste med alle dem, der gad eller kunne bidrage med noget til festen. ”Da de kom hjem med lolitta-dukken, havde de også medbragt nogle typer, der hørte til under bunden af fødekæden i Horsens. De havde samlet de mest smadrede mennesker op et eller andet sted, fordi den ene af fyrene havde noget tjald. Så røg der tjald på bordet, han ringede til sine søstre, og så var der ellers lagt op til fest. Sådan var det hele vejen igennem. Tommy forbød os at røre naboens datter, men så var det hende der rørte os, osv. På et tidspunkt trængte jeg til luftforandring, så jeg tog toget tilbage til Århus for at få tid for mig selv.”, siger Rolf, der dengang var droppet ud af universitet i Århus, og havde startet en ny tilværelse som trommeslager i Illdisposed.

Det var sofabordet i stuen, der lagde overflade til festerne. Et bord der var spækket med tomme flasker. ”Det var ikke god kotume at gå i seng hvis der stadig var plads til en tom ølflaske på det bord. Så bordet skulle i hvert fald fyldes, hver dag. Det resulterede i en dag, hvor de kom ned i studiet klokken 10 om morgenen, som jeg jo insisterede på som starttidspunkt, og der kunne de bare ikke spille. Hovedpinen var større end guitar-forstærkerens output.” fortæller Tommy Hansen om festerne i det hus, han stillede til rådighed under indspilningerne, og som han hævder, er blevet ryddet op og gjort rent siden ”Submit”. En kondemnering havde nok nærmere været på sin plads.

FORKELLIGE VERDENER

På trods af, at der blev drukket mange øl og festet heftigt i den tilstødende bolig, var det i selve studiet, det reelle formål med opholdet foregik. Nemlig indspilningen af pladen. Rolf havde indspillet alle trommespor på 3-4 dage, og nu var det resten af bandets tur til at koncentrere sig og yde deres bedste. Dengang udtalte Tommy Hansen til NRG, at bandets musik gav ham en fandens hovedpine, og Lasse hævdede, at det var fedt at indspille med Tommy, for han havde fortalt dem siden første dag, at han ikke kunne snuppe deres musik.

Hovedpinen kunne også skyldes måden indspilningerne af strengeinstrumenterne foregik. ”Lasse sad megastiv og larmede med sin guitar over de trommespor, jeg havde indspillet. Pludselig siger han, at 1ste guitar er i kassen. Jeg kigger på ham, og spørger hvad fanden han laver, om han ikke bare sad og øvede lidt? ”Nej nej, jeg er da ved at indspille”, svarede han, hvortil jeg udbrød: ”Hallo, du er jo megastiv og du spiller megadårligt.” Det var han ligeglad med, og der var jeg chokeret. Jeg kom fra et studieophold med Caustic, hvor det var effektivitet og seriøsitet, der prægede indspilningerne. Det var ”velkommen” til en helt anden verden.”, fortæller Rolf, som ifølge sig selv, var det eneste medlem, som forsøgte at holde fokus på formålet med at være i studiet, nemlig at indspille en fed plade. ”Jeg tror jeg forsøgte at holde det hele på et nogenlunde sobert plan, i hvert fald for mit eget vedkommende, og så forsøgte jeg at hive op i de andre. ”Den ide du lige fik der, er nok opstået pga. promillen i dit blod” eller ”Prøv lige at tage dig sammen, det der skal du ikke spille mens du er fuld” var standard-kommentarer fra mig. Det hjalp ikke noget, sådan kørte de det bare, det var fuldstændig umuligt at komme i kontakt med dem. Gilsted var skæv hele tiden, Lasse var fuld, Bo var der aldrig og Ronnie sad bare og stirrede ud i luften og sagde ingenting. Sådan var hele mit ophold i Illdisposed for øvrigt.”.

Bo Summer, som havde sin ramponerede Skoda at køre frem og tilbage i, udtaler i dag: ”Jeg var i studiet i weekenderne. Jeg nåede da vist at have en 4 kærester i Horsens området i den periode. Jeg havde jo arbejde, så jeg skulle hjem. De andre havde ikke nogen forpligtelser. Rolf gik på universitet, Lasse lavede vist ikke rigtig noget og Morten Gilsted har jo aldrig lavet noget. De boede så i studiet, hvor jeg tog hjem. Vi havde en fornemmelse af, at det var den rigtige stil for os i forhold til de to første plader, der var stilløse. Den første indeholdte jo de sange, vi havde skrevet siden vi blev dannet, så det var en blandet landhandel. Det var den første plade, hvor vi fandt vores egen stil og som vi har bygget videre på siden.”

PIZZA POESI

Mere retrospektivt udtaler Tommy Hansen i dag, at han er godt tilfreds med resultatet af pladen, men at han stadig er forundret: ”De har altid været rigtig gode til at skabe forhindringer for dem selv, og af en eller anden mærkelig årsag, ender det med, at de får et originalt slutresultat, som har en fandenivoldsk energi.” Han fortsætter: ”Det er ikke fordi, jeg har den opfattelse, at Bo Summer har opfundet den dybe tallerken. Jeg blev dog benovet over den originalitet han lagde for dagen med teksten til ”Vesuvio”, pladens måske vildeste nummer. Han havde ingen tekst til den, men der kom af og til en pizza-service forbi med mad, og de smed sådan nogle menukort, og der kom teksten fra. Den tekst er en opremsning af, hvad man kunne købe af pizzaer i Horsens og omegn i midt-halvfemserne.”

Alkohol, brækkede fingre og lolitta-dukke til trods, lykkedes det at få ”Submit” i kassen. ”Når vi først var i gang, så kørte det også fremad. Der var ikke så meget pis der, de gad godt arbejde for resultatet.”, siger Tommy Hansen i dag, måske fordi han har fortrængt de fleste af de vanvittige episoder eller fordi originaliteten på ”Submit” strider i mod måden, den er blevet til på, en ting er Tommy i hvert fald sikker på: ”Det var ikke kedeligt at have dem i studiet”.

Interviews & artikel: Morten Nissen

(artiklen har tidligere været bragt i NRG Magazine)